DAAD - Berlins historiske kunstnerstipendium

Det velrenommerede residensprogrammet DAAD har siden 1963 været et væsentligt bidrag til, at Berlin har haft status som Europas internationale kunstcentrum. Seismograf/DMT har interviewet Julia Gerlach, som siden 2012 har ledet udvekslingsprogrammets musikafdeling.
Af
26. Juni 2014
Interview med Julia Gerlach - leder af DAADs musikafdeling
  • Annonce

    Arbitrary

Kunstnerresidensprogrammet DAAD i Berlin er et af de mest prestigefyldte, internationale udvekslingsprogrammer, som tildeles kunstnere inden for litteratur, musik, film og billedkunst. Omtrent tyve internationale kunstnere bliver hvert år tilbudt et stipendium og stillet en lejlighed til rådighed i Vestberlin, så de i ro og fred kan fordybe sig i sit arbejde. Navnene på de efterhånden over tusinde tidligere gæster understreger på imponerende vis kvaliteten af udvekslingsprogrammet, og i de mere end halvtreds år programmet har eksisteret, har det ydet et betydeligt bidrag til repræsentationen af international kunst i Berlin.

Den amerikanske Ford Foundation grundlagde i Vestberlin i 1963 et residensprogram med den hensigt at bringe internationale gæster til Berlin, som efter at muren var blevet rejst i 1961 lå relativt isoleret i Østtyskland. Allerede året efter i 1964 overlod Ford Foundation hele residensprogrammet til Deutscher Akademischer Austausch Dienst (DAAD, heraf navnet), der er et akademisk udvekslingsprogram knyttet til Universiteterne i Tyskland. Kunstnerprogrammet adskiller sig fra DAADs generelle arbejde ved ikke at være akademisk, men deler på mange måder alligevel samme formålsparagraf; at invitere udenlandske gæster til Berlin for at dele viden og inspirere, og samtidig etablere internationale kontakter.

I de mere end halvtreds år programmet har eksisteret, har det ydet et betydeligt bidrag til repræsentationen af international kunst i Berlin

Siden oktober 2012 har lederen af musikgrenen af DAADs kunstnerprogram heddet Julia Gerlach. Gerlach kommer fra en stilling som projektkooridnator ved ZKM (Zentrum für Kunst und Medietechnologie) i Karlsruhe, og stod sammen med ZKMs direktør Peter Weibel og danske Morten Søndergaard bag den store udstilling Sound Art. Sound as a Medium of Art i 2012.  Seismograf/DMT mødte Julia Gerlach på sit kontor i bydelen Mitte i det gamle Vestberlin til en snak om residensprogrammets historiske betydning, kunstnernes frie arbejdsbetingelser og det internationale kunstmiljø i Berlin.

Berlins internationale mentalitet
Eftersom kunstnerprogrammet blev etableret for at bringe udenlandske kunstnere til Berlin efter at muren blev rejst, kan man spørge sig selv om, hvad den primære hensigt med udvekslingsprogrammet så er i dag, hvor Berlin ubetinget er en af Europas mest internationale byer, og hvor et stort antal kunstnere ganske frivilligt bosætter sig og arbejder? Det spørger jeg Julia Gerlach om:

"Det er rigtigt, at vi nu har en meget international scene i Berlin. Men der er stadig utrolig mange forskellige måder at skrive på eller at komponere på rundt omkring i verden, og derfor er det stadig meget frugtbart at knytte internationale kunstnere til Berlin, og derved skabe nogle stærke forbindelser imellem kunstnerne her, og så store kunstnere ude i verden. Udgangspunktet har ændret sig lidt, men det handler på mange måder om det samme."

Hun fremhæver den norske komponist Öyvind Torvund, som i 2012 var DAAD stipendiat. På dette års MaerzMusik Festival havde han premiere på værket Constructing Jungle Books, som var skrevet til det særegne Spritter Orkester, der består af 23 internationale musikere, som alle bor i Berlin – musikere fra Rusland, Australien, Italien, Mexico osv. Julia Gerlach fulgte værkets tilblivelse under hans år i Berlin, og hun tillægger den særlige sammensætning af internationale musikere en stor værdi:

"Öyvinds oplevelse med dette orkester var, at i forhold til improvisation – som værket i høj grad udgøres af – var det utroligt meget mere interessant at arbejde med Spritter Orkesteret end med de norske ensembler. Og det var et samarbejde, som DAAD muliggjorde. Den udveksling og de ekstraordinære arbejdsmuligheder, som kunstnerprogrammet tilbyder til tilrejsende kunstnere, er noget ganske særligt, og er med til at fastholde, at det i høj grad stadig er en levende udveksling i Berlin."

