Spørgsmålet om musikkritikkens status kan besvares på mange niveauer. To af de vigtigste forekommer mig at være dels et fagpolitisk niveau og dels et kultur- og idéhistorisk om kritikbegrebets levedygtighed. Hvad det fagpolitiske angår, så tror jeg ikke, at vi kan vende tilbage til en industritidsorganisering, som historisk har været rockkritikkens guldalder. Musikkritikken kunne indgå en alliance med borgerlige dannelsesidealer og et forbund, som magtede at forsvare journalisters arbejderrettigheder. Jeg tror, det er omsonst at appellere til, at den alliance genopstår. Arbejdet er prekariseret, medievirkeligheden er søndersprængt, og en borgerlig kulturoffentlighed er tæt på ikkeeksisterende. Så er det mere realistisk og tidssvarende at arbejde realpolitisk for at omdirigere pengestrømme, så det bliver muligt at modtage større portioner af statslig og privat støtte til at bedrive og udgive kvalificeret kritik mere decentralt. Det arbejde er Forenede Kritikere i gang med, og det bakker jeg op om.

Dansk musikkritik, ja, kritik i det hele taget, lider under en marginalisering i mainstreammedierne, hvor den marginaliseres til fordel for journalistik og petitstof. En del seriøs kritik henvises til nichemedierne. Det betyder, at der både skal kæmpes for en stærkere plads i mainstreammedierne, men også at der skal arbejdes for langt bedre økonomiske vilkår i nichemedierne. Det er en politisk kamp, som de forskellige faganmelderforeninger kæmper i Forenede Kritikere, hvor jeg – full disclosure – sidder i bestyrelsen. I det følgende vil jeg dog se nærmere på selve musikkritikfaget og dets helt specifikke udfordringer.

Der anmeldes betydeligt færre koncerter og album end tidligere, når talen er om kunstmusik – eller klassisk musik og nutidig kompositionsmusik, om man vil. Til gengæld er de enkelte anmeldelser vokset til at være længere, gennemarbejdede tekster. I Politiken er det lykkedes at få det klassiske stof integreret i en nutidig dækningsform, så der bringes fotos taget ved de anmeldte koncerter, og albummene anmeldes på linje med beatalbum. Det vil sige med bærende PR-fotos og tekster, der er mere end blot notestof. Dækningen er blevet mere selektiv og mindre sekterisk i sin sprogbrug. Vi lægger vægt på at komme bredest muligt rundt i det kunstmusikalske landskab. Tidligere blev så godt som alle koncerter inden for området, inklusive for eksempel konservatoriernes debutkoncerter, anmeldt. Aviserne havde flere anmeldere, og den næsten altomfattende kritikdækning var knyttet sammen med en nyhedsdækning af kunstmusikken, der var langt fyldigere end i dag.

Et NemID er normalt noget, man modtager med posten. Ud over bunkerne af reklamer, der ryger direkte i containeren, er det lille, uundværlige nøglekort nærmest den eneste tilbageværende årsag til overhovedet at åbne sin postkasse. Som et analogt efterslæb i kølvandet på den digitale revolution klynger nøglekortet sig til et brevformat, der for længst er blevet overhalet. Derfor virker det også som et symbolsk møde med det arkaiske, når jeg nu står foran en af de karismatiske røde postkasser med mit gamle NemID i en konvolut. Denne gang som afsender og ikke modtager. At poste et brev i en offentlig postkasse føles som at åbne en sprække til fortiden, og jeg indrømmer min ærgrelse over, at jeg ikke kunne forlænge nostalgien ved at hente frimærker i kiosken.

Spyd, sværd, pile, skorstene, kanoner, missiler, raketter. Helten vender altid tilbage fra slaget med en sejr og en fængende historie at fortælle til de lyttende skarer, som spejler deres tilværelse i hans overmenneskelige formåen. Mammutten nedkæmpes med spyd, så alle kan ernære sig med mammutkød – og helten kan fortælle sin historie om, hvordan han alene overvandt mastodonten. Heron og senere Watt udtænkte dampmaskinen med trykstempler og ventiler – og helten kan fortælle sin historie om, hvordan han alene industrirevolutionerede verden med hidtil uset styrke. Japanernes krigsvanvid blev stoppet med to velplacerede bomber over Hiroshima og Nagasaki – og helten kan fortælle sin historie om, hvordan han alene satte en endelig stopper for verdenskrigen.

»Listen to the sound of the Earth turning.« Sådan lyder Yoko Onos enkle instruktion Earth Piece fra foråret 1963. Jeg må indrømme, at jeg sjældent lytter særlig koncentreret til mine omgivelser. Endnu mindre lytter jeg til selve planeten, om end pålidelige internetkilder fortæller mig, at Jorden udleder en konstant, uhørlig summen, som tyske observatører har viet deres liv til at forsøge at høre. Nej, jeg lytter sjældent til mine omgivelser; jeg går sjældent ud ad min dør uden at have Juliette Gréco i ørerne i et desperat forsøg på at placere mig selv i en konstant og endeløs Godard-film. Det er ikke, fordi musikken nødvendigvis skal være meget høj: kun lige præcis høj nok til, at den ikke overdøver, men blander sig med støjen fra bilerne, vejarbejdet, snakken fra fodgængerne og vinden, der, hvis jeg kender den ret, sandsynligvis vil forvilde sig ind bag presenningen på et stillads og komme til at lave en farlig larm i forsøget på at komme ud igen.

I august 2018 vendte guitaristen Mikkel Schou hjem til Sjælland, da han blev optaget i Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistklasse efter at have studeret nogle år i Aarhus. »Jeg valgte helt bevidst at ændre min tilgang til musikken fundamentalt,« fortæller Schou om skiftet til København. Alle, der har set ham i aktion de sidste par år, har en idé om, hvad han mener. Og de, der ikke har, kan få en smagsprøve, når hans debutkoncert bliver livestreamet i to dele næste mandag. Schou holder sig ikke til guitaren. Han kommer til at vise sig frem som en skabende musiker og improvisator, producent og organisator. To tredjedele af materialet er skrevet særligt til koncerten, og det ’ældste’ værk på programmet er fra 2012. Onlinepublikummet vil formentlig mere bestå af konservatoriets komponister end af dets guitarstuderende. »Jeg er venner med nogle af dem,« siger Schou om sidstnævnte. »Ud af omtrent 20 er der kun én, der spiller ny musik ret ofte.« Og de andre? »Lad os bare sige, at vi stræber efter helt forskellige ting.«