Tempo flytter
Af Anders Beyer
Det engelske tidsskrift Tempo. A Quarterly Review of Modern Music har siden 1939 været forlaget Boosey & Hawkes' tidsskrift for ny musik. Fra januar 2003 vil tidsskriftet blive en Cambridge Journal udgivet af Cambridge University Press.
I en note til læserne i det sidste nummer af Tempo under det nuværende ejerskab skriver redaktøren, at "... all parties believe this transfer of ownership will bring significant benefits - not least because the journal long ago outgrew its original role as a publisher's house-journal and has been for many decades a respected journal of record for the modern music community at large."
Tiden skal vise, om tidsskriftet har glæde af det nye ejerskab. Den umiddelbare fordel ved flytningen synes at være, at tidsskriftet ikke længere kan beskyldes for at favorisere bestemte kunstnere og kunstnergrupper, som er tilknyttet forlaget Boosey & Hawkes. Calum MacDonald fortsætter som redaktør af tidsskriftet, og et internationalt board of advisers vil blive knyttet til tidsskriftet.
I det seneste nummer af Tempo (no. 222, October 2002) skriver Benjamin K. Davies om Weberns op. 9 no. 6, Martin Anderson interviewer Per Nørgård, og Edward Jessen skriver om Karsten Fundals Entropia. Nummeret har også en fyldig anmeldelsessektion med nye bøger og cd'er, samt en News Section med nye opførelser.
www.temporeview.com"