© Gurza/Shutterstock.com

Til koncert i … supermarkedet!

På den ene side har vi mallsoft, der romantiserer indkøbskurvens verden. På den anden side: field recordings udgivet af Lidl. Supermarkedet har et stort potentiale som musikalsk rum, så nu går turen til kølemontrerne.
Af
1. Juni 2021
  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Hele min barndom har jeg tilbragt hver eneste sommer med min familie i den lille by Villefranche-sur-Mer: en ubeskriveligt smuk by lidt uden for Nice, hvor de solnedgangsgule huse spejler sig i den franske rivieras blågrønne vand, hvor cypresserne svajer i sommerbrisen, hvor den varme luft er tyk af benzin og bougainvilleaer. Og hele min barndom har vi taget bussen langs kysten til supermarkedet Carrefour – 2-4 Boulevard du Mont-Boron, 06300 Nice, Frankrig – når vi var løbet tør for nødvendigheder som rosévin, Orangina, kartoffelchips og nektariner.

Jeg elskede ekspeditionerne til Carrefour: den iskolde, hvidlige dis fra kølemontrerne; de mange – i mine øjne – eksotiske varer; duftene. Især husker jeg med fotografisk tydelighed et enkelt besøg i Carrefour. Jeg var tolv år, og Lana Del Reys på daværende tidspunkt helt nye single, »Video Games«, spillede over supermarkedets højttalere. Det var kærlighed ved første lyt, jeg var tryllebundet, i ekstase. Jeg husker det, som om tiden stod stille, som om hele supermarkedet med ét blev forvandlet til et magisk, drømmeagtigt univers, jeg ellers kun kendte fra film. Min interesse for musik i dag tilskriver jeg alene den episode.

Mere end noget andet er mallsoft dog en nostalgi for en tidligere, utopisk forestilling om, hvordan fremtiden ville være

Det er dog ikke kun min interesse for musik, der blev vakt den dag i Carrefour: Det samme blev en fascination af supermarkeder og – måske især – den måde, de lyder på. Der sker noget med et stykke musik, når det spilles over højttalerne i et supermarked; noget, der bedst kan sammenlignes med det, der sker med et glasskår, når det i årevis har ligget i havet. Lydens kanter slibes af, og det, der er tilbage, er et rungende, meget komprimeret ekko, der lægger sig som et blødt, uformeligt tæppe over supermarkedet. Lyden kastes nådesløst ud af højttalerne – ligesom det førnævnte glasskår af bølgerne kastes op på sandstranden – og bliver reduceret til en forslået og ansigtsløs masse, en såret lyd, en utydelig skygge af sit udgangspunkt. Det synes jeg er meget, meget smukt.

At det er smukt, er jeg ikke ene om at synes. I løbet af forrige årti samlede en trofast fanskare sig omkring mikrogenren mallsoft på diverse internetfora. Mallsoft – der er en subgenre af den i forvejen meget nicheprægede genre vaporwave – kombinerer samples fra smooth jazz, easy listening, reklamejingler og andre former for muzak med optagelser af blandt andet udechifrerbar snak og servicemeddelelser fra indkøbscentre. Lyden overdynges derefter med endeløse mængder af rumklang for at give lytteren illusionen af at befinde sig i et indkøbscenters enorme klangrum.

Et hovedværk inden for genren er i mine øjne albummet Palm Mall (2014) af hollandske Jornt Elzinga med kunstnernavnet 猫 シ Corp, hvor især den 22 minutter lange titelsang er et lyt værd, om blot for at illustrere, hvor imponerende meget melankoli og uhygge der kan komme ud af muzakkens ellers så demonstrativt muntre musikalske forlæg. For der er virkelig meget melankoli i mallsoft. Genren bygger på en dybt ambivalent nostalgi for en tid før internettet, hvor hyperforbrugerisme blev set som frugten af teknologisk fremskridt og økonomisk vækst og ikke – som i dag – som noget etisk uforsvarligt, hvis ikke ligefrem protofascistisk. Mere end noget andet er mallsoft dog en nostalgi for en tidligere, utopisk forestilling om, hvordan fremtiden ville være: et perfekt tempereret paradis af skinnende rene, strømlinede plastikflader og uendelig, ubesværet komfort.

Alt andet er u-Lidl-igt

Supermarkedets auditive fascinationskraft er tilsyneladende også gået op for supermarkederne selv. I hvert fald udgav Lidl Sverige i 2019 albummet Allt annat är olidligt, der er en samling af field recordings fra svenske Lidl-butikker. Det, der slår mig, når jeg lytter til albummet, er, hvor gennemgående ubehageligt – for ikke at sige »olidligt« – et rum, albummet er at opholde sig i: den konstante kolde, metalliske klirren fra indkøbsvognene; den knitrende lyd fra plastikemballagerne; stregkodescannerens konstante biplyd, der lyder som en tidsindstillet bombe, sekunder inden den detonerer.

