100% Kommunistisk Tekno

Radikalt kooperation
Goodiepal har igen skiftet retning! Kunstneren, kritikeren, komponisten Goodiepal/Mainpal/Gæoudjiparl van den Dobbelsteen/Pruttipal/Gæoudji SYGNOK/Parl Kristian Bjørn Vester/Den Århus Tekno Kriger har det med at skifte ham. Efter en periode med en interesse for fremtidens teknologier, computermusik og alternativ intelligens (AlI frem for AI), har Goodiepal de seneste år gjort op med fremtiden og i stedet redigeret og genudgivet sin fortid – ofte gennem Vesterbro kiosken Kihoskh i små vinyloplag med tilsyneladende arbitrære prissætninger fra 19,75 til flere tusinde kroner. Denne konstante genopfindelse, fornyelse og opgør med identitet og fortid gør at mange skriverier om Goodiepal, bruger de fleste ord på blot at beskrive de utallige projekter og kontroverser kunstneren har filtret sig ind i gennem sin karriere. Uanset hvilken Goodiepal vi snakker om, har der altid været en idiosynkratisk kamp for afmonteringen af kunstneridealet, magthierarkier og stats-, kultur- og markedsinstitutioner. Det er ikke direkte et demokratiserings- eller ligestillingsprojekt, men en nedbrydning af grænser (nationale, kulturelle og kosmiske), og et ønske om at give alle en mulighed for tale for sig selv.

Uanset hvilken Goodiepal vi snakker om, har der altid været en idiosynkratisk kamp for afmonteringen af kunstneridealet, magthierarkier og stats-, kultur- og markedsinstitutioner

Den nyeste retning i hans anarko-socialistiske – men frem for alt kreative – projekt transformerer Goodiepal til GP&PLS (eller Goodiepal & Pals) med inklusionen af en ubestemt mængde kammerater og kollaboratører. Ved Goodiepals introduktion af pladen d. 16 marts på udstillingsstedet Adult, løftede han sløret for nogle af de venner, der bidrog til pladen. Folk som for de fleste Goodiepal-disciple efterhånden er velkendte ansigter; Nynne Roberta Pedersen Pedersen, Paradis, Ezra, Rosalinde Mynster (aka. Fie fra Badehotellet), Oliver Laumann, Daniel Svanberg Bøtcher (Bibliotekaren), Lars Skinnebach og Fanny Sif Pedersen Pedersen.

Pro Monarkistisk Extratone er først og fremmest en protestplade, men samtidig et Goodiepalsk forsøg på radikalt samarbejde. For en kunstner der så effektivt har manipuleret og kontrolleret sit eget virke, har der længe været et spændingsfelt mellem hans pluralistiske politiske standpunkt og status som gakket geni. Samarbejde er ikke nyt for Goodiepal, men det er nu blevet et centralt element i den selviscenesatte kunstnermyte.

Væbnet revolution og extratone!
På lydsiden er der ikke meget, der umiddelbart skriger ’Goodiepal,’ udover et par kaotiske teknoide synthlinier og kendetegnende baggrundsskrål. I stedet er pladen præget af DIY, protest og 1970’ernes børnerock – GP&PLS har byttet virtuositet og stram produktion ud med potente budskaber kommunikeret gennem en punk-, jazz- eller avantgarde-attitude (alt efter musikalsk interesse og baggrund). På trods af udgivelsens brogede referencer og titlens hentydning til musikgenren Extratone, er det ikke et projekt, der bunder i musikalske nybrud.

Samarbejde er ikke nyt for Goodiepal, men det er nu blevet et centralt element i den selviscenesatte kunstnermyte

