21st Century Jazz!

I den sidste, kølige aftentime af en alt for varm julimandag, hvor jeg er godt bagsøvnig efter en uge på dyrskuepladsen i Roskilde, finder jeg mig selv i selskab med trioen The Thing. Den består af den svenske saxofonkolos Mats Gustafsson samt nordmændene Ingebrigt Håker Flaten og Paal Nilssen-Love på henholdsvis bas og trommer. Det er tre ganske prominente herrer, der er på scenen. To af dem har jeg netop oplevet i dagene forinden på førnævnte Roskilde Festival, og den 49-årige Mats Gustafsson har efterhånden en finger med alle vegne, og har samarbejdet med Gud og hver mand inden for eksperimenterende jazz, fri improvisation og støjmusik i alt fra duoformat til stororkestre som eksempelvis hans eget hjertebarn, det 30 mand store Fire! Orchestra. Ingebrigt Håker Flaten er immigreret til USA, hvor han bl.a. spiller sammen med free jazz-ikoner som Ken Vandermark og Joe McPhee, mens hans gamle konservatoriekammerat Paal Nilssen-Love udgør en slags kardanaksel for den hjemlige improvisationsscene, og efter min mening er blandt Nordens mest interessante musikere lige nu. 

Free jazz og fri leg
Konstellationen The Thing skal nok opfattes som lidt af en legeplads for de tre musikere. Projektet, der er opkaldt efter et nummer på Don Cherry-pladen Where is Brooklyn? fra 1969, skulle som udgangspunkt blot spille og indspille en række fortolkninger af Cherrys kompositioner, men nu snart femten år (og cirka ligeså mange udgivelser) senere, er de kendt som et trehovedet monster, der med et glimt i øjet flænser jazzstandarder op side om side med hæsblæsende covers af White Stripes, PJ Harvey, The Stooges m.fl. Hver gang sker det iført matchende t-shirts fra restauranten Ruby's BBQ i Austin, Texas, hvor Håker Flaten til dagligt bor, og hvor gruppen efter sigende spiser gratis mad mod at turnere i disse sponsoroutfits.

De er kendt som et trehovedet monster, der med et glimt i øjet flænser jazzstandarder op side om side med hæsblæsende covers af White Stripes, PJ Harvey, The Stooges

Gruppen lægger – ovenstående taget i betragtning – blødt og pænt ud med et midttresser Coltranesk cool og løssluppent jam på trommer, kontrabas og tenorsax. Så langt så godt. Herefter skiftes kontra- ud med elektrisk bas, mens Gustafsson indleder en række uformelle og ironiserende henvendelser til publikum, der bl.a. tæller røverhistorier om, hvordan vikingerne opfandt jazzen, og Leif Eriksson bragte den til USA. Således præsenteres sættets andet nummer, en egenkomposition kaldet ”Viking”. Her benytter Gustafsson sig af den rumlige foyerakustik og indleder med nogle ildevarslende saxofonskrig, der fylder rummet og får lov at klinge helt ud, før et hårdtslående og -pumpende groove sætter ind på elbas og trommer. Så rykker Gustafsson et register ned til barytonsax og stemmer i, og det kan mærkes i mellemgulvet. Det ene tema afløser herefter det andet, og der opstår en jamstruktur, hvori saxofonen kaster et riff på bordet, som rytmesektion hurtigt oversætter til et rockgroove, hvorefter der improviseres herover af alle tre musikere. Så kastes der et nyt riff osv. Denne opskrift står på i nogen tid og afbrydes så af en bas(feedback)solo, inden det igen går løs med saxofonanført ravage. Vi erfarer ved næste publikumhenvendelse, at der har været tale om fortolkninger af Duke Ellington og Sonny Rollins, selvom det ikke rigtigt lader til at være blevet bemærket af nogen i det siddende publikum. Men mon ikke der er tale om temmelig frie fortolkninger, hvis da ikke blot endnu en kækhedsmanøvre fra Gustafssons lidt for veloplagte gimmick-persona. Selv nikker jeg kun genkendende, da jammet runder en kort hilsen til Black Sabbaths ”Electric Funeral”, som passer glimrende ind i det massive lydbillede.

