Ét-slaget, der blev væk

Forestil dig, at musikkens vante rammer er væk. Ingen tryghed ved at kunne forudse, hvad der sker. Nu skal du eksempelvis ikke tælle for med ‘tre-fire’ og så starte på ‘ét’, sådan som vi kender det med et tungt ét-slag og lettere slag derefter. I stedet skal du lægge vægten på otte-slaget af en otte-slags-cyklus eller på 16-slaget af en 16-slags-cyklus - selvom melodien begynder på ét-slaget, ubetonet!

Noget i den stil var oplevelsen for ti danske gymnasiemusiklærere, som i sommeren 2009 tilbragte et par uger på konservatoriet i Solo (Surakarta) på det centrale Java.  To uger med udfordringer og oplevelser på mange niveauer. Fra første time fik alle besked på at tage skoene af, sætte sig på gulvet og gå i gang med at spille. Et skønt syn med sådan et hold midald­rende danskere, som prøver at skrue sig selv og de nogle gange alt for lange ben ned bag de lave instrumenter. For at sidde med krydsede ben i timevis, dag efter dag.

Vi bliver mærkeligt nok også klogere på vores egen musik ved at arbejde med noget, som bryder de kendte mønstre

Undervisningen begyndte uden forudgående forklaringer, instruktionen blev givet bag instrumenterne, efterhånden som behovet opstod, suppleret med lejlighedsvise forklaringer og debatter omkring tavlen, blandt andet når det ‘manglende’ ét-slag blev vendt ... igen og igen.

Første time var naturligvis noget kaotisk. De fleste havde kun prøvet gamelan-­instrumenterne ganske kort ved et introduktionskursus inden rejsen. Når det alligevel ikke gik helt i opløsning, skyldes det i høj grad dét, som gør javansk musik interessant i undervisnings­­sammen­hænge, også i Danmark:

– En stor del af instrumenterne (alle gonger og metallofoner) er teknisk umiddelbart tilgængelige. Her kan ingen sige ‘det kan jeg ikke finde ud af’; enhver kan slå med en hammer eller en kølle på et stykke metal.

– Opgaverne er umiddelbart forståelige på de enkelte instrumenter.

Det er selvfølgelig lidt simpelt formuleret, men denne musiks kompleksitet ligger for disse instrumenters vedkommende hverken på det spille­tekniske plan – i hvert fald ikke i at skabe lyden (muligvis i at stoppe den igen, dæmpningen kan byde på tekniske udfordringer) – eller hvad angår de mønstre, den enkelte skal spille. I stedet ligger kompleksiteten i samspillet mellem struktur, satsteknik og form.

Erkendelsesmæssig kickstart
Turen til Java kan betragtes som en slags erkendelsesmæssig kickstart ind i et nyt musikalsk univers. Idéen var at introducere danske gymnasielærere for de anderledes principper, der gælder i klassisk centraljavansk gamelanmusik, og for de erkendelser, dette møde kan føre til – såsom det ‘manglende’ ét-slag. Specialist i javansk musik kan man umuligt blive på bare to uger.

Mødet blev meget intenst på alle planer, netop fordi undervisningen blev gennemført på Java, ikke med javanske gæstelærere i Danmark. Det var ikke muligt at skynde sig hjem og slappe af til velkendte toner i sofaen. Turen var et massivt bombardement af indtryk på alle niveauer; klimaet, naturens skønhed, byens puls, maden og hele omgangsformen forførte alle. Her blev smilet, smilet og smilet ... problemer virkede, som om de kun var til for at blive løst.

Om aftenen oplevede vi koncerter, skyggespilforestillinger, teater og dans – som på Java er tæt forbundet med musik. Enkelte af koncerterne bød på helt særlige oplevelser, fordi vi ikke blev begrænset til publikumrollen. På det lille hof i Solo (Mangkunegaran) kom vi en lørdag formiddag for at opleve en koncert på de meget gamle gamelaner (Monggang, Charabale og Kodok Ngorek) og tale med lederen af hoffets musikere, Pak Hartono. Efter en kort introduktion gik musikerne i gang med at spille i den stor, smukke pendopo (en åben bygning), men kort tid efter blev hele det danske hold indbudt til at overtage instrumenterne ét efter ét. Og pludselig sad vi her som kongelige hofmusikere.

