Rondeau - enmands-teater

Af
| DMT Årgang 64 (1989-1990) nr. 07 - side 238-241

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Til Lukas Ligeti


Af György Ligeti

Skuespilleren optræder med en båndoptager. Tom scene.

SKUESPILLER:

Jeg optræder. Jeger skuespiller. Nu har j eg optrådt... Nu må det på en eller anden måde gå videre... Der burde ske noget... En handling, en story må da begynde. Eller hvad? Jeg kan jo ikke stå ubeskæftiget her. Hvis jeg står ubeskæftiget her, er jeg arbejdsløs. Og dog er jeg ikke arbejdsløs, for jeg er beskæftiget her, på dette teater, som skuespiller. Men hvis jeg ikke er arbejdsløs, må jeg spille. Et teaterstykke. Et stykke, hvor personer agerer på scenen, eller mindst en person agerer på scenen. Dertil har man brug for et indhold. Man kan jo ikke bare have personer, eller mindst en person, på scenen, og så bare sige »UD!« til dem, der må være en grund, når der er en, der går ud.

(Han trykker 'start på båndoptageren.)

STEMME FRA BÅNDOPTAGEREN:

UD!

(Skuespilleren trykker 'stop' og går ud. Efter kort tid kommer han ind igen.)

SKUESPILLER;

Jeg kunne for eksempel fremsige vers, eller endnu bedre: frit finde på vers og straks fremsige dem.

fisk...............haj

frisk..............dej

skøn..............steg

grøn..............maj

ren................vej

en.........................................haj

Særlig godt var det ikke. 'Haj' forekom to gange. (Mens han endnu snakker, starter han båndoptageren.)

STEMME FRA BÅNDOPTAGEREN

(samtidig med skuespillerens sidste ord:)

Giv agt, De bliver skudt!

(Højt knald fra båndoptageren, skuespilleren slukker båndoptageren ogfalder død om. Stilhed. Sårejserhansig og går ud. Et stykke tid senere kommer han ind igen.)

SKUESPILLER:

Jeg optræder. Jeg er skuespiller. Jeghar optrådt... Nu må det på en eller anden måde gå videre ... Der burde ske noget.. En handling, en story må da begynde. Eller hvad?

Man kan jo ikke have personer på scenen, og så bare sige »UD!« til dem, der må være en grund, når der er en, der går ud.

(Han starter båndoptageren, men man hører ikke noget. Han stopper båndoptageren.)

Jeg kunne for eksempel fremsige vers, eller endnu bedre: frit finde på vers og straks fremsige dem. Men da vers ikke er min stærke side, vil jeg bruge en rimordbog.

(Han tager ordbogen op af lommen.)

fisk................haj

frisk...............dej

skøn...............steg

grøn...............maj

ren.................vej

en.................................................

(Han snubler over det sted, hvor han lå som lig før.)

Hvad er det? Et lig åbenbart. Hvad er mennesket død af? Kugle. Blevhan skudt eller har han skudt sig selv? I andet tilfælde måtte mordvåbnet ligge ved siden af. Men det ligger ikke ved siden af. Altså har han ikke skudt sig selv, men blev skudt af en anden. Synd for ham. Det er jeg meget, meget ked af, selv om jeg slet ikke kendte manden. Jeg er så ked af det, at jeg græder.

(Han græder.)

Kan man ikke ophæve det skete?

(Han trykker 'start'.)

STEMME FRA BÅNDOPTAGEREN:

Skydningen bliver ophævet!

(Skuespilleren trykker 'stop'. Så lægger han sig som lig på gulvet, ligesom før. Derefter rejser han sig.)

SKUESPILLER:

Nu er jeg levende igen. Men stop! Der var nogen her i mellemtiden. Men jeg ser ham ikke. Hvor kan han gemme sig? Jeg har lyst til at snakke med ham, desuden måjeg meddele ham, at skydningen blev ophævet, så han ikke mere behøver at være så ked af det. Men stop for anden gang! Hvorfra ved jeg, at han var ked af det, når jeg var død på det tidspunkt, hvor han betragtede mig - som lig kunne jeg jo hverken se eller høre ham. Heller ikke føle. Ikke smage og ikke lugte... Jeg kan ikke forklare det... Og dog er tiden for kostbar til at søge en forklaring, jeg må straks skride til handling og finde manden. Måske er han bare gået ud? Jeg vil begynde eftersøgningen bag scenen. (Han går ud. Et stykke tid efter kommer han tilbage.)

SKUESPILLER

Jeg optræder. Jeg er skuespiller. Nu har jeg optrådt... Nu må det på en eller anden måde gå videre... Der burde ske noget... En handling, en story må da begynde. Eller hvad? Jeg kunne for eksempel fremsige vers, eller endnu bedre: frit finde på vers og straks fremsige dem, dertil behøver jeg dog hjælp af en rimordbog.

(Han tager ordbogen op af lommen.)

fisk.................haj

frisk................dej

skøn................steg

grøn................maj

ren..................vej

en.................................................

(Han går ud, mens han bladrer i ordbogen. Et stykke tid efter kommer han tilbage, uden ordbog.)

SKUESPILLER

Jeg optræder. Jeg er skuespillier. Nu har jeg optrådt... Nu må det på en eller anden måde gå videre...

(Han trykker tstart.)

STEMME FRA BÅNDOPTAGEREN:

Undskyld. De går mig på nerverne med disse åndsvage gentagelser, altid den samme begyndelse! Som følge heraf bliver De skudt.

(Højt knald fra båndoptageren. Skuespilleren trykker 'stop'og falder død om. Stilhed. Så rejser han sig og går ud. Et stykke tid efter kommer han tilbage med den åbne ordbog i hånden.)

SKUESPILLER:

Altså..... grøn................maj

ren..................vej

en.........................................

(Han snubler over det sted, hvor han lå som lig før.)

Et lig? Skudt? Synd for ham. Jeg er ked af det, meget, meget ked af det. Jeg græder.

(Han græder.)

Kan man ikke ophæve det?

(Han trykker 'start'.)

STEMMEN FRA BÅNDOPTAGEREN:

Skydningen er lovgyldig, og bliver ikke ophævet!

('Stop')

SKUESPILLER:

Nå, ikke noget at gøre. (Han gaber.)

Men hvem kan man snakke med, jeg keder mig. Med et lig kan man ikke snakke. Eller måske alligevel? Lad os bare prøve... Lig!

(Stilhed.)

Den Herre!

(Han lægger sig meget hurtigt på gulvet og spiller lig.)

Ja, hvad er der?

(Han rejser sig ligeså hurtigt og spiller den levende skuespiller. Denne fremgangsmåde gentages.)

SKUESPILLER:

Er De død?

SOM LIG:

Ja.

SOM SKUESPILLER:

Virkelig?

SOM LIG:

Ja.

SOM SKUESPILLER;

Kan man ikke gøre noget?

SOM LIG:

Intet kan man gøre.

SOM SKUESPILLER:

Man kan snakke lidt.

SOM LIG:

Ja, snakke lidt, det kan man.

SOM SKUESPILLER:

Altså snakker vi lidt.

(Længere stilhed.)

Hvad mener De for eksempel... øh, for eksempel... øh, om vejret?

SOM LIG:

Intet.

(Stilhed.)

SOM SKUESPILLER:

Hvorfor ikke?

(Stilhed. Denne læggen-sig og rejsen-sig bliver hele tiden langsommere, skuespilleren bliver efterhånden træt.)

SOM LIG:

Fordi et lig ikke er vejrfølsomt. Et lig føler overhovedet ikke noget. Et lighører ikke, ser ikke, kan ikke lugte, kan ikke tale. Et lig er noget, der er dødt og ikke rører sig.

(Stilhed.)

SOM SKUESPILLER:

Med Dem kan man ikke stille meget op. Navn lig ikke i det vejr...

(Han trykker tstart.)

STEMME FRA BÅNDOPTAGEREN:

Skydningen er ikke lovgyldig og bliver som følge heraf ophævet!

('Stop'. Skuespilleren lægger sig igen som lig, står så langsomt op, som efter en lang søvn, han gaber, strækker sig ,hoster o.s.v.,tager et lommetørklæde, snyder omhyggeligt sin næse, pudser rundt i den, trækker en snapseflaske frem, drikker.)

SKUESPILLER:

Hvidløg hjælper mod vampyrer! (Stilhed.)

Nå, nu da jeg er genopstået, kan vi snakke om vejret. Jeg føler mig igen vejrfølsom, desuden er emnet interessant. Men stop ! Hvor er min samtalepartner, den herre, der var her lige før? Jeg går ud og leder efter ham bag scenen.

(Han går ud og kommer straks tilbage, men bliver ved med at kigge i retning mod udgangen.)

