Jul i garderoben

Allerførst en advarsel. Alt, hvad her følger, er skrevet lige i halen på to døgns uafbrudt selskab med landets mest entusiastiske juleavantgardister. Tiden står ganske uklart for mig, livet er hvid røg. Jeg ved, at det er juleaften på fredag, jeg ved, at det lige før var fjerde søndag i advent, og jeg ved, at jeg nu har hørt 287 julesange med Dødens Garderobe. Derudover ved jeg ikke længere noget som helst.

Jeg ville nu ikke have været det foruden. De sidste par måneder har julens musik fyldt overraskende meget i min hverdag. Først blev jeg udfordret af Atlas-redaktør Kristoffer Granov til at skrive et essay om denne, trods to årtiers poptimistisk selvretfærdighed, fortsat noget udskammede genre. Pludselig sad jeg og læste en hel bog om Irving Berlins »White Christmas«, verdens bedst sælgende single nogensinde, mens playlister med dansk, svensk, norsk jul, med arabisk, jødisk, koreansk jul, ny jul, gammel jul, dansktopjul strømmede gennem ørerne.

Men der manglede ligesom noget i min pludselige julefanatisme, det kunne jeg godt mærke. Så slog det mig: Dødens Garderobe!

For nylig blev jeg så, ved Seismograf-redaktør Andreos mellemkomst, inviteret ind i Radio4 for at battle julehits med sangskriver Kristina Holgersen og hjerneforsker Peter Vuust (hvis kone omtaler ham som juleprofessor hver december, fordi medierne altid vil vide, hvad der gør »Last Christmas« så populær). Jeg kæmpede hårdt for Anne Linnet og »Lille Messias«, fortalte om bjældeklangens oprindelse og prøvede i sagens natur at tilsværte de andres favoritter.

Men der manglede ligesom noget i min pludselige julefanatisme, det kunne jeg godt mærke. Så slog det mig: Dødens Garderobe! Og, selvfølgelig, deres megalomane juleprojekt, der har stået på siden 2010. Om jeg ikke skulle skrive en anmeldelse af alle tolv kalendere, de har udgivet siden da? Andreo bed på, før det gik op for mig, hvad jeg havde foreslået.

Morderisk galleri

Reglerne! Ikke mine, men Garderobens: Hver december sætter trioen – Jeppe Zeeberg på klaver, Nicolai Kaas Claesson på bas og Rune Lohse på trommer – et halvt døgn af til at indspille 24 julesange med næsten lige så mange gæsteoptrædener. Man må dekonstruere, manipulere, hylde, eller hvad gæsten nu føler for, ja man må sågar medbringe et helt selvskrevet nummer.

Men man skal nå at instruere og indspille det hele i ét take i løbet af en halv time; så er det videre til den næste. Intet må aftales på forhånd, gæsten møder bare op med sit instrument og annoncerer sit sangvalg. Nogle medbringer noder eller sirlige instruktioner, andre siger: I kan bare gøre, hvad I vil, mens jeg spiller. Muligvis de farligste ord i kongeriget.

Og hvilke gæster de hiver ud af ærmet, altså. Her er en tidlig Bisse, der i 2012-kalenderen stadig lyder sit borgerlige navn, Thorbjørn Radisch Bredkjær, og som allerede her, to år før sin EP-debut, er umiskendeligt distinkt: med synth, sørgmodige trommer og et pludseligt harmonisk omslag, der tegner hans senere så velkendte, uforfærdede omrids. »Julemandens død« hedder hans bidrag naturligvis. 

Nærmest besat lyder Tranberg og trioen, inden verden så falder til ro med en luftig og melankolsk trompetepilog

Samme år: Nicolai Elsberg med tordendyb fremlæggelse af »Barn Jesus i en krybbe lå« og i skælmsk duet med Rune Lohses trommer. Eller en nu klassisk komponist som Signe Lykke, der i 2010 dukker op som sanger i en helt omarrangeret indieudgave af »Last Christmas« sammen med senere Ulige Numre-guitarist Lasse Ziegler. I det hele taget fungerer de nu tolv årgange af Garderobens kalendere som et morderisk legelystent galleri over et årtis eksperimenterende jazzmiljø, inklusive alle de afstikkere, som miljøet er så flinkt til at rumme.

