Plingets poetik

Plong, pliiing, …….bok….tshhhhhhhhhhhhhswirrrrrrrrrlllllllll … p l a n gggggg.
Plip.
……
plop
-        -  -  -     -   -                ---              - - -
Og bumbumbum.
Altid: bumbumbum. Hvis ikke ligefrem  bumbumbumbumbumbumbumbumbumbumBOK.
(slagtøjet har i denne musik en særlig plads og en usædvanlig næsten personlig klang) 

Og så:                               Plang

Det er smukt. Det er intenst.

Det er musik af én af dansk musiks helt store men aldrig egentlig retmæssigt promoverede komponister Axel Borup-Jørgensen.

Musikken kan høres på en ny CD fra DACAPO, Carambolage, hvor Århus Sinfonietta sammen med Ars Nova under ledelse af Søren Kinch Hansen levendegør Borup-Jørgensens delikate klangunivers yndefuldt poetisk med stor indlevelse og – så vidt jeg kan høre, men hvad ved jeg egentlig om det? – stor præcision.

På den anden side set. Det drejer sig vel først og fremmest om, at det lyder præcist, at det lyder rigtigt. Om end dette standpunkt måske lige netop i forbindelse med Borup-Jørgensens musik absolut kan problematiseres. Ingen komponist er så nøjeregnende i sine partiturangivelser. Hver en kølletykkelse, hvert et anslag præciseres og ledsages af en mindre doktorafhandling om hvordan netop denne brøkdel af et sekund skal gestaltes. Derfor har bl.a. slagtøjet denne særlige Borup-Jørgensenske klang. Det spilles (eller burde spilles) med hvad end komponisten har foreskrevet, fra strikkepind til telthammer. Axel Borup-Jørgensen vidste hvad han ville have, og hans partiturer udfolder en imponerende bestræbelse på at formidle disse ønsker.

Når musikken klinger så fint og velartikuleret i hver en detalje, som den gør, kan man se det som resultatet af disse bestræbelser.

Og alligevel…..

Det vil aldrig blive helt præcist. Der vil altid være noget, der går galt.

Og intet kan være mere ligegyldigt og uvedkommende for lytteren.

Når dirigent og musikere tager musikken op, er det dem, der bringer den til live, på deres vilkår. Er musikerne gode, får musikken et liv, der muligvis – muligvis ikke og næsten helt sikkert aldrig fuldstændigt – står i et en-til-en-forhold overfor komponistens egne forestillinger. Det kan komponisten så selv være mere eller mindre fornøjet med. Man skal blot huske, at så snart musikken er skrevet og videregivet, er den potentielt et stykke aktiv eksistens, der har ret til et egetliv udenfor komponistens omklamrende intentioner.  Et liv, som – når det drejer sig om musik for menneskebetjente instrumenter og noteret på noder – musikerne alt efter evne puster (eller stryger eller slår, der ligger ingen blæserschauvinisme skjult her) i det. Musikerne (herunder også sangere) på DACAPOS nye CD er gode. Rigtig gode. Er intentionerne ikke Borup-Jørgensenske (som jeg dog nok tror de er), så er de ihvert fald fængslende udført.

Bokkoscchhchchwwwwwiiiirrrrlllllll siger det. Og så er der pause. Og musikken bevæger sig gennem helt andre lydkilder videre i en på én gang abrupt usammenhængende og samtidig poetisk kontinuerlig bevægelse. Udsagn føjer sig til udsagn. Hver især fremstår de i deres klanglige præcision som afsluttede gesti, uanset om de udgøres af små fraser eller blot en enkeltstående lyd.  Det er utroligt, at det virker. Smukkest, mest fængende og med en vedvarende intensitet gennem alle 14 minutter står klassikeren Winterelegie, Op. 55 fra 1968.

For i en musik, der består af små gesti kan netop det lange forløb blive et problem. Når det lykkes skabes et tidsløst rum af nuer, der i deres tidslige rækkefølge smelter sammen til ren væren. Man lytter, man oplever. Alt er adskilt. Ligesom alt samtidigt hænger sammen i fraser, der dannes af de isolerede hændelsers rytmisk metriske forhold til hinanden. Det er én af de ting, der lykkes så godt på denne CD. At etablere et flow fra et enkelt trommeslag over en korklang til tre klaverakkorder efterfulgt af en fagottrille. Klang er i en sådan musik central. Og måske ligger forskellen i min opfattelse af Winterelegien som fascinerende, og det ti år senere komponerede Carambolage Op.79 som lidt mindre interessant, i deres  respektive klangverdener. Winterelegie har med sine tre damestemmer, fløjte, obo, fagot, slagtøj, klaver og strygere en bred palet at tage fra. Carambolage har klaver, elorgel, elguitar og slagtøj. Den fascination man i værkets kompositionsår (1979-80) kan have haft af at inddrage disse ”populærmusikalske” klangfarver i en kontemplativ kunsts tjeneste, har i mine ører ikke overlevet de 34 år, der skiller dengang fra nu. Vel er der smukke og fintformede detaljer og vel udnyttes instrumenterne fantasifuldt, men 14 minutter er lang tid. Gesti’ene kan pludselig komme til at virke villede.

Det er i grunden uhyggeligt så lidt, der adskiller mesterværket fra ikke-mesterværket. Winterelegie ér allerede etableret som en klassiker, og man er ikke et sekund i tvivl om retfærdigheden af, at det er gået værket sådan. Carambolage havde jeg aldrig hørt om før. Og skønt værket har givet CD’en navn er jeg ikke sikker på, at jeg kommer til at høre om det igen.

Endnu et ’hit’ er med på CD’en: Sirenernes Kyst Opus 100, som jeg huskede fra uropførelsen i 1985 som et smukt suggestivt – og næsten ”populært” klingende – værk. Denne erindring kom til stå i vejen ved min første gennemlytning. For det var ikke helt så populært klingende, som mine åbenbart noget mere hardcore ører fra dengang huskede det. Men suggestivt er det. Her foldes poesien ud i store bølger af bevægelse snarere end i delikate punkter. I samspil mellem et lydspor med flerlaget kvindestemme (ja, ja, vel er det sirenerne) transformerer indledende bækkentriller og glissando på klaverstrengene sig gennem mundstykkepust, guitar, fløjtetrille, og strygertremolo – til et gradvist tydeligere lydlandskab. I værkets første 3 minutter lange bølge munder transformationerne ud i den rene sireneklang. Transformation er måske ikke det rigtige ord. For indledningens klangunivers fastholdes under tilføjelserne. Det er en stadig variation af de samme grundelementer, der former de 16 minutters odyssé gennem et univers af overvejende lyse klange. Og det måske mest effektive greb, Borup-Jørgensen tager i brug her er nedtoning. Udfasning af alt andet end sang. Stilhed (det er måske her, jeg har min egen evigt tilbagevendende tvangstrang til at arbejde frem mod stilhed.) Grebets effekt er i hvert fald umiskendeligt virkningsfuldt. Sirenernes Kyst er et mønstereksempel på, at ”less is more.” Alt toner ud og ender i en smukt klingende stille klaversolo, den lyd, jeg fra først havde identificeret værket med i min erindring.   

Endnu et værk har fundet plads på CD’en: Pocket Oratorium,Op.50 (1964). Et velfungerende værk, der kan lyde som en forberedelse af de større værker, Winterelegie og Carambolage. Her dog i en noget mindre skala: Ni og et halvt minut. Det er hvad værket kan bære, og det tillader en overraskende slutning, der samtidig selvfølgelig er helt rigtig.

 Pling, plingeling.