
Kærlighedens flygtige tale
Det er isnende smukt, når en dansk kvindekvartet fortolker David Langs »Love Fail« om kompleksiteterne mellem to mennesker.
Det er isnende smukt, når en dansk kvindekvartet fortolker David Langs »Love Fail« om kompleksiteterne mellem to mennesker.
Selv med høj sol over Aarhus lignede Spor i år ikke en festival, der rigtig troede på sit eget selvbillede som international trendsætter. Et på papiret alsidigt, men i praksis svingende program blev dog reddet af tre sikre musikdramatiske esser.
Man kunne nemt finde festivaler med mere fuldendte værker og »ordentlig« musik – men jeg tror aldrig, jeg har været på en festival, der er så åben og så åndende.
»Engagement with Everyday Sounds« er enten helt crazy eller fuldstændig inspireret – uanset hvad, vil bogen få dig til at lytte anderledes til verden omkring dig.
Bliver musik politisk, fordi man siger det? Bliver den solidarisk? Med feltrationer og skruer i flyglet tvang den lille festival Piano Days CPH instrumentet ud i kanten af sin klanglige natur i et forsøg på at svare på de spørgsmål.
En uge med de yngste komponister var beroligende kost for den, der ellers ser faresignaler på landets mest prestigiøse komponistuddannelse. Årets Pulsar Festival viste, at fremtidens tonekunstnere nok kan tøve den ene dag, men så griber ud efter eventyret den næste.
Selv når broerne brænder, må vi gøre en indsats for at krydse grænser, lød budskabet på Barents Spektakel i Kirkenes, 400 km nord for polarcirklen. I bidende kulde blev russisk skam, klaustrofobiske magnetfelter og censureret lydkunst udgangspunkt for en meget svær samtale.
På 31. Ultima Festival i Oslo blev man som tilhører både inviteret og angrebet af lyd på alle tænkelige måder og faconer. Taktilt tæt på huden og helt ude fra – fra det ydre rum. Lige i masken og næsten uhørligt. Det var melankolsk. Det var helende.
Det var ikke Philip Glass og Arvo Pärt, som strålede mest på den københavnske Organ Sound Art Festival – det gjorde en åndemaner på selvbyggerorgel med lyde, man aldrig har hørt før.
I fire dage var Ribe en forunderlig jungle af sprød lyd fra nær og fjern. Og selvfølgelig var det på Rued Langgaard-festivalen, man kunne høre en himmeltyr spille basun.
Affald fra internettet, inklusionsøvelser og performances i grænselandet mellem kunst og videnskab – den nye MINU Festival i København prøvede hårdt at granske musikkens gådefulde væsen. Det lykkedes delvist.
Udstillingsstedet Simians nye festival In Situ nulstillede sanserne med dæmonisk mumlen og tågehornsbas. Der er mange stedsspecifikke godter i Ørestadens futuristiske slikskål – men hvad med at bevæge sig uden for næste gang?