Ny tonalitet

Det meste musik, der skabes, er tonal, dvs. diatonisk eller modal med grundtoneformmelse og toneartsorienteret harmonik. Undtagelserne er atonal musik, støjmusik og det meste konktrete musik. Når det alligevel giver mening at tale om "ny tonalitet", skyldes det ikke at tonaliteten nogensinde har været fraværende, men blot at den i en bestemt, centraleuropæisk modernisme og avantgarde blev elimineret til fordel for andre logikker. Ny tonalitet betyder dermed musik skabt i denne tradition, med bevidstheden om det atonale i bagagen, men med en genoptagelse af tonearter og funktionsharmoniske virkemidler i en måske "postmoderne", neoklassisk, minimalistisk eller neoromantisk æstetik.

Terms

Drone

Anvendelsen af droner er et af de ældste og mest alment forekommende musikalske fænomener. Det betegner den omstændighed, at der under et givet musikalsk forløb høres en konstant liggetone, som i den givne sammenhæng næsten altid vil blive opfattet som en grundtone, som det anførte forløb harmonisk og melodisk forholder sig til. Sådan foregår det fx på en drejelire, en sækkepibe, en sitar eller en tambura, og det gør det også på droneinstrumenter som jødeharpen eller didgeridoo’en, hvor der spilles på tonerne i overtonerækken.

Store dele af den traditionelle musik i alle verdensdele har været droneorienteret, enten ved brugen af droneinstrumenter, eller ved at et musikalsk forløb, for eksempel en melodi med tekstledsagelse, kan siges at have en underforstået drone under sig. Opfindelsen af notationen i Vesteuropa gjorde det i middelalderen imidlertid muligt for komponister at skabe vokal- og instrumentalmusik baseret på akkordiske forløb, hvor droner af samme årsag var næsten eller fuldkommen fraværende.

Fra barokken var brugen af droner mest knyttet til musikalske scenerier, der skulle evokere eller imitere en pastoral, ‘folkelig’ stemning. Men det harmoniske sprog var blevet så grundlæggende et element i kompositionsmusikken, at droner praktisk taget var fraværende helt frem til anden halvdel af 1900-tallet, hvor den stilpluralistiske realitet havde gjort alle eksperimenter med tonalitet mulige.

Dele af den elektroniske musik havde helt fra begyndelsen dronekarakter, fordi de involverede apparater så at sige lagde op til det og ikke var velegnede til at skabe harmoniske forløb med. Hippiekulturens interesse for østlig, især indisk musik omfattede også en række komponister, som blev fascineret af dronen som et suggestivt musikalsk virkemiddel – det gælder eksempelvis Karlheinz Stockhausen, der i Stimmung (1968) lod seks korsangere elaborare over den samme akkord hele værket igennem.

Den amerikanske minimalisme, der også manifesterede sig i 1960’erne, afviste til dels harmoniske forløb til fordel for repetitive figurer, som af den årsag også ofte havde dronekarakter. Fra en noget anden kant, nemlig centraleuropæisk avantgardemusik, nåede den italienske komponist Giaconto Scelsi frem til en musik, der var mere optaget af mikrotonale bevægelser og klanglige forandringer end egentlig tonehøjder, hvorfor også hans musik i meget høj grad er droneorienteret.

Siden har anvendelsen af droner været et ikke sjældent anvendt virkemiddel i kompositionsmusikken. En lang række af de østeuropæiske komponister, som begyndte deres karrierer i 1960’erne, har arbejdet med dronestrukturer. Det gælder ikke mindst den estiske Arvo Pärt, hvis særlige kompositoriske system tintinnabuli favoriserer brugen af den samme grundtone ofte hele værker igennem, sådan som det er tilfældet eksempelvis i kammerværket Tabula rasa (1977) og Johannespassion Passio (1982) for orkester, kor og solister.

Terms

Orientalisme

Vestlige kunstneres bevidste brug af tekniske, stilistiske eller kulturelle elemementer fra orientalsk kunst og musik, på musikområdet oftest fra Østasien. Allerede i 1700-tallet blev "kineserier" populære, og også elementer fra musikken i lande som f.eks. Tyrkiet og Indien blev tidligt i historien vævet ind i vestlig klassisk musik. I Rusland og Østeuropa, hvor man var tættere på Orienten, skete det særlig hyppigt.