Prikken over i’et er det spædbarn, der begynder at skrige helt uhæmmet omkring tyve minutter inde i albummet. Det er interessant, at Lidl har valgt helt realistisk at gengive den umådeligt stressende og anstrengende oplevelse, det som oftest er at købe ind, frem for at forsøge at skrive sig ind i den mytologi om supermarkedets idyl, der for eksempel kommer til udtryk i mallsoftgenren.

Lidls album er dog også interessant af en anden årsag: Hvis man accepterer præmissen om, at albummet ophøjer lyden af et supermarked til at være en form for musik, vil det så sige, at man kan betragte alle supermarkedets medarbejdere – og kunder, for den sags skyld – som musikere? Betyder det, at en tur i Lidl pludselig er en koncert? Eller måske rettere en jamsession? Er supermarkedet et symfoniorkester? Er stemmen, der taler over højttaleren, solist? Og hvis der er tale om en koncert: Er den så god? Kan den anmeldes? Det var med disse vanskelige overvejelser i baghovedet, at jeg besluttede mig for at besøge et lille potpourri af Københavns supermarkeder for at beskrive, hvad jeg hørte.

Åbninger i Netto

I anerkendelse af det store arbejde, Lidl har gjort for at gøre supermarkedslyden tilgængelig uden for supermarkedet, føltes det kun passende at begynde min supermarkedscrawl i Lidl. Jeg udså mig filialen på Nordre Fasanvej 207, og med ørerne veludhvilede og parat til at lytte trådte jeg en tirsdag formiddag ind ad butikkens automatiske døre. Dørene åbnede med en larmende, usikker raslen, lidt som en christianiacykel, der kører over brosten. Jeg blev med ét mindet om sydstatsforfatteren Flannery O’Connors beskrivelse af vinduesviskerne på en gammel bil i hendes mesterværk Klogt blod fra 1952: »de lavede et farligt spektakel som to idioter, der klapper i kirken«.

I kontrast til dørenes dramatiske ouverture var resten af Lidl kendetegnet ved en slående stilhed. Den eneste konstante lydkilde var de mange kølemontrer, der udledte en stille, og egentlig ganske behagelig, summende lyd; som en vimpel på en næsten vindstille sommerdag hang denne summen dovent i luften uden at gøre noget markant væsen af sig. Der var kun få mennesker i butikken på denne formiddag, og alle bevægede sig så søvngængeragtigt langsomt over det hvide, flisebelagte gulv, at indkøbsvognens metalliske klirren blev reduceret til intet andet end svage ornamenteringer på kølemontrernes langstrakte, ubrudte flader af summende stilhed.

Besøget i Netto var en markant mere larmende oplevelse, end besøget i Lidl var

Ved kassen blev stilheden med jævne mellemrum brudt af stregkodescannerens biplyd. Denne lyd, der på Lidls album forekom mig så enerverende, fremstod pludselig – nu den ikke længere havde et så hektisk, overfyldt lydbillede at konkurrere med – interessant i al sin maskinelle kunstighed. Man har ikke modelleret lyden efter hverken fuglesang, dyrebrøl eller vejrfænomener, tænkte jeg, intet i naturen lyder som denne biplyd. På den måde passer den perfekt ind i supermarkedet: Hvad er supermarkedet, hvis ikke et af de ultimative beviser på kulturens sejr over naturen?

Lidt senere samme dag besøgte jeg Netto på Hillerødgade 23. Det var i mellemtiden begyndt at regne, og Nettos ellers ganske lydløse døre gav små, knirkende skrig fra sig i mødet med de regnvåde fliser. Besøget i Netto var en markant mere larmende oplevelse, end besøget i Lidl var: Diverse popsange – jeg må beklage, at jeg kun kendte få af dem – spillede over højttalerne, mens et spædbarn lagde sig skrigende på gulvet i et anfald af hvidglødende raseri og en telefon – uvist af hvilken årsag – fik lov til at ringe ud. En medarbejder i færd med at sætte klirrende glasflasker på plads begyndte distræt at tromme på en papkasse i takt til det, jeg genkendte som Taylor Swift, mens en anden frembragte en nærmest demonstrativ larm ved at skubbe en stabel kasser over gulvet frem for at løfte dem; den skurrende lyd var ikke ulig en bil med meget nedslidte bremseklodser.

Med andre ord var der tale om en dybt ubehagelig kombination af lyde. Idet jeg var på vej ud af Netto, blev musikken pludselig afbrudt: »Servicemedarbejder til kasseåbning,« lød en stemme, der gav mig stærke associationer til den, der leverer autogeneret oplæsning på Google Translate. Så fortsatte musikken.

Tilbage til muzakkens storhedstid

I 1982 publicerede The Journal of Marketing et studie med den velvalgte titel »Using Background Music to Affect the Behavior of Supermarket Shoppers«. Studiet pegede på, at supermarkeder kan påvirke deres kunders adfærd gennem den musik, der spiller i butikken. For eksempel antydede et forsøg, at der er en klar sammenhæng mellem musik med lavt tempo og forøget salg – sandsynligvis fordi den langsomme musik får kunderne til at bevæge sig tilsvarende langsomt gennem butikken.