Netop det tunge, metalliske groove er en indpakning og fortolkningsramme, der dyrkes i stor stil, når den imponerende sammentømrede gruppe (hver gang på foranledning af Gustafsson) unisont skruer ned for det vanvittige tempo og dvæler lidt ved de groovy, pentatoniske intervaller, der går så godt i spænd med lyden af forvrænget, elektrisk bas og barytonsax. Det er vel i virkeligheden Nilssen-Love, der redder det hele fra at ende som doom-metal på jazzinstrumenter, når han elegant glider ind og ud af forskellige rytmemønstre med udspring i henholdsvis rock, jazz og noget tredje, udefinérbart, der understreger det lette i det tunge og gør musikken dragende, legesyg og ond på samme tid.

The Thing med Paal Nilsson-Love på trommer. Foto: Kristoffer Juel Poulsen

Meningen med galskaben
Gruppens store force er og bliver dens spydige og selvbevidste essensløshed. Det er ikke rendyrket jazz eller rock eller noget som helst. Det er en bastard i limbo mellem (mindst) to skoler – selvom det dog lader til, at drengene har mere at sige om jazz end om rock. For modsat et utal af flittige guitarnørder, der tilfører et slidt rock-etos en masse teknisk virtuositet, når de skaber fusionsmusik under betegnelser som prog, math-, postrock og hvad har vi, er The Thing nu engang tre jazzskolede drenge, der i en modsat bevægelse hiver guld ind fra rock-annalerne for at tilføre jazzen en vitalitet og vildskab, som den i udgangspunktet besad, men som den måske har brug for en ny indsprøjtning af. Eller også er der ganske enkelt tale om et opgør med nogle af alle de skel mellem verdener, som tiden efterhånden er løbet fra. Hos The Thing hersker der i hvert fald en form for anarkistisk tilgang til tradition og musikalsk konsensus, når indspark fra musikhistoriens tungere genrer gøres til kanon og sidestilles med de standarder, en (jazz)trio ellers kunne bygge et repertoire op omkring. Det bekræftes, da Gustafsson vælger at præsentere aftenens sidste nummer som værende skrevet af en vældig fin amerikansk jazzgruppe kaldet The Sonics, hvorefter trioen bryder ud i et tungt men slutspurtende medley af ”The Witch” og ”Have Love, Will Travel”, som begge var hits for den Washington-baserede garagerock-/protopunkgruppe The Sonics i 1965. Det er fordomsfri musik, der ser op til musik af enhver art og bygger bro, alt imens den morer sig.

Hos The Thing hersker der i hvert fald en form for anarkistisk tilgang til tradition og musikalsk konsensus, når indspark fra musikhistoriens tungere genrer gøres til kanon og sidestilles med de standarder, en (jazz)trio ellers kunne bygge et repertoire op omkring

Et møde på midten
Mandagens lektion i genreløshed og musikalsk overskud efterfølges tirsdag af et lidt mere iscenesat og tænkt møde mellem to musikalske verdener. Scenen tilhører denne aften et makkerpar bestående af pianisten Søren Kjærgaard og komponisten Simon Steen-Andersen. Kjærgaard er bl.a. kendt for sine samarbejder med trommeveteranen Andrew Cyrille samt danske Torben Ulrich og som volapyk-rapper i hiphopgruppen Ikscheltaschel. Berlin-baserede Simon Steen-Andersen har i de senere år vakt international opmærksomhed med eksempelvis værkrækken Run Time Error (2009-) samt Black Box Music (2012), der bl.a. blev opført på sidste års Wundergrund Festival i København.

De to nyfundne venner, der mødte hinanden på Huddersfield Contemporary Music Festival i England for to år siden, har indledningsvis travlt med at forklare publikum, hvordan de kommer fra to vidt forskellige verdener – henholdsvis improvisation og komposition – og derfor begge er lidt ude af deres element. Men det viser sig hurtigt, at d’herrers respektive tilgange minder mere om hinanden, end de umiddelbart går og tror. Skønt det baserer sig på improvisation, trækker Kjærgaards spil ligeså meget på tolvtonemusik og andre modernistiske teknikker som eksempelvis præparering af klaver som på jazzpianisttraditionen som sådan. Og som komponist går Steen-Andersen også noget uortodokst til værks, når han komponerer de fleste af sine værker som hybrider mellem partiturmusik og gallerikunst ofte i form af videoværker, der indgår som musikalsk materiale i en eller anden form for koncertsituation. Det er også tilfældet denne aften, hvor de to originaler mødes et sted på midten og ser ud til at more sig og trives godt i deres fælles projekt.