En aften få dage senere skulle vi ud og opleve en skyggespilforestilling (wayang kulit) i en nærliggende landsby. Et hav af musikere var hyret til at akkompagnere dukkeføreren og sangerinderne, som skulle bære fortællingen. Da vi ankom, blev vi ikke placeret blandt publikum, men til vores skræk og overraskelse ført op blandt musikerne. Klemt inde rundtom mellem de mange musikere kom vi til at opleve det leben, som udspiller sig i forbindelse med en sådan helnatsforestilling – med spisning, tedrikning og småsnak, alt imens der spilles for fuld udblæsning.

Selve mødet med musikken bød som nævnt både på store oplevelser og på store udfordringer. Den usikkerhed, som fraværet af en velkendt struktur skaber, kan være frustrerende, mens det står på. Men vi bliver mærkeligt nok også klogere på vores egen musik ved at arbejde med noget, som bryder de kendte mønstre.

Gennem processen med at identificere forskelle og ligheder og forstå de forskellige systemer kan vi blive klarere i forståelsen af begge traditioner og af musik generelt. Vi får nogle nye farver i forståelsespaletten og nogle nye virkemidler. Taktart, toneart og harmonisering er irrelevante som bærende analyseelementer inden for javansk musik. Noget andet træder i stedet, eksempelvis lag, tæthed, klang og rytmisk frasering.

Forskellige, men ligeværdige faggrupper
Mødet med de javanske konservatorielærere var meget inspirerende. Her var en gruppe undervisere, som var lige så stærkt forankrede i deres tradition og teori, som danske musiklærere er forankrede i europæisk tradition og teori. Det var ikke en gruppe klassisk skolede musik­læreres møde med den eksotiske folkemusik. Nej, tværtom, det var et ligeværdigt møde mellem to klassiske traditioner og systemer, mellem to musik­professionelle faggrupper med samme teoretiske abstraktions­niveau.

De javanske lærere arbejder ikke med afledninger af vestlige systemer, men med selvstændige systemer, som nok kan forklares på tværs af kulturer, men som ikke nødven­digvis kan indsættes i samme forklarings­ramme – jævnfør ét-slaget, der blev væk. På den måde bliver de vante tænkemåder udfordret et spadestik dybere.

Her var en gruppe undervisere, som var lige så stærkt forankrede i deres tradition og teori, som danske musiklærere er forankrede i europæisk tradition og teori

Ind imellem undervisningen i den klassiske javanske musik var der også andre stilarter på programmet; stilarter, som bød på meget anderledes satsteknikker og sammenspilsformer. Her hittede den vestjavanske angklung, enkle bambusinstrumenter, hvor hver deltager frembringer én tone ved at ryste instrumentet. One-man-one-note-satsteknikken giver individet en markant anderledes rolle end i vestlig musik. Her er ingen plads for den enkelte til at føre sig frem, den enkelte tone skal bare leveres til tiden. Det er skægt, meget skægt!

Hjemme igen
I oktober mødtes vi alle igen, denne gang i København. Ud over at udveksle billeder, mindes pudsige og spændende oplevelser og for en stund tænke os tilbage til bananpalmer, gonger og rismarker var formålet at bearbejde de mange indtryk fra turen, spille sammen og overveje, hvordan indtrykkene kan omsættes til pædagogisk praksis.

Det er især strukturen – altså den anderledes måde at organisere musik på – som udfordrer:

– I den vertikale vestlige tænkning er det skiftende akkorder, der skaber den musikalske spænding og afspænding. I den javanske musik er det udviklingen af forskellige lag, der skaber energien. I bunden ligger det, som nogle kalder kolotomi-instrumenterne: gonger i forskellige størrelser, som i fællesskab skaber en rytmisk ramme og frasering (‘maskinrummet’). I midten ligger de metallofoner, som spiller den uforsirede melodistemme i en fast puls uden synkoperinger og kun sjældent med skiftende korte og lange toner (kernemelodien). Et par oktaver under kernemelodien findes en slags melodi-basstemmer, også på metallofoner, som enten spiller med på kernemelodien eller spiller et udvalg af kernemelodiens toner, typisk hver anden tone. Et par oktaver over kernemelodien findes et enkelt melodiinstrument, som for- eller flerdobler kernemelodi-stemmen. Desuden indgår der instrumenter, som udsmykker melodien i forskellig grad; nogle omspiller melodien med små motiver, andre laver en slags ‘modstemmer’.

