Annonce
I efteråret 1983 boede jeg en uges tid på en sydindisk strand ud for Koalam, i Kerala, så tæt som 20 meter fra vandkanten. Bugten brølede dag og nat som fra 1000 løver, ved såvel storm som vindstille, da det jo var duvninger, hidtil ubrudte fra det vældige arabiske ocean, der pludselig skød op til flere meter høje brændings-surfs og – på een gang – væltede, i en længde af snesevis af meter! Da dette fænomen ikke var periodisk og parallelt, men flere gange vinkelforskudt, gentaget i hvert øjeblik, skulle baggrunden for den konstant øredøvende larm være ridset op…
Fra tilsvarende ophold på andre strande med dette særlige, i Danmark ukendte, brændings-brus, nemlig på Bali, havde jeg vænnet mig til at fokusere på min egen perception, d.v.s. min høresans, i modspil til dette lydfænomen, der akustisk beskrives som »hvidt brus«. I hvidt brus rummes, simpelt udtrykt, enhver tænkelig tone, og det var derfor stimulerende for mig, ikke mindst som komponist, at slynge en eller anden tone ud af munden, sunget eller fløjtet, og umiddelbart efter at høre den »komme tilbage« fra brændingslarmen klart og tydeligt – ligesom man kan høre et eller andet orkesterinstrument iblandt alle andre, f.x. en obo, så snart man een gang er blevet (evt. gjort) opmærksom på den. På denne måde kunne jeg oplagre op til flere toner samtidig i min perception (og erindring!) og danne flerklange. Husk på, at det nok var min fantasi, der vakte denne klang til eksistens i mit øre, men at de hørte toner også var fysisk eksisterende i miljøet!
Da jeg nu efterprøvede denne gamle, og underholdende, øvelse fra Bali på den sydindiske strand med dens exceptionelle larm, opdagede jeg, at det her var sværere at fastholde mine udvalgte (og nu i mit sind klingende) toner, fordi der ligesom var en pågående, dyb »skyggetone«, som afledede fra mine vilkårlige tonevalg. Ja, – læseren, der har læst overskriften, vil naturligvis allerede have gættet, hvad denne skyggetone var: Havets grundtone. Da jeg efter nogle minutter havde indkredset den, var den helt tydeligt en tone og ikke blot et tonebælte, forstået på den måde, at den tone, jeg sang efter med munden, (et dybt G vistnok) var meget præcist og ikke spor omtrentligt tonehøj dedefineret! De følgende timer dukkede så overtonerne op, én for én, hver med sin karakteristiske klang, én brummende, en anden hvæsende, o.s.v. – og jeg oplevede de følgende dage en dyb betagelse ved at have et så generøst, uendeligt, men orienteret klangrum til min uindskrænkede disposition…
Ved at denne imponerende, faste bordun-tone, uændret dag og nat og, som sagt, i stille og i storm, fungerede som orienteringspunkt for min klangfantasi, blev det mig muligt de følgende dage at sætte mig foran vandkanten med mit nodepapir og komponere en fast, 14-slags basmelodi med sit (over)-tone-repertoire hvilende på det uophørligt klingende G:
Oven på denne gentagne basisstrofe placerede jeg så en melodi, jeg i øvrigt havde komponeret undervejs, helt uden forbindelse med hav eller for den sags skyld grundtoner: en tilsyneladende enkel melodi, der ganske vist ikke var specielt knyttet til G-bassen, men som på den anden side klang forbavsende godt ved at blive tilforordnet (som septim-orienteret) til grundtonen G.
»Klang forbavsende godt« skrev jeg, og dette var jo sagen: jeg sad ved havkanten og lyttede regulært til ovenstående tostemmighed, vælgende at starte på et vilkårligt tidspunkt – efter at have prøvet, først: bas, så: overstemme – i et ligeledes frit valgt tempo. Der skete det, at bassen, især, blev »automotorisk«, dvs. blot jeg »satte den i gang« i et bestemt tempo, så »spillede« hele resten af melodien videre, udefra havet uden videre initiativ fra min side! – Selv på andre tider af dagen, hvor jeg lavede andre ting, kunne jeg pludselig blive opmærksom på, at Poseidon derude nu var nået f.eks. til 9. tone i sin evige rundsang…
Et problem havde jeg med den rytme, der ses opnoteret mellem de to nodesystemer. Jeg forestillede mig den udført med en lidt metallisk, nærmest som af en indisk tabla spillet, klangfarve. Men når jeg under »gennemspilningen« af »min« ejendommelige komposition (»min«: bassen havde jeg skrevet ned, ligesom jeg »hørte« den fra havet, overstemmen er af en speciel, ny og objektivt konstrueret art, og rytmen hørte jeg, fascineret, fra en radio i Bangalore. Eller også var den måske lidt anderledes: det nedskrevne var, som jeg huskede den) — var nået til rytmen, kunne jeg ikke høre den; to stemmer syntes altså at være maximum for min udnyttelse af jætteorkestret foran mig. Da fandt jeg på at få også tablaklangen til at »klinge« med ved, når den skulle »lyde« at vippe med fingrene i den pågældende takt. Efter at have øvet mig lidt, prøvede jeg forfra med at »udføre« partituret, og da jeg nåede rytmestedet, vippede jeg så med fingrene – og ganske rigtigt: ude fra bølgerne lød nu den mest forførende tablaklang, sammen med den tostemmige orkestersats.
