Udsolgt til Warszawa Efterår

Af
| DMT Årgang 79 (2004-2005) nr. 03 - side 106-107

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Den gamle festival Warszawa Efteråret har fornyet sig, er blevet kult blandt unge med lyst til at høre ny musik.


Af Anders Beyer

»Jeg åbnede elevatordøren, og der stod han lige foran mig med to bodyguards: Jaruzelski lever endnu.« Min rejsefælle, som flygtede fra Polen i 1968, fortæller om den skrækkelige oplevelse at stå ansigt til ansigt med et politisk spøgelse på Hotel Europejski. Spøgelser har det med at gå igen; Jaruzelski står ikke alene. Han er i det prominente selskab af slyngler fra tidligere tiders regimer. De er som kamæleoner, de skifter farve efter omgivelserne. Sådan er det i Polen, og sådan er det på Balkan, hvor nationalistiske kræfter i Serbien argumenterer for en rehabilitering af Milosovic og helt uden skamfølelse taler om et kommende Storserbien. Min kollega fra Moskva beretter, at Tikhon Khrennikov, Komponistforeningens formand og Stalins ‘ven’ er still going strong; han har fået oprejsning og er blevet en magtfuld olding.

DMT’s udsendte er til festivalen Warszawa Efterår. Nummer 47 står der på programbogen. Nye læsere skal vide, at denne festival har været og er stadigen af de mest betydningsfulde blandt europæiske ny musik-festivaler. For komponister og udøvere fra østlandene var Warszawa Efterår den eneste festival, det var tilladt at deltage i. Festivalen var et kunstnerisk checkpoint mellem øst og vest.. Det var her østbloklandenes kunstnere mødte vestens avantgarde. Søg på festival-navnet på DMT online (www.danskmusiktidsskrift.dk) og læs meget mere om festivalen og dens rolle fra midten af forrige århundrede og frem til nutiden.

Warszawa Efterår havde de første 30 år et sikkert økonomisk fundament. Festivalen var statsstøttet og var om ikke fuldfinansieret så sikret økonomisk. Elektronmusikstudiet i Warszawa var eksempeltvis i mange år et af de mest attraktive steder at komponere ny musik, også for nordiske kunstne som fx Arne Nordheim. Det beundringsværdige er, at efter jerntæppets fald formåede festivalen at overleve og er i dag en meget stærk ressource i det polske kunstliv. Festivalen er stadig et must for mange med interesse i vor egen tids musik. Netværksoperatører har ofte fundet sammen i festivalperioden. ISCM-festivalen var således en del af Warszawa Efterår et år, og i 2004 havde IAMIC – International Association of Music Information Centres – valgt at henlægge den årlige konference under festivalen – til benefice for begge parter.

Warszawa forvandlet

Jeg sidder på en fortorvscafé og drikker Macchiato latte, mens velklædte polakker defilerer forbi, og en velgørende kakofoni af alverdens sprog fra cafégæster skaber pariserstemning. Polakkerne ser glade ud, de er sunde, de vil gerne se os fremmede og bygger landet op til at være et centrum for kulturel turisme. Jo, der er tiggere i gadebilledet, men det er der også på Karl Johan i Oslo og i andre byer, vi plejer at sammenligne os med.Her på hovedstrøget Novy Swiat er fortidens tristesse erstattet af et pulserende gadeliv med handel, halsbrækkende scatere akkompagneret af virtuose gademusikanter.

Bygninger renoveres. Kulturministeriet funkler med nye guldbelægninger og Thorvaldsens rytterstatuer foran præsident-paladset forstærker indtrykket af et land og et folk der kan og vil frem. Skribenten forsøger at trænge ned i hukommelsens tågelandskab for at fastslå, hvor mange gange han har besøgt byen og festivalen siden slutfirserne. 10+ er ikke urealistisk, første gang med dollars på lommen, for en af dem kunne man køre i taxa i timevis, til det seneste besøg, hvor priser og udbud er homogeniseret i forhold til EU-standarder. Jeg har taget et bundt 10.000 zloty-sedler med til Polen. Det var gode penge før devalueringen. Taxa-chaufføren griner og siger, at jeg kan tapetsere mit toilet med de penge-sedler.

