Besøg i de farverige grænseområder

Fra den 1. til den 6. september forløb Ung Nordisk Musikfestival i den finske hovedstad Helsinki. Årets tema var ’boundaries’. Mads Emil Dreyer, kompositionsstuderende fra konservatoriet i København, var en af repræsentanterne fra den danske delegation. Læs her hans reaktioner på et opløftende og kulørt virvar af musikalske indtryk. Stilistiske grænser blev testet og den gode smag udfordret.
Af
17. september 2015
Reportage fra UNM Festival 2015 i Helsinki

En gul ballon dratter ned fra den åbne trappeafsats over os. Der går lidt tid. Så slår en grøn ballon den følge. Kort efter kommer en lilla. Så en rød og en orange. En slags forvokset konfetti spreder sig langsomt ud på stengulvet foran os. Rundt i lokalet sidder de involverede i årets UNM Festival. Arrangører, hjælpere og deltagende komponister. Vi er til workshopkoncert under festivalens åbningsreception i aulaen på Helsinkis konservatorium, Sibelius Akademiet.

Ballonerne signalerer begyndelsen både på festivalen og på den korte koncert, der er resultatet af den svenske komponist Martin Larssons workshop, som har fundet sted i dagene før officiel festivalstart. Repræsentanter fra de fem nordiske lande – Danmark, Sverige, Norge, Island og Finland – sidder samlet forud for fem dages intens kulturudveksling, venskabsdannelser og ikke mindst  koncerter med 35 friske værker fra de udvalgte komponisters hænder. Sådan har det været de sidste 69 år siden 1946, hvor UNM blev sat i verden som musikalsk brobygger mellem efterkrigstidens unge, nordiske komponistspirer. Det er med andre ord en traditionsrig festival, som vi skal føje endnu et kapitel til. Stemningen er nu ikke specielt andægtig, men er snarere præget af forventning og stærk gensynsglæde. Man sidder med følelsen af, at store dele af den familie, der udgør det unge komponistmiljø i Norden endelig – efter et helt år væk fra hinanden – er samlet igen.

Katastrofe? Ja, men på en god måde. Det er nok faktisk lige, som det skal være

Workshopleder Martin Larsson forklarer, at koncerten egentlig blot er en lille markering af dét, som workshoppen med titlen Creative border disasters har handlet om – nemlig udforskningen af musikalske grænseområder og nedbrydelsen af uskrevne regler i koncertsituationen. Og udforskning er der masser af. Så meget at det kollektive improvisationsværk nærmest falder ud over grænsen og bliver til spøjs stilleleg, hvor meget (ser det ud til) vist ikke helt går som planlagt. Katastrofe? Ja, men på en god måde. Det er nok faktisk lige, som det skal være.

UNM, dit navn er stilpluralisme
Festivalens  allerførste værk er båndstykket Daughters & Sons af svenske Kajsa Lindgreen, der studerer elektroakustisk komposition i Stockholm. Værket, der er inspireret af nutidens kønspolitiske strømninger, består af tre satser Sons, Daughters og No Fear, og henter primært sit materiale fra samplinger af optagelser fra 1970'ernes feminismedebat. Værket er veludført, klart formuleret og leverer et diskret nyrestød til den del af publikum, der måtte mene, at kønspolitik ikke er et anliggende for ny kompositionsmusik.

Lyset blændes op, og efter en kort omstilling er vi klar til næste værk i programmet: Islandske Halldor Smarasons _a_at_na. Bag den enigmatiske titel gemmer sig et velskrevet ensembleværk, der hurtigt danner modvægt til Kajsa Lindgreens elektroniske univers. Smarason har både studeret i Island, på Manhattan School of Music i New York og med den østrigske komponist Beat Furrer. Og den grundige skoling kan høres: Vi befinder os i et helstøbt og teknisk velfunderet lydlandskab af tyste klange tilsat forstærkede lyde fra de vandbassiner, som flere af musikerne, i tillæg til deres eget instrument, ”spiller på”.

Forstærkede vandlyde i Halldór Smárasons _a_at_na Foto: Allan Gravgaard Madsen

Koncerten forløber videre via dansk-norske Tine Surel Langes indadvendte, poetiske udforskninger af temaet ’mørke’ i værket Stemninger del I Mörket til finske Henri Sokkas tætvævede toneguirlander i Sonata for Piano. Herfra videre til duoen Tiotusen Vilda Hästar og deres sang Måsar, der, til trods for at koncerten allerede på dette tidspunkt har været meget stilistisk bred, virkelig skiller sig ud. Duoen udgøres af de to svenske Tintin Hamrin og Viola Martinsson, der både ses på scenen og i en slags musikvideo, der projiceres op på koncertsalens lærred.

