Anderledes musikalske idéer og outsiderfigurer

"Disse kunstnere ænser kun lidet en omgivende nutid, der ikke har direkte relation til den arbejdsverden, hvori de lever, og hvori de følgelig ikke ser andet end en indifferent, for produktion mere eller mindre gunstig ramme om livet". Sådan beskrives den sande kunstners holdning til hverdagen i Thomas Manns klassiker, Doktor Faustus. Men den gamle kliché om komponisten i sit elfenbenstårn syntes blot at være en idé fra en fjern fortid ved årets Ultima festival. Her fik man indtryk af, at det nu om dage handler om at engagere sig i virkeligheden, hvad enten det drejer sig om vore konkrete og fysiske omgivelser eller det digitale samfund vi befinder os i. Frem for alt mærkede man at skabelse af betydningsfulde sanseoplevelser, der reflekterer eller bearbejder vort levende social-politiske landskab, er en væsentlig drivkraft for nutidens komponister og ensembler.

Man fornemmede sammenhænge på kryds og tværs af de forskellige tematiske retninger, og klassikere fra tidligere tider skabte perspektiv og musikhistorisk kontekst for de nyere og de spritnye værker.

Gennemtænkt programlægning
Min reportage dækker cirka halvdelen af festivalen, dvs. fra tirsdag d. 10 til lørdag d. 14 september. Samlet set virkede festivalens program virkelig gennemtænkt. Det overordnede tema Off-Road dannede en solid basis på hvilken mindst tre mærkbare subtemaer, eller røde tråde, kørte side om side: Outsideren, musikteater, og musik om virkeligheden. Man fornemmede sammenhænge på kryds og tværs af de forskellige tematiske retninger, og klassikere fra tidligere tider skabte perspektiv og musikhistorisk kontekst for de nyere og de spritnye værker. Store attraktioner, sjældne begivenheder og internationale anerkendte kunstnere gjorde Ultima 2013 til en imponerende oplevelse.

Amerikanske outsiders på besøg i Europa
Den mest synlige af de røde tråde, der bandt Ultima festivalens program sammen, var idéen om outsideren, altså figuren der holder sig lidt adskilt fra de etablerede miljøer og "som vælger alternative veje for at finde nye musikalske udtryk". USA har, som et land der bogstavelig talt blev skabt af 'off-roaders', fostret en del af sådanne typer og flere af landets ikoner var stærkt repræsenteret på festivalen.

Landstryger og instrumentbygger
Köln-baseret Ensemble musikFabrik stod for et af programmets mest enestående og usædvanlige værker, nemlig Delusion of The Fury, skrevet af amerikansk Harry Partch i 1969. Et propfyldt Nationalteater dannede rammerne for denne sjældne begivenhed.

Partchs unik musikalsk vision har gjort ham til en sand legende, men ikke desto mindre er det sjældent at hans musik bliver spillet, især i Europa. Dette skyldes ikke mindst den kæmpe indsats det kræver at få en Partch produktion stablet på benene. Allerede ret tidligt i sin komponistkarriere begyndte denne 'maverick' at føle sig hæmmet af den vestlige tempererede stemning og dens begrænsninger i forhold til mikrotonalitet, og i 1949 udgav han bogen Genesis of a Music, hvori han præsenterede sit eget musikteoretiske system, som blandt andet inddeler oktaven i 43 trin i stedet for de traditionelle 12. Samtidig med dette, bygget han omkring tredive instrumenter, alt fra adapterede guitarer og bratscher til slagtøjsinstrumenter med navne som "Cloud Chamber Bowls" og "The Mazda Marimba", hvorpå den nye musik kunne spilles. De originale instrumenter befinder sig på et museum i USA, men musikFabrik har rekonstrueret dem specielt til denne produktion(!). Se mere om det her: (https://vimeo.com/73447329#)

Foto: Ultimafestivalen/Henrik BeckDelusion of The Fury, Partchs sidste værk, er baseret på et japansk Noh drama og en etiopiske folkehistorie, og tematiserer det frugtesløse ved menneskets vrede og dens vildledende natur. Næsten alle hans instrumenter er med i stykket, og her på scenen i Nationalteateret var scenografien bygget op omkring disse visuelt betagende konstruktioner. Lyden de frembringer er lige så fascinerende, og de perkussive og mikrotonale kvaliteter som Partch udnytter leder éns tanker til Gamelan og andre østlige musiktraditioner. 

At se omtrent tredive klassiske musikere iført sjove kostumer synge og danse på en teaterscene, var en spøjs oplevelse...

Udover ganske få linjer sunget tekst, er det kun instrumentspil, nynnet sang og sjovt koreograferet dans, der fører historien frem, og det sjove er, at uddannede sangere eller skuespillere tillades ikke, hvorfor musikFabriks musikere både spillede på de mærkelige instrumenter og samtidig sang og endda dansede. At se omtrent tredive klassiske musikere iført sjove kostumer synge og danse på en teaterscene, var en spøjs oplevelse, men Ensemble musikFabrik klarede opgaven ganske glimrende, og alt i alt var produktionen og fremførelsen af dette unikke værk ganske beundringsværdig. 

Den digitale generation
Det 21. århundredes digitale virkelighed var i fokus da Nadar Ensemble indtog Kulturkirken Jakob. Det belgiske ensemble er kendt for at samarbejde med yngre europæiske komponister, og har ofte en masse elektronisk udstyr med på scenen, hvilket var tilfældet denne aften: Programmet bestod af fem forskellige stykker, alle sammen med det til fælles, at de udforskede et støj-baseret sprog, blev spillet med forstærkning og inkorporerede live-elektronik og/eller videoprojektioner.

Litauenske Ignas Krