kritik

Skjulte beskeder og forsøgslyde

Jonas Olesens nyeste udspil, TEST, kræver en del forklaring. Det er i hvert fald ikke en ligetil vinyludgivelse. Som med de fleste af Olesens udgivelser ligger vi et sted mellem kunstobjekt og musik – media and message.
Af
1. Februar 2016
Anmeldelse af Jonas Olesen: TEST

Udover en række deciderede techno-singler, har det meste af Olesens bagkatalog på sit eget pladeselskab BIN, været en undersøgelse af forgangne medier. Med udgivelser på alt fra DAT-bånd til vinyler i covers lavet af floppydisks, sammenklistrede vinyler, Cd’er og kassettebånd med software til Sinclair Spectrum ZX computeren, er Olesens kunstneriske projekt i høj grad en dedikeret mediearkæologisk udgravning.

At lytte efter støj
Konceptet omkring pladen er centreret omkring en samling af fundne optagelser fra andre test-plader, der i sin tid har hjulpet lydteknikere og hi-fi-nørder med opsætningen af deres stereo systemer. Testplader er grundlæggende anderledes end andre plader, i og med at de eksisterer med det rent funktionelle formål at korrigere og opsætte pladespilleren til fremtidig lytning. Du lytter altså ikke efter signalet, men efter støjen – enhver urenhed der måtte mindske fremtidige lytte-oplevelser. I audiofile kredse er disse plader lakmusprøven for dyrt indkøbte systemer. Det er en kultur, der vurderer mediet over meddelelsen – hvad vi lytter med, bliver vigtigere end hvad vi lytter til.

Udover højre-venstre signaler, indeholder pladen også eksempler på diverse støjfarver (hvid, lyserød, azurblå, violet, brun og grå) og et sinusbølge ’sweep,’ der bevæger sig igennem hele det hørbare frekvensområde. Jeg kunne bruge en hel anmeldelse på at forsøge, at forklare de forskellige akustiske fænomener Olesen har presset i denne plade. Det ville dog blive en noget tør læsning. Men hvis du tror, at en udgivelse af test-lyde er tør lytning, må jeg skuffe dig. Blandingen af fundne lyde, Olesens egne fortolkninger, psykoakustiske fænomener og en gennemgående leg med mediet gør TEST til et eksempel på en både intellektuel og humoristisk praksis.

Auditiv forvirring
De fleste numre på pladen har en ren funktionel karakter, men der er også flere komponerede variationer over psykoakustiske fænomener, så som en sonisk Rorschach test, simuleret tinnitus og endda en akustisk parfume. Det første nummer på side A (der ikke er markeret som sådan), hedder Shepard tonal paradox [Ascending + descending], og lyder henholdsvis som en evigt stigende og faldende tone. Det akustiske trick bag en ’shepards tone’ består nemlig i en række sinustoner, der lægges oveni hinanden, og derved skaber en akustisk illusion af en evigt faldende eller stigende tonehøjde, der i sidste ende ikke synes at bevæge sig overhovedet. Det kan sammenlignes med fornemmelsen af at se ind i et vandfald, hvor man tydeligt ser det faldende vand, men alligevel forvirres når øjnene forsøger at fokusere på et punkt i den altid faldende væg af vand.

Udover vores auditive forvirring, sker der også noget i samspillet mellem tekst og lyd. For eksempel i Rorshach test [LPC Coefficient resynthesis], hvor titlen gør, at der træder lyde frem af støjen som man måske normalt ikke ville tænke videre over. Ligesom blækklatterne på en visuel Rorschach test, begynder man at tvivle på sine sanser, og spekulere i, hvad det mon virkelig er, lyden forestiller. Samme tvivl gennemsyrer hele pladen, når man forsøger at følge med i, hvor man er nået til på coverets trackliste. Numrene passer ikke altid overens med pauserne, og nogle numre dækker over en længere række lyde, der ikke altid kan pilles fra hinanden.