Billedsiden til Tiotusen Vilda Hästers sang Måsar. Foto: Allan Gravgaard Madsen

Ifølge dem selv er sangen et eksempel på dét at slippe hestene fri.

Jeg tror, at publikum er delte. Fra et musikalsk perspektiv hører værket nok ikke til koncertens mest stilsikre indslag, men som en form for rensende intermezzo fungerer det måske? En ting er i hvert fald sikkert: Hestene bliver i den grad sluppet fri. Duoen rusker godt og grundigt i den gode smags grænsebomme, og i den forstand får de måske på en eller anden måde genformateret vores øregange henimod aftenens sidste stykke: Performanceværket Testet – Vinklar af svenske Kajsa Magnarsson.

Den hypnotiske latex-burka i Kajsa Magnarssons Testet – Vinklar. Foto: Allan Gravgaard Madsen

Magnarssons værk består af optagelser af en person iklædt en form for rød latex-burka, der skiftevis vises på bagvæggens store lærred, på et fjernsyn og på en computer på scenen. Skiftene mellem de enkelte skærme foretages af samme burkaklædte person, der altså både opleves live og virtuelt. Hver enkelt sekvens viser personen i en art ritualistisk fysisk dialog med sig selv. I programnoten står der, at værket indgår i en serie af eksperimenter med objekter og identitet, hvori komponisten vil give publikum og hende selv muligheden for at opleve både en fetishgenstand og os selv fra forskellige vinkler. Der er et eller andet dragende okkultistisk over hele seancen, der må siges at eksistere helt i sin egen ret og ikke rigtigt kan knyttes til aftenens øvrige indslag. Som sådan et fuldstændig rammende billede på den diversitet, der præger UNM.

De kradsbørstige hyl fra violinen passer virkelig godt både til de rå betonomgivelser og som modsvar til Mindus legesyge klange

Sprælske livstegn fra undergrunden
Hovedparten af koncerterne ved årets UNM afvikles i traditionelle koncertsale, men fredag aften slår festivalen et smut forbi en gammel underjordisk bunker, Space for Free Arts, der således danner rammen om endnu en lettere stilpluralistisk koncertaften. Stedet er egentlig ikke særlig oplagt til koncertafvikling. Den knap 50 meter lange smalle cementcylinder bruges især til udstillinger og performances. Lige så drøjt et arbejde det må være for lydteknikere og producenter, lige så stor en fornøjelse er det for os festivaldeltagere at komme lidt på afstand af den traditionelle koncertsal. På programmet er både akustisk musik samt en række værker med mere eller mindre teknisk krævende opstillinger.

Aftenen indledes i den ene ende af cylinderen op mod indgangen, hvor de to første værker afvikles. Henholdsvis gæstelæreren Antti Auvinens Nulla Salus for blokfløjte og guitar og svenske Josefine Mindus’ charmerende trio Vindaspel for violin, alt-blokfløjte og lydobjekter. Herefter rykker scenen og publikum et hak længere ind i cylinderen, og så følger svenske Niklas Ottander (der studerer i København og derfor deltager med den danske delegation) med værket Stycke för paetzold, violin, ljudobject och sampler. De kradsbørstige hyl fra violinen passer virkelig godt både til de rå betonomgivelser og som modsvar til Mindus legesyge klange.

Gunnar Gunnsteinsson opfører sit work for the selp-help series finding your mindpatterns. Foto: Mads Emil Dreyer
Efter en kort omstilling er vi klar til den i Amsterdam bosiddende islænding Gunnar Gunnsteinsson, der indtager scenen for at opføre sit work for the self-help series finding your mindpatterns. Stykket består af to satser. I den første hører vi et sparsomt rytmisk mønster, som Gunnsteinsson giver sig til at kommentere på. To anskuelser materialiserer sig: Måske det kunne være lyden af en mand i evig gang henover et skakternet gulv? Eller det kunne være en lydlig ækvivalent til den slags mønstre, som vores hjerner er struktureret ud fra? Med disse spørgsmål hængende i luften slutter første sats. Derefter introducerer Gunnsteinsson kort anden sats, hvori vi skal undersøge disse rytmestrukturers indvirkning på den menneskelige sindstilstand.

Idét lyssætningen skifter fra klar hvid til diskoteksrød og –blå, sætter en solid bas og highhat ind. Det indre billede af manden på det skakternede gulv er erstattet af et henførende beat fra natklublivets trancetilstand. Imens påbegynder Gunnsteinsson i samme afdæmpede tone den anden monolog, der handler om rytmemønstrenes forbindelse til dansen, menneskers fysiske tiltrækning og festens eufori. Publikum applauderer løbende, og stemningen er høj. Men ingen fest varer evigt. Monologens fiktive diskoteksgæst sætter sig i hovedet at nå over til den dj-pult, der, lige meget hvor ihærdigt han forsøger at nærme sig den, bare fjerner sig længere og længere væk, indtil den med tiden helt forsvinder ud i horisonten. Beatet forstummer, lyset tændes. Slut. Gunnsteinsson modtager fortjent publikums uforbeholdne klapsalver. Stykket er sjovt uden at være stand-up. Underholdende, men ikke plat. Jeg ved ikke rigtig, hvad man kalder genren, men det fungerer rigtig godt.