Drengeværelsesæstetik
Kjærgaards setup består af præpareret klaver, Casio-keyboard, marmorkugler, kazoo, skrammel, diverse effektpedaler og ligner et børneværelse på lidt samme måde som Steen-Andersens udstyrspark, der mestendels består af hjemmebyggede instrumenter og forstærkede opstillinger af dagligdagsobjekter. På det første nummer betjener Steen-Andersen tilmed to joysticks, der hver især kontrollerer videooptagelser, som er blæst op side om side på scenens bagvæg. Videoprojiceringerne stammer fra det føromtalte værk Run Time Error, som er en slags John Cages Water Walk (1959) på speed: De viser Steen-Andersen føre en mikrofon langs en omfattende domino-opstilling af hverdagsobjekter, der strækker sig over en hel bygning gennem flere etager og rum. Med sig har han en trommestik, som han slår mod objekterne, der tæller stole, radiatorer, papkasser, gryder, en lysekrone, et gelænder, en stige, et klaver osv. Lydene fra disse danner således en række musikalske byggesten ordnet i et forløb over tid. De to projicerede videooptagelser er ens, men med sine joysticks kan Steen-Andersen kontrollere afspilningen af dem individuelt. Han bladrer eller scratcher så at sige rundt i sporene – f.eks. spoler han fremad i det ene, mens han spiller det andet baglæns – og lyden afvikles realtime, så vi hører lydsiden blive pitchet op og ned i overensstemmelse med billedet. De to lydspor er panoreret, så de afspilles gennem højttalere henholdsvis til venstre og højre for scenen, og vi får den digitale båndsalat i stereo. Til venstre for Steen-Andersen sidder Kjærgaard og akkompagnerer den kaotiske lydkollage på klaver til overraskende stor musikalsk effekt. Ofte rammer han inden for et splitsekund en tone eller akkord, der harmonerer med de ofte ret stemte klange fra hverdagsobjekterne i videoen. Det er imponerende at være vidne til.

Søren Kjærgaard og Simon Steen-Andersen improviserer på scenen i Skuespilhusets foyer. Foto: Kristoffer Juel Poulsen

Storm P.’s tveæggede tvillinger
I de øvrige numre er Storm P.-æstetikken ganske fysisk til stede på scenen, når de to musikere fremfører trippet technopop på en form for hjemmegjort analog step-sequencer bestående af et hullet bræt, som Kjærgaard sætter små stifter fast i, mens Steen-Andersen ruller et stempel med fastgjorte piezo-pickupper henover, så der lyder et ”POP!” hver gang en stift rammer en pickup. Tænk på det som en form for elektrisk, interaktiv spilledåse betjent af to voksne mænd. Det er virkelig fjollet, men meget dansabelt.

Til venstre for Steen-Andersen sidder Kjærgaard og akkompagnerer den kaotiske lydkollage på klaver til overraskende stor musikalsk effekt. Ofte rammer han inden for et splitsekund en tone eller akkord, der harmonerer med de ofte ret stemte klange fra hverdagsobjekterne i videoen

Den musikalske legestue kulminerer i en form for kitchen-sink-Fluxus-jazz, da Steen-Andersen laver et instrument ud af en elektrisk vifte, der roterer med en snor bundet fast til sig, som så slår mod forskellige glas og kopper, han placerer strategisk rundt om viften. Igen opstår der en sær musik ud af denne simple opstilling, idet den får modspil af Kjærgaards klaverudskejelser. Senere overgiver opfinderkomponisten sig næsten helt til tilfældighederne og går på lydlig opdagelsesrejse i legekammeratens flygel med en kontaktmikrofon, som han skurer henover overflader, strenge og dimsedutter i sin søgen efter lyde at afsløre. Det er supernaivt og umiddelbart, men på mirakuløs vis bliver det ikke for meget med al den hittepåsomhed. Det er tværtimod en fornøjelse at opleve de to musikere og kunstnere lege så meget på scenen, samtidig med at de udviser stor kollektiv musikalsk forståelse. De er helt sikkert mere ment to be end først antaget. 

Solist-producer-duo fra Vestjylland
Den sidste koncert på min lille miniaturejazzfestival er med et andet makkerpar, hvis skæbne muligvis også har været fastlagt på forhånd. Saxofonisten og klarinettisten Lars Greve har skabt albummet Breidablik sammen med produceren Aske Zidore, som man bl.a. kender som guitarist i bandet Oh No Ono. De to jævnaldrende unge mænd har ved et tilfælde opdaget, at de som børn har tilbragt megen tid i det samme område tæt ved Ulfborg i Vestjylland og er taget hertil for at genbesøge steder og indspille en plade på forskellige indendørs og udendørs lokationer på egnen. Optagelserne er herefter blevet efterbehandlet elektronisk og mixet til et smukt, kontinuerligt forløb, hvor melodi afløses af klangflade, der afløses af melodi osv. Koncerten i Skuespilhusets foyer er samtidig release for Breidablik, og Greve og Zidore optræder efter nogenlunde samme princip som pladen – men live. 