Under temaet Berlin – Magnet musikalischer Immigration var omdrejningspunktet for årets Maerzmusik Festival i Berlin netop de kunstnere, komponister og musikere, der i løbet af det sidste kvartårhundrede har boet og arbejdet i Berlin. Programmet spejlede derfor tydeligt DAAD-programmets store betydning, da mange af de optrædende komponister og musikere først var kommet til Berlin som en del af udvekslingsprogrammet. At tænke kunst som en udveksling mellem forskellige nationaliteter og kulturer er efterhånden dybt indlejret i den berlinske mentalitet.

Læs Kaj Duncan Davids reportage fra dette års MaerzMusik Festival

Kunstnerisk tyngde frem for tendenser i tiden
Listen over tidligere artists-in-residens ved DAAD er både lang og imponerende. Allerede iblandt de første kunstnere, der i 1963 ankom til Vestberlin, er flere særdeles velklingende navne: Den østrigske forfatter Ingeborg Bachmann, den polske dramatiker Witold Gombrowicz og den græske komponist Iannis Xenakis. Året efter var det blandt andre komponisterne Igor Strawinsky og Luciano Berio. Men vi skal helt frem til 1978 før saxofonisten John Tchicai som den første dansker blev inviteret til et ophold, og på musikfronten skal vi igen helt frem til 1987, hvor Henning Christiansen flytter til Berlin som blot den anden danske komponist i løbet af residensprogrammets dengang 25-årige historie.

Den udveksling og de ekstraordinære arbejdsmuligheder, som kunstnerprogrammet tilbyder til tilrejsende kunstnere, er noget ganske særligt

De sidste par år er frekvensen blevet lidt højere, hvor komponisten Simon Steen-Andersen i 2010 var inviteret, og i år er det så den polsk, dansk, islandske lydkunstner Konrad Korabiewski, der lige nu bor og arbejder i en af DAADs fine lejligheder ude i Vestberlin. At Korabiewski som lyd- og mediekunstner er blevet inviteret, vidner om, at selvom residens-programmet inddeler kunsten i de fire kategorier – litteratur, musik, film og billedkunst – så er selve tildelingerne ikke så firkantede. Der er givetvis plads til kunstnere, der arbejder tværæstetisk eller inden for de moderne medier. Jeg spørger Julia Gerlach, om DAAD-programmet har formået at følge med tiden og udviklingen inden for eksempelvis den elektroniske musik og lydkunsten?

"Forudsætningerne omkring ansøgningen til residensprogrammet spiller en stor rolle i forhold til dit spørgsmål. Vi har inden for musik kun tre og nogle gange fire kunstnere per år, og man må som kunstner selv ansøge for at komme i betragtning, hvilket jo i sig selv en begrænsning. Derudover lægger DAADs jury vægt på, at kunstnerne har udrettet noget exceptionelt allerede, og dermed har en vis tyngde. Derudover selvfølgelig, at de i deres ansøgning har skitseret nogle interessant idéer for deres arbejdsophold i Berlin. Forhåbentlig er de på forkant med udviklingen, men disse forudsætninger garanterer ikke, at det er sådan. Nogle gange er vi foran og andre gange er vi bagefter udviklingen. Det er en præmis, som vi må leve med", siger Julia Gerlach.

Men hun pointerer også, at det ikke er så vigtigt for udvekslingsprogrammet at være kunstnerisk fortrop på samme måde som det er for en festival. Der er en større grad af frihed, og en mulighed for at fokusere på kunstnerisk tyngde og i mindre grad på tidens tendenser. Det ser hun som residens-programmets store fordel, og derfor bekymrer hun sig ikke synderligt om, om de inviterede kunstnere nu også afspejler den allerseneste udvikling.

Hvad der ifølge DAAD definerer en tilpas kunstnerisk tyngde, afgøres af en jury, som altid består af en række internationale navne, der ikke har en direkte relation til Berlin, men et stort kendskab til samtidens musik. Derudover skal deres ekspertise dække forskellige musikalske genrer fra lydkunst over elektronisk musik til kammermusik osv. Det er vigtigt, at juryen ikke er for homogen, siger Julia Gerlach. Hun pointerer også, at selvom hun som repræsentant for DAAD sidder med ved juryens møder, så har hun ingen stemme i afgørelserne, og juryen har derfor heller ikke nogle definitive retningslinjer, som de bliver pålagt at følge. Men hun vil dog godt løfte sløret for, at juryen ofte prioriterer komponister eller kunstnere, der igennem en periode har udviklet deres kunstnerskab, og ikke kommer direkte fra konservatorierne eller akademierne, men som over tid har bevidst sit værd.

