Åbne former

Det som her kaldes 'Åbne former' svarer til John Cages begreb 'indeterminate music', og handler om, at komponisten lader visse beslutninger være op til de udøvende musikere. Det kan fx være rækkefølgen af delelementer (den mest hyppige); passager af fri eller bunden improvisation; angivelsen af en begyndelses- og en sluttilstand, hvor musikeren selv vælger vejen mellem de to punkter; angivelsen af et antal noder uden at de er placeret i rækkefølge etc. Åbne former i musikken er en del af en generel avantgarde-tendens i alle kunstarter hvor den skabende kunstner slipper en del af kontrollen, men stadig skaber den overordnede sammenhæng.

Terms

Tilfældighedskomposition

Ikke at forveksle med det overordnede tag 'Tilfældighedsmusik'. En tilfældighedskomposition er et partitur, der er fremkommet (helt eller delvist) gennem tilfældighedsprocesser, men hvor tilfældigheden altså ligger på kompositionsniveau og ikke hos de udøvende musikere. Denne teknik kan i egentlig forstand kaldes 'aleatorisk' (et ord, der desværre bruges i flæng), idet den opstår ved terningekast-lignende operationer. Men et sådant partitur kan også opstå ved at overføre data fra et helt andet system direkte til et partitur, såsom pletterne på vinduesruden eller de økonomiske udsving på børsen. Tilfældighedskomposition kan føres tilbage til de europæiske hoffer i slutningen af det 18. århundrede, hvor "Musikalisches Würfelspiel" var en måde at lege med komponistgerningen på. I moderne tid komponerede kunstneren Marcel Duchamp i 1913-15 to tilfældighedspartiturer, og med John Cages ”Music of Changes” (1951) kom denne metode for alvor i søgelyset. Den har også fundet vej til populærmusikken, fx med Lars Hugs ”City Slang”.

Teksturel musik

Teksturel musik er musik, der er bygget op omkring teksturer. En tekstur er noget andet end en struktur, som György Ligeti har gjort opmærksom på. I en struktur kan man skelne enkeltdelene, som der er et forhold imellem, i en tekstur oplever man et væv, en masse, en sky af toner og lyde. Teksturel musik kommer for alvor på banen i 1960'erne med værker af Iannis Xenakis og Ligeti selv.

Støjmusik

Støjmusik er musik, der benytter støj som en central del af det musikalske udtryk. Støj forstås her som lyde, der hverken har tonehøjder eller rytmefunktion. Den arketypiske støj er den hvide støj, den susen, der fremkommer, når alle frekvenser klinger samtidigt. Støj er i udgangspunktet et ekspressivt virkemiddel, forbundet med kaos og aggression, men støj kan også afstedkomme helt andre udtryk. Det afhænger af den musikalske sammenhæng, den indgår i. Støj har især været et virkemiddel i musikken i de sidste 100 år (siden Luigi Russolos støjmaskiner, intonarumori). Man finder støjmusik både i kompositionsmusik, rock, elektronisk musik og lydkunst. Støj og toner kombineres i meget støjmusik, og spændingen mellem de to skaber forskellige effekter alt efter den musikalske sammenhæng.

Terms