Samarbejdet som DEAP startede under et fælles residency på Andersabo i Sverige, hvor vi arbejdede på et soundtrack til en kortfilm. Vi har lavet musik sammen før under et andet navn, men det her føltes som et nyt kapitel – så navnet var mere et fælles navn for alle i vores familie, som på en måde indgik i gruppen, om de/vi ville det eller ej. 

Vores samarbejde omkring DEAP’s første udgivelse, Musik i en tid, har været kunstnerisk undersøgende, men også praktisk krævende på adskillige planer, bl.a. fordi vores børn har været en stor del af projektet. Da vi begyndte, havde Pernille kort forinden født vores andet barn, og vi arbejdede i intervaller mellem amningerne. Det mode, hun var i på det tidspunkt, var påvirket af fødslen, både helt fysisk, fordi hendes krop stadig var omskiftelig hormonelt og præget af en hård fødsel, men også kreativt, idet fødslen havde været en form for spirituel oplevelse for os begge. Det smittede helt sikkert af på, hvad vi syntes, var spændende at udforske i musikken, og hvad vi anså som muligt i det hele taget. 

»Der er en magnet forbundet til jorden. Supermagneten kan suge alle mennesker fast«

Postmand Per og zoom recorder
Familiefølelsen var forstærket, og vi lod os inspirere af børnenes måde at opfatte verden på og tog det med ind i processerne. Fx er digtet, som Pernille har indtalt på pladen, nedskrevet i bilen på vej hjem fra Sverige, hvor vores ældste barn sad og kiggede ud ad vinduet og talte for sig selv: »Jorden er forbundet med solen, ligesom næsen er forbundet med munden. Der er en rød sti fra lavaen til det gule halmstrå. Der er en magnet forbundet til jorden. Supermagneten kan suge alle mennesker fast.« Osv. 

Det er ordret, hvad hun sagde, og det havde vi det selvfølgelig lidt vildt over, også fordi det talte til den lidt storladne følelse, man kan have, når man har bragt et nyt menneske til verden. (Vi har siden fundet ud af, at der er et afsnit af Postmand Per, som handler om en supermagnet). Et andet sted optager Pernille en spætte, der hakker i en rådden træstamme, mens man kan høre lyde fra den lille i bæreselen. I Tvindmøllen har vi optaget vores datter, der løber rundt, og hendes skridt runger og giver genklang. Vi har i hemmelighed optaget hende, mens hun synger og spiller trædeorgel, hvilket også er med. Og sådan er det hele vejen igennem pladen, hvor der også indgår andre, både nye bekendtskaber, familie og børn der var omkring os i perioden. Børnene var nok ikke så bevidste om, hvad der foregik, så det er ikke sådan, at de har skullet præstere i en bestemt retning – det var mere noget med at have en zoom recorder i nærheden.  

At have et spædbarn og en femårig omkring sig hele tiden i sådan en proces krævede nok en slags overpræstation ind i mellem, fordi der ligesom aldrig er hviletid for hverken krop eller sind. Amningen i sig selv er jo et fuldtidsarbejde, og så kommer der alt det andet, som det indebærer at have en baby og et større barn, oveni en intens musikalsk og kunstnerisk fælles proces. Alt er helt mudret sammen, men fordelen er, at vi ikke behøver tale så meget om beslutningerne, fordi vi på en måde er blevet til en samlet organisme. Så man kan sige, at det at være forældre har ret stor betydning i vores fælles kunstneriske arbejde.

I vores individuelle arbejde har vi en ret forskellig tilgang; Pernille er kunsthistoriker på fuld tid og bruger det at skabe musik som en slags iltning af sin hjerne. Hun har en spontan og legende tilgang til musikprogrammer, maskiner og instrumenter, og tilgår dem ubekymret, hvilket ofte efterlader et helt særligt ubesværet skær over hendes musik. Hun går ofte med sin første indskydelse eller idé og overtænker ikke tingene. Aske har en mere systematisk tilgang og har arbejdet med musik og komposition på daglig basis i mange år. Han kan bruge lang tid på at finde de rigtige harmonier og har i de senere år arbejdet med kompositoriske systemer, som frigiver kompositionsprocessen og kan omdirigere musikkens bevægelser og struktur. Så vi er egentlig meget forskellige, men den improvisatoriske tilgang mødes vi ret godt omkring, og vores individuelle interesser og styrker/svagheder komplimenterer hinanden godt for det meste.

Lige her på skrift virker det måske som ret kønsstereotypiske forskelle vi har i tilgangen – den spontane og umiddelbare/uforudsigelige/utøjlede kreativitet vs. den strukturerede/faktuelle/nøgterne og erfaringsbaserede. Det er selvfølgelig mere nuanceret end det, og man er jo sjældent kun det ene eller det andet. Men i vores samarbejde ved vi hver især, hvad der ligesom fungerer bedst og er mest effektivt, og derfor holder vi os måske lidt til vores individuelle styrker – men vi udfordrer og skubber også til hinanden, så det er heller ikke kun safe.

Musik i en tid

Musik i en tid indeholder både planlagte musikstykker noteret for instrumenter i højkvalitetsoptagelser, men også en masse lyd optaget på mobiltelefoner og zoom recorder, der har været mindre iscenesat. På andre dele af pladen er der brugt midi-skitser i stedet for de optagede stykker. Vi ville finde ind til en særlig stemning eller et rum, som vi fandt indeni os selv og omkring os i den periode, og det kom vi frem til via en række forskellige tilgange. Det har ikke været så vigtigt, hvordan vi kom frem til det, og vi endte med en hel del meget alsidigt materiale, som vi så har sorteret i og fået kondenseret til det endelige resultat. Det gennemgående er, at vi har bestræbt os på at bevare eller forstærke intimiteten i de oprindelige optagelser. 

Gå med spontane ideer (også børnenes), indfald og tilfældigheder, kombineret med mere planlagte indspilninger

Askes erfaring fra mangeårigt arbejde med komposition, editering og producering har medført en ret ren proces fra idé til det færdige produkt, fordi vi selv har kunnet styre alle dele. De styrker, vi hver især har, plus dét at vi har kendt hinanden snart halvdelen af vores liv, gør, at samarbejdet går rimelig glat, og vi stoler på hinandens dømmekraft. Der er ikke brugt en masse tid på at gå i én retning, for så at finde ud af, at det ikke fungerede. Måske er det nogle gange også meget fint ikke at have så meget tid – så økonomiserer man!

Vores fælles fysiske arbejdsforhold er meget skiftende og bundet op på, at vi både har børn sammen og bor sammen. Det, at vi bor sammen, gør i princippet, at vi kan arbejde på alle tidspunkter, men børnene gør, at vi enten må inkorporere dem, eller vente til de sover eller er optaget af noget andet. Tiden, vi har til at arbejde sammen kreativt, er derfor usammenhængende, uforudsigelig og ofte med overhængende fare for at blive afbrudt. Det er svært at fordybe sig og planlægge processer, og derfor valgte vi med Musik i en tid at bruge det, vi havde omkring os – gå med de spontane ideer (også børnenes), indfald og tilfældigheder, kombineret med mere planlagte indspilninger, som så ofte betød at den ene måtte passe børn imens.