Forpligtigelser eller muligheder
Jeg spørger Julia Gerlach om, hvilke forpligtelser kunstnerne har i løbet af deres ophold, men retter hun mig med det samme: "Forpligtelser er et forkert ord. De er ikke forpligtet til noget som helst. De har til gengæld en masse muligheder. Vi plejer at sige til kunstnerne, at de endda bare kan bruge året på at slappe af. At de er fritaget fra at skulle komponere for at tjene til dagen og vejen, og at de i stedet kan fordybe sig og afprøve nye retninger. De har ingen forpligtelse til at være produktive i ordets bogstavelige betydning. Det er helt deres eget valg."

I løbet af komponisten eller kunstnerens ophold arrangerer DAAD dog en koncert eller en udstilling med vedkommendes værker. Det kan sagtens være af ældre dato, da det primært handler om at præsentere kunstneren for det tyske publikum. Men hvis der er en gensidig interesse for at arbejde yderligere med opførelser eller udstillinger, så assisterer DAAD med at formidle kontakter og finde både samarbejdspartnere og økonomisk støtte. Men det afhænger helt af kunstnerens ønsker, som Julia Gerlach siger.

Simon Steen-Andersen er en af de kunstnere, der efter sit opholds afslutning har valgt at flytte permanent til Berlin, og som i det hele taget har udviklet en stærk forbindelse til musikscenen i Tyskland. Til sommer skal han eksempelvis undervise ved Darmstadtkurserne, og den prestigefyldte nymusik-festival Donaueschinger Musiktage i Sydtyskland har bestilt et stort værk til opførelse i oktober. Der er ingen tvivl om, at han har fået fuldt udbytte af sit ophold i 2010.

Jeg spørger Julia Gerlach, om der altid er et lille håb, at komponisterne eller kunstnerne bliver boende i Berlin:

At tænke kunst som en udveksling mellem forskellige nationaliteter og kulturer er efterhånden dybt indlejret i den berlinske mentalitet.

“Vi prøver under alle omstændigheder altid at have en så god kontakt som muligt til de kunstnere, der har opholdt sig her. Så når de rejser tilbage, er det interessant, at vi har nogle stærke forbindelseslinjer fra Berlin og ud i verden. På den måde har det virkelig en stor betydning, at de har boet her et helt år, og ikke blot opholdt sig her i en uge i forbindelse med en festival. Men ja, vi bliver samtidig også glade, hvis nogle af kunstnerne vælger at bosætte sig i Berlin, hvad end det blot er for nogle få år. Den canadiske pianist og lydkunstner Gordon Monahan, der var inviteret i 1992-93, blev boende adskillige år efter sit ophold, og har meget tydeligt været med til at forme den tyske eller i hvert fald berlinske lyskunstscene. Han kom på et tidspunkt efter at muren var revet ned, og der var utroligt mange muligheder for at arbejde frit, udstille og arrangere koncerter. Hvilket sikkert har haft stor betydning for ham, og han har haft stor betydning for Berlin.”

Men har DAAD generelt haft en stor indflydelse på udviklingen af kunst og musik i Berlin?

“Ja, det synes jeg er åbenlyst. Hvis man tager lydkunsten igen som eksempel, så har den helt tilbage fra 1980'erne stået stærkt i Tyskland, og det tror jeg bl.a. har årsag i, at DAAD og Elektronischen Studio der Technische Universität Berlin i perioden 1982-2010 samarbejdede om festivalen Inventionen, der satte fokus på elektroakustiske værker og klangkunst. Hvis man kigger i de gamle programmer for festivalen, så kan man følge de forskellige installationer, som der har været i årenes løb, og her bemærker man bl.a. en række af de meget interessante amerikanske kunstnere, der har arbejdet med lydkunsten: La Monte Youngs Dreamhouse har været installeret her, Alvin Lucier, Bill Fontana, Alvin Curran og mange flere. Det er klart, at det har haft en stor betydning, at disse kunstnere har kunnet arbejde, udstille og optræde her i Berlin. Derfor har DAADs kunstnerprogram stadig en stor berettigelse i dag. Vi har stadig brug for indflydelse udefra."

Omtalt i artiklen