Intet ophold i Warszawa uden en fodrejse til Stare miasto, den gamle bydel, der blev lagt i ruiner under krigen og genopbygget. Underligt nok er den arkitektonisk set ført et par hundrede år tilbage i hyggelig Biedermeyer-stil med karakter af turist-venlig kulisse. Området er for tiden præget af markering af 60-året for opstanden i 1944, hvor modstanden hurtigt blev kvalt af tyskerne, mens russerne afventende så til fra den anden side af floden Wisla.

Hommage a Lutoslawski

Nogle oplevelser fra Warszawa-besøg nægter at lade sig nedskrive i glemmebogen. Mødet med Lutoslawski hin aften i Komponistforeningen i komponistens dødsår 1994 står stærkt. Her fik man indtrykket af en ukompliceret, stor kunstner, der tillige efter sigende var et godt menneske. Festivalen hædrede manden i år ved at spille hans fire symfonier på en og samme koncert: Afslutningskoncerten. Det polske Radiosymfoniorkester blev dirigeret ag Gabriel Chmura og Jacek Kaspszyk. Disse symfonier er for dette orkester, hvad Nielsens symfonier er for DR Radiosymfoniorkestret. Det er musik, som er en naturlig integreret del af den mentale konstitution. Orkestrene opfører sig som en kæmpe klanggruppe der kaster lyd af sig. Senest oplevet med det danske RSO i Paris. Nu igen med det polske RSO, der naturligvis har indspillet Lutoslawski-symfonier på cd. Måtte DR’s afdeling for EBU-samarbejde dog bestille denne koncert til glæde for vores hjemmelige lyttere!

Stående ovationer fra en fyldt sal i Filharmonien, kan man forstå, selvom alle, der arbejder som koncertarrangører, ved, at ingen sal fylder sig selv med publi-kummere. Men de fleste andre koncerter var også bivånet af et talstærkt, ungt pu-blikum. Ved flere lejligheder gik mange forgæves. Det var næsten ikke til at tro på.

Jeg opsøgte den kunstneriske leder gennem de seneste fire år, komponisten Tadeusz Wielecki, for at få en forklaring. »Folk er nysgerrige, åbne over for det nye,« fortæller han og fortsætter: »Godt hjulpet af trykte og elektroniske medier har vi formået at gøre det til noget ‘hipt’ at gå til festivalens koncerter. Warszawa Efterår er blevet kult. Der er massiv tv-dækning, og radioen optager alt. Der er jo også medorganisator af festivalen, som indgår i et arbejdsfællesskab med den polske komponistforening. Rækken af kritikere af komponistforenings-festivaler er lang. Warszawa Efterår er levende bevis for, at det ikke er umuligt at skabe interessante festivaler med udspring i skabernes medlemsforeninger.

Den føromtalte sammenslutning af musikinformationscentre (IAMIC) havde egen koncert på festivalen. Blandt 20 indsendte værker blev en håndfuld udvalgt til opførelse. MIC-institutionen leverede med denne indstats et stærkt argument for, at musikinformationscentre nok bare skal holde sig til informations-arbejde.

Tre dages ophold i en festival af typen Warszawa Efterår, der varer ni dage, er seks dage for lidt. Her vil altid være enkelte arrangementer, som falder mindre heldigt ud. Sådan må det være, det er en del af eksperimentets natur, at prøve ting af, få erfaringer ved at satse på det uprøvede.

Udvikling fra statsfinansieret festival til aktør den frie markedsøkonomi har festivalen klaret forbilledligt godt. Warszawa Efterår har i løbet af de 15 år, denne skribent har fulgt begivenhederne, evnet at omstille sig, fastholde kvaliteten, bibeholde det internationale udsyn, konkurrere på de helt nye præmisser, skabe tæt på 100 % publikumsbelægning. Det er godt gået.

Årgang 79/2004-2005, nr. 03