Overværede jeg lige et seksuelt samkvem med en kæphest/-enhjørning? Ja. Kan den slags virkelig vare 45 minutter? Nej. Men kun fordi basbaryton Jacob Bloch iførte sig en glimmerdragt halvvejs gennem værket og i stedet lod sig jagte af en digital teddybjørn. Det var mærkeligt, men trods alt bedre end første dels blufærdighedskrænkende kollektive overgreb. Denne elektriske opera, Me & Stjärna af Alexandra Hallén, havde verdenspræmiere første aften på SPOR Festival og blev genopført den følgende dag, hvor jeg forventningsfuldt havde indfundet mig på Godsbanens Åbne Scene. Værket var beskrevet som en opera iscenesat med løbebånd, hvor den fysiske udmattelse ville indvirke på sangerens åndedræt og dermed den musikalske struktur, mens Stjärna-figuren (altså kæphesten) skulle fungere som et objekt for ugensidigt og uforløst begær. Men tro mig – der var både forløsning og gensidighed fra Stjärnas side.
From Cringe to Cosmos – and Back Again
Spor 2026 took its audience from embarrassed laughter to resonant sonic landscapes in a festival that both transgressed boundaries and overwhelmed the senses.