The term historically-informed has a long-standing association with musical performance. Indeed, for over half a century performers have been developing and describing strategies for delivering performances that are historically-informed, typically involving the use of period (or replica) instruments to present historic works, with some performers adopting performance conventions that were (ostensibly) used at the time such works were composed. There are, of course, many reasons for adopting such historically-informed performance strategies. For example, one might reason that historically-informed performances respect the composer’s intentions, or help to re-establish forgotten readings of musical texts, or even revive musical contexts, behaviours and customs that disappeared long ago. Whether these aims may be reasonably achieved, however, has been the subject of much debate among scholars, with critical notions of historical accuracy and authenticity taking centre stage.

Founded in 1892 and known as the birthplace of modern astrophysics, the Yerkes Observatory in Williams Bay, Wisconsin ceased operations in 2018. That year, its mechanical technologies were captured by Coppice (Noé Cuéllar and Joseph Kramer) to draw parallels between its acoustic signatures and functions, and those of Coppice’s glossary of study since 2009.

This audio paper is produced by Salomé Voegelin and Mark Peter Wright as part of the UK research council funded project Listening Across Disciplines II. It reflects on the practice and teaching of auscultation – a medical technique for listening to the body with a stethoscope – in relation to how we know the body as a physiological and a political entity from its sound.

Et NemID er normalt noget, man modtager med posten. Ud over bunkerne af reklamer, der ryger direkte i containeren, er det lille, uundværlige nøglekort nærmest den eneste tilbageværende årsag til overhovedet at åbne sin postkasse. Som et analogt efterslæb i kølvandet på den digitale revolution klynger nøglekortet sig til et brevformat, der for længst er blevet overhalet. Derfor virker det også som et symbolsk møde med det arkaiske, når jeg nu står foran en af de karismatiske røde postkasser med mit gamle NemID i en konvolut. Denne gang som afsender og ikke modtager. At poste et brev i en offentlig postkasse føles som at åbne en sprække til fortiden, og jeg indrømmer min ærgrelse over, at jeg ikke kunne forlænge nostalgien ved at hente frimærker i kiosken.

Spyd, sværd, pile, skorstene, kanoner, missiler, raketter. Helten vender altid tilbage fra slaget med en sejr og en fængende historie at fortælle til de lyttende skarer, som spejler deres tilværelse i hans overmenneskelige formåen. Mammutten nedkæmpes med spyd, så alle kan ernære sig med mammutkød – og helten kan fortælle sin historie om, hvordan han alene overvandt mastodonten. Heron og senere Watt udtænkte dampmaskinen med trykstempler og ventiler – og helten kan fortælle sin historie om, hvordan han alene industrirevolutionerede verden med hidtil uset styrke. Japanernes krigsvanvid blev stoppet med to velplacerede bomber over Hiroshima og Nagasaki – og helten kan fortælle sin historie om, hvordan han alene satte en endelig stopper for verdenskrigen.

»Listen to the sound of the Earth turning.« Sådan lyder Yoko Onos enkle instruktion Earth Piece fra foråret 1963. Jeg må indrømme, at jeg sjældent lytter særlig koncentreret til mine omgivelser. Endnu mindre lytter jeg til selve planeten, om end pålidelige internetkilder fortæller mig, at Jorden udleder en konstant, uhørlig summen, som tyske observatører har viet deres liv til at forsøge at høre. Nej, jeg lytter sjældent til mine omgivelser; jeg går sjældent ud ad min dør uden at have Juliette Gréco i ørerne i et desperat forsøg på at placere mig selv i en konstant og endeløs Godard-film. Det er ikke, fordi musikken nødvendigvis skal være meget høj: kun lige præcis høj nok til, at den ikke overdøver, men blander sig med støjen fra bilerne, vejarbejdet, snakken fra fodgængerne og vinden, der, hvis jeg kender den ret, sandsynligvis vil forvilde sig ind bag presenningen på et stillads og komme til at lave en farlig larm i forsøget på at komme ud igen.

I august 2018 vendte guitaristen Mikkel Schou hjem til Sjælland, da han blev optaget i Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistklasse efter at have studeret nogle år i Aarhus. »Jeg valgte helt bevidst at ændre min tilgang til musikken fundamentalt,« fortæller Schou om skiftet til København. Alle, der har set ham i aktion de sidste par år, har en idé om, hvad han mener. Og de, der ikke har, kan få en smagsprøve, når hans debutkoncert bliver livestreamet i to dele næste mandag. Schou holder sig ikke til guitaren. Han kommer til at vise sig frem som en skabende musiker og improvisator, producent og organisator. To tredjedele af materialet er skrevet særligt til koncerten, og det ’ældste’ værk på programmet er fra 2012. Onlinepublikummet vil formentlig mere bestå af konservatoriets komponister end af dets guitarstuderende. »Jeg er venner med nogle af dem,« siger Schou om sidstnævnte. »Ud af omtrent 20 er der kun én, der spiller ny musik ret ofte.« Og de andre? »Lad os bare sige, at vi stræber efter helt forskellige ting.«