[…] Karakteristisk for Frounbergs musik er, at den formår at forene en meget høj grad af kompleksitet og mangetydighed med en betydelig grad af umiddelbarhed – ikke forstået som udtryk eller følelse i traditionel romantisk forstand, snarere som en evne til at gestalte såvel tæthed som åbenhed på måder, der får musikken til at fremstå med hvad man kunne kalde en moderne sanselighed. En umiddelbarhed og evne til at gribe lytteren, der ikke ligger i et skær af eller spil med velkendte udtryksmåder og -former, men tværtimod netop i kombinationen af mangfoldighed og uforudsigelighed.
I så henseende er Frounbergs to oftest nævnte komponistforbilleder, han har studeret hos dem begge, overordentlig betegnende: dels den græsk-franske Iannis Xenakis’ ekstremt komplicerede og ofte meget voldsomme lydlandskaber med deres umiddelbare, elementært fysiske karakter. Dels amerikaneren Morton Feldmans sanseskærpende lavmælte langtidsforløb, hvor netop musikkens afståen fra så godt som alle traditionelle ydre effekter og musikalske fortællemåder i enestående grad fokuserer lytterens opmærksomhed på lydens mindste bestanddele og sammenhænge. […]
Et afgørende element i Frounbergs kompositoriske trosbekendelse er, at computeren er et redskab og ikke et mål i sig selv. I et interview har han udtrykt det som at "Computeren er jo som en hammer – den kan bruges til hvad som helst". Hvad musik angår, frem for alt til at systematisere og analysere meget komplicerede og subtile processer, og hvordan disse kan udnyttes kunstnerisk. Både for komponisten i hans arbejde med at konstruere musikken – og i forhold til hvor mange muligheder, musikken kan få for lytteren.
Nøgleordet er, også ifølge Frounberg selv,muligheder. For i hans insisteren på kompleksiteten som musikalsk grundvilkår, for både komponist og lytter ligger en tro på værdien i at opstille, at give bud på, det optimale mængde muligheder. For musikkens konstruktion – og for lytterens modtagelse af den.
Lige siden Frounberg først i 1980’erne begyndte at finde sit eget ståsted som komponist, har han insisteret på kompleksiteten som et grundvilkår for både komponist og lytter – vel at mærke ikke forstået i 1950’er-avantgardistisk forstand blot som et spørgsmål om musikalsk konstruktion, men i høj grad også som et spørgsmål om kompleksiteten i at lytte. Som en tro på, såvel som en vilje til at eksperimenter med, hvor meget og hvor subtilt vi egentlig er i stand til at opfatte tingene omkring os – også i lyd. […]
Frounbergs musik kan høres som et barn af to tilsyneladende meget umage forældre: dels den centraleuropæiske 1950’er-avantgarde med dens fokusering på musikken som abstrakt konstruktion. Dels den eksperimenterende amerikanske tradition fra John Cage over Morton Feldman med dens drejning af fokus bort fra partituret og hen mod musikken som klingende realitet. Men altså hos Frounberg netop med samspillet mellem de processer og konstruktioner komponisten sætter i værk, og de processer og konstruktioner lytterens bevidsthed arbejder med, som noget helt centralt. Hvormed Frounberg i øvrigt ligger på linie med de positioner, flere af 1950’er-avantgardens førende europæiske komponister, så som Iannis Xenakis og Pierre Boulez i Frankrig og ikke mindst Karlheinz Stockhausen i Tyskland i løbet af 1980’erne og 1990’erne har arbejdet sig frem imod.
I ny dansk musik repræsenterer Ivar Frounberg i usædvanlig grad såvel en international orientering som en intellektuel orientering, i begge ords bedste betydning. International i den forstand, at han snarere end at forholde sig til nationale eller regionale traditioner og æstetiske frontlinier tager sit udgangspunkt i de, ikke mindst hvad musikteknologi angår, mest fremskredne dele af ny kompositionsmusik. Intellektuel i den forstand, at han i sin musik formår at medtænke – og netop medtænke i ordets mest positive betydning – i hvor høj grad et musikværk og oplevelsen af det opstår i et spændingsfelt mellem det spontane og uforudsigelige, og det rationelle og strukturerede.