SKUESPILLER (talende højt i retning mod udgangen): Hvordan, hvad siger De, De kommer ikke herind? (Kort pause.)

Årh, lav nu ikke noget vrøvl, vi kunne snakke så hyggeligt om vejret, og sådan...

(Kort pause.)

Hvad siger De, ikke tid, jeg hører Dem ikke så godt, vær venlig at tale lidt højere... Højere, siger jeg!... Endnu højere!

(Som ved en fejltagelse trykker han, stærkt gestikulerende, tstart, båndoptageren står lige bagved ham.)

STEMME FRA BÅNDOPTAGEREN:

Jeg beder Dem, noget svagere, De forstyrrer!

(Stilhed. Da båndopatgeren ikke blev stoppet nu, løber båndet videre. Der skal være præcis så mange (og lange) pauser på båndet, at skuespilleren kan anbringe sine sætninger mellem sætningerne på båndet.)

SKUESPILLER:

Nu skulle der enten ske noget spændende, en overrumplende vending, eller også afbryder vi forestillingen, publikum får sine penge tilbage...

STEMME FRA BÅNDOPTAGEREN:

Kassen er lukket, ingen penge tilbage! SKUESPILLER:

Ja så, nu har man brug for noget virkelig forbløffende, uventet...

STEMME FRA BÅNDOPTAGEREN

(svagt, som en sidebemærkning):

...Forresten, teatret brænder... SKUESPILLER:

Teatret brænder ikke!

STEMME FRA BÅNDOPTAGEREN (denne gang højt og bestemt):

Teatret brænder! SKUESPILLER: Teatret brænder ikke!

STEMME FRA BÅNDOPTAGEREN (pludselig meget højt):

BRÆNDER!

(Skuespilleren trykker rasende 'stop', og siger så umiddelbart efter stemmen fra båndet)

SKUESPILLER (endnu højere): IKKE!

(Til publikum, pludselig meget rolig):

Opmærksomhed udbedes, mine Damer og Herrer, det er ikke en vits, nu er det ikke skuespil mere, teatret brænder virkelig, og De bliver opfordret af Direktionen til at bevare roen, ikke udløse panik, og i ordnede rækker forlade tilskuerrummet gennem de planlagte nødudgange, der gives afkald på garderoben, det er der ikke tid til mere, jeg henstiller høfligst, hurtigt, hurtigt, dog disciplineret, disciplineret, yderst disciplineret!......

(Stilhed.)

SKUESPILLER (eftertænksomt):

Komisk, ingen rører sig. Der er ingen, der tror mig, at teatret brænder, selvom de også har hørt det på båndet. Nå ja. Ikke noget at gøre... Jeg har ikke nogen gennemslagskraft... Jeg må vist udspekulere noget mere virkningsfuldt, noget virkelig frappant, en......en Pointel

(Skuespilleren udtaler tpointe', som skrevet, med 'inte', altså ikke den korrekte udtale.)

Ingen Pointe ved hånden?

(Stilhed.)

...Hvad siger rimordbogen?

(Han søger i den.)

...Pointe... klinte... det var en finte.

(Han putter ordbogen i lommen.)

Det hjalp nu ikke... flovt.

(Han trækker hurtigt ordbogen frem og læser i den):

Hvor sjovt!

(Han putter ordbogen i lommen.)

Jeg må have fat i en, der kan hjælpe mig og spørge ham, hvordan fortsættelsen skal udformes.

(Han går ud og kommer straks ind igen, med forandret mine, gravalvorlig, han har nu en hat på og mimer et andet menneske, med fordrejet stemme.)

SKUESPILLER (med hat): Ondskyld, ær De æt li-ig?

(Hat af, egen stemme, egen mimik):

Er ikke noget lig.

(Hat på, fordrejet stemme):

Flæræ li-ig lå-å hærr, nu liggær ingæn mæræ hærr. Li-ig ær nogæt dær ik-kkæ rørrær sig. Flæræ li-ig ær noglæ som ik-kkæ rørrær sig. Da hær lå-å flæræ li-ig, var dær flæræ, som ik-kkæ rørrtæ sig. Nu ær hærr ingæn, som ik-kkæ rørrær sig, altså stillær jegdætstringæntæ spøsmål: hvor ær de, som ik-kkæ rørrær sig! De og kun De ær an-sva-arlig dærfor!

(Han trykker 'start'.)