Kort omstilling og så er det næste værk: SJOF af norske Eirik Brandal, der også er bosiddende i Holland.  Stykket er en improvisation for fem performere, der alle spiller på simple batterikontakter, som hver især kan aktivere overstyrede klange inden for hvert sit frekvensområde. Det er svært helt at gennemskue teknikken bag, men lydene, der slår ud mod publikum, er betagende. Tre MIDI-styrede glødepærer agerer en form for dirigent, men performerne (eller er det teknikken?) er i konstant oprør. Ofte ligner forbindelsen mellem lys og lyd mere et heftigt skænderi end synkroniserede udsagn. Resultatet er medrivende i sin leg med mulighederne i denne slags rå elektroniske primalskrig.

Ofte ligner forbindelsen mellem lys og lyd mere et heftigt skænderi end synkroniserede udsagn

Herefter følger mit eget værk Bølger for fire højtalere og video, som projiceres på et lærred, der står placeret længere nede mod den anden en af cylinderen. De finske producenter af koncerten skal have stor ros for deres udtænkning af værkrækkefølgen, for samme lærred agerer den perfekte forvæg for de tolv cellister og dirigent, der er placeret bagerst i rummet klar til at runde koncerten af. Dette sker med opførelsen af japanske Aya Yoshidas (der også studerer i København) værk The Vivid Stitch. Musikken akkompagneres af lyspærer, som hver musiker med en fodkontakt slår til og fra. Bare dét at høre tolv cellister spille sammen er fascinerende. At det sker i et meget velskrevet værk og i så stemningsfulde og atypiske rammer, gør kun oplevelsen bedre.

12 cellister og dirigenten i Aya Yoshidas værk The Vivid Stitch. Foto: Allan Gravgaard Madsen

Fem dages opløftende musikalsk konfetti
En lille uge i godt selskab går hurtigt. Før vi ved af det, er det blevet lørdag aften og tonerne fra årets sidste værk (islandske Bergún Snæbjörnsdóttirs meget flotte Esoteric Mass) klinger ud. Festivalen går på hæld. Tilbage er kun afslutningsmiddagen, en masse afskedstagen og flyrejsen hjem, hvor man kan begynde at gøre status over de mange indtryk. Her dukker billedet af ballonkonfettien fra den indledende workshopkoncert påny op i mit hoved. Ikke på grund af selve workshopkoncerten, men fordi konfettien på en måde er et godt billede på mine musikalske oplevelser i løbet af festivalen. Konfetti er ikke synonym med gennemført stilsikkerhed. Det kan snarere være lidt rodet, måske lidt besværligt og alt i alt nogen gange bare en anelse for meget. Alligevel er det ved oprydningen dagen efter festen som regel et bevis på, at aftenen har været sjov. Sådan har jeg det også med værkerne på UNM. Festivalen er farverig. Den bærer ingen uniform. Den er en glad, stilforvirret lillesøster til de større, mere alvorstunge festivaler for ny musik. Der er plads til meget. Både de helt smalle elektroniske afstikkere, men også den rent akustiske koncertsalsmusik (som Danmark, i al national beskedenhed, dette år er meget leveringsdygtige i).

Den er en glad, stilforvirret lillesøster til de større, mere alvorstunge festivaler for ny musik

Alt i alt er UNM 2015 et virkelig charmerende musikalsk hurlumhejhus. Festivalen viser, at grænser er til for at blive udfordret, og at den gode, stilsikre smag ikke nødvendigvis er en rettesnor, som vi alle bare skal arbejde slavisk efter. Tak til de finske værter for en overordentlig velarrangeret festival. Tak til de deltagende komponister for fem dages musikalsk udveksling i verdensklasse. Og tak til det imponerende store publikum. Den, der havde ventet, at UNM 2015 skulle foregå som lukket kredsmøde for den nichekultur, som ny kompositionsmusik trods alt er, er blevet grundigt overrasket. Til mange af koncerterne er der ganske enkelt mere end fuldt hus. Sikke et fremmøde! Næste år foregår festivalens 70-års jubilæum i Aarhus. Herfra skal kun lyde en stor opfordring til at tage ind og høre og se, hvad der rører sig i det nordiske vækstlag for kompositionsmusik. Alle koncerter er gratis. I vil ikke fortryde det.