Luft og lyd over Manhattan

Hvad laver New Yorkerne på en lørdag i september? De tager familien under den ene arm og vennerne under den anden og spadserer 2,5 km på en nedlagt jernbane cirka fem meter over gadeplan. 

High Line blev bygget i 1930’erne som en del af et større infrastrukturelt projekt på Manhattans West Side. Godstogene havde gennem tiden været årsag til en række fatale sammenstød med passagertoge. Det var den slags ulykker, man forsøgte at undgå, da man lod skinnerne hæve. Det sidste tog kørte på High Line tilbage i 1980 og da det gamle fragtspor i 1999 var nedrivningstruet, sørgede en gruppe frivillige (Friends of the High Line) for at High Line blev omdannet til en offentlig park svævende over og på tværs af byens koordinatsystem.

High Line park strækker sig fra tredivte gade til omkring tiende gade mod syd. Parkgaden tilbyder et kærkomment åndehul fra Downtowns CO₂-tætte luft og ”gaden over gaderne” er derfor tætpakket med lørdagsstemte New Yorkere. Der er en vis tilfredsstillelse ved, at hæve sig over vejnettets veludtænkte regelrethed og betragte dets lovmæssigheder, mens man slanger sig hinsides og på tværs - via 30’ernes industrispor. I morgen findes systemerne igen, fristes man til at citere digteren Lars Skinnebach, men heroppe er vi altså momentant fritaget. 

Når man har gået et par kilometer ”ovenpå” byen bliver O₂-trang til H₂O-trang. Til alles held er der allerede kalkuleret med den slags medmenneskelige forudsigeligheder og installeret små vandhanestationer med jævne mellemrum på ruten. Alt imens man læner hovedet mod vanddyssen, begynder en computergeneret stemme at tiltale den tørstige i en omsorgsfuld og rådgivende tone. Den animerede stemme byder velkommen til High Line og forsikrer, at man kan føle sig i sikkerhed her. Stemmen medgiver dog, at livet er fyldt med potentielle farer og faldgruber, men at man tryg kan nyde sin fritid på High Line. (hør lydbid #1 nedenfor)

Da jeg senere tager en elevator ned på gadeplan, insisterer en stemme endnu engang på at blive hørt af High Line folket, mens de hejses ned i systemet igen. Her er det en kommerciel radiostemning, der sendes ud i elevatorboksen. Banale digte om vigtigheden af kærlighed og knus reciteres og følges op af ligeså banale popsange med punchlines som ”All we ask you is let us be there”. (hør lydbid #2 nedenfor)

Overrasket og en kende forvirret over dette gentagne feel-good-audio-output i byens rekreationsområde, må jeg hjem og konsultere med werdens wildeste widensbase. Her lærer jeg, at det er lydkunstneren Julianne Swartz, der står bag lydværkerne på de i alt elleve poster placeret i parken. Lydinstallationerne kalder hun Digital Empathy, og er - ifølge High Lines hjemmeside - en kommentar til, hvordan vi benytter os af diverse digitale netværk til at vedligeholde og stimulere vores sociale relationer. Lydværkerne er tænkt som et intimt møde – en oplevelse for den enkelte i et offentligt rum fyldt med folk til bristepunktet. 

En højlydt reference (masser af rumklang) til relationelt kunst i bedste Nicolas Bourriaud stil, hvor kunstoplevelsen opstår i kraft af den enkeltes møde hermed. Det kan der uden tvivl komme meget godt ud af. I Swartzs tilfælde stiller jeg mig mere forbeholden. Lydinstallationerne fremstår en kende kitschede og næsten uopfindsomme. Indholdet såvel som den form, hvori de er formidlet, er karikeret og virker derfor intervenerende på de, der må lægge ører til. 

Der må være tusinder af måder, hvorpå man kan sige noget mere og bedre i lyd et så unikt og velbesøgt sted som High Line. Man kunne eksempelvis forsøge sig med noget så low-tec som en audiowalk transmitteret over den enkeltes mobiltelefon. Her kunne man informere om den aktuelle udsigt, give et historisk rids, inkorporere overvejelser over N.Y. i samtiden og fremtiden, med indspark fra inviterede kunstnere, samarbejder på kryds og tværs etc. Eller man kunne såmænd have et lignende lyttepostsystem som Swartzs men udført med en kende mere fimrehårs gefühl. 

Således en velment (og empatisk) opfordring til Swartzs Digital Empathy, om at lade det digitale være digitalt og åndehullet være analogt. Som artiklen lagde ud med, er High Line netop et sted, der helt naturligt plejer de nære relationer venner og familie imellem. Og skulle man som mig bestige byen alene, bliver det mest intime og empatiske møde ikke Swartzs lydinstallationer, men snarere de spontane samtaler man har med tilfældige mennesker, eller de samtaler man overhører i større eller mindre brudstykker (hør lydbid #3). Helle for de analoge lydbilleder i High Line i dag!