Videnskabelig præcision
En del af charmen ved analoge medier er, at der ikke er et display, der tæller hvert sekund, man bruger med musikken. Men der sker noget sjovt mellem den audiofile – næsten videnskabelige præsentation af udgivelsen – og Olesens kreative omgang med materialet. På bagsiden af coveret står der f.eks., at pladen varer 2.015.000 millisekunder. Hvem kan tælle dem? På B-siden finder vi Sine wave sweep [Simuleret romantik], hvor selve titlen er en mærkelig blanding af nøgtern beskrivelse og mystisk symbolik.

I 1986 skriver den tyske mediefilosof Friedrich Kittler om støj og musik i Gramophone, Film, Typewriter: »First noise itself had to become an object of scientific research [before it became music].«1 Det er som om, Olesen forsøger at udforske dette grænsefelt mellem det videnskabelige og det musikalske. Selvom nogle numre er simple eksempler på lydlige kategorier (Basic wave forms [Repeated], Stobe patterns [50HZ, 60HZ]), bliver de hurtigt musikalske i deres præsentation på vinylpladen. Den kunstneriske præsentation af et test-værktøj der emmer af research og videnskabelig nøjagtighed, inviterer lytteren til at høre på disse toner med andre ører.

Skjulte beskeder
Allerede i 1923 foreslår den ungarske konstruktivistiske maler og fotograf, László Moholy-Nagy, at grammofonpladen ikke blot er en maskine man lytter til, men også et instrument til kunstnerisk skabelse. »[…] from an instrument of reproduction into a productive one,  [the gramophone is] generating acoustic phenomena without any previous acoustic existence by scratching the necessary marks onto the record.«2 På pladens mere udfordrende numre er det nemlig ikke nok bare at lytte til pladen – vi må også læse den. Det inderste nummer (Disclaimer [Audio to text]) på side A kan dårligt afspilles, uden at nålen hopper fra rille til rille. Dette nummer kan kun aflæses visuelt på selve pladen, som et resultat af rillerne der er trykt i pladen. Her finder man et link til Jonas’ hjemmeside, og information om at pladen indeholder en »Tomhedsfaktor 42« og en »Klirrfaktor 100.« Den mediearkæologiske interesse for vinyl-mediet bruges altså aktivt, på en måde som aldrig kunne finde sted i en digital version. Selvom der allerede er blevet uploadet et par numre til YouTube, kan TEST ikke opleves digitalt – pladens numre er i bogstaveligste forstand skåret ind i det fysiske medie.

Mystik og dobbelttydighed er gennemgående for udgivelsen, der udover lyd-til-tekst nummeret, indeholder skjulte meddelelser i form af morsekoder og visuel data kodet ind i nummeret Disclaimer [Spectral encryption] – som kun kan ses, hvis man optager lyden, og observerer den gennem et spektrogram. På samme måde indeholder pladen også såkaldte locked grooves (låste riller), som nålen selv falder i, indtil man rejser sig og løfter den. Eller som lytteren selv må finde og placere nålen i. Det er både en skjult mekanisme, men også et vink til tiden før automatiske tonearme, hvor det sidste nummer altid endte i den samme langsomt dunkende rytme af nålen, der rammer mod pladens inderste mærkat.

Det er i det hele taget en del af pladens substans, at den forvirrer på så mange planer. Jeg ved ikke hvad en room exciter, LPC coefficient resynthesis eller synthetic formant enhancement er. Men forvirringen er spændende, og jeg bliver nysgerrig. Det gør nok også TEST til den mindst tilgængelige plade, jeg har i min samling – og det har jeg det faktisk fint med.

  • 1. Kittler, Friedrich (1999 [1986]). Gramophone, Film, Typewriter. Stanford: Stanford University Press, side 25
  • 2. Moholy-Nagy, László (1923). "Neue Gestaltungen in der Musik. Möglichkeiten des Grammophons." Der Sturm 14, side 104