Anatomiens lyksaligheder

Per Nørgaard:

ANATOMIENS LYKSALIGHEDER

På dmts opfordring gennemgår Per Nørgaard sit harmonika-værk »An anatomic safari«.

Det var 1963 da Mogens Ellegaard opfordrede mig til at komponere et stykke til sig, men det blev 1967 før han så noget resultat. Ikke så meget nogen »venteliste for bestillingsværker« bestemte denne tøven, men en simpel erkendelse af, at netop for harmonikaen var en helt uproblematisk stilfrihed nødvendig, hvis man ønskede at forske ned i dette besynderlige instruments klang- og lydspektrum. Og en sådan stilfrihed følte jeg altså først o. 1966. Instrumentets temmelig underlige konstruktion åbner for så forskellige klangverdener, at faren for komponisten til at forfalde til en art vareprøver er overhængende. »Anatomisk safari« gør alene ved sin titel krav på at være mere end en kollektion: en safari er jo en styret proces, et subjekt, her altså komponisten, rejser i en mærkelig verden som opleves, filtreres gennem dette subjekt. Momentet af fantasi og drøm er udslaggivende på alle denne harmonikasafaris stationer, som også er bevidsthedsstadier. Som i drømme, og eventyr, rummer det groteske et komisk indhold, der dog samtidig opleves som fantastisk, absurd, måske endog uhyggeligt. Man er på rejse i det store harmonikadyrs indre.

Stationerne i safari'en er luftvejssystemet og den elementære tonedannelse (»respiration« og »movements«), særlige fænomener omkring blokklange og figurationer i forbindelse med minimalt bælgtræk - eller tryk (»clusters«, »fluctuations« og »reactions«), registreringsknappernes slageffekt-muligheder (»percussion«), et nyopdaget glissando (»vertigo«) og endelig harmonikaens omfangsrige akkord-bas-system (»impatience« og »Return to Pietro«).

En del af forstudierne til værket foregik bøjet over min fars gamle søndagsharmonika (generøst overdraget mig til lejligheden). Især fascineredes jeg herved af elementærbetingelsen for tonedannelsen, blæset der sætter de små ståltunger i svingninger. Min fars instrument var meget spændende i denne proces: en nedtrykket knap i forbindelse med et meget langsomt bælgtræk lod luften udøve et så svagt pres, at det var umuligt at forudsige tidspunktet for tonedannelsen eller overhovedet at sige med sikkerhed, hvornår tonen blev hørbar! Ligeledes satte hver tones to tunger (indbyrdes let forstemte for vibratovirkningen a la musette) i svingning uafhængig af hinanden. Hele denne mikroverden af lyd skabte en elementær »naturpoesi«, der desværre kun nødtørftigt lod sig overføre på Ellegaards dyre instrument; vitterligt bør satsen »respiration« helst spilles på min fars harmonika (eks. 1)!

Denne naturens og ubestemthedens poesi lod sig dog realisere også på det fine instrument i de senere satser; »clusters« (eks. 2) indeholder en flora af blokklange (clusters), hvis enkelte tonekomponenter indsætter uberegneligt og uafhængigt ved et langsomt bælgtræk, vice versa ved trækkets ophør. Jeg tror at det er denne ubrudte forbindelse mellem harmonikaens klangfacade og dens indre, der især fængsler mig - det flotte og storartede, der hviler på helt elementære, sårbare, næsten rørende primitive funktioner. - En variant af dette ubestemthedsfænomen udtrykte sig i »fluctuations« (eks. 3) hvis prestissimo-figurationer i begge hænder - stadig ledsaget af det langsomme bælgtræk - først efterhånden frembringer toner ud af den knapklaprende støj.

Netop knapklapren er det væsentlige i »percussion« (eks. 4), hvor registreringsknapperne anvendes slag-tøjsmæssigt, og det konstante registerskift naturligvis medfører en uafbrudt klangvariation. (Dette fordrede af Ellegaard en genoptræning i det ledsageklapre-fænomen, som enhver seriøs harmonikaspiller ellers lærer at undertrykke ved begyndelsen af sin karrière!).

»Vertigo« kræver til gengæld opøvelsen af en helt ny færdighed, en virtuos beherskelse af bælgtrækkets og knaptrykkets mikrobevægelser; det viste sig, at en uhyre langsom nedtrykken af knapperne (kun mulig ved randen), ledsaget af let forøget bælgtræk, producerede en nedadgående glissando-halvtone (og vice versa opad). Lyden minder mest om en 4-motores-clipper som foretager et langsomt dyk ned over hustagene. Kombineret med nedtrykken af den tilsvarende toneknap for venstre hånd opstår en skøn interferenseffekt (betinget af den variable difference mellem de to klanges frekvenser) (eks. 5 og 5a).

»Harmonikaen er et stort, knoppet og folderigt bælgdyr«, hvis intimere anatomiske funktioner altså, uden skam at melde, frigjorde en del kreativ libido hos mig. Det ville dog ligge mig fjernt at negligere den flotte og forførende facade: det rigt udbyggede bas-akkordværk og glans-diskanten. Med påskud i safari-titlen afsluttede jeg med to »hjemkomst-satser«, »impatience« og »return to Pietro«. I grunden fortsattes dog hermed den anatomiske forskning, nu koncentreret om akkordbassens serie af de harmoniske mønter, der jo ikke er så gangbare i århundredets seriøs-musik: D7, D og moll-og-dur-treklange. Disse mønter er imidlertid placeret i en knaprække, som muliggør treklangsfølger af forbavsende tempo, hvorved deres ready-made-karakter kan nydes impressionistisk, og man kan endog slutte med at lege rigtig »købmand« og inddrage dem i en velkendt harmonifølge!

Dette sker i værkets sluttakter, hvor solisten med fodtramp, råb og scenepromenade påkalder harmonikakongen Pietro Frosinis joviale ånd. Dette - »safariens dristigste fremstød, ind i collagen« - afslører imidlertid, at ruten har været en cirkel; man er endelig hjemme, i den - når alt vel kommer til alt - mest overbevisende af harmonikaens udtryksverdner: syntetisk klangfylde, effektivitet, højglans.

(Og i denne verden har jeg siden foretaget et dyk i en concertino, for elektrisk forstærket harmonika og orkester, et stykke Lars Bjarne gav stødet til ...).