Annonce
Samtidens og fremtidens musik og lydkunst kommer ifølge SPOR Festival ikke til os, mens vi sidder med lukkede øjne og halvsover i en koncertsal. Nej, den kræver, at vi investerer vores egen krop i oplevelsen – ikke kun ørerne og det, der ligger imellem dem – men hele kroppen. Lydkunsten er dermed ikke kun for lytte-mennesker, men i høj grad også for se-mennesker, føle-mennesker, dufte-mennesker og andet godtfolk.
Under temaet TOUCH ME satte den nyligt afholdte udgave af SPOR eksplicit fokus på kropsligheden, på sanseapparatet og på at skabe oplevelser, ’hvor krop og intellekt ikke er modsætninger, men i frugtbar friktion’. Derfor var lydinstallationerne naturligvis også ekstra interessante i år. Når man oplever en installation, befinder man sig altid allerede i en kropslig situation, hvor man ikke kan udelukke det omgivende rums indvirken på den oplevelse, man får. Installationsgenren relaterer dermed meget direkte til SPOR Festivalens tema. I forhold til de tre installationer, som denne anmelder oplevede, skyggede de enkelte værkers medier, omgivelser og tekniske aspekter dog ofte for værket og for indholdet. Det bedste værk var derfor det mest simple – der hvor sansningen fik mulighed for at være mest koncentreret.
Ikke godt – ikke dårligt – bare lidt kedeligt
De forskellige værker var spredt ud over Århus midtby hos forskellige etablerede udstillingssteder. Første stop på min rute er fransk/tyske Lynn Pooks installation Aptium på udstillingsstedet Spanien 19C.
Rummet er sparsomt installeret – to hængekøjer samt et lille bord med et par stole, hvor jeg bliver bedt om at tage skoene af, inden jeg lægger mig til rette. Placeret i hængekøjen monterer udstillingsassistenten små kontakthøjttalere forskellige steder på min krop, 14 stk. i alt. Meningen er nu, at lyden skal transmitteres rundt i kroppen - via knoglerne - til det indre øre. Kroppen skal med andre ord fungere som resonansrum for en indre klangskulptur. Så vidt så godt. Værket varer små ti minutter, og i den tid jeg ligger i hængekøjen, har jeg derfor god tid til at fundere over et par aspekter ved det.
Min første bekymring er, om teknikken overhovedet virker. Om højttalerne er installeret rigtigt på min krop. Jo, jeg hører lyde, og jo, jeg kan mærke, at de mange højttalere kilder eller prikker forskellige steder på min krop. Lidt ligesom hvis foden sover. Men når jeg for eksempel løfter hovedet fra puden forsvinder stort set al lyd og kun den kildrende fornemmelse er tilbage. Højttaleren, der ligger under min nakke overdøver altså alle de andre højttalere, hvis jeg ligger, som jeg er blevet instrueret. Eller også opretholder den en illusion om, at lyden rejser gennem kroppen.
Nuvel – chokket over at høre min krops resonansrum er udeblevet – oplevelsen må være af en mere subtil art. Jeg forsøger derfor at vende min opmærksomhed mod selve de lyde, jeg trods alt hører. Den komposition, der afspilles i hængekøjen, er der dog ikke gjort meget ud af. Den består mest af diskrete, sfæriske og elektroniske bleeps og squeeks, der er så kedelige, at det faktisk bliver signifikant. Kedsommeligheden understreger nemlig, at det ikke en lytteoplevelse Pook vil give os, men en kropsoplevelse. Kompositionen er i højere grad rumlig – som et forløb rundt i kroppen – end den er tidslig – som et lydmateriale, der udvikles og bearbejdes på traditionel vis.
Hvor interessant en sådan oplevelse er for et æstetisk blik, er en ganske anden diskussion. For undertegnede er værket eksponent for en lidt kedelig tendens, man ofte møder i nyere mediekunst, hvor man ofte fascineres af at kunne skabe helt almindelige oplevelser på ualmindelige måder ved teknologiens mellemkomst. Oplevelsen af resonans i kroppen har alle, der har været til rockkoncert haft – på det mere subtile plan, alle der prøvet at synge. Derfor er Aptium ikke noget specielt godt værk – det er heller ikke specielt dårligt – det er bare lidt kedeligt.
Samspil og sjusk.
Næste stop er Kvindemuseet ved siden af Domkirken. Her har Birgitte Alsted og Birgitte Kristensen begået installationen Dhyaana i et rum helt oppe under loftet. Værket er en audiovisuel ruminstallation, hvor Alsted har stået for lydsiden og Kristensen for det visuelle.