På vejen til Californien passeredes Ceylon, og jeg nåede ved en enkel nats ophold tæt ved en strand at få fastslået, at det her var samme grundtone, selv om havet nu hed Det Indiske Ocean. Og i Californien lykkedes det at interessere mine venner Poul Vorwerk og Gordon Mumma tilstrækkeligt for sagen til, at de producerede en Nagra-optagelse af brændingen ud for St. Cruz. Efter at den senere er ankommet til mig, i januar i år, har mange musikere – og andre venner – lyttet til båndet, og alle har anerkendt grundtone-dominansen (som en kvarttone mellem G og As). For øjeblikket venter det på at blive frekvensanalyseret af min gode samarbejdsven i akustiskelektroniske projekter gennem årene, prof., dr. phil. Finn Ege-and. – Hvad vil analysen mon vise? At der overhovedet ikke er præferencer i det hvide brus, og at enhver grund- og overtoneoplevelse er rent subjektiv? Næppe – dertil synes for mange at være nået frem til en fælles tonebestemmelse…
Men muligvis er den hørte grundtone ikke den egentlige, dybeste, men også den en overtone, måske over en ufatteligt dyb grundtone, som giver resonans og styrke til alle oktaverne over sig? At vi mennesker hører den primært som grundtone og derpå hører den elementære overtonerækkes oktav, kvint, kvart osv. kan skyldes den egenskab ved vort øre, at det selv skaber overtonerækker på enhver kraftig tone, selv om de måske ikke klinger fysisk. – Dette rykker dog ikke ved min tro på, at grundtone-As’et fysisk er betonet.
Akustisk-matematisk defineres det hvide brus som overtonespektret på en uendelig dyb grundtone. Måske er As-G’et i virkeligheden en uendelig høj oktav-overtone på den mest fundamentale af alle fundament-toner, nemlig selve Jordens, planeten Jordens, egen grundtone? – Det ville faktisk rime fysisk godt med den erfaring, at det jo er brændingens lange surf-mure, der, væltende på een gang, som en slags enorm gong-kølle, slår den endnu enormere gong an: Jorden selv!
Og den toner…
Dette er endnu blot en hypotese, men én, der med en vis eksperimental indsats ville kunne efterprøves fysisk (nemlig ved f.eks. at jage en stang i havbunden og forbinde den med en slags pick-up til måling af bundens resonansfrekvens). Men hvor interessant dette end ville være (at der fandtes en »Jordens grundtone«, på G-As), er dog for mig hovedfascinationen en anden, nemlig det frugtbare møde mellem havet(s toner), øret(s »hav«) – og det »psykiske hav«: Som bekendt er det et miniaturehav, der, flydende rundt i øret, overhovedet gør os i stand til at høre (og til at holde balancen). Og at kalde psyken for »hav« er ikke alene i overensstemmelse med dybdepsykologiske symboler af tidløs natur, men stemmer også godt som metafor, hvis man anlægger en gestaltpsykologisk betragtning på psykens autonome virsomhed. F.eks. hedder en af gestaltpsykologiens love, at en én gang manifesteret leddeling har tendens til – alt andet lige – at fortsætte i bevidstheden, hvilket jo alle kender f.eks. fra togrejsens skinneklapren, som ofte antager musikalskrytmiske lydbilleder af sublektiv herkomst – eller fra urets »tik-tak«, som (uanset at det faktisk siger »tik-tik«) bliver ved at sige tik-tak, indtil man beslutter sig for at vende det om, med betoning på »tak«, hvorefter det så går på denne nye »melodi«, indtil man igen griber ind.
Men denne forlængelse i psyken af en subjektivt opstået lydform er, så vidt jeg kan se, analog med havets bølgeformer, der jo tilsvarende fortsætter uændret, indtil de bremses. For mig er fascinationen som sagt at finde især i mødet mellem disse tre »have«, det fysiske, det sansende og det psykiske. Just i dette mødepunkt er det muligt at finde den hurtigste kommunikation mellem omverden og subjekt: Jeg tænker på en tone og – hør! -den er der, derude, straks! Jeg skaber den og skaber den dog ikke. Jeg lader overtonerne i bruset, og i øresneglen, antage en melodiskrytmisk tidsform og – hør! – den vedbliver nu i mit sind, selv om jeg ikke længere »tænker« den. Skaber jeg den, eller skaber jeg den ikke, i den tid, hvor min opmærksomhed fokuserer på noget andet, og melodien alligevel fortsætter i en udkant af min bevidsthed? Eller rettere: Hvem er »jeg«!
(Og hvad er »at skabe«…?)
Artiklen publiceredes første gang i Anes 1984 nr. 6 sammen med en artikel af Toufic Kerbage om perlefiskeres sang på havet, samt et havdigt af Osten Sjöstrand.