– De meget forskelligartede instrumenter skaber vidt forskellige klanglag, når de lægges oven på hinanden, så kompositionen udvikler både en ekstremt dyb bund og en meget lys top. Desuden arbejdes der i kompositionerne med markante skift i klangkarakter mellem de forskellige dele (skift mellem larmende og stille, hårdt og blødt, lyst og mørkt).

– Tonetætheden er et fænomen for sig. Når tempoet i kompositionen falder til halvt tempo, altså når afstanden mellem kernemelodiens og ‘maskinrummets’ toner fordobles, vil de lysereklingende udsmykningsinstrumenter, som omspiller melodien, typisk begynde at spille i dobbelt tempo. Herved lander de på nogenlunde samme tæthed som før temposkiftet. Men fordi resten af instrumenterne bliver trukket mere fra hinanden, skabes en speciel oplevelse af, at der zoomes ind eller skiftes gear i musikken.

Kombinationen af lagdeling, de særlige temposkift og de klangmæssige muligheder tvinger analyse, lytning og kreative processer i nye retninger; det øger viften af muligheder og nødvendiggør et arbejde med andre analysebegreber end dem, vi som regel bruger i vestlig musik.

Lagdelingen giver musikerne nogle andre roller end dem, vi kender fra vestlig populærmusik eller klassisk musik. Både lagdelingen og den satsteknik, som kaldes one-man-one-note (blandt andet kendt fra bambusinstrumentet angklung), nedtoner individets muligheder for at føre sig frem på bekostning af fællesskabet. En udfordrende social musik i en tid, hvor mange vil være stjernen i centrum.

Der er mange måder at bruge javansk musik og javanske instrumenter på i Danmark; så mange, at der er flere initiativer i gang for at skaffe instrumenter hertil. Flere angklung-sæt er allerede på vej mod Danmark, bestilt af forskellige gymnasier og enkeltpersoner. Desuden forsøger en gruppe interessenter at skaffe penge til indkøb af et helt gamelanorkester, som skal kunne udlånes til skoler og institutioner – desværre hidtil uden held. Der er også planer om at få javanske musikere/gæstelærere til landet for at fortsætte og udvikle samarbejdet, både kunstnerisk og pædagogisk.

Forhåbentlig vil der også i fremtiden byde sig muligheder for at sende danske musikere, komponister og musiklærere til Java.

Ti gode grunde til at arbejde med javansk musik

– Strukturen er forståelig, men udfordrer samtidig det, vi kender
– Den tilbyder nye dimensioner i analyse, sammenspil og komposition
– Instrumenterne betager ved deres udseende
– Den kan være med til at generobre kreativiteten
– En hel klasse kan spille samtidig
– Instrumenterne er teknisk lettilgængelige
– Det er muligt at spille meningsfyldt sammen, både øvede og uøvede
– Musikerrollerne er klart definerede og overskuelige
– Det fremmedartede fjerner forventningspres om at skulle ‘lyde’ på en bestemt måde
– Det er en meget socialiserende sammenspilsform, hvor man skal lytte efter hinanden, og hvor ingen er stjerne på bekostning af de andre.

Eva Fock er freelance musiketnolog. Gamelaninteressen stammer fra studietiden i Holland, hvor hun gennem en årrække spillede både javansk og balinesisk gamelan. Eva Fock stod i årene 2005-08 for udviklingsprojektet ‘På tværs af musik’ på flere københavnske gymnasier. Projektet havde til formål at udvikle et tværkulturelt læringsrum i og omkring musikfaget. Projektet blev støttet af Egmont Fonden.

Kærligheden til den javanske gamelanmusik blev genopfrisket i forbindelse med projektet. Og erfaringer fra en studietur til Java i sommeren 2008 sammen med lektor Peter Toft fra Frederiksberg Gymnasium blev herefter brugt til at gennemføre studieturen i sommeren 2009. Turen blev økonomisk støttet af CKU. 

Opdateret 28. april 2020 med ny korrektur, nyt layout og ny rubrik (oprindeligt: »Ét-slaget der blev væk – om en rejse til Java og om javansk musik i Danmark«).