Rejsebrev fra en ung komponist
Annonce
Annonce
Ung Nordisk Musik er en festival for unge nordiske komponister. Siden 1946 har den fundet sted årligt, skiftevis i Island, Norge, Finland, Sverige og Danmark. Idéen med festivalen er at give unge komponister mulighed for at få deres musik opført af professionelle musikere, samt at styrke det nordiske musiknetværk. I år var jeg så heldig at få et stykke med på festivalen, og det var med glæde og spænding, at jeg traf mine seks danske kollegaer i Københavns lufthavn om formiddagen den 19. august. Snakken under den relativt korte rejse til Oslo var centreret omkring de forventninger, vi havde til årets festival; ikke mindst til orkesterkoncerten – en for UNM sjælden begivenhed, hvor programmet indeholdt hele to danske værker.
Forberedelser
Festivalens første dag startede for mit vedkommende med en prøve på Norges Musikhøgskole. Der var en dejlig energi på konservatoriet, hvor prøver på andre stykker allerede var godt i gang. Mit stykke skulle spilles af et ad hoc ensemble på Konsert #2, altså til koncerten med de stykker, som ikke passede ind nogen andre steder på grund af teknisk krævende set-ups eller utraditionelle besætninger. Musikerne, som vi ved denne koncert fik lov til at arbejde med, var håndplukkede fra Oslos professionelle ensembler, samt studerende fra konservatoriet. De øvrige komponister med en mere traditionel tilgang til instrumental sammensætning var også heldige, eftersom festivallederne havde engageret anerkendte ensembler som Cikada, neoN, NRKs Kringkastingsorkester, det Norske Solistkor og asamisimasa, til vores alles store fornøjelse.
Arrangørerne har ingen kontrol over programmet
Et interessant aspekt ved UNM festivalen er, at arrangørerne (der selv er unge komponister) ikke har nogen kontrol over programmet: De 35 værker, som udgør programmet, bliver valgt af fem uafhængige, nationale juryer tidligere på året, og det er så bestyrelsen i værtslandets opgave at sætte dem sammen på en nogenlunde sammenhængende måde. Dette benspænd er med til at gøre UNM til et logistisk mareridt for arrangørerne, men til gengæld også til en bred og inkluderende festival uden nogen specifik stilistisk retning. Meningen er, at alle skal have mulighed for at komme med, og det spændende ved UNM er, at man oplever de forskellige og tit modstridende æstetiske holdninger hos ens kollegaer og får en chance for at stifte bekendtskab med ligesindede komponister og musikere. Det er ikke uden grund, at mange af dagens etablerede nordiske komponister nævner UNM som en vigtig del af deres tidlige karriere.
Trond Reinholdtsen. Foto UNM Norge
Musik eller performance?
Festivalen gik for alvor i gang om aftenen tirsdag den 20. Café Månefisken dannede rammerne for Konsert #1, hvor tre deltagende komponister samt to af gæstelærerne, nemlig komponisterne Clemens Gadenstätter (f. 1966) fra Østrig og norske Trond Reinholdtsen (f. 1972), fik stykker opført. Sidstnævntes værk, Inferno, var en uropførelse, et værk for solo percussionist og video i ægte Reinholdtsen-stil, en absurd humoristisk og Dada-inspireret institutionskritik. Den norske slagtøjsspiller Håkon Stene var mindre musiker og mere skuespiller/performer i denne hurtige gennemgang af den vestlige musiks historie - og hyldest til Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey. Første halvdel af årets første danske værk, + & - af Jeppe Ernst (f. 1985), opførtes ved cafébaren senere samme aften. To performere, en kvinde og en mand, sad ved et cafébord midt på gulvet og holdt hinanden i hænderne. Da caféen blev stille, begyndte de ganske enkelt at trække vejret højlydt. Ind- og udåndinger af forskellige intensiteter blev signaleret via små håndtryk, som de to performere gav hinanden, alt efter hvordan det stod noteret i partituret. Værkets mange niveauer af intimitet, mellem de to performere og mellem performere og publikum, og dets ærlige simplicitet var rørende.
Festivalen på pub
Anden halvdel af + & - oplevede vi til Konsert #3. Efter en spændende Konsert #2 med multimedie musik og besværlige besætninger (herunder mit eget værk LS 0.2 for forstærket ensemble bestående af fløjte, trompet, el-guitar, cello, plade spiller og slagtøj, plus lys og elektronisk lyd), flyttede festivalen sig til Valka, en gammeldags pub med betjening ved bordene og excentriske stamkunder. Efter alle havde fået noget at drikke, rejste de to performere fra aftenen før sig, og tog atter fat i hinandens hænder. Stykket gik således i gang, og duoens dybe og følelsesbetonede ånden og de omtrent 40
Dette benspænd er med til at gøre UNM til et logistisk mareridt for arrangørerne, men til gengæld også til en bred og inkluderende festival uden nogen specifik stilistisk retning.
fokuserede tilskuere foruroligede både stamkunderne og værtinden. Det ultra-reducerede udtryk i Ernsts værk og energien på Valka var rent ud sagt magisk, og mens koncentrationen blandt publikum intensiveredes, bredte der sig en følelse af, at stemningen på et hvilket som helst tidspunkt kunne sprænges, som var det et krystalglas sat i vibration af øjeblikkets intensitet. Men dette skete heldigvis ikke, og stykket sluttede til stor applaus – også fra de lokale. Larmen fra de ophedede komponister overtog hurtigt lokalet, og diskussionerne fortsatte til langt ud på natten.