Stramt og skødesløst

Dødens Garderobe formår på én og samme tid at fejre jul og antijul. Hver kalender indledes med en orgelbunden standard, som trioen gennemspiller forholdsvis traditionelt, men hele tiden med retning mod forvrængningen og den leg, som er så væsentlig en del af konceptet. Stramt og skødesløst. Derefter er det så op til gæsterne at drive resten af kalenderen mod afgrunden eller frem til det højstemte; begge dele omfavnes.

De to første gæster i 2010 tegner meget fint spillepladen op: først Martin Stender fra ellers omgængelige Girls in Airports, der skriger sin saxofon gennem »Dejlig er jorden«, mens Zeeberg spiller en altereret udgave af melodien og samtidig stryger glisserende på klaverets strenge. Og så lige bagefter en gudetro gengivelse af »Gloria in excelsis Deo« med Andreas Jul Nielsen på trompet i sakral rumklang og med afdæmpet akkompagnement.

Det er jo altså simpelthen en vidunderlig spændvidde. Et af det års højdepunkter er Stenders tilbagevenden på »Søren Banjomus«, hvor han og Lars Greve spiller deres saxofoner som fordrukne ekkoer af hinanden. Zeeberg tager så over med en af sine kaotiske hvirvelvinde, og pludselig udvikler musikken sig til swing i højt tempo. Følg med, hvem der kan.

Nogle medvirkende aftvinger en vis ærbødighed, det er klart. Hanne Boel er ingen avantgardist, og hendes udgave af »Have Yourself a Merry Little Christmas« fra 2012 er roligt nostalgisk og smagfuld. Der er generelt fin plads til croonere og traditionel swing eller stilrent klassiske gennemspilninger som Andreas Brantelids »Juletræet med sin pynt« fra året før: et kort besøg af guldrandet cello og tilhørende blokakkorder på klaveret.

Rigtig fornøjeligt bliver det selvfølgelig, når musikere, der ikke er sangere, sætter egoet til side og kaster sig ud i utrænet crooning. Pianisten Mikkel Gomard, for eksempel, med overdreven Elvis-imitation på »I’ll Be Home for Christmas«; i sig selv sjovt, fordi Irving Berlin var rasende over Elvis’ lettere satiriske udgave af »White Christmas«. Eller trommeslager Stefan Pasborg på »Blue Christmas« og kollegaen Mikkel Hess, helt blidt, på »Christmas Gifts« i senere kalendere.

Dybe stød, fulgt op af hvileløst klaver, trommeangreb og drastisk elektronik. Alle er enige om at være uenige

Vildt går det for sig

Lige så usædvanligt er det måske ikke, at Kasper Tranberg kombinerer sine trompethyl med egne stemmelæber. Jeg har dog i hvert fald oplevet det før. Men hvor er det vidunderligt at høre ham spy forbandelser ud i bidraget fra 2015, der helt enkelt har fået navnet »Dødens Garderobe« og også virkelig demonstrerer, hvor fornemme musikere Zeeberg, Claesson og Lohse er. Nærmest besat lyder Tranberg og trioen, inden verden så falder til ro med en luftig og melankolsk trompetepilog.

Fantastiske ting, der også sker i 2015: Lars Bech Pilgaard, der stiller sin utrænede vokal til skue i »The Twelve Days of Christmas«, men så pludselig forvandler hymnen til ren Green Day med dreven elguitar og frådende rockstemme. Anja Jacobsen, som har klippet tekst og melodi i stykker på »Top grønne træets fra højt« og synger sin herligt studentikose leg med klar stemme. Rasmus Kjær, pianisten, der sjovt følger samme spor og kun lader enderimene stå tilbage i »Sikken voldsom trængsel og alarm«; til gengæld råbes de frejdigt ud i studiet. Og så selvfølgelig Goodiepal, der har sendt et hullet elektronisk »Lydbrev« med plads til trioen, fordi – som han fortæller i introen – han tog fejl af datoen og altså ikke lige fik mødt op i studiet.