STEMME FRA BÅNDOPTAGEREN:

De er ansvarlig, og derfor bliver De standretsligt skudt. Dommen er lovgyldig og bliver straks fuldbyrdet!

(Højt knald fra båndet. Skuespilleren trykker 'stop', lægger hatten væk og falder død om. Stilhed.)

(Skuespilleren sætter liggende hatten på og rej ser sig lidt op, dog kun overkroppen.)

SKUESPILLER:

Altså alligævæl æt li-ig tilstædæ. Dæt ær nok, altså ær De ik-kkæ ansva-arlig!

(Han trykker 'start', lægger sig helt ned igen, hatten af.) STEMME FRA BÅNDOPTAGEREN:

De er ikke ansvarlig, altså bliver De ikke dømt hverken standretsligt eller civilt. Dermed er De fri, stå op, kom, tag Deres ejendele, her er kvitteringen, modtaget er : tandbørste, kontant en tier, krigsblindebevis, snørebånd, bekræft hermed, dato, underskrift, fingeraftryk, derunder underskrift af de berettigede personer. Da der ingen dom er, erklæres De for ikke skudt, hermed.

('Stop', liggende.)

SKUESPILLER (fortsat liggende, egen stemme):

Beklager, jeg er lig.

(Han sætter sig op, hat på, fordrejet stemme):

Ja, li-ig ær De.

(Lægger sig, hat af, egen stemme):

Et lig er noget, som ikke rører sig, det hører ikke, ser ikke, hoster ikke.

(Han hoster.)

Han er antialkoholiker.

(Han tager flasken op af lommen og drikker.)

Jeg er lig, altså vil jeg bisættes standsmæssigt.

(Han trykker 'start', fra båndet klinger et par takter af Chopins Sørgemarch i blæserorkester-bearbejdelse/stop'.)

Nu er mit dødelige legeme standsmæssigt bisat, mens min udødelige sjæl svæver i Himlen.

(Han rejser sig langsomt op, som svævende, laver vingebevægelser med armene, efterligner flyvning, svævning, tilsidst står han helt oprejst, med forklaret ansigt, øjnene rettet opad, mystisk smilende.)

SKUESPILLERS

Nu befinder jeg mig i Himlen. Hvor er der smukt her! Alt er bekvemt. Halvtredser-indretning, nydelige nyreborde, ugeblade ligger fremme, som hos tandlægen, en båndoptager har de endda her, i Himlen. Ja ja, man må følge med tiden, selvom, hvad er tid egentlig, sammenlignet med den evighed, derherskeri Himlen. For at fuldende spøgen, så lad nu sfæremusik klinge!

(Han trykker 'start', fra båndoptageren hører man støj.)

SKUESPILLER (mens båndet med støjen løber videre):

Åh, hvor er det smukt, hvor er den herlig, denne sfæremusik, ja, vidunderlig!

(Båndet støjer videre, så pludselig med menneskelig stemme)

STEMME FRA BÅNDOPTAGEREN (meget mild):

Bum!

('Stop')

SKUESPILLER;

Hvad behager?

('Start)

STEMME FRA BÅNDOPTAGEREN (mild, som før):

Bum!

('Stop')

SKUESPILLER:

Det var signalet til Dommedag. Da jeg er Dommedags-basunist, vil jeg nu blæse på min basun.

(Han tager et tilfældigt lille instrument frem, f.eks. en børneviolin eller en blokfløjte eller okarina, eller et miniature-legetøjsklaver eller jødeharpe, ligemeget hvad, og spiller noget meget enkelt, f.eks. en børnesang.)

Det var det. Dommedag har fundet sted, ligene bliver flikket sammen, de retfærdige sjæle genopstår. Jeg er en retfærdig sjæl, altså kommer jeg til Jorden igen i levende live. Sammesteds vil jeg genoptage min normale beskæftigelse.

Jeg er skuespiller... Jeg optræder... Jeg har optrådt... Nu må det på en eller anden måde gå videre... Der burde ske noget... - En handling, en story, en Pointe! Eller hvad?

(Han trykker hurtigt 'start.)

STEMME FRA BÅNDOPTAGEREN:

Jo!

('Stop'.)

SLUT

© 1982 B. Schott's Söhne, Mainz. O versat fra tysk af Christian Høeg Jacobsen og Mariann Bromenne. - Værket opføres ved en DUT-koncert i november med skuespilleren Torben Jetsmark.

Årgang 64/1989-1990, nr. 07