Intimitetens transithal

Madrasser er placeret på gulvet i en cirkel rundt om det lille setup med et bækken, en skammel og en sort kasse, hvorfra slukkede LED lyskæder spreder sig i en stjerne mod cirklens sider. Stewardesser deler tæpper ud, og folk lægger sig til rette. Dette er ikke en almindelig aften i Aarhus lufthavn.

Efter at have været genstand for en del negativ omtale har tidligere godsbaneleder og nuværende Innovation Lab partner Kim Bisgaard taget initiativ til en opgradering af Aarhus lufthavns brandværdi, og forsøger gennem overskriften Aarhus lufthavn 2.0 at skabe positiv opmærksomhed om luftvejen til Aarhus frem til at byen bliver kulturhovedstad i 2017. Målet er en ny kulturel identitet, og midlet er kulturelle arrangementer, der kan give stedet fornyet kunstnerisk street credibility. Modigt, sympatisk og potentielt en svær opgave.

AUT har ikke været sene til at gribe bolden, og første arrangement med relation til Aarhus lufthavn er værket Night is also a sun [airport suite no. I], skrevet af den unge koreograf og performer Troels Primdahl, og opført af New Yorker ensemblet DECODA med forstærkning af den alsidige danske slagtøjspiller Christian Windfeld.

Stewardesser deler tæpper ud, og folk lægger sig til rette. Dette er ikke en almindelig aften i Aarhus lufthavn

Med Aarhus lufthavn som ramme om koncerten og pressematerialets omtale af Night is also a sun som ”en rejse hvor destinationen er en udforskning af de dybtliggende områder mellem intimitet og indadvendthed”, var der skruet godt op for forventningerne. Rejsetemaet var fra starten præsent med en arrangeret turistbus til lufthavnen, hvor forventningsfulde publikum stimlede sammen, og til tonerne af radio 100 FM over højtaleren påbegyndte deres færd ud til Troels Primdahls værk.

Undertegnede havde ikke en rejseledsager med på turen, hvilket viste sig at være en fordel, da det gav mulighed for at deltage i den livlige snak henover sæderne i bussen. Feriestemningen fik os næsten til at fortryde, at vi ikke havde taget pas med, så turen potentielt kunne fortsætte.

På bedste rejseguide maner fik vi over bussens højtalere information undervejs om de medvirkende til aftenens koncert, og vi kunne erfare at aftenens musikere, det New York baserede ensemble DECODA, i udgangspunktet er et 28 personers orkester, der har specialiseret sig i såkaldte reach-out-koncerter uden for de traditionelle musikalske institutioner, såsom skoler, fængsler og altså nu også lufthavne. I aftenens setup var det en kvartet bestående af cello, bratsch, violin og fagot.

Således rustet mødte vi op ved lufthavnens check-in skranke og fik udleveret vores boarding kort, samt en lille flyverplatte bestående af en kop kaffe, en lille portvin og lidt chokolade. Herefter smed vi skoene og tog plads på nogle fremsatte madrasser. Ikke nogen finkulturelle fine fornemmelser her.

Foto: Allan Gravgaard Madsen

Intimitet, intensitet og kompleksitet
Uden nærmere varsel blev den lavmælte mumlen fra publikum afbrudt af en dronelignende klang, der hurtigt viste sig at komme fra balkonen over os, hvor musikerne var skjult. Den langstrakte kontinuerlige tone fra cello, bratch og violin blev kun midlertidigt afbrudt af enkelte nedadgående glissandi bevægelser, initieret af fagottens growl agtige klang. Dette var en musik, der krævede tålmodighed, og som kaldte på fordybelse frem for opmærksomhed. Skønheden var ikke at finde i melodiske strukturer eller rytmiske figurer, men i selve oplevelsen af lyden.

Mine rejsefæller og jeg havde i bussen diskuteret, hvorvidt værkets undertitel ”Airport suite no.1” på nogen måde relaterede sig til Brian Enos klassiske ambient værk music for airports, og selvom Night is also a sun ikke klangligt havde det store slægtskab med Enos båndloops, synth og klaverklange, var der alligevel en vis tidslig retningsløshed, der kalder på en rumlig og meditativ oplevelse, hvor lytteren må give sig hen til musikken i reduceret lytning. Både Primdahl og Eno har som formål at skabe en kontrast til lufthavnens normale hektiske atmosfære og bringe lytteren i en indadvendt og eftertænksom tilstand. Men hvor Enos ambient musik søger at være så indifferent som muligt, er der en helt anderledes insisteren og kompleksitet på færde hos Primdahl.

Vi hørte hver en tone, hver en vejrtrækning og hver en mislyd fra den enkelte performer

Efter ganske lang tid med denne indledende klang kom musikerne til syne en ad gangen på en trappe, hvor de udførte små solopartier, imens de reciterede bidder af Nietzsches kanoniske tekst Also spracht zaratustra, hvorfra stykkets titel også er hentet. Herefter fortsatte de ned til os i ankomsthallen, og placerede sig i en cirkel rundt om publikum, imens de løsrevne musikalske temaer voksede sammen. Dette var en performance, hvor både de vokale ytringer, musikernes kropslige interaktion med deres instrument og selve den klingende musik var en samlet del af oplevelsen.

Den på en gang længselsfulde og komplekse opbygning af simple melodiske strukturer gav mindelser om Henryk Góreckis eller Arvo Pärts senere minimalistiske værker med sin tidslige insisteren på lange udfoldede passager, der harmonisk ikke stødte lytteren fra sig, men nærmere inviterede indenfor i et sørgmodigt omsluttende univers. Kodeordet var intimitet, hvilket blev understreget af musikernes placering helt tæt på publikum. Vi hørte hver en tone, hver en vejrtrækning og hver en mislyd fra den enkelte performer.