Lærere og lærlinge
Det er ikke kun for koncerternes skyld, at man rejser til UNM. Også foredrag og master classes er en vigtig del af festivalen, og for de, der ikke er til prøver, går dagtimerne med den ene præsentation eller master class efter den anden. I år var der, udover præsentationer fra Gadenstätter, Reinholdtsen og den norske komponist og professor ved Norges Musikhøgskole, Lasse Thoresen (f. 1949), yderligere fem præsentationer fra festivalkomponister, én fra hvert land. Jeg holdt selv et kort oplæg om mit eget stykke, og det var vældig interessant at høre, hvad de andre havde af spørgsmål og reaktioner.
Fredagen bød på en sejltur rundt i Oslo havn, en lille fri stund før vi alle drog til det norske Holocaust Senter til en masterclass med den norske komponist Henrik Hellstenius (f. 1963). Hellstenius, der også er professor ved NMH, gennemgik og stillede kritiske spørgsmål til tre stykker, mens lærlingene forsvarede kompositoriske og æstetiske valg og forklarede deres idéer bag værkerne.
Kringkastingsorkestret
Fredag aften var, som allerede nævnt, for mange en særlig spændende begivenhed, da NRKs Kringkastingsorkester, eller blot Kork, var på festivalprogrammet. Fire værker af UNM komponister, samt et stykke af gæstelærer Hellstenius, Like Objects In A Dark Room, fra 2007, skulle høres. Prøverne i dagene op til koncerten var, ifølge de involverede komponister, gået fremragende, og det var derfor med store forventninger, at vi tog plads i NRKs Store Studio for at høre orkestret spille.
Man hører sjældent værker på UNM, som skamløst lægger sig op ad (store gåseøjne) 'mindre seriøs' musik
Især tre værker gav anledning til mange diskussioner den aften: Det første, Bricks and Waves af svenskeren Johan Svensson (f. 1983), er et energifyldt stykke, virtuost sammensat af mange forskellige støj-lyde, med hurtigt skiftende mønstre og loops, der synes at ændre sig således, at man hører dem fra flere, forskellige vinkler. Tre interessante karakteristika ved Svenssons værk, nemlig dets blokform, konsekventhed og fravær af storslåede, orkestrale klichéer, er også til stede i Something Larger, af tysk/dansk Mathias Monrad Møller (f. 1988). Her bruges en kort lydoptagelse fra en berømt tale af præsident Bush Sr. som 'auditiv dirigent'. Over højtaleranlægget høres Bushs stemme: 'We are Americans, something larger than ourselves'. Orkestret går samtidig i gang med at spille, og de samme ord fra præsidenten høres gentaget. Inden længe opdager man, at orkestrets musikere hænger, bogstaveligt talt, på Bushs ord: Hvert ord eller lille frase er et stikord for en bestemt lyd eller et motiv, og da komponisten så indskyder pauser mellem ordene og leger med rækkefølgen, begynder stykkets struktur at udfolde sig.
Meningen med UNM: Lyt til dine kollegaer!
Kork sluttede koncerten af med endnu et dansk værk, Cosmic Dancer, en basun koncert af Benjamin de Murashkin (f. 1981). Kontrasten mellem de Murashkins næsten 30 minutter lange og lækkert orkestrerede koncert i filmmusikkens ånd, og Møllers kortfattede og friske værk kunne ikke have været større. Man hører sjældent værker på UNM, som skamløst lægger sig op ad (store gåseøjne) 'mindre seriøs' musik (frem for den europæiske avantgarde-tradition), og for nogle var det en overraskelse, at et værk som de Murashkins var kommet med på festivalen. Men det er en vigtig del af UNM konceptet, at alle unge komponister får mulighed for at få deres musik spillet. Denne grundregel sikres ved, at de nationale bestyrelser vælger mangfoldige juryer, og ved at indsendelsen af værker foregår anonymt. Juryens valg baseres derved udelukkende på værkernes kvalitet. Det vigtigste er at høre, hvad ens kollegaer laver, og værker som skaber debat og diskussion og gør festivalen bredere burde være velkomne.
Nu handler det bare om at få sit stykke udvalgt igen!
Den sidste nadver
Efter i alt otte koncerter og otte præsentationer/seminarer blev alle festivalens (trætte) deltagere inviteret på middag af værtslandets (væsentligt trættere) bestyrelse. Dette er en UNM tradition og en rigtig god måde at afrunde det hårde arbejde på. Festivalen i år var en stor succes, og UNM Norges bestyrelse blev rost og takket af de andre bestyrelser og begavet med 'nationale gaver' – som senere ud på natten blev godt og grundigt konsumeret, traditionen tro.
Næste års UNM er i Mälmo. Den svenske bestyrelse er allerede gået i gang med forberedelserne, og den 68. UNM tegner på nuværende tidspunkt godt. Nu handler det bare om at få sit stykke udvalgt igen!
