FOTO: Gracie McKenzie
kritik

Hipstersymfoni på Vesterbro

Et Symfoniorkester og en svensk pop-duo. Modsætningerne mellem den klassiske og den rytmiske musik blev sat til forhandling i Copenhagens Phils forsøg med indie-classical, hvor nedbrydningen af skellet muliggjorde en musikalsk frigørelse. En hensigt der blev honoreret med stående applauser i Store Vega.
Af
18. Maj 2014
Copenhagen Phil (DK) feat. Wildbirds & Peacedrums (S) i Store Vega d. 02/05.

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

60 minutes of… er Copenhagen Phils populære svar på en søgen efter et skæringspunkt mellem klassisk og rytmisk musik og en iscenesættelse, der kan manifestere de mange facetter et symfoniorkester egentlig rummer. Denne gang satte spillestedet Vega på Vesterbro rammerne for mødet mellem den svenske duo Wildbirds & Peacedrums og Copenhagen Phil, det gamle Sjællands Symfoniorkester. Et møde der umiddelbart tiltalte publikum fra begge sider af hegnet.

 Allerede fra koncertens start var der ingen tvivl om, at Werliins trommespil var aftenens musikalske lim

Frisk luft under vingerne
Wildbirds & Peacedrums består af sangerinden Mariam Wallentin og trommeslageren Andreas Werliin, og som duo og ægtepar har de siden 2007 spillet deres moderne mix af pop, stammemusik og blues med tydelige spirituelle undertoner og med meget lidt respekt for de  formmæssige grænser, som popmusikken kan have. Det sidste stykke tid har den svenske duo været i studiet, og denne aften i selskab med Copenhagen Phil markerede således frisk luft under vingerne for de to musikere, der efterhånden har gæstet København adskillige gange. Senest optrådte de i januar i Jazzhouse med den 30 mand store udgave af det ustyrlige Fire Orchestra.

Lyriske dramaer og teatralsk mimik
Starten var uden tvivl koncertens absolut højdepunkt. Introen til Wildbirds & Peacedrums hit There Is No Light blev forlænget, og Andreas Werliins fingernemhed på trommerne fik selskab af yderligere fem perkussionister fra Copenhagen Phil, der intensiverede trommernes slag og udtrykte en vedholdenhed, der i et øjeblik tangerede til minimaltechnoens trancetilstand. Allerede fra koncertens start var der ingen tvivl om, at Werliins trommespil var aftenens musikalske lim.

Denne lille næsten ritualistiske seance foregik i salens midte iblandt publikum, hvor Mariam Wallentin efter et stykke tid tilsluttede sig rytmesektionen og stemte i med sin dybe vokal. Seancen ebbede ud og musikerne fulgte Mariam for at indtage hver sin plads på scenen. Herfra var musikken både spartansk og ekspansiv, euforisk og melankolsk og udført med største overbevisning.

På scenen fortalte Wallentin kærlighedshistorier, og hun skal have stor kredit for sine lyriske dramaer og teatralske mimik. Med hendes lange mørke gevanter og naturligt lange hår staturede hun en Gaialignende skikkelse foran den projicerede solformørkelse, som Elisabeth Kiss og Morten Bencke fra kunstnerkollektivet K-O-N-T-O havde lavet til aftenens koncert.

Spektrum af genrer
Copenhagen Phil – som i denne anledning bestod af 30 musikere – var placeret på scenen i en tætpakket opstilling, der gjorde tilskueren meget opmærksom på scenens dybde, da det var svært at se meget andet end dirigenten André De Ridders armgestik. Resultatet af denne opstilling var også, at lyden fremstod meget indelukket, og man mistede desværre en del af symfoniorkesterets nuancer og ikke mindst kraft.

Der er ingen tvivl om, at der ligger mange goder tanker bag at ville forene Wildbirds & Peacedrums’ stammetrommer og urvokal med Copenhagen Phils præcision og ekstravagance. Men dele af koncerten mindede mest af alt om en ping-pong-udveksling mellem orkesterets strygersektion og Andreas Werliins markante og vedholdende trommer, og på trods af ambitionerne om ikke at pynte Wildbirds & Peacedrums råhed – som der stod i koncertavisen – blev det en meget stiliseret udgave af Wildbirds & Peacedrums. Undervejs kunne man fristes til at få både visuelle og musikalske associationer til Disney-klassikeren Pochahontas og dennes mere endimensionelle og hjerteskærende udtryk.

Med hendes lange mørke gevanter og naturligt lange hår statuerede hun en Gaialignende skikkelse foran den projicerede solformørkelse

Når det så er sagt, så imponerede koncerten med et bredt spektrum af genrenuancer, hvor musikken tog en flig fra stammemusikken, en pift fra bluesen og et praj fra rocken, og sammen udforskede musikerne på scenen et lydlandskab, der både lod til at tiltale de hippe københavnere og de lidt ældre orkesterfans. Konceptet Indie-classical blev vist fra sin bedste side ved aftenens koncert, hvor orkesteret på mange måder understøttede og løftede Wildbirds & Peacedrums numre. Den simple konstellation af trommer og vokal fik på en interessant måde mere tyngede og patos, og det er givetvis det eksperiment, som har været Copenhagen Phils bevæggrund for at kaste sig ud i disse samarbejder med indiekunstnere. Publikum lod sig overgive til musikkens udvikling, og man blev bevidst om, at det orkesteret gjorde denne aften, var at tilføje flere niveauer af intensitet til Wildbirds & Peacedrums numre.

Der var igennem hele koncerten en stor variation i musikken, og man var som publikum meget nysgerrig på, hvad der ville ske efterfølgende. Følelsen blev kontrasteret af koncertens visuelle dimension i form af den vedvarende og rolige formørkelse af solen, som på et stort lærred tårnede over orkesteret. På den måde spillede det visuelle og musikken godt sammen, og koncerten blev lidt som en solformørkelse – det finder ikke sted ofte, men når det sker, er det noget helt særligt.

Rytmisk hjemmebane
Det var en tankevækkende oplevelse at se publikums adfærd til koncerten, hvor det efter min overbevisning var her, at de største skel mellem klassisk og rytmisk i virkeligheden befandt sig. Koncerten blev introduceret af Copenhagen Phils leder Uffe Savery, som kunne fortælle, at både Vega på Vesterbro og symfoniorkesterets vante rammer i Konservatoriets Koncertsal begge er skabt af arkitekten Vilhelm Lauritzen. Selvom vi befandt os på den rytmiske musiks hjemmebane i Vega, var det et klassisk kodeks, som dominerede.

Det blev til et par anerkendende nik og vip med fødderne undervejs, men der var ingen begejstrede tilråb ud over et par halvhjertede forsøg. Men publikum må have holdt begejstringen inde, for aftenens koncert honoreredes til gengæld med et stående og yderst entusiastisk bifald, der kaldte Wildbirds & Peacedrums og Copenhagen Phil ind på scenen intet mindre end tre gange inden publikum opgav tanken om et ekstranummer og håbet om at strække de 60 minutes of Wildbirds & Peacedrums lidt længere.