Miharas udgangspunkt for installationen på Museet for Samtidskunst dette efterår hedder Moids 2.0, og består af flere kredsløbsenheder, som hver er designet til at have en enkelt funktion gennem tre funktionelle dele: En mikrofon, der optager lyden af omgivelserne, en micro-controller, der analyserer den lyd, mikrofonen optager og en højttalerenhed, der sender et lydsignal videre ud af enheden, og som så igen påvirker de øvrige enheder i kredsløbet. Disse utallige små kredsløb, der sammen danner en lille sky af summende elektronik, fungerer autonomt og på præcis samme måde, men deres reaktioner afhænger af, hvilke lyde de registrerer fra det akustiske miljø, de er en del af. Når ens ører konfronteres med den summende lyd fra Moids 2.0 for første gang, får man fornemmelsen af at være i samme rum som en stor sværm robot-insekter. Netværket af enhederne reagerer, når man klapper eller bevæger sig i rummet, og sådan forandrer sværmens lyde sig både i forhold til hinanden og til de tilskuere, der bevæger sig rundt om dette organiske værk, et stykke elektro-akustik uden sidestykke.

Kredsløbsbaserede akustiske organismer
– Du beskriver Moids 2.0 som en organisk og decentraliseret akustisk emergens. Hvad mener du med det?
»Min idé med en sådan organisk og decentraliseret emergens er at undersøge grænsen mellem live performance og komposition, mellem fysiske og elektriske, akustiske rum. I 2004 lavede vi [Kazuki Saita, Hiroko Mugibayashi og Soichiro Mihara, red.] en masse små akustiske kredsløb, en slags simple oscillatorer [apparat som frembringer gentagne elektroniske signaler med en bestemt frekvens, red.]. En dag prøvede vi at få de akustiske kredsløb til at lave en kædereaktion, en domino effekt. Lyden, der fremkom, afhang af de forskellige kombinationer af kredsløbene, og nogle lyde var mere interessante end andre. På det tidspunkt var vi interesserede i at finde ud af, hvad der ville være den mest interessante måde at udvikle et system på, baseret på akustiske enheder. Jeg er meget inspireret af de yderst komplekse kor af insekter, der findes i Japans smukke natur særligt om sommeren og i efteråret. Så jeg tænkte, jeg ville forsøge at lave et sådant komplekst lydmiljø ud af elektro-akustisk teknologi. Det er det, jeg kalder biogeocenosis [et aggregat af naturlige komponenter med en vis grad af integritet, red.]. Vi var ikke rigtig interesserede i bare at kopiere insekternes lyde ved hjælp af kredsløb, men vi ville skabe rigtig organisk akustik ved hjælp af flere grupper af kredsløb. Vi synes, idéen om decentralisering var virkelig spændende, fordi hver enhed kun har en enkelt forudbestemt funktion, én regel, men samtidig er der ingen forudbestemte funktioner for den samlede gruppe. Altså, kredsløbene er forudprogrammerede, men det er interaktionerne mellem kredsløbene ikke. Der er intet ”Master Device”. På den måde kan vi kun forudsige lyden af den enkelte enhed i kredsløbet, men ikke lyden fra den samlede organisme, der afhænger af både softwaren og de fysiske omgivelser. Det er det en organisk og decentral akustisk emergens betyder. At den altid reflekterer tid og sted.«

(Moids 2.0, foto: Soichiro Mihara)

Kunst der stiller spørgsmål til teknologi
Igennem kunsten er det muligt at stille spørgsmålstegn ved teknologien som sådan og samtidig gøre brug af den på en måde, der kaster lys over dens uanede muligheder. Moids 2.0 udfordrer både beskuerens idé om teknologi og forholdet mellem teknologien selv og dens omgivelser, som Mihara her forklarer: »Moids 2.0 udforsker både det menneskelige øres sansning og mikrofonens funktion. Moids 2.0 bliver påvirket af både lyden fra de mennesker, der bevæger sig rundt om installationen, og de andre enheders lyd. Jeg vil gerne have at tilskuerne oplever det akustiske miljø, der opstår, når enhederne påvirker hinanden og bliver påvirket af bevægelserne i rummet. Jeg tror, at kunst kan få os til at tænke over teknologiens rolle i dag og indse, at der er andre aspekter af teknologi end dem, vi allerede kender til. Nye og eksperimenterende måder at bruge teknologi på har gennem tiden skabt mange imponerende kunstværker.«

