For to uger siden lagde den populære youtuber Adam Neely en video ud med titlen »Music Theory Is Racist« (siden ændret til »Music Theory and White Supremacy«). I videoen gennemgår Neely den verserende sag om Philip Ewells kritik af »musikteoriens hvide rammesætning«. Hele sagen om Ewells kritik og ikke mindst den respons, der sidenhen blev fremført i Journal of Schenkerian Studies, diagnosticerer og diskuterer en række centrale problemer vedrørende den måde, man underviser i musikteori på i dag – men hvad er egentlig alternativerne?

Akt 1, scene 5. Horatio og Hamlet står uden for Kronborg. Marcellus har lige forladt scenen med replikken »Der er noget råddent i Danmarks rige«. Der lyder en trompetfanfare ledsaget af dundrende paukeslag, som markerer, at kongen i sin festrus har skyllet endnu et glas vin ned og udbringer en skål. Det er næsten midnat og bidende koldt. Frem af mørket viser sig pludselig et genfærd. Lyt, o lyt! Det er Hamlets far, og han har noget vigtigt at fortælle. Jeg er på Kronborg, hvor Shakespeares skuespil Hamlet – Prins af Danmark udspiller sig. Igennem et lille vindue fra et af hoffets sovekamre ser jeg over på et gammelt, afdanket skibsværft, der nu er omdannet til kulturcenter. Mit egentlige ærinde i Helsingør er derovre i værftshallerne, hvor Click Festival i august præsenterer sin udstilling »Et stille sted«. Men jeg er slået et smut forbi det gamle renæssanceslot og står og tænker på scenen med Hamlets spøgelsesfar.

Det er slutningen af maj måned i år, og fra vores soveværelse kan jeg se en tyk, sort røgsøjle, der svæver hen over nabolaget i Minneapolis, hvor jeg flyttede til for seks år siden for at tage en ph.d. i musik- og kulturvidenskab. I luften hænger også en politihelikopter, der overvåger os alle sammen. Jeg bor lige nede ad vejen fra politistationen, hvor betjenten, der dræbte George Floyd, arbejdede. Vi har været på gaderne i protest mod politivolden og racismen, og selvom der er udgangsforbud, gør en stor mængde demonstranter oprør. På trods af afbrændinger og tyveri er det dog politifolkene og hjemmeværnet, som vi er mest bange for. De er kørt ind med paramilitært udstyr og tøver ikke med at skyde med gummikugler mod folk, hvis blot de sidder på deres terrasse med et #BLM-skilt.

Det var en træt, men glad Pauline Hall, der 10. juni 1953 smilede ud mod Dagbladets læsere (Norges tredjestørste avis, red.). Over en helside får hun en stor del af æren for, at »et nyt syn på musik er ved at blive skabt« i Norge, og at »folk har overvundet frygten for nye klange«. Baggrunden for euforien hos dem, der flankerer hende – violinisten Ernst Glaser, dirigenten Øivind Fjeldstad og formanden for Tono (Norges svar på Koda, red.), Erling Kjellsby – er et opbud af ny musik fra store dele af verden ugen før. Som leder af Ny Musikk, den norske afdeling af International Society for Contemporary Music (ISCM), har Hall været vært for organisationens årlige musikfestival. Resultatet i Oslo er så vellykket, at det også i udenlandske medier bliver omtalt som et vendepunkt.

Hun er blevet kaldt en af de bedste inden for sit felt. Alligevel er den kosmopolitiske komponist, maler og lydpoet Lily Greenham (1924-2001) næsten fuldstændig ukendt i Danmark. Dét til trods for en omfangsrig og alsidig produktion af originale værker, der – i en periode, hvor der fandtes meget få kvindelige danske elektroniske komponister – forener lydpoesi og elektronisk musik. Men af den lange række af kompositioner, Greenham skabte fra 1970’erne og frem, er kun ganske få udgivet.

Lavalampen kaster et pink skær ud i soveværelset, en svag summen, det tager lidt tid inden væsken inde i lampen bliver varmet op og boblerne begynder at dele sig. Et sted i det pink mørke til venstre for mig ligger et lille barn. Det rører på sig, giver lyd fra sig, det er svært at beskrive, det lyder som en prusten, det nedadgående forløb som afslutter hestens vrinsk, mere og mere insisterende, en slags crescendo som hiver mig op af søvnen, lag for lag. Den lille hest er sulten.