Til pladelanceringen fortalte Goodiepal, at da han var ung, gik han til forelæsninger indenfor computermusik, hvor han lærte, at Stockhausen gennem sin elektronmusik beviste, at enhver puls kan blive til en tone, når den accelereres forbi et vist punkt. For Goodiepal bliver denne opdagelse i 50’ernes tidlige elektronmusik og den østeuropæiske (og nu globale) subgenre Extratone koblet gennem en fælles fascination for eventyr. Denne genre kommer ud af 1990’ernes Hardcore Techno, som gav os Speedcore, fra hvilket Extratone er det naturlige næste skridt i higen efter den højest mulige hastighed – deraf navnet, som hentyder til skiftet fra rytme til tone, der sker ved 1000BPM. Modsat Hardcore og Gabber, er der ingen dans knyttet til Extratone, og genren er langt mere knyttet til internet-fora og YouTube videoer, hvor der er frit afløb for aggressiv bravado og eksperimenter i, hvad der er kompositorisk og teknisk muligt. Men som med alt Goodiepal rører, er dette ikke et Extratone-album. Selv titelmelodien Pro Monarkistisk Extratone bruger kun udvalgte genreelementer i hvad der ligeså godt kunne betegnes som Industrial Hop Hop eller Hardcore Punk. Det handler altså ikke om udgivelsens musik-begrebslige nybrud, men om budskabet bag. Det er en avant-garde i indhold, ikke i form.

Titlen på første nummer – Peter ka ik li – råbes aggressivt i kor, indflettet med svarene på alle de ting Peter ikke kan lide: pop, rap, piger, daal, burka, huer, jyder, ghetto, provins, kål, skibe, digte, bøs’, Irak, Rusland, kaffe, sø, skov, spam, tyk, skæv, Trampolinhuset, krop… Peters identitet afsløres ikke, men det er et klokkeklart billede på den danske normalitet ­– hvad Ib Michael ville kalde DNV – Dansk Normalvirkelighed. Derfor er listen også fyldt med selvimodsigelser og forsimplinger, kun bundet sammen af en generel frygt.

Destroy System følger samme model med gentagende kor og tilråb. Men denne gang med et meget klart mål; revolution! »Destroy system! — Slet ik’ din log!« GP&PLS vil udrydde systemet gennem både væbnet revolution, infiltration af multinationale virksomheder, og adgang til forbudt viden fra »sorte bøger.« Budskaberne gentages ad infinitum med en passion, der skider på normal procedure og lammende fornuftstilskyndelser. Mod slutningen tager Goodiepal selv en mere fattet monolog og forklarer, at disse »nederen og helt konkrete systemer skal nedbrydes for at vi kan bevæge os hen mod international og global love.« Han taler med paternalistisk ro og målrettethed i forsøget på at samle ungdomsoprørets mange ansigter. Men alligevel er det Ezra, der får sidste ord med udråbet; »Øhh, man bliver altså ikke mere harsh noise af at have ’anti-feminist’ tatoveret på sin pik…!«

Der er pladen igennem en stemning af kaotisk revolution imod kapitalismen, nationalstaten og det danske snæversyn

På Min Sorg Lyser giver GP&PLS en fortolkning af den russiske digter og singer-songwriter Yanka Dyagilevas Печаль моя светла (Min Lysende Sorg fra 1987). I forhold til de forrige og efterfølgende numre er Min Sorg Lyser et kort beroligende nummer præget af sårbarhed. »Ingen ved hvor fucked jeg har det,« synger Ezra. I chanteuse-stil udtrykkes en samtidstristesse, som det åbenlyse resultat af den neoliberale insisteren på, at alle mentale dårligdomme kan ordnes af individet selv. Som den nyligt afdøde britiske kulturteoretiker Mark Fisher skrev; »There is a connection between capitalist realism and depressive realism. The idea that life is essentially drudgery (and that therefore no-one should get a free ride) is a depressive conception of fairness, which has a particular traction in a burnt-out post-protestant culture…« (http://k-punk.org/abandon-hope-summer-is-coming/) Den væbnede revolution tjener ikke kun flygtninge og samfundets såkaldte bund, men en generel tilstand, der giver den enkelte borger ansvar for både success og hvor fucked de har det. Hvis noget går galt, er det individet der skal fixes. Men hvornår fixer vi det neoliberale samfund, hvor alle tvinges til at yde sit i et prækariat af midlertidige jobs og løntilskudsstillinger?