En koncert for biler og insekter
- Mediekunstnerne Yoichiro Kawaguchi og Masaki Fujihata omtales ofte som pionererne indenfor Japansk mediekunst, og de udforsker netop forholdet mellem mennesker og den teknologi, der omgiver dem, dog hovedsageligt gennem brug af software og computere. Ser du dig selv som en del af den bevægelse?
»Jeg vil gerne være en del af den bevægelse, men mit arbejde er mere koncentreret omkring lyd. Da jeg var studerende, læste jeg en bog, der hed ”Kunst og Computer” af Masaki Fujihata, som vist nok kun findes på japansk. I bogen beskriver Fujihata sine unikke eksperimenter og tilgange til Nye Medier. Den bog gjorde stort indtryk på mig.«

Mihara finder sin inspiration blandt både japanske og udenlandske kunstnere, som blandt andet den hollandske lydkunstner Felix Hess, den amerikanske komponist Alvin Lucier, den japanske komponist Takehisa KOSUGI og kunstneren Yukio FUJIMOTO, der også udstiller på Museet for Samtidskunst i efteråret. Men den vigtigste inspiration kommer fra hverdagens og omgivelsernes lyde, hvilket fører tankerne hen på Murray Schaefers detaljerede studier af hverdagens lydmiljø i 1970’erne. Mihara lytter aktivt til cikaderne og naturens lyde, når de blander sig med den urbane infrastruktur: »Jeg har lagt mærke til, at hvis man står under en 10 meter høj bro, hvor der kører biler, så udgør broen en form for filter, der gør, at den lyd, man hører bliver en meget lav og dyb summen, der ikke længere lyder som biler. Den lyd i kombination med et helt kor af cikader, der synger under broen inspirerer mig virkelig.«

John Cage hører til et andet årti
- I 2006 var du med på en udstilling, der hed ”Power of Chance”. Det var i Ogaki i Japan. Hvordan arbejder du med teknologi i forhold til tilfældighed og støj? Kan man sige, at der er et bindeled mellem dine eksperimenter med at skabe akustiske rum og den musikalske tradition hos eksempelvis Luigi Russolos støj eller John Cages chancemusik?
»Jeg tror, Russolos ”The Art of Noises” [futuristisk manifest, red.] og Cages chancemusik hører til et andet årti. På den måde ser jeg ikke mig selv som en del af den tradition. Men jeg er meget interesseret i determinisme, tilfældigheder, randomisering og sandsynligheder. Ikke kun i forhold til kunst, men i det hele taget. Moids 2.0 reflekterer netop over, hvor grænsen mellem tilfældighed og determinisme går. Nogle dele af Moids 2.0 er determineret og bestemt på forhånd, mens andre dele ikke er. På den måde fremkommer forskellige akustiske konstellationer og lydlige rum. Det har været vores fokus i arbejdet med Moids 2.0.«

At Cage og Russolo er historie betyder dog ikke, at det er slut med at eksperimentere for Mihara. Miharas mål er at grave endnu dybere i undersøgelsen af relationen mellem kunst og teknologi. Han ser sig selv som en del af en ny generation af lydeksperimenterende kunstnere. Idéen er at skabe et helt unikt lydligt udtryk. Som Mihara forklarer, handler det om: »At finde ud af hvad, der ikke er nogen, der har gjort endnu og så gøre det! Jeg er stadig en ung kunstner. Mine eksperimenter er stadig under udarbejdelse. Jeg har besluttet, at Moids er mit livsstidsprojekt, så hvis det er muligt kan det være, at jeg om 30 eller 40 år vil være i stand til at drage nogle konklusioner omkring min praksis og hele Moids-konceptet.«