Det er interessant, synes jeg, at så få supermarkeder forsøger at udnytte denne oplagte mulighed for salgsoptimering: Ud over Netto og Lidl besøgte jeg Fakta, Brugsen, Føtex, Rema 1000 og Aldi, men kun Netto havde musik spillende over højttaleranlægget. Desuden forekom det mig – med fare for at gøre Netto uret – en kende usandsynligt, at Netto havde gjort sig nogen særlige overvejelser om den musik, de spillede, der mildest talt bar et tydeligt æstetisk slægtskab med Spotifys top-100. Det er en lille smule ærgerligt, synes jeg, for der kan komme smukke ting ud af en mere kurateret tilgang til supermarkedsmusik.

猫 シ Corp: »Palm Mall« (2014). © 猫 シ Corp

En tidligere medarbejder i den amerikanske supermarkedskæde Kmart har på det gratis onlinebibliotek Internet Archive samlet en lang række digitaliserede kassettebånd fra slutningen af firserne og starten af halvfemserne. Hvert af båndene kørte i konstant, automatisk rotation over Kmarts højttalere i en måned, hvorefter det blev kasseret og skiftet ud med et nyt. Til vores held reddede medarbejderen båndene fra affaldsspanden, og det, vi nu har adgang til, er efter min mening et ret så enestående musikhistorisk dokument. På båndene findes en kombination af filmmusik, unikt anonyme versioner af klassiske popsange og moderne poesi forklædt som servicemeddelelser:

Stop!
Have you forgotten anything?
Well, you have if you haven’t checked out our Semi-Annual Lingerie Sale
Our entire collection of intimate apparel is on sale now
You’ll find name-brands like Playtex, Hanes Her Way, Just My Size, Fruit of the Loom, and many more
We are committed to offering you intimate apparel with unquestionable quality and fit
And if you’re still not sure
How about the fact that you can use our convenient layaway to take advantage of our great sale prices
But hurry
Our semi-annual lingerie sale ends July 25th
Don’t miss out on one of our most popular events.

Meddelelserne leveres med en helt overdrevet entusiasme, men ser man bort fra den, står man tilbage med et univers, der med sine referencer til amerikansk middelklasseikonografi, sin forbrugsromantik og sine nærmest apostrofiske henvendelser til den unavngivne shopper er som taget ud af Laurie Andersons episke performancestykke United States (1983). På samme måde hører jeg i den sukkerklistrede og voldsomt overorkestrerede baggrundsmusik en David Lynch-agtig stemningsfuldhed, der på én og samme tid er både kvalmende, smuk og uhyggelig.

Med frygt for at virke alt for rørstrømsk må jeg indrømme, at jeg længes en smule efter at høre et supermarked som Netto indhyllet i et så romantisk og filmisk lydtæppe; at høre denne sirupstykke musik i karambollage med de billige højttaleres flade, metalliske lyd og druknet i rumklang. Jeg tænker, at det blandt andet er derfor, Lana Del Reys »Video Games« gjorde så enormt et indtryk på mig dengang i Carrefour: På den bedst tænkelige måde er den sang en videreføring af den sødmefulde melankoli og hvidt-stakit-blå-himmel-romantik, som det tyvende århundredes muzak er fyldt med.

Æstetiserede supermarkeder

At nære nostalgi for en tid, man ikke har levet i, er, med den amerikanske forfatter og samfundssatiriker Fran Lebowitz’ ord, lige så forkert som al anden nostalgi. Alligevel er der for mig noget nostalgisk over idéen om et kassettebånd, der i en måned spiller den samme musik igen og igen over højttalerne i et supermarked. Måske fordi en så snæver kuratering af musik uundgåeligt vil medføre en æstetisering af supermarkedsoplevelsen. Som en film ville supermarkedet få sit eget soundtrack, sin helt egen stemning, sit eget univers. På den måde forstår jeg mallsoftgenren, selvom den med få undtagelser rent musikalsk ikke siger mig ret meget. Jeg forstår længslen efter at ophøje – eller måske: reducere – supermarkedet til en æstetisk oplevelse.

Det sidste supermarked, jeg besøgte, var Irma – Borgergade 24, 1300 København K – og jeg ankom lige før lukketid. Vi var kun tre mennesker i butikken. En kvinde, der skulle købe vin; en mand, der skulle købe kaffe. Kaffekværnen skabte en massiv drone af industriel støj, der kun blev gennemtrængt af den taktfaste rytme fra kvindens stilletter, som gang på gang blev grebet af væggene for så igen rungende at blive kastet ud i rummet. I omkring tyve sekunder lød supermarkedet musikalsk; i tyve sekunder var supermarkedet musik.