Lars Greve og Aske Zidore, release på pladen Breidablik. Foto: Jacob Crawfurd (Crawfurd Media)

Greve improviserer skiftevis på diverse saxofoner og klarinetter, mens Zidore opfanger lyden i sit setup af forskellige loopstationer og bearbejder den elektronisk, inden den sendes ud til publikum gennem højttalerne. Han tilføjer rumklang, ekko, phaser, stereo-panoreringer, pitcher op og ned, transponerer hele oktaver oveni hinanden og skaber herved et kompakt lydbillede af lag på lag. Greve tilføjer så nye figurer og klangflader hertil, der igen indoptages i det samlede udtryk. Alt fremstår meget flydende og skifter gradvist mellem forskellige stemninger. Der opstår naturligt nogle mætningspunkter undervejs i koncerten, hvor Zidore renser ud i lydbilledet, og processen starter forfra med et nyt udgangspunkt fra Greve. Det hele bevæger sig meget organisk i bølger og kulminerer i en billedrig passage, hvor det lykkes de to at skabe en særlig, klukkende fornemmelse, hvor klarinetlyde og saxofon moduleres til at lyde næsten fuldstændig som vandkant og mågeskrig.

En lidt uligevægtig syntese
Men Greve spiller så sagte, og Zidore så højt, at det kun er på de allerforreste rækker, man rigtigt kan ane den akustiske lyd fra de forskellige træblæsere bag det manipulerede lydbillede. Det er svært at gennemskue, hvornår man hører Greves spil direkte, og hvornår man hører en gentagelse. Magten er mere eller mindre overgivet til elektronikken, og der er ikke den samme vekselvirkning mellem de to klanguniverser som man kunne ønske, og som det er tilfældet på pladen. Det er en smule ærgerligt, for Greve er en ualmindeligt talentfuld musiker, der her modsat på pladen kommer til at stå lidt i skyggen af sin producer.

Det hele bevæger sig meget organisk i bølger og kulminerer i en billedrig passage, hvor det lykkes de to at skabe en særlig, klukkende fornemmelse

På pladen er der flere passager, hvor Greves saxofonspil fremstår ganske umanipuleret, når forskellige arpeggioer lægges oveni hinanden og danner en Phillip Glass-agtig puls, som stadig klinger akustisk. Her er Zidores bidrag mere subtilt og behersket, hvilket – givet – kan være svært at begrænse sig til live, og måske er det slet ikke intentionen i aften. Jeg trøster mig ved i det mindste at have set og hørt Greve lave cirkulært åndedræt, mens han spiller på to klarinetter på samme tid, og hæfter mig ved koncertens momenter af absolut symbiose de to musikere imellem.

Tidssvarende kvaliteter
Har jeg så været vidne til et tværsnit gennem skandinavisk jazz i det 21. århundrede? Og er jazz i denne sammenhæng blot lig med improviseret musik? Det forekommer mig ikke så vigtigt med genrebetegnelserne, og jeg ser det netop som en pointe for koncertrækkens tema, at progressiv musik i dag nærmest per definition må nedbryde eller ignorere genrekonventioner. Men jeg har under alle omstændigheder været vidne til tre omgange vild og legesyg musik, der på en eller anden måde bevæger sig i et spændingsfelt mellem komposition og improvisation – kvaliteter jeg alle forbinder med jazzmusik, men som samtidig er så vage og subjektive begreber, at de nok passer på stort set al musik i dag. Styrken ved disse tre koncerter har i stedet været, at de alle i høj grad reflekterede over og endevendte deres eget forhold til musikhistorien og til improvisationens rolle i den. Og det er jo i den grad en måde at være tidssvarende på. Så selvom jeg til stadighed finder Copenhagen Jazz Festivals program forvokset og uoverskueligt, må jeg samtidig rose det for sin bredde, og for at kunne rumme koncerter som disse. Det er vigtigt at inkludere eksperimenterende møder mellem musikalske verdener, da de har en stor relevans også i jazzhistorisk sammenhæng, hvilket mange andre institutioner negligerer.