Scener fra et musikalsk (tvangs)ægteskab

SYNC Sessions er navnet på en række workshops og koncerter, der tager udgangspunkt i musikalske møder mellem ny klassisk kompositionsmusik og rytmisk sangskrivning. I løbet af 2014–15 vil produktionsselskabet SYNC – under ledelse af Kat Jarby og Signe Lykke – præsentere fire koncerter i den unikke bygningskonstruktion Dome of Visions på Søren Kierkegaards Plads uden for Den Sorte Diamant. Formålet med koncerterne er at udfordre grænseforskelle mellem den klassiske og rytmiske musik.

Projektets første koncert foregik d. 12. oktober og var et møde mellem komponist og performer Niels Rønsholdt og den rytmiske sangskriver Anna Rosenkilde. Indholdet af koncerten udgjordes først og fremmest af Rønsholdt og Rosenkildes fælles komposition, der blev til under en workshop, hvor de to mødte hinanden for første gang. Udover denne komposition præsenterede de to kunstnere også et udvalg af hinandens sange, der fremstod som en fælles sangcyklus med skrøbeligheden som fællesnævner. Sangene blev fremført i et enkelt og afklædt arrangement, der skar ind til benet af hver enkelt komposition.

Niels Rønsholdt kan karakteriseres som en multimedial komponist, der både arbejder med lydinstallationer, mini-operaer og koncerter. I sine seneste værker udforsker Rønsholdt den menneskelige kærlighed i grænsefeltet mellem det smukke og det banale - værker som han desuden ofte selv træder i front for, både som sanger og performer. Eksempelvis i sin performanceopera Ord for ord – præsenteret både på ACTS - og SPOR festival tidligere i år – hvis libretto bestod af en sms-korrespondance mellem en mand og en kvinde.

Anna Rosenkildes musik indskriver sig i den klassiske singer-songwriter tradition, hvor sangstemme og klaver kædes sammen med udfordrende og legende lydbilleder, sådan som man blandt andet møder det hos kunstnere som Tori Amos og PJ Harvey. I 2012 udgav hun sin selvproducerede debut-cd White Woods. 

Kompositionen får sin styrke gennem de forskellige spændingsforhold og kontraster, som Rønsholdt og Rosenkilde effektivt udstikker i kompositionens forløb.

En komposition af musikalske tableauer
Som optakt til eftermiddagens koncert havde SYNC Productions udgivet en kort og super æsteticeret videodokumentar fra den workshop, hvor de to musikere udarbejdede koncertens indhold. Videoen viser de to musikere i et mørkt og røgfyldt lokale, og de få lydklip, der afslører deres fælles værk, svøber snarere udfaldet af de to kunstneres møde i et dybere lag af mystik, end det dokumenterer udviklingen af en musikalsk komposition. Jeg træder derfor ind i Dome of Visions med høje forventninger.

I et lille og åbent rum under kuplen i Dome of Visions har Rønsholdt og Rosenkilde sat sig til rette. Solen bager ind gennem vinduerne og stedet fremstår som en fuldstændig kontrast til videodokumentarens mørke og klaustrofobiske univers. De to er omgivet af en mindre scenografi af forskellige instrumenter og objekter. På et lille bord ligger et glockenspiel og en præpareret violin og venter på at blive brugt. En lilletromme står bagved det keyboard, hvor Rønsholdt sidder flankeret af Rosenkilde, som har sat sig bagved klaveret.

Koncerten indledes med deres nye værk. En længere komposition på omkring tyve minutter, hvor det musikalske forløb udfolder sig i mindre sekvenser, og hvor også stilheden gives plads til at sprede sig ud i rummet. Disse sekvenser fungerer nærmest som musikalske tableauer, hvor de to kunstnere undervejs når at komme omkring alle instrumenter i det lille rum, samtidig med at værkets musikalske udtryk bevæger sig mellem sagte og ekspressiv dynamik og sekvenser af tostemmig sang og instrumentale forløb.

Kompositionen får sin styrke gennem de forskellige spændingsforhold og kontraster, som Rønsholdt og Rosenkilde effektivt udstikker i kompositionens forløb. Denne spænding skaber de blandt andet helt forrygende gennem forholdet mellem Rosenkildes distinkte klaverfigurer, som ofte løber over adskillige oktaver, og Rønsholdts taktile klangfarver, som han fremmaner i sin leg med både lilletromme og den præparerede violin.  

Der er ingen tvivl om, at kompositionen endnu ikke har fundet vej ind på rygmarven på de to musikere. Rummet mellem musikerne og publikum lades med spænding idet begge musikere nøje holder øje med hinandens bevægelser og lytter intenst til hinanden. Selv de mest enkle passager lades derfor med en elektricitet og en friskhed, som om kompositionen blev til i øjeblikket foran publikum.

