Plader - Gert Mortensens solo-plade

Store solisters solo-plader er ligesom alle andre plader afhængige af det musikalske materiale. Gert Mortensen er kun 26, men allerede, som vi ved, en percussionist af internationalt format, og det naturligste, når man hører hans første soloplade, er jo at bryde ud i begejstringsråb over hans imponerende virtuositet. Det være hermed gjort. Hip-hip.

Men derefter må det siges, at han har valgt tre yderst spændende men næsten for indbyrdes modstridende værker til at demonstrere sin virtuositets spændvidde med: Per Nørgårds I Ching fra 1982 (22'), lannis Xenakis' Psappha fra 1975 (11'09"") og fire af Elliott Carters otte Pieces for Timpany fra 1949 og 66 (12'56"") - det må derfor kraftigt frarådes at høre hele pladen på én gang! Jeg vil foreslå Carter om morgenen, Xena-kis om eftermiddagen og Nørgård om aftenen.

Det må også siges at de tre optagelser er af højst forskellig kvalitet: Nørgårds stykke er optaget i Easy Sound i 83 med rockkollegaen Kasper Winding som producer og det er helt fremragende; Xenakis er lavet i det københavnske konservatoriums koncertsal i 81 med Gert M. selv som producer, det er hæderligt; og Carter-stykket har man lånt fra Danmarks Radio, fra opførelsen ved Musiknytåret 82 - og det er ærgerligt, for klangen er dump og tung og tør. Jeg havde meget gerne hørt også det stykke optaget i Easy Sound med Winding. Men måske er det alligevel ikke unfair at antyde, at Carters er det af de tre værker, der ligger dårligst for Gert M. »Tørheden« kan jo også delvis skyldes en manglende levendegørelse af det intellektuelt-komplicerede hos Carter (det oplevede man unægtelig ved adskillige andre af de danske Carter-opførelser ved den lejlighed, vorherrebevares!).

Xenakis' musik er i og for sig lige så »intellektuel«, men med en anspændthed og spændstighed som passer Gert M. langt bedre. Xenakis er jo uden tvivl en af vor tids største komponister, og lige meget hvilken udførelse man hører af f.eks. Psappha, så bliver man umiddelbart revet med af musikkens tæthed, vildskab og bundethed.

Men det er tydeligvis Nørgårds I Ching, der er pladens anledning og også dens glansnummer, som viser hvor meget det personlige samarbejde mellem komponist og solist kan betyde. Det er blot det, at når man nu nogle gange har set Gert M. performe stykket, så ønsker man sig en videooptagelse i stedet for »bare« en plade, for show-elementet med de mange apparater på scenen spiller så stor en rolle, at det er svært at tænke væk fra det og bare lytte. Dog er der ingen tvivl om, at I Ching vil være en stor oplevelse også for dem der kun kan lytte, og dermed mener jeg mange, for Nørgårds musik er så almen, så hinsides »klassisk musiks fornemhed«, at det må kunne høres også af alle dem, der ellers mest lytter til jazz og rock -jeg ved ikke om det også har været Gert M.s bagtanke, da han valgte Kasper Winding som producer, det virker i hvert fald som et godt valg.

Jeg ved ikke, hvor meget man skal lægge i »idéindholdet« i Nørgårds værk. Pladetekstens beskrivelse af I Ching-metode og satstitlernes indholdsangivelser er i sig selv så suggererende, at man har lyst til at protestere og høre musikken »rent«. Begge dele er muligt, og det siger også en del om spændvidden i Nørgårds musik. Musikkens »litterære« indhold er ingen undskyldning for manglende musikalsk fyldthed.

Og Gert M. gir den hele armen og den anden med.

Den plade er en »must«, som det hedder.