Fuck systemet vs. flyt systemet?
Der er pladen igennem en stemning af kaotisk revolution imod kapitalismen, nationalstaten og det danske snæversyn. Revolution, koste hvad det vil. Det er en revolution uden Das Kapital, relationel æstetik, accelerationisme eller anden kunstnerisk-filosofisk utopi. Det er ren destruktion af magthaverne – så kan vi altid finde ud af detaljerne bagefter. Selvom denne planløshed kan være farlig, er det også et tegn på tiden. Efter Brexit og Trumps ”pludselige” og ”overraskende” sejr, venstrefløjsregeringens højrefløjspolitik under Helle Thorning-Schmidt og den aktuelle manglende evne til at varetage flygtninge som (med)mennesker, er tiltroen til demokratiet som løsningsmodel for længst røget ud med badevandet. Tilbage er kun frustrationerne og nødvendigheden for forandring. Væbnet revolution – og albummet som sådan – vil for nogle synes hovedkulds og håbløst naivt. Men der er tydeligvis brug for radikale forandringer. Danmark skal rystes i sin normalvirkelighed. Den grådige danske velfærdsmodel fungerer ikke i en global verden under det neoliberale paradigme.

Derfor er Goodiepals egen struktur-skabende fornuftsstemme på sin vis malplaceret i dette projekt. Han er kendt – og kender sig selv – som provokatør, men bliver her ud-provokeret. Den yngre generation er vred og vil vold, men Parl ved, at reaktionære vredesudbrud har en modtager. Et klart og målrettet budskab fordrer mere forståelse og reelle muligheder for at rykke ved folks verdenssyn. Den rene aggressivitet kan destruere Inger Støjberg, men den rykker ikke ved de samfundsmæssige forudsætninger, der muliggør hendes magtposition. På den anden side er vi nødt til at handle! Og sådan kan argumentationen gå i ring… Albummet indeholder et tiltrængt ungdomsoprør, der ikke lyder kønt eller velovervejet – men det var heller aldrig meningen.

Pro Monarkistisk Extratone
Sidste nummer på pladen, Ankomst til Skandinavien starter som en tør og ironisk velkomstsang til alle nye danskere, der forklarer den lange statslige tradition for at overse menneskerettigheder, når det passer den politiske dagsorden. Gennem sangen annoncerer to rolige stemmer en undskyldning på Skandinaviens vegne for behandlingen af flygtninge, og lover at kæmpe for solidaritet og åbne grænser. Det er en håndsrækning til dem som bliver glemt – en folkelig handling, dér hvor staten har fejlet.

Albumtitlen, Pro Monarkistisk Extratone, kommer fra idéen om, at venstrefløjskunst for længst har tabt bolden. Med de sidste årtiers indtog af europæisk højrepopulisme, opblomstrer små midlertidige frirum. GP&PLS foreslår derfor pro-monarkistisk (populær)musik som et sådan frirum, som hverken højre eller venstrefløjen forstår hvad er. Det pro-monarkiske er ikke kun en ironisk lagkage, men hvad jeg tolker som en oprigtig tiltro og formaning til Kronprins Frederik om, at han står forrest med kongeskibet og henter bådflygtninge fra det græske øhav – »Frederik går helt amok! Frømanden viser stolt sit værd!« Vi skal væk fra den negative og destruktive fascisme og ind i den positive og monarkistiske fascisme, hvor Frederik X leder os til frihed fra den europæiske højredrejning.

Albummet indeholder et tiltrængt ungdomsoprør, der ikke lyder kønt eller velovervejet – men det var heller aldrig meningen

Kulturel redistribuering
Det er lykkedes Goodiepal at overgive sin kunstnerstatus på denne plade, som er fyldt med stilistiske og politiske erklæringer, som han aldrig selv ville have kommet med. Alt dette til trods, er det svært at læse værket uden Goodiepal som den opdragende og ledende faderfigur. Men efter årtier som underdog har han ret i, at det er på tide at indse sit værd og sin status. Goodiepal kan ikke længere være den stakkels underkuede kunstner. Med udstilling i Statens Museum for Kunst, internationale pladeudgivelser og åben dør til at spille koncertrækker i bl.a. Jazzhouse, er det på tide at sørge for, at andre kan tage del i hans bid af kulturkagen. Han har givet penge og ejendele væk af flere omgange, men nu må også den kulturelle kapital redistribueres. 100% Kommunist Tekno forpligter.