kritik

Livet i skovene

CD'en Wald/Walden med musikalske værker af Hans Abrahamsen og reallydsoptagelser Stefan Winter er inspireret af Henry David Thoreaus "Livet i Skovene" og tematiserer altså forholdet mellem menneske og natur. Jesper Steen Andersen har anmeldt og han begejstres over sammenhæng, kvalitet, energi og velklang - men efterlyser måske også at naturen viser sig fra sine farligere sider.
Af
10. december 2013
CD anmeldelse af Hans Abrahamsen: Wald/Walden

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Jeg har sådan på fornemmelsen, at man virkelig bliver et bedre menneske af at lytte til cd’en her. Vi er ude i noget med skov. Og musikken har mange af de samme kvaliteter som en tur i skoven alene. Der er især noget roligt, simpelt og lyrisk på spil. Alting er, hvad det er.

Lyd af træ og lyd af skov
I sin storform ligner udgivelsen en Big Mac af en komposition: To værker af Hans Abrahamsen med hhv. titlerne Walden og Wald indhyldet i en soundscape-doublesandwich med tre værker af Stefan Winter bestående af reallydsoptagelser af skovlyd. Det vil sige først 6 minutter med skovlyd. Dernæst Walden, som er fra 1978/1995, bestående af fire korte og meget stille satser med lyden af 5 træblæsere med Calefax Reed Quintet. Derefter igen 6 minutters skovlyd optaget midt på dagen. Og så det mere energisk-abrupte Wald fra 2009, spillet af Asko|Schönberg Ensemble under ledelse af Reinbert De Leeuw. Og til slut mere reallyd i form af Zur Nacht. Jeg skyder lige ind her, at billederne i bookletten er Per Kirkebys Wald-variationer I-VI; Det siger ret godt, hvilket univers, vi musikalsk befinder os i. 

CD’ens sammensætning er således udtryk for en af de store tendenser i de seneste år, som jeg godt kan stille mig ret skeptisk over for: Nemlig at ny kompositionsmusik i stigende grad skal pakkes ind, sættes i sammenhænge - og desværre så ikke får lov at stå alene. Kombinationen af mere eller mindre ægte skovidyl og musikidyl kunne meget, meget let være gået hen og blevet for kvalm. Men fungerer det faktisk ret fint her – på den der ordentlige, konstruktive måde, hvor de respektive dele tilfører hinanden noget. I det her tilfælde maser musikken sig ikke nok på til, at den partout har bedst af at stå alene, og den blender egentlig ret godt ind med skovlyden: Først hører man lyden af en masse fugle, og derefter lulles man langsomt og meget stille, let og roligt ind i en verden af mere træ – lyden af træblæsere.

Enheden mellem menneske og natur
Programnoterne, som i øvrigt kun kan læses på nettet og ikke i bookletten, starter sådan her:

“Walden is the title of a book written in 1854 by Henry David Thoreau, about life in the woods where the American philosopher had spent two years. It was an experiment, an attempt to set aside all the artificial needs created by society, and rediscover the unity of man and nature.”

CD’en tematiserer altså fællesskabet mellem menneske og natur. Og det bærer frugt at tage den idé med sig i lytningen. Og det siger jeg, også selv om jeg normalt ikke er synderligt fan af at begrænse musik i fortolkningsrammer. Men sagen er, at det som jeg oplever som de mest markante træk ved musikken, kan jeg også relatere til dette overordnede menneske-naturtema. Eller for at blive mere specifik: Musikkens kvaliteter flugter ganske fint med min opfattelse af, hvordan det måtte være at leve i skoven: ’Simple living’, konkrete problemer, at leve fra dag til dag (eller fra nu til nu), materialebevidsthed, nærvær, etc.

Konkret og simpel
Koblingen menneske-natur er mest oplagt i storformen på cd’en. Altså i sammenstillingen mellem skovlydene (hvor menneskeredigerede og –komponerede de end måtte være) og den menneskefrembragte musik. Men den er også at finde inde i selve musikken. For den er konkret, forstået på den måde at jeg hører det som om musikken peger tilbage på sig selv og sin materialitet. Og den er simpel. Og de to ord tør jeg godt kalde fællesnævnere for mine idéer om at leve i skoven. 

For kendere af Abrahamsens musik er det næppe nogen overraskelse, at det netop er ordene simpel og konkret, der popper op i forbindelse med Abrahamsens musik. Man kan næsten ikke sige Abrahamsen i 70’erne uden også samtidig at nævne ny enkelhed, opgøret med den komplekse serialisme, som var hot i de tidlige 1960’ere. Og selv om det ofte gør mere skade end gavn at putte en komponist ned i en kasse og efterfølgende lytte til  kassen, opsummerer simpel og konkret alligevel ret godt, hvordan jeg hører musikken på cd’en: Der er mange musikalske elementer, der ikke nødvendigvis vil nogle vegne hen eller peger på noget andet end sig selv. De bare er. Som blokke af lyd og/eller musik.

I cd’ens første musikværk, Walden, bliver roen fra de forgående skov-reallydsoptagelser videreført. Og som lytter bliver man igen draget ind i et nyt træunivers, denne gang bare menneskebearbejdet træ i form af træblæsere. Lange, rolige træblæserklange, som får lov at stå alene. Præstationen er her, at de fylder rummet virkelig godt ud luller mig umærkeligt ind i musikalsk univers af aktiv, men samtidig rolig og meget let musik. Med brug af meget simple midler. Jeg hører noget næsten zenagtigt.

I det næsten nye værk, Wald, for fuldt ensemble, finder man ikke samme skovidyl. Den usexede beskrivelse af Wald kunne være, at det er en komposition af blokke af musik. Men effekten af disse mere eller mindre distinkte tilstande er heldigvis mere tiltrækkende end beskrivelsen. For Wald er mere bastant og stram og veksler mellem meget rolige og lyriske og mere kraftfulde passager. Og der er en god portion musikalsk energi at hente i de her abrupte skift: Som lytter er man skiftevis er på bagkant, og når at føle sig tilpas i de respektive tilstande. Men de her tilstande er så igen så tilpas ujævne og uforudsigelige, at de bliver mere end dvælepunkter. Jeg skal dog også være ærlig at sige, at jeg måtte høre Wald et par gange, før jeg fandt frem til den energi. Måske er der et misforhold mellem form og indhold i Wald? Både instrumentering og indspilning er godt håndværk, men også til den konservative side: På Walden kommer lækkerheden og nærheden i optagelsen virkelig godt til sin ret; jeg savner ikke instrumenternes råhed. Men det er som om potentialet i kompositionen Wald ikke for alvor bliver forløst. Energien placerer sig ikke ’in your face’, som den ellers kunne have gjort, men samtidig er jeg også i tvivl om, om det overhovedet er formålet. 

Soundscapene på cd’en (og soundscapes generelt) har nogle af de samme kvaliteter som musikken. Dels er de hamrende stemningsskabende, og dels er der det med øjeblikket som noget vigtigt: Når fx en bi i In den Wäldern pludseligt flyver forbi tæt forbi mikrofonen, leder det ikke op til noget. Det er bare en løsreven begivenhed.

Wald/Walden er en god cd. Der er især god lyd på den, og så gør de to ensembler det også godt. På den positive side tæller velklangen, det velkomponerede, godt håndværk, seriøsiteten, roen, kompositionen af cd’en som et hele, og især energien i Wald. Mens det lidt konservative, ufarlige, pæne, og at projektet måske er lidt for gennemført trækker ned.

Omtalt i artiklen