Det var en kold januaraften i 2017, at jeg første gang hørte navnet Max Richter. Jeg var inde at se Den Kongelige Ballet, en forestilling med det krampagtigt afslappede navn Dans2Go. Især, sagde min bekendte, burde jeg lægge mærke til sidste koreografi, for den blev danset til musik af denne Richter. »Og han er jo altid fantastisk.« Jeg burde have kendt navnet, for jeg ejer en gammel DVD med filmen Waltz with Bashir, som netop Richter har skrevet musikken til. I dag ved jeg, at det ikke var noget tilfælde, at jeg ikke havde lagt mærke til, hvem der har lavet filmens musik. For kendetegnet ved Richters musik er netop, at den ikke vil lyttes til. Men lad mig begynde et andet sted.

Posh Isolation, det efterhånden mere end ti år gamle danske pladeselskab for eksperimenterende musik, udgav kort før jul kompilationsalbummet Under Stars / Shells in Colour. En markering af slutningen på det måske mærkeligste år i nyere tider. Og hvilken afskedssalut: Med en spilletid på knap to timer og et kvarter er Under Stars / Shells in Colour i den grad et mammutværk, der afkræver lytteren et vist gåpåmod. Faktisk har jeg ikke noget synderligt indgående kendskab til Posh Isolations mange kunstnere og de over 200 udgivelser, selskabet har præsteret siden begyndelsen i 2009. Trods stor nysgerrighed fra min side kan den mængde af deres musik, jeg har lyttet til, stadig kun tælles på én hånd plus et par fingre. Nogle af navnene på den 26 numre lange trackliste var jeg inden dette albums lynkursus udelukkende bekendt med via kulturel osmose. Flere af dem var mig fuldstændig ukendte. Selvom Posh Isolations genreprofil svarer umanerligt godt til mine egne interesser som musiklytter, så har jeg aldrig fået gjort noget nævneværdigt forsøg på at opnå en større fortrolighed med deres bagkatalog. Indtil nu.

Blot seks dage skulle vi ind i det nye år, før jeg så småt begyndte at tænke tilbage på 2020 som de gode, gamle dage. Anført af en halvnøgen mand med horn i panden og spyd i hånden, den 32-årige Jake Angeli fra Arizona, stormede det selvudråbte Underklasseamerika sidste onsdag sine folkevalgtes tempel, Capitol Hill i Washington. Vreden var udadvendt, blodrusen latent. Hvad lignede det? En marvelfilm? Et rollespilstræf? Havde man spurgt den amerikanske musikkritiker Alex Ross, ville han nok mene, at det lignede noget fra en wagneropera. Hvor nyhedsmedierne i Jake Angeli så en klovneagtig shaman fra superskurkegruppen Qanon, må Ross have set legemliggørelsen af Siegfried, Wagners sværdførende krigerkonge fra Nibelungens ring. For det er netop, hvad han gør i sin nye kolos af en bog, Wagnerism – Art and Politics in the Shadow of Music: ser Wagner overalt.

Jeg sad med en følelse af stille tomhed, efter forestillingen var slut. Det skulle blive den sidste, inden kulturlivet endnu en gang måtte lukkes ned sammen med resten af samfundet. En enkelt premiere den 8. december, og det var det. Endnu en gang skulle teatersalene tømmes, dørene låses, lysene slukkes. Samtidig var det blandet med en følelse af taknemmelighed over at have oplevet livekunst med et levende publikum som en af de allersidste. Og vi klappede, men gik også mere stille ud, end vi plejede. For den efterfølgende nedlukning var ikke den eneste grund til tomhedsfølelsen. Jeg havde lige haft en af mit livs mest dystre sceneoplevelser med Amir Mahyar Tafreshipours The Doll behind the Curtain (2015).