I 1889, på verdensudstillingen i Paris, hørte Debussy den javanesiske gamelan. Han indså via denne klangkunst muligheden for en musik af ikke indbyrdes funktionsrelaterede akkordforbindelser og opdagede at akkorder kan være smukke "i sig selv", uden at være bundet til en musikalsk årsagskæde af spænding og opløsning. Senere fik mødet med orientalsk musik og tænkning stor betydning eksempelvis i John Cages tankeverden, og den særlige tidsoplevelse i asiatisk musik - væren snarere end bevægelse - har fundet udtryk hos en lang række vestlige komponister i det seneste halve århundrede.

Klassiske nøgleværker: Mozart, "Bortførelsen fra Seraillet", Verdi: "Aida", Puccini: "Turandot".
Nøgleværk: Colin McPhee: Tabuh-Tabuhan (1936)
Komponister: Henry Cowell, John Cage, Harry Partch, Lou Harrison, Giacinto Scelsi, Philip Glass, Tan Dun, George Crumb, Toru Takemitzu
Danske: Poul Rovsing Olsen, Per Nørgård

Terms

Minimalisme

Midt-60'erne er en meget ekspansiv periode i musikhistorien med et krydsfelt af indbyrdes forbundne bevægelser: åbenhed, stilpluralisme, sprængning af genrer og kategorier sideløbende med forenkling, renselse, afgrænsning, monotoni, abstraktion og anonymitet - med ét ord minimalisme. Betegnelsen anvendes inden for både billedkunst, design og til en vis grad litteratur, men den er særlig udbredt på musikkens område.

Polakken Henryk Gorecki reducerede sit lydmateriale til enkle, abstrakte gentagelsesmønstre og spejlinger - dele af orkesterværket Refren (1965) bygger f.eks kun på samkangen forstørret kvart, og han lagde grunden til en særlig polsk minimalisme. Den estiske komponist Arvo Pärt fortsatte i et lignende spor, i 1976 introducerede han en tonal metode med udgangspunkt i den rene treklang og stramme, nøgternt-upersonlige konstruktionsprincipper. Begge fik en lang række efterlignere og efterfølgere.

Men USA havde de længste traditioner for en musik der sætter sig ud over konflikt og dialektik, og i 60'erne opstod en amerikansk minimalisme som opsøgte trancelignende tilstande, f.eks. monotonien i meget lange toner eller lag på lag af ekkoer. I 1964 skrev Terry Riley værket "in C" - minimalmusikkens første klassiker, hvor et væld af korte, tonalt-modale melodistumper som gentages i stadig nye kombinationer får "bevidstheden til at flyde".

En væsentlig tankemæssig baggrund var desuden begrebet "New Age", en uhyre rummelig samlebetegnelse som efterhånden blev almindeligt brugt i løbet af 70'erne af åndelige subkulturer optaget af meditation, teosofi, mystik, yoga, "holisme" etc. På musikkens område beskriver det hovedsagelig stærkt meditative, psykisk beroligende musikformer. I Danmark blev ordet "tilstandsmusik" populært. Især i Østuropa anvendte flere komponister den minimalistiske strategi i værker med religiøs eller sakral baggrund.

Amerikanske komponister oplevede i højere grad end deres europæiske kolleger nødvendigheden af en bestræbelse på social gennemslagskraft og et større publikum. En amerikansk komponist måtte i reglen vælge mellem at sikre sit udkomme enten via det ofte meget akademisk-dogmatiske musikliv på landets universiteter eller komponere musik med et kommercielt tonalt-rytmisk potentiale.

I bredeste betydning fik den minimalistiske strategi en kolossal gennemslagskraft, et hybridfænomen, en krydsning af serialismens systematik, populærmusikkens tonalitet og konsonans, elektrisk-syntetisk klang etc., samt en række påvirkninger fra ikke-vestlig tankegang. Dette gjorde den næsten helt uafhængig af veldefinerede, afgrænsede stiludtryk, og som æstetik er minimalismen stadig en aktiv del både af europæisk og amerikansk nutidsmusik og popmusik.

Nøgleværker:
Europa: Arvo Pärt: "Cantus in memoriam Benjamin Britten" (1976)
USA: Terry Riley: "In C" (1964), Steve Reich: "Drumming" (1971), Philip Glass: "Einstein on the Beach" (opera, 1975)

Komponister:
Europa: Henryk Górecki, Louis Andriessen, Arvo Pärt, Michael Nyman, Gavin Bryars, Zoltan Jeney, Lazló Vidowszky, Zygmunt Krauze, Tomasz Sikorski, Gija Kancheli, (Carl Orff).
USA: La Monte Young, Terry Riley, Steve Reich, Philip Glass, John Adams, Frederic Rzewski, (Morton Feldman)
Danmark: Henning Christiansen, Ole Buch, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Wayne Siegel, undertiden Poul Ruders

Terms