Det er tydeligt, at de to kunstnere har fundet frem til en måde at udnytte hinandens musikalske styrker på og forene dem i et homogent musikalsk udtryk. Rosenkildes sans for udtryksfulde og melodiske klaverfigurer blander sig fint med de plukkede strenge fra Rønsholdts præparede violin og de fragmenter af rytmik, han skaber ved at lade et stykke metal rulle mod kanten af lilletrommen. I kombinationen af disse virkemidler skabes en flerdimensionalitet i musikken, der løfter den væk fra popmusikkens vers og omkvæd inddelinger, og de forskellige musikalske tableauer fremstår i stedet som scener fra et musikalsk kammerspil.

Niels Rønsholdt og Anna Rosenkilde i den stemningsfulde Dome of Visions på Søren Kierkegaards Plads

Sange fra sovekammeret
I en kort introduktion præsenterer Rønsholdt den næste samling af sange som repræsentationer af et musikalsk tvangsægteskab, som de to kunstnere velvilligt har ladet sig indgå. Han understreger efterfølgende denne sammenligning af musikken med menneskelige relationer ved at forklare, hvordan hans egne udvalgte sange er skrevet som såkaldte ”anti-arier”, der skal fremstå som om, at publikum har åbnet døren ind til sangerens private kammer, som afslører en person, der synger stille til lyden af sit instrument.

Hver enkelt sang bliver fremført i et sparsomt arrangement - som en soloperformance, hvor den anden musiker ikke akkompagnerer, men snarere spontant reagerer på udvalgte passager. Det er tydeligt at de to sangskrivere har brugt workshoppen inden koncerten til at finde et fælles udtryk, der fokuserer på sammenhænge mellem deres musik. Rønsholdts ”anti-arier” flyder sammen med Rosenkildes solo-klaverbaserede sange og danner en lille sangcyklus af små skrøbelige sange. At begge musikere samtidig tydeligvis lytter intens til hinanden, tilføjer hvert nummer en friskhed og en umiddelbarhed, som om publikum netop havde åbnet døren ind til musikernes kammer og bliver vidner til sangenes spontane tilblivelse.

Det er tydeligt at de to sangskrivere har brugt workshoppen inden koncerten til at finde et fælles udtryk, der fokuserer på sammenhænge mellem deres musik.

En balanceakt mellem det intime og det banale
Det kan diskuteres om det sparsomme arrangement af det musikalske materiale kunne holde til at blive strakt ud i samtlige tre kvarter som koncerten varede. Mod koncertens afslutning tippede balancen mellem det intime og det banale nok en smule mod sidstnævnte. De konsekvente gentagelser af samme musikalske strategi udvandede efterhånden den emotionelle virkning. Den spænding og intensitet som fyldte rummet i koncertens begyndelse, mistede undervejs sin styrke, og der manglede ganske enkelt en større variation i det musikalske udtryk for at koncerten kunne holde opretholde sin kvalitet.

Deres egne sange savnede noget af den klanglige eventyrlyst, som deres fælles komposition slog an i begyndelsen af koncerten. Eksempelvis indledte de deres koncert med afspilningen af et støvet og dystert sample, og det var en skam, at de ikke brugte flere af disse undervejs, om ikke andet så til at afslutte koncerten. I stedet var dette det eneste elektroniske element i koncerten, hvilket derfor virkede underligt påklistret og uforløst.

Forventninger og musikalske bastardformer
I pressemeddelelsen fremhæves SYNC Sessions evne til at nedbryde grænser og eksperimentere. Den klassiske og rytmiske musik præsenteres som to verdener, der ikke forholder sig til hinanden, og mellem linierne læser man en tydelig forventning om, at denne koncertrække vil skabe ’nie erhörte klänge’. Dermed skabes der høje forventninger som let kan skuffes. Koncerten viste måske også, at en enkelt workshop på fem timer nok ikke ligefrem skaber kompositioner, der ryster musikmiljøet i sin grundvold.

Forestillingen om at den rytmiske og den klassiske musik eksisterer afsondret hinanden i hver deres vakuum, er let at lade sig forfalde til, når man skal reklamere for et projekt som SYNC Sessions. Men det er også en noget forsimplet forståelse, der overser de mange inspirationer og krydsbefrugtninger, som reelt finder sted mellem disse to musikalske traditioner. En komponist som Niels Rønsholdt er netop et eksempel på dette, da flere af hans værker befinder sig i et mellemfelt mellem den rytmiske og den klassiske musik. Eksempelvis tager hans sangcyklus Me Quitte jo netop udgangspunkt i Jacques Brels chanson, Ne Me Quitte Pas.

Sangene som blev opført i denne koncert fungerede rigtig godt sammen og flere steder lød de både ”poppede” og andre steder ”klassiske”. Men koncerten fremstod ikke rigtig som den kollision af forskellige musikalske traditioner, pressemeddelelsen ellers lod os forstå. Rønsholdt og Rosenkildes spartane koncert var præget af et homogent udtryk, der fungerede gennem den spænding som blev skabt af det underspillede og tilbageholdte. Men grænsenedbrydende var den ikke.

Hvem ved – måske de kommende Sessions vil præsentere publikum for mere eksperimenterende musikalske bastarder?