We Like Kollektiv Musik

We like We består af Josefine Opsahl (cello), Katrine Grarup Elbo (violin), Katinka Fogh Vindelev (vokal) og Sara Nigard Rosendahl på slagtøj. Alle er de travle musikere, som rejser konstant. Således er Josefine, Katrine og Katinka tilstede - nogle i kød og blod, andre over Skype fra den anden side af jorden. Sara må vi desværre helt undvære på grund af koncertvirksomhed andetsteds.

IO: Hvem er We like We?

Josefine: We like We består af fire meget individuelle kvinder og musikere, som mødtes i en fælles søgen efter nye lyde og nye udtryksformer. Vi opdagede hurtigt, hvordan det at være fælles og skabe kollektivt, skaber udtryk, som vi aldrig havde fundet, hvis vi havde siddet hver for sig. Det er sådan en fantastisk arbejdsform at være lige præcis os fire og få lov til at skabe sammen.

IO: Hvorfor hedder I We like We?

Katrine: Egentlig kom det sig af Facebook-kulturen, hvor alt er ”I like”, ego og mig-kultur. ”We Like” var en modbevægelse; et udtryk for et kollektivt ønske om at være sammen om noget; skabe noget sammen, som vi godt kan lide. 

Klassisk baggrund
IO: Hvordan mødtes I?

Katinka: Det var Josefine, Katrine og jeg, der sammen med min søster, den elektroniske musiker Kirstine Fogh Vindelev startede ud som We like We i efteråret 2012. Kirstine fik kort efter en datter, havde travlt med andre projekter bl.a. med sit band KVINDEBANDET, og valgte at stoppe efter vores første koncert under FROST festivalen februar 2013, hvor vi åbnede for Efterklang. Det var en vigtig transformationsperiode for os. I stedet for at have en udefrakommende elektronisk musiker til at manipulere vores akustiske klang, købte vi pedaler, inddrog en computer og besluttede os for selv at udvide vores instrumenter. Vekslende mellem elektroniske lag og ren akustisk klang. I sommeren 2013 mødte vi slagtøjsspilleren Sara Rosendal og der var kemi lige fra første øjekast - bandet var komplet.

Katrine: Det elektroniske har virkelig åbnet klangen og gjort spektret af muligheder og udtryksskalaen større.

IO: I har alle en klassisk musikuddannelse bag jer, hvordan påvirker det jeres musik?

Josefine: Vores klassiske baggrund har været unik som springbræt. Vi er jo blevet skolet i en særlig klangæstetik, som jeg tror farver vores musik rigtigt meget. Vi har haft nogle mål for hvad der var ’vellyd’ og hvad der var ’mislyd’, og vi har haft lyst til at udforske begge dele sammen. Og det her med at dyrke ’mislyd’ i en klassisk kontekst, har været ret spændende. Hvis ikke vi havde hele klassiske tradition med os, så ville vi jo ikke have noget relief på hvad det var vi gjorde.

Katrine: Det er meget vigtigt for os at få sagt, at vores musik er klassisk funderet, for det er den tradition, vi bygger videre på. Vi laver det, vi føler klassisk musik skal være i dag.

Josefine: Vi lægger os ind i den klassiske musiktradition. Vi prøver ikke at bryde med den, fordi vi er ’trætte af den’. Vi synes, at klassisk musik er noget af det mest fantastiske der findes, og derfor vi vil gerne skrive os ind i udviklingen af den som komponister frem for blot musikere eller fortolkere.

Katinka: Det, der er særligt ved We like We er, at vi arbejder kollektivt. Vi arbejder med en flad struktur uden fast rollefordeling. Der er ikke én dirigent, der er ikke én komponist, - der er simpelthen ikke noget hierarki. Det kender jeg i hvert fald ikke til fra andre grene af den klassiske musik.

We like We pressefoto

Kollektiv kompositionsproces
IO: Helt konkret, hvordan komponerer I så kollektivt?

Katrine: I starten er det impro-jam, og så efterhånden lukker stykket sig og bliver en mere struktureret form.

Katinka: Vi har en aftale om, at når vi jam’er vores stykker frem sammen, så skal der hele tiden være en åbenhed i det. Man ’lægger ikke bare en sats ned’ og så er det dét vi spiller. Der skal være et nærvær og en nerve der gør, at der ikke opstår gentagelser af kendt stof. Det skal holdes åbent og stoffet skal flyttes rundt hele tiden for at skabe noget levende. Der har skullet en hel del mod til at slippe noderne og kaste sig ud i improvisation. I hvert fald med den klassiske musikbaggrund som vi har.

Katrine: I starten var det var virkelig svært at give slip på den vante klassiske form. Jeg kan huske at vi opstillede nogle dogmer for vores allerførste koncert, hvor jeg skulle åbne: Jeg måtte spille to toner på min violin og kun pizzicato. Altså ingen bue, intet andet end to toner, og det var utroligt angstprovokerende. Jeg skulle gøre det i tre minutter, for det var det, den sats gik ud på; enkelhed. Vi gav Sara den samme ilddåb, hvor hun det første minut kun måtte slå på den samme tromme med én kølle, og hun var rædselsslagen. Men det banede vejen for nye muligheder i vores musik.

Josefine: Altså i starten skulle vi jo presse hinanden lidt for at slippe normerne for hvad der var okay. Vi havde nogle lange jam-sessions, hvor Katinka lod lydoptageudstyret rulle og så spillede vi i timevis. Og når man gør det, så overskrider man sine egne grænser. Man kan ikke blive ved med at spille noget, der lyder godt eller er en gentagelse. Lige pludseligt kommer man ud over grænserne, og så når man nogle helt nye tonesprog.

