Abramovićs asketiske æstetik opnår et slags modsvar i Miranda Julys værk The Drifters (2002), hvor ti såkaldte lydfortællinger, hver af omkring et minuts varighed, bliver afspillet. Man må selv gå fra lyttestation til lyttestation for at høre hver af de ti fortællinger, og besværet i, at man hele tiden skal have et sæt hovedtelefoner af og et andet på, er del af pointen om det besværlige liv, fortællingerne beskriver. 

Det er humoristisk-triste beretninger om den svære kærlighed og om længslen efter at blive elsket. Næsten alle lydfortællinger har musik inkluderet, som dog altid er henvist til at være i baggrunden, mens rækken af dialoger udspiller sig. Det giver nogle interessante møder mellem det intenderede og det ikke-intenderede, når samtalerne i fortællingerne vokser vildt, mens den bagvedliggende musik lyder præcis, som den altid gør. Det er sine steder særdeles velturneret og sine steder rørende, selvom det også er pinsomt at overhøre de talendes akavede håndteringer af deres længsler og drømme. Jeg spørger mig selv, om værket alligevel er for fragmenteret og med sine kun ti minutter måske også lidt for kort til, at det helt kan bære at være et ud af blot fire værker på en hel udstilling.

Overværede jeg lige et seksuelt samkvem med en kæphest/-enhjørning? Ja. Kan den slags virkelig vare 45 minutter? Nej. Men kun fordi basbaryton Jacob Bloch iførte sig en glimmerdragt halvvejs gennem værket og i stedet lod sig jagte af en digital teddybjørn. Det var mærkeligt, men trods alt bedre end første dels blufærdighedskrænkende kollektive overgreb. Denne elektriske opera, Me & Stjärna af Alexandra Hallén, havde verdenspræmiere første aften på SPOR Festival og blev genopført den følgende dag, hvor jeg forventningsfuldt havde indfundet mig på Godsbanens Åbne Scene. Værket var beskrevet som en opera iscenesat med løbebånd, hvor den fysiske udmattelse ville indvirke på sangerens åndedræt og dermed den musikalske struktur, mens Stjärna-figuren (altså kæphesten) skulle fungere som et objekt for ugensidigt og uforløst begær. Men tro mig – der var både forløsning og gensidighed fra Stjärnas side. 

He is busy. Constantly on the move, touring his performances across Europe. And in April Simon Steen-Andersen turns 50. At the moment, he is working on a revival of his latest production, Run Time Anomaly (2025), which will be staged at the Akademie der Künste in Berlin in July. I catch him on a dark afternoon via a Zoom call to that very city, where he sits ready in his apartment.

Steen-Andersen – who over time has developed into as much a scenographer and director as a composer – premiered the work last November, and, as he says: »I’m extremely excited about the second round.« Like many of his other works, Run Time Anomaly is created as an extension of the work series Run Time Error (2009–2022), which he describes as »a concept for site-specific video compositions, performances, and installations.«

Estonia is an unusually small country with an unusually rich and multifaceted musical life. In the corridor leading passengers out of Tallinn Airport, large posters display photographs and life-philosophical quotes by Arvo Pärt, whose global fame has long since become something the country proudly brands itself with.

I have just landed and am on my way to Estonian Music Days, the contemporary music festival that, under various names, has existed since 1979. Like many others, I was first introduced to Estonian music through the works of the now 90-year-old composer. Yet these posters also draw my attention to the contradiction he, in a sense, embodies.

On the one hand, he is a mainstream icon who has helped place Estonia on the cultural world map. On the other, he is a massive elephant in the room for the country’s musical life – one that undoubtedly benefits from the attention his reputation has brought, yet must also constantly struggle to free itself from the dominance he inevitably exerts, both internally and externally, as the single most towering institution in Estonian music.