Fredag den 23. september åbnede udstillingen "Simple Interactions" på Museet For Samtidskunst. En udstilling, som sætter fokus på nutidig japansk lydkunst, - her udstilles værker af ni japanske lydkunstnere. På åbningsdagen var der mulighed for at opleve fire performances, af fire forskellige japanske lydkunstnere. Og denne åbningsdag drog undertegnede til Roskilde med forventningen om at få en god fredagsoplevelse - og aftenen levede fuldt ud op til mine forventninger. 

Hvordan lyder et lysstofrør?
"Uf - det gjorde godt nok helt ondt i ørerne", "Det var rædselsfuldt", "Nej, hvor var det fantastisk"! Reaktionerne er mange og vidt forskellige, da publikum bevæger sig ud af det propfyldte rum efter åbningsdagens første performance af Atsuhiro Itos Optron Live Performance. Her spillede Ito i ét langt solonummer for lysstofrør, som var han en rockmusiker med sin guitar. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at denne performance for alvor fik sat en streg over at al japansk lydkunst er minimalistisk, sagte og ofte nærmest spirituel! Her blev spillet på alle strenge - omend det blot var et lysstofrør. Og jeg indrømmer... - der er en svag syngen for mine ører i minutterne efter denne performance. Men denne lys- og støjfyldte performance rammer alligevel noget i mig. Selvom oplevelsen efter de første 10 minutter nærmede sig fysisk tortur af mine trommehinder, kan jeg nu - et par uger senere - stadig smile over at genkalde mig lyden og synet af rockmusikeren med sit lysstofrør. Denne performance gav et nyt bud på lydkunsten, og på hvordan at denne form for kunst sætter både hørelse, syn og følesans i spil.

Når lydkunst mixes med en lille smule tryllekunst
I skærende kontrast til den første performance står Tetsuya Umedas tryllebindende performance. Der er højst sandsynligt en naturlig forklaring på, hvordan at lyde af dryppende vand opstår midt i rummet som ud af den blå luft, eller i hvert fald ud af et par simple plastikkrus på gulvet, og hvordan et par opvarmede konservesdåser med ris i kan frembringe syngende lyde, der fylder det kolde rum. Om det er gulvskrubben, der sænkes ned fra loftet eller akvariet med vand i den anden ende af rummet, der er med til at frembringe lyden, finder jeg aldrig ud af, men tilsammen skaber den simple opsætning af hverdagsobjekter i samklang med kunstneren i sin hvide kedeldragt en helhed, som fører mine tanker hen på tidligere tiders avantgarde-performances, hvor skellet mellem kunst og hverdag for alvor forsøgtes udslettet. På samme måde, som at jeg heller ikke ønsker at få forklaret, hvordan en dygtig tryllekunstner får ting til at forsvinde ud i den blå luft eller saver en yndig dame over, vælger jeg at blive i min lidt naive forestilling om, at det var ren magi, som Umeda frembringer i sin performance. Netop ved ikke at prøve at forklare, hvordan disse lyde dog kan frembringes af så simple materialer, giver jeg min fantasi lov til at forestille sig at lydkunst virkelig kan være absolut magisk!

Summende Robotinsekter og talende planter
En forklaring af de tekniske detaljer i installationen MOIDS 2.0 - Acoustic Emergence Structure vil jeg afholde mig fra, læs i stedet Agnete Seerups interview med kunstneren. Denne installation kan opleves i hovedbygningens største rum, hvor et mylder af ledninger og små tekniske "dimser" hænger ned fra loftet i et fint netværk. Et enkelt klap lyder i rummet og straks sættes en kædereaktion af svar i gang af en hel sværm af robotinsekterne, der hænger ned fra loftet. I midten af rummet står en enkelt stol, hvor jeg tager plads for at høre, hvordan det er at sidde midt i sværmen. Jo flere gæster i udstillingen, des mere lyd har installationen at reagere på. Jeg rejser mig igen og går rundt i installationen og glædes over at se de små tekniske enheder helt tæt på, samtidig med, at jeg slet ikke kan lade være med lige at lave en ny lyd af og til, for at sætte kædereaktionerne af lyd igennem insekterne. Denne installation bringer hurtigt det indre legebarn frem i mig, og dette legebarn får heldigvis lov at komme frem flere gange i min tur rundt i udstillingen, både når jeg fysisk kan mærke bølgeskvulp i gulvet, og se bølgen i de blottede højtalermembraner i Toshiya Tsunodas Composition for Maguchi Bay, der er placeret i en sirlig række på gulvet, og når jeg sætter Yokio Fujimotos små modificerede spilledåser i lyd og bevægelse. 

Selv om man jo skal håbe på høje besøgstal i udstillingen, så glæder jeg mig nu til at opleve de helt små nuancer i for eksempel Miki Yuis små krukker og tepotter med lyd, som hun smukt og næsten spirituelt serverede for publikum i sin performance denne eftermiddag. Selve performancen var en engangsforestilling, men de serverede lyde, vil stadig kunne opleves i resten af udstillingsperioden. Jeg vil også gerne høre lyden af den danske lyng i Yuji Doganes højaktuelle værk Ecological PLantron / Radioactive Plantron , hvor han udsætter danske lyngplanter for svag radioaktiv stråling. Gennem et såkaldt Plantron-systemet, som analyserer og måler de elektriske spændinger i planterne omdannes disse spændinger til hørbar lyd, mens man hele tiden bliver mindet om radioaktiviteten ved lyden af en geigertæller. 

Det er som om at den gamle gule bygning, som huser museet sættes i svingninger denne aften, og det er bestemt ikke mit sidste besøg i udstillingen. For jeg er nødt til at komme tilbage for at høre, føle, se og ikke mindst interagere lidt mere med de japanske kunstværker.