»Kom nærmere, kom nærmere!« En brunhåret fyr fuld af ungdom vil mig noget, han vil os alle sammen noget. Ud af skjulte højttalere lyder hans stemme, den runger af præstationsfremmende bas og hemmelige håb om flere kunder i hans pangfarvede bod. For han står der helt alene, en fortabt sjæl i et hav af konkurrerende forlystelser. »Måske bliver det dig, der vinder en plade og en af de flotte præmier, det kræver kun, at du kommer nærmere,« lokker han, ældre end han er. Os narrer han ikke. Sukkerspisende kernefamilier driver forbi fra højre og venstre, men ingen standser, og pludselig bliver lykkesælgeren ramt af menneskelighed, de unge øjne begynder at flakke, energien forsvinder fra salgstalen, »og så må vi se, om det bliver dig«. Ordene falder ned i et mørkt og rumlende hul, han lægger mikrofonen fra sig og rækker ud efter et papkrus. Velkommen på Bakken.

Det udbredte pseudovidenskabelige akronym ASMR – Autonom Sensorisk Meridian-Respons – regnes for at være en uregelmæssig udløser for, hvad der løst betegnet relaterer sig til en særlig slags visuel og lydlig-taktil synæstetisk binding. Hentydninger til ASMR begyndte at dukke op i onlinechatrum i 2008 og tilskrives Jennifer Allen, som i udpræget grad har formet, hvordan ASMR opfattes og praktiseres. Diskussionerne i disse chatrum handlede om en glitrende, bølgeagtig og behagelig prikken, der begynder i issen og kan brede sig gennem halsen og lemmerne og fremkalde en glødende og rolig følelse hos personen, der oplever det.

»If you are the person hammering something at eleven forty-five PM – please don’t! This is antisocial and is affecting the entire building!« Det er bare en af de mange håndskrevne notitser, som komponist Rasmus Zwicki så flagre på opslagstavlen i sin trappeopgang i Duncan House, et lejlighedskompleks i det excentriske London-distrikt Camden Town. Bygningens særlige kommunikationskultur inspirerede Zwicki til at skrive en immersiv, stedsspecifik kammeropera, der går helt tæt på den britiske hverdag i årene efter sommeren 2016, hvor et splittet Storbritannien stemte for at forlade EU. Værket handler dog ikke direkte om Brexit, men nærmere om underliggende problematikker som social ulighed, isolation og mistænkeliggørelse, der lod Brexit blive en realitet.

SKLASH+ er et netværk af cirka femten kvindelige kunstnere – med plustegnet som en invitation til kvindeligt identificerende og nonbinære personer. Det mundrette navn er en forkortelse for Samtids-Kvindelige Lydskaberes Atrium for Samtale og Holocænstudier. Og hvad ligger der i sådan et navn? Ja, det kræver måske en smule uddybning. Et atrium er et åbent rum uden øvre afgrænsning, hvilket meget fint beskriver, netop hvor højt der var til loftet, da netværket den 10. november havde scenen til Klub Primi på H15 i Kødbyen. Igennem fire opførelser af lydværker og nye samarbejder – lydkunst, kompositions- og improvisationsmusik med elektronik, strygere og stemmer – blev både publikum og musikere ført ud i endnu ukendte landskaber. I et netværk af stemmer og frekvenser blev rummet udforsket og befolket med nye soniske tilstedeværelser.

Det var David Harrington, lederen af Kronos Quartet, der introducerede mig for inuitisk strubesang. Mere specifikt for katajjaq – en animalistisk, rytmisk form for antifonal vokalisering, der hører hjemme på det arktiske fastland nordvest for Hudson Bay i Canada. »Tanya Tagaq er den eneste nulevende kunstner, der kan følge Kimmo Pohjonen,« sagde Harrington om den førende internationale forfægter af kunstformen, en musiker, der har gjort katajjaq til et eneforetagende, »og Kimmo Pohjonen er det, man får, hvis man krydser James Brown og Jimi Hendrix,« tilføjede han supplerende om akkordeonspilleren fra Finland.