Jeg tror ikke, jeg helt har fået skrevet, hvor vildt det gerne går for sig hos Dødens Garderobe. Noget af det bedste er, når musikken går helt i stykker. Tag bare »Jul i Skomakergata« fra 2011 med Kristian Tangvik på tuba og Dodebum med elektroniske indfald. Tubaen er jo herlig i sig selv, men særligt herligt er det, hvordan den ligesom sniger sig ind på Lohses spil med stikkerne og destabiliserer musikken med dybe stød, fulgt op af hvileløst klaver, trommeangreb og drastisk elektronik. Alle er enige om at være uenige.

Digterkollegaen Sternberg skreg sig hæs i et lydinferno: »Vi holder jul alene i mørket på Harbo Bar!«

To år senere optræder gæsten Piki, muligvis en kærlig satire over vokalgruppen IKI, med et absurd teater bestående af en form for halvtruttende snabeldyr og smadrekor over »God Rest Ye Merry, Gentlemen«. Munkekor? Det har vi også: »Christos Gennatai« med Jens Erik Raasted, Kristoffer Raasted og Aske Drasbæk. Kaudervælsk? Jo da: Marcela Lucatelli, der kort og godt er Marcela Lucatelli i »Angels We Never Heard So High« fra 2018, vekslende mellem knirkende recitation og growlende tordenbrøl; lektioner i at være monster.

Hjerte rimer stadig på smerte

Er der udviklinger at spore gennem årene? Joh, det synes jeg. Trioen holder selvfølgelig op med at være i starttyverne og når at vokse ind i trediverne. Måske er det, fordi jeg på det tidspunkt allerede har hørt over 200 numre, men jeg bemærker, at musikken bliver lidt mere lækker her i nærheden af 2020. Lidt langsommere, mindre fandenivoldsk, i takt med at de tre i centrum bliver ældre. Det samme gør deres gæster: De sidste par dage er der udkommet indspilninger med Ole Matthiessen, Irene Becker, Vagn E. Olsson, Richard Andersson, Maj-Britt Kramer, men fint nok, vi skal ikke forpuppe os i generationer.

Samtidig er der også blevet plads til mere statiske værker. Sandra Boss har i år instrueret trioen i et lille lydspil med æggeur, spøgelsesagtige vindsus og noget, der minder om en hospitalsmonitor. P.O. Jørgens’ bidrag, »Jul i Aleppo«, består af ren slagtøjsraslen i tre minutter. Og sidste år gav trioen sig i kast med en af Ragnhild Mays gigantiske blokfløjter, en lang færgetuden over den ganske vist ikke så julede »Stille nu«. At der er plads til det modne og det stille, betyder heldigvis ikke, at der ikke er plads til andet, og det var både sjovt, da Jens Blendstrup juleaften i 2020 sang sig gennem »Glade jule-corona« og udviklede hosteanfald undervejs, og da digterkollegaen Sternberg for halvanden uge siden skreg sig hæs i et lydinferno: »Vi holder jul alene i mørket på Harbo Bar!«

Uden denne modning er det også spørgsmålet, om vi kunne have fået noget så afmålt og dystert som 2019-udgaven af »Julen har bragt velsignet bud« med trioen solo. Helt roligt, nærmest træt, men med harmonisk akkuratesse og forfinelse. Eller, i samme boldgade og også med trioen alene, dette års »Santa Lucia« i så melankolsk forklædning og i så både streng og inderlig udlægning. Julen er hjerternes fest, hjerte rimer på smerte, det opdager adskillige rubriksnedkere hvert år, og nogle af de bedste øjeblikke i de tolv kalendere indtil videre er jo der, hvor det intime pludselig trænger sig på efter en eksplosion.

