Lad os alle synge med Orfeo
»Min gåsehud har endnu ikke lagt sig, og jeg længes tilbage til underverdenen, til at synge med, til at høre Monteverdis musik.«
»Min gåsehud har endnu ikke lagt sig, og jeg længes tilbage til underverdenen, til at synge med, til at høre Monteverdis musik.«
»Det hele glider så let – en anelse for let. Når nu det handler om ingen ringere end nationalhelten Carl Nielsen, kunne man godt have ønsket sig mere.«
»Følelsen af eksil, eller kunstnerisk hjemløshed, er rigtigt nok markant på dette album, men det er det ægte, følte og levende i den grad også.«
Hvordan kan kunsten hjælpe os til at finde hjem til naturens rytme og dens årstider? Hvordan lyder en moderne hyldest til vinden, havet, lyset og lyngen? Fire kunstnere har skabt værket »Ode to Stone« med udspring i en klitplantage i Vestjylland.
»På tværs af ti tracks trækker 'Terroirs' vejret stødt ind og ud, og man mærker smerten ved hver udånding. Martins rene kontratenorstemme er lige i dit øre.«
»Det var musik, man kunne finde rundt i, finde mening i og endda rocke med på.«
Bliver musik politisk, fordi man siger det? Bliver den solidarisk? Med feltrationer og skruer i flyglet tvang den lille festival Piano Days CPH instrumentet ud i kanten af sin klanglige natur i et forsøg på at svare på de spørgsmål.
»Albummet er ikke den succesfulde kunstneriske satsning, man kunne håbe på, men er dog interessant som et øjebliksbillede af en moderne eksperimentalists tur ind i en ny verden.«
»Rønns klaver aktiverer det tomme blik, får tid og tanker til at gå i stå, indsnævrer min sanseverden, så jeg til sidst ikke lytter til musikken, men er i den.«
En uge med de yngste komponister var beroligende kost for den, der ellers ser faresignaler på landets mest prestigiøse komponistuddannelse. Årets Pulsar Festival viste, at fremtidens tonekunstnere nok kan tøve den ene dag, men så griber ud efter eventyret den næste.
Kunstnerkollektiver er ikke en ny opfindelse, men de blomstrer vildt i individualismens tidsalder. Qarin Wikström, Mika Persdotter og Sonja LaBianca – tre musikere født i tre forskellige årtier – fortæller om deres fællesskaber.
»Værket satte sig mellem flere stole i en køn og nogenlunde dramatisk, men altså også fornærmelsesløs pendulering mellem harmoni og et let kaos.«