Sciarrinos enakter

I Salvatore Sciarrinos musik er stilheden omkring lydene aldrig bare baggrund. Den er stofligt til stede. Ligesom lydene selv. Sciarrino komponerer, så vi aldrig glemmer, at lyden er sanseligt stof, før den måske bliver bærer af en ide eller et budskab. Ofte foretrækker Sciarrino instrumentkroppenes støjlyde frem for den harmoniske tone, og ofte udfordres forventningen om en meningsfuld sammenhæng i musikken.

Alt dette til sammen skaber en særlig lytte-situation. Der skal lyttes anderledes og i andre retninger end i musik med en mere traditionel lydflade og meddelelseskarakter. Sciarrinos musik beder om en tilhører, der er bevidst om, at han lytter, og som fornemmer sin tilstedeværelse i opførelsens tid og rum.

Der skal lyttes anderledes og i andre retninger end i musik med en mere traditionel lydflade og meddelelseskarakter

Sciarrino praktiserer en janushovedagtig stilhedens poetik. Dets ene ansigt er fortielsen. Det vækker en hermeneutisk hunger i lytteren. Vi ser det tavse ansigt, hører den brudte stemme, og vi forsøger at forstå det, der netop ikke bliver sagt. Dets andet ansigt er invitationen til en lytning, der får lov til at fejre og nyde sig selv fjernt fra budskaber og symboler og fra ethvert krav om forståelse. Vi hører Sciarrino bedst, når vi følger vinket fra snart det ene snart det andet af disse to ansigter.

Dette stod klart for mig under ensemble Scenatets meget fine opførelse af Sciarrinos musikdramatiske enakter Infinito Nero – One Act Ecstasy i København for nylig. Dels på grund af forestillingens høje kvalitet: der blev sunget, spillet og ageret med netop den koncentration og præcision, som værket kræver. Men også fordi Infinito Nero som musikdramatik sætter tingene på spidsen. Egentlig rimer Sciarrino dårligt på musikdramatik. Eller skulle jeg nøjes med at sige: ’min Sciarriono’, som jeg præsenterede ham ovenfor, rimer dårligt på musikdramatik. Genren i sig selv synes mere egnet til at formidle budskaber til et publikum end til at fremkalde den reflekterede og selvbevidste lytte-situation, som jeg beskrev.

Med en yderst velsyngende og overbevisende agerende mezzo- sopran Signe Asmussen i midten af det hele, var det svært ikke at fokusere på, hvad hun dog måtte have på hjertet. Og det simple forhold, at værket skal sættes i scene, tilføjer uvægerligt flere symbolske lag, der stimulerer den hermeneutiske sult, uanset al abstraktion og stilisering. Trods dette følte jeg mig fri og let under forestillingen. Placeret lidt til venstre i Maskinhallen med violin, bratsch, klaver og obo på min venstre side, og klarinet, cello, slagtøj og fløjte på min højre, var jeg fri til at panorere min opmærksomhed, og i lange stræk kunne jeg også holde mig fri af den nærværs-forstyrrende tanke: ”Hvad mener de dog?”.

Loré Lixenbergs iscenesættelse vil andet og mere end at præsentere os for værket. Det vil omslutte os af en atmosfære, hvori musik og tekst er en integreret del. Publikum lukkes ind i salen, der er røgelsesduftende og sløret af svagt oplyst røg. Iscenesættelsens grundide synes at være den totale integration, således at alt, hvad der foregår i rummet, bliver en del af den kunstneriske oplevelse. Publikum sidder på runde taburetter på det flade gulv over for musikerne, hvis bevægelser fra tid til anden stilisereres og bliver til elementer i den sceniske aktion.

Måske har instruktøren haft et mystisk ritual i tankerne. Men det er for mig af mindre betydning. Det jeg ser, er de stiliserede bevægelser, positurerne og sangerindens gestik og mimik.

Godt i Køben- havn at få lov at opleve en stærk opførelse af et stærkt værk fra den store modernistiske tradition

Det første vi hører, er operaens tekstgrundlag læst op i dansk oversættelse. Det kommer fra lavmælte stemmer, det vandrer rundt i blandt os. Jeg går ud fra, at det har været musikernes. Men jeg ved det ikke med sikkerhed, for alle var beordret til at binde sig selv for øjnene med et hvidt bomuldsklæde, der bogstaveligt ’omsluttede’ os, og som forbandt os med resten af forestillingens ’tekstil-æstetik’, hvor det hvide bomuld gik igen i både dirigent og musikeres smukt skræddererede dragter. Infiniti Nero er baseret på en tekst tilskrevet den kvindelige mystiker og helgeninde Maria Maddelena de ’Pazzi (d. 1607). Det drejer sig om religiøse visioner grænsende til vanvid, kætteri og obskønitet. F.eks.: ”Ånden blev omskabt til blod, forstod intet andet end blod, så intet andet end blod, smagte intet andet end blod, følte intet andet end blod, tænkte intet andet end blod. Og alt hvad den gjorde, blev opslugt af, sank ned i dette blod.” Dette er min egen og ikke forestillingens oversættelse, som sikkert er bedre. Men under alle omstændigheder er jeg ikke overbevist om tekstens litterære kvalitet og/eller om den denne kvalitet når os gennem oversættelserne. Jeg har ikke haft adgang til Sciarrinos partitur, så jeg ved ikke hvilke anvisninger, han måtte have givet vedrørende formidlingen af teksten til publikum. Men under alle omstændigheder synes jeg, at teksten fik for stor vægt. Sciarrinos musik og sang griber teksten og de tematikker, der knytter sig til den: visionen, galskaben, formidlingens muligheder og umuligheder, den brudte eller afbrudte kommunikation. Og det er nok for mig.

Men hvor var det dog ellers godt! Godt i København at få lov at opleve en stærk opførelse af et stærkt værk fra den store modernistiske tradition, hvor det vellykkede værk og den gode opførelse både er mål i sig selv og invitation til refleksion og eftertanke.