Jeg er slemt betaget af Peter Albrechtsen og Clara Brylds druknede besøg med »Let Love Be Love« i 2012, hvor Albrechtsens luftige vokal går lige i hjertekulen, indhyllet i en tåge af rumklangsdruknet elguitar. Pianisten Anders Filipsens udgave af »Dejlig er den himmel blå« fra 2016 kan også noget med sin komplette forvandling til minimalistisk new age, hvor de første fem toner gentages og bliver faseforskudt, mens svulstige 80er-tomtommer fuldender sci-fi-udtrykket. Eller hvad med 2017’s ømme nynnekor på Simon Toldam-originalen »Hjemkomst«, inden Toldam spiller sin rolige melodi på klarinet?

Det er klart, at da Maya Westman, min tidligere medstuderende, indleder 2018-kalenderen med indiesangen »24 Chambered Heart«, må jeg lige synke to gange. Hun er ikke længere blandt os, og hvor kunne dog den stemme sige os meget; dens nuancerede klage og dens stærke, smukke vibrato. En anden tidligere medstuderende, Terkel Røjle, kommer dog kort efter til følelsesmæssig undsætning med sin også indieske croonerversion af »Blue Christmas«, hvor der ud af det blå og altså meget morsomt og befriende indtræder semistemte, rungende, elektroniske juleklokker. Jeg kan ikke lade være med at grine.

Den bedste december

Nu har jeg allerede skrevet lige i overkanten af, hvad jeg burde, tror jeg. Men en gennemførelse af, hvad der svarer til 24 albummer, må vel også godt brede sig lidt ud. Og jeg har lyst til også lige at få nogle sidste højdepunkter med, inden jeg forlader julemusikken for i år, beklager meget. For der er simpelthen så meget godt at tage af hos Garderoben.

Zlatko Burić ender med at gå helt i opløsning

Først lige helt hurtigt: en slags elektroakustisk bordtennis med Maria Faust på »Millal Meie Saame Sinna«; Søster Nielsen med en dyster sag om afrikanske Samuel, »Revnede hjerter og ild«; Lisen Larsens voxpop i »Trommelises julenummer«, der udarter sig til konkretmusik; total saxofondestruktion af »Et barn er født i Betlehem« og »Barn Jesus i en krybbe lå« med Johs Lund; et 11-minutters sumpet slowmotionmedley over alle tiders julestemme, Bing Crosby, »Bing Bing Bing«; og seks børn – Astrid, Bertil, Saga, Osvald, Hugo og Petrus – der rumsterer i studiet, håbløst på en meget kær måde.

Og så lidt længere, fordi: Zlatko Burić! Hans og Dragana Milutinović’ »Juledag« lægger ud som et mislykket julemedley, bliver til rastløs recitation og manisk akkompagnement fra trioen, inden Burić ender med at gå helt i opløsning, mister talens magt og insisterende må repetere sine stavelser. En slags festlig, kompetent og selvsikker hjælpeløshed.

Også falderebsnødvendig er altså Emil de Waal-festen på »Fire strømper uden fod« fra 2019. Hvad der starter som evigt modulerende og muntert naiv fællessang, bliver med ét til hårdtslående dance med tung stortromme og elektroniske kortslutninger. Nu skal jeg nok stoppe mig selv.

Egentlig er det synd, at musikken udkommer drypvist som kalendergaver. De er lette at overse, og man er ikke nødvendigvis i den rette stemning, hvis man kun hører et enkelt nummer om dagen. Meget bedre ville det fungere, hvis alle 24 indspilninger udkom som et samlet album op til jul, så man kunne gå og få dem ind på livet og rejse gennem december med dem. For Dødens Garderobe skaber sandsynligvis den bedste december. Men jeg ved det godt: Reglerne skal overholdes!

Dødens Garderobes julekalendere udkommer hvert år på Soundcloud. Find dem der, eller skriv dig op til det daglige nyhedsbrev på Jeppe Zeebergs hjemmeside.