Efter et stykke tid dukkede pludselig en procession af hvidklædte messende vokalister op, og en efter en kom de ned af trappen og fyldte pladserne ud mellem musikerne rundt om os.

Koreograferet musik
Langsomt, men sikkert udviklede musikken sig fra den indledende udstrakte enkelthed til at blive mere og mere kompleks i en efterhånden kakofonisk repetition af faldende toner i et gentaget og imiteret ostinat musikerne imellem. Dette kombineret med ordet ”night” fremført i en modsat rettet opadgående frasering af vokalisterne. Der har sneget sig en dyster alvorlighed ind i udtrykket, og jeg når at tænke, at dette ikke ligefrem er en musik, der giver mig lyst til at sætte mig i en flyvemaskine, da samtlige musikere kulminerer i et crescendo.

Ud af den pludselige stilhed høres fra en sidekorridor en sitrende, brusende lyd, der på grund af et manglende visuelt input først langsomt identificeres som en hvirvlende lilletromme, og efterhånden udvikler den sig til et vildt perkussivt groove. Hele dette rytmiske mellemspil udføres, ligesom introen, uden at vi ser kilden til lyden, og måske netop derfor opleves Christian Windfelds efterfølgende entre ud af korridoren og ind i cirklen ikke uden en vis dramatik, som han kommer slentrende i sit sorte jakkesæt. Dramatikken er ikke mindre i de øvrige musikeres primaldans, og efterfølgende lægger de sig alle på gulvet mellem publikum, mens Christian Windfeld indtager midterpositionen ved det opstillede bækken. Bækkenet både rasler, synger og hviner i Windfelds kyndige hænder, mens de liggende musikere i en musikalsk associationsleg nynner, synger og hvisker små melodiske fraser i grænselandet mellem improvisation og komposition.

Nok er virkemidlerne enkle, men Primdahls koreografiske baggrund lader sig ikke skjule i det nøje tilrettelagte samspil mellem musik, gestik og iscenesættelse. Christian Windfelds intense soloparti kulminerer i en lys gennemtrængende tone, der sammen med en dramatisk gestus og lyset fra LED-kæderne, maner de liggende til at rejse sig, som blev de vækket fra de døde.

Til sidst stod DECODA kvartetten alene tilbage, og det komplekse, intense udtryk i musikken blev overtaget af et stærkt emotionelt tema, spillet med en hjerteskærende sørgmodighed. Det stod ikke som sådan i kontrast til den foregående kompleksitet, men gennem en følelse af katharsis blev det alligevel oplevet som en forløsning. Musikken blev lidt efter lidt dekonstrueret for til sidst at ende i den samme langstrakte tone som i starten. Ringen var således sluttet.

Foto: Anders Bigum

Kunsten og virkeligheden
Når kunsten flytter ud af institutionerne og ud i virkeligheden, sker der noget. Et grundvilkår der i høj grad har indlejret sig i lydkunsten med det stedspecifikke værk. Aftenens performance er ingen undtagelse, men spørgsmålet er, i hvor høj grad virkeligheden får lov til at spille med? Autenticiteten var sikret gennem selve lokationen og de få ansatte fra bagagehåndteringen, der forsigtigt stak hovedet ind undervejs. Det kunne sagtens have strakt sig længere end det. Det kunne have været spændende at få lov at se mere af lufthavnen interagere med værket, både konceptuelt såvel som fysisk.

Det stedspecifikke værk vil ofte lade sig inspirere af stedets specifikke egenskaber, som således bliver inddraget i værket, og stedet være valgt efter sine æstetiske og/eller akustiske kvaliteter. Det er ikke kun det, der er tilfældet her i Primdahls værk, hvor placeringen i lufhavnen var del af en bunden opgave. Her vil kunsten også give noget tilbage til stedet. Det er ligeså meget lufthavnen, der skal farves af musikken, som omvendt.

Måske er meningen ikke at fremstille modsætningsforholdet mellem lufthavnens hektiske liv og musikkens intense intimitet?

Pain is also a joy, curse is also a blessing, night is also a sun
Also Sprach Zarathustra, Friedrich Nietzsches poetiske værk fra 1885, er mest berømt fortolket musikalsk i Richard Strauss’ orkesterværk fra 1896, som igen, i den brede offentlighed, i særdeleshed er associeret med Stanley Kubricks film 2001: A space odyssey, hvori den indledende sats Sonnenaufgang har fået ikonisk status. Det er lidt uklart i hvor høj grad Primdahls værk rent faktisk fortolker Nietzches tekst eller om der blot er tale om løsrevne citater. Uanset er der en skøn selvmodsigelse i titlens sammenstilling af ordene night og sun, som fint indkredser modsætningsforholdet mellem de lyde, vi normalt forbinder med en lufthavn og så Primdahls intimitetssøgende klange. Men lige såvel som ordene kontrasterer, er de også del af en helhed. Måske er meningen ikke at fremstille modsætningsforholdet mellem lufthavnens hektiske liv og musikkens intense intimitet, men nærmere at indlejre denne følelse af nærvær og nærhed i vores oplevelse af lufthavnen. Hvem ved?

Tilbage står et imponerende musikalsk værk, der med momenter af stor skønhed formåede at udnytte akustiske svagheder til styrker, og igennem intensitet og intimitet insisterede på et både klangligt og fysisk nærvær, der gjorde det til en oplevelse, som blev siddende i kroppen længe efter.