Katinka: Du har måske set vores cover, hvor vores hår er flettet sammen i en stor fletning, hvor man ikke rigtigt kan se hvem der er hvem. Det er en løs fletning, og under fotograferingen til vores album-cover, bevægede vi os rundt for at se, hvor langt vi hver især kunne gå. Coveret afspejler fint hvordan vi arbejder, og hvad det er for en sårbarhed, der er på spil. Det er virkelig en undersøgelse af fællesskabet We like We.

IO: Hvad lader I jer inspirere af i jeres kollektive improvisationer og kompositioner?

Josefine: Det varierer rigtigt meget. Nogle gange har vi jam’et det frem gennem en meget meget lang session; lyttet igennem, arbejdet videre med det. Nogle gange har vi taget udgangspunkt i et skelet; nogle toner, en rundgang som vi så har bearbejdet sammen. Andre gange har en af os måske arbejdet på et stykke klassisk musik, og opdaget nogle metoder og teknikker, som så bliver grundlaget for vores eget.

Katinka: Vi har også arbejdet med nogle tematikker, hvor vi undersøgte elementer og stemninger som ’stilhed’ og ’kaos’; undersøgte hvordan vi sammen, kunne bidrage til det her fællesrum, som We like We er.

IO: Kunne konservatorierne lære noget af det her?

Josefine: Altså, det kunne de på sin vis godt, men jeg ved ikke om de skulle til at undervise i det, for jeg tror at man skal have en nysgerrighed overfor det, for at det rigtigt giver mening. Man kan ikke sætte nogen til at improvisere, hvis de ikke har lyst til det; det er simpelthen for udstillende. Men personligt synes jeg, at det har udviklet mig rigtigt meget, og jeg er sikker på det ville udvikle enhver musiker. At turde slippe normerne. At lære sit instrument at kende indefra: hvad er instrumentets ’natur’ og klanglige muligheder og hvad er instrumentets ’kultur’ og traditionelle klangudtryk? Det har virkelig været udviklende. Det kan virkelig anbefales.

Album-titlen
IO: Hvad ligger der I jeres albumtitel: ”a new Age of Sensibility”?

Katinka: Vi er alle inspireret og optaget af oplysningstiden og alle dens strømninger. En spændende tid, hvor folk blev opfordret til at udforske filosofi, videnskab og individet, og hvor det indre følelsesliv blev hyldet. Og der faldt vi særligt over en beskrivelse af den engelske litteratur i slutningen af 1700-tallet, der omtaltes som ”An Age of Sensibility”, hvor særligt den følelsesmættede novelle var i fokus. Opmærksomheden på det følelsesmættede passer rigtigt godt på vores  kollektive erfaring og opmærksomhed; det at være en del af et fællesskab. Vi har haft en masse snakke om det kollektivt sansende, og det føltes som om, at det var tid til ”A New Age of Sensibility”.

Katrine: Det er sjovt, for efterhånden som vi har været i gang, så er vi også blevet opmærksomme på hvad der sker i kunstmiljøet generelt. Blandt andet de tre kvinder i Frit Flet, som gør præcis det samme som vi gør, - bare med skrift. De har været fast pensum i We like We i en lang periode.

Katinka: I forhold til det klassiske musikmiljø, så jeg tror nok, at vi har følt os lidt alene; som aliens. Vi er jo musikere, der er sprunget ud som komponister uden at have en komponistuddannelse med os. Til gengæld har vi set i undergrundsmiljøerne, hvordan bands er gået sammen, har oprettet pladeselskaber og lavet koncerter, og den frihed har inspireret os. For eksempel i forbindelse med vores plade-release på Jomi Massages pladeselskab The Being Music, har vi pludselig fået mulighed for at kigge ud i landskabet efter nogen, som vi gerne have skulle spille til vores release-fest. Den frihed til at vælge har været ret fantastisk. Til release-festen kommer der blandt andet en trio, der spiller Ravel, og så noget modular synth improvisation.
Vi sætter pris på både fortid, nutid og fremtid. Men hvor vi lige hører til henne rent genremæssigt, det ved jeg ikke.

Både-og
IO: Nogen har sagt at I er et rockband. Er I et rockband?

Josefine: Nej, det tror jeg ikke vi er. Jeg synes ikke der er så meget rock over os. Men der er da power i det, vi laver.

IO: Hvad har I fået af kommentarer?

Katrine: jeg har en fornemmelse af, at det appellerer ret bredt. At vores klassisk musik-kollegaer sagtens kan høre hvad det er, der sker uden at de synes, at det er underligt. Men samtidig tror jeg også, at folk der ikke er vant til at høre klassisk musik, sagtens kan relatere til det. For det vi vil er at udtrykke følelser og fortælle historier, - og det vil alle mennesker. Så vores musik kan måske være med til at åbne folks øjne for den klassiske musik. Altså gøre den lidt mere tilgængelig og spiselig end for eksempel Mahler, som godt kan være stor og tung at gå i krig med for nybegyndere.

Josefine: Og omvendt, kan vores musik måske også få det klassiske kernepublikums ører op for, hvad der foregår i den mere eksperimenterende lejr lige nu.

Katinka: Rygterne vil, at P2 Klassisk er meget glade for vores plade. Og der er endda også nogle på P6 BEAT, som er interesserede. Så jeg tror pladen kan ramme bredt; ikke at det er noget vi har tænkt over. Det her projekt er lavet fordi vi ikke kunne lade være.  Det bliver spændende at se hvad der sker.

We like We pressefoto