Værkets lydside er sammensat af bearbejdede og filtrerede reallyde. Man aner af og til de enkelte lydes ophav – stemmer, trafikstøj, skridt, knirken og andre fragmenter fra virkeligheden – uden at lydsiden bliver til en collage. Hertil er materialet for bearbejdet og for nøje sammenkomponeret. Ydermere er reallydene modstillet og/eller sammenføjet med lyde, der umiddelbart ikke rummer auditive referencer. Sagt på en anden måde er det netop i bearbejdelsen og sammenstillingen af de forskellige lyde – i kompositionsarbejdet - at Alsteds værk er godt. Forløbet fornemmes stramt struktureret og værket udfolder sin fortælling i et roligt, meditativt og drømmende univers, med sit helt eget indre logiske flow.
Installationens visuelle side består af et sært og sjovt landskab af oplyste globusser, der er opstillet på podier i forskellig højde. Globusserne, der afbilleder jorden, solsystemet og stjernehimlen, danner en arkitektur, der leder hen imod og fokuserer rummet i stor videoprojektion på væggen længst væk fra indgangen. Til højre for denne projektion er der yderligere tre skærme, der bevirker et naturligt stop eller afgrænsning af det det rumlige forløb – en plads eller en midte, hvorfra værket kan overskues i sin helhed. Dette understreges af højttalernes placering på hver side af pladsen. Og her begynder også mine vanskeligheder ved værket.
Problemet ligger hverken i det visuelle eller det auditive – men i samspillet - eller manglen på samspil mellem værkets forskellige elementer. Den nødvendighed, der skulle binde lyd og rum sammen og den præcise timing, som et sådant værk kræver, er fraværende. Det ene bliver til staffage for det andet – og omvendt. Og så er det sjusket installeret. Lydanlægget kan ikke altid følge med Alsteds komposition. Fra sin position midt i rummet gør subwooferen flere gange under mit besøg unødigt opmærksom på sig selv – ligesom i øvrigt også den projektor, der står umiddelbart oven på den i en slags hjemmelavet skjuler gør. Helt galt er skiltet, der hænger over projektoren, som fortæller at værket er fremstillet af en 2.g klasse fra et lokalt gymnasium. Eller at der umiddelbart ved siden af den store projektion er en døråbning til et tilstødende lokale, hvor man kan se et rod af opmagasinerede borde, stole og andet inventar. Eller at rummets mørklægning er hullet, så der slipper dagslys ind ad vinduerne. Det kan virke som detaljer, men det er detaljer, der forstyrrer den ro og den meditative stemning, som værket forsøger at formidle. Og det er egentlig ret ærgerligt, for måske er det netop disse småting, der står i vejen for min oplevelse og dermed også for, at samspillet mellem værkets udmærkede enkeltdele kan fungere.
Elegant simplicitet
Fra Domkirkepladsen går turen til Århus Kunstbygning mod dagens sidste installation, to af den østrigske kunstner Bernhard Leitners Headscapes, Blown headscape (2006) og Vertical space inside the head (2010). Trods præsentationen i festivalprogrammet er der knapt tale om en installation – nærmere en lyttepost. Ikke så meget fiksfakseri – bare et par stereo-lydværker, der skal høres i åbne hovedtelefoner. Mens man hører dem, kan man sidde i en enkel stol lavet af krydsfinér og nyde udsigten over Kunstbygningens forårsudsprungne have. Leitners Headscapes er alle små kompositioner, der accentuerer forskellige elementer af rum inde i lytterens hoved. Det er små auditive og abstrakte forestillingsverdner – der ikke er meget andet, end det de er.
Et vertikalt rum inde i hovedet – hvordan lyder det for eksempel? Det er ganske stille – men kan beskrives af det liv og leben, der foregår rundt om det. Leitner gør det ikke sværere end det er - der høres en trommende lyd, som ved hjælp at forskellige panoreringer og filtreringer bevæger sig rundt om og i forhold til en søjle af tomhed (eller stilhed), der står i midten. Det er ganske bevidsthedsudvidende, og det føles som om, der er nogen, der rent faktisk har plantet en søjle midt i mit kranium. Oplevelsen bliver meget nærværende og næsten fysisk, og kropsligheden bringes elegant i spil ved at fokusere på hovedet som et rum, der kan beskrives og undersøges auditivt. Selvom det er en illusion – og lyden kommer fra hovedtelefonerne – er fornemmelsen af, at den er inde i hovedet overvældende. Så enkelt og elegant kan kroppen røres - her hjulpet på vej af en kunstner, med sikker sans for at lytte til sit materiale.