Om musikken

Af
| DMT Årgang 50 (1975-1976) nr. 03 - side 143-143

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Om musikken

Af Thorkild Bjørnvig fra digtsamlingen »Delfinen«

Stands musikken overalt, dens pauseløse strøm fra vægge, lofter, i restauranter, supermarkeder (Green sleeves i soft icestil), på færgerne, i spilledåserne på fire hjul i fart eller standset foran rødt, i lejlighederne, hvor ingen hører, undtagen dem ved siden af: Natarbejderen, som må ha søvn, studenten, som skal læse, håndværkeren ved momsregnskabet. Luk millioner af vibratormunde, som overfylder, trykker øret, transistorstrømmen fra skov og strand og nabohaven, fra personen, der vandrer i sit ambulante lydrum, lydkufferten i hånden, døv for bølge og vind og fulg: En drunte i sit larmbur. Ja stands den i kollegierum, gågader, musik i overdosis, bassens drøn som lydnarkotika,

larmindustriens potpourrier overhovedet, og lyt et øjeblik - -Til hvad?

Først motorstøj

og bremsehvin, knallertens acceleration, MYlokomotivets svingningstal halvt under høregrænsen, sirenens over -til telefoners insisterende kimen, bulldozerskramlen, trykluftsbor, som pludselig hidser sig op, og når som helst et jethyls furiediagram på trommehinden, det daglige delirium, lyt tranceagtigt og intenst - -

Og tænk det bort

Tænk stilhed, pause, rekonvalescens i stedet, balsamisk, uden ende, og lyt til den blir renselse, akkumulering, en vågen søvn, usynligt svangerskab, eller - måske - blir tomhed, tvang, blir stumhed som den ved skræk, ved død, i fremmed land og faret vild - -

Men lyt:

For der begynder musikken: En fugl i ødet, en fløjte, streng, et enligt interval -fløjten med huller til en dans af fingre, panfløjtens mange rør til læbers gliden, strengen til fingres greb, til buens løb, tubaens muntre poltergejst og sorgbrum, oboens midnatssmægten, basunens domsklang, trompetens morgenlyd og bækkenslagets to sole mod hinanden, en celestas sangbare rumskib, elektronisk atomtagfat med skingre hyl: Fjernheder som ekkoer ind i stoffets kærne - musik, som sammensmelter, eller gør synsk og ensom -purpurberuser, eller gør skærpet lydhør -kontakter sfæresange eller stilhed bag røg- og larmforgiftet atmosfære; musikken vi har glemt - -

Det er det samme: Koncertsal, festklædt publikum, pingvin tæt ved pingvin og over-pingvinen med sin taktstoks vingeslag, som ikke løfter ham, men kalder horn oboer slagtøj bækner frem -eller en mangefarvet hvirvel om elektrisk apparatur, guitarer, trommer, forsangeren i ekstatisk samkvem med sit lydæg, kyssende en sværm af toner frem af det, latterfugle, hulkefugle -her eller der: den levende musik, hvorom en fynbo skrev med kompetence, en komponist, en musicmaker, han hvis ild, den uudslukkelige, just i aften ved denne fest vil knitre lyde stige erindre os - som spillemanden Mozart, når han lod sin billardkø stå for et par noder, som faldt ham ind - erindre os en stund om hvad musikken er.

(»Delfinen« er en samling miljødigte fra 1970-75 udgivet sidste år af Gyldendal).

Årgang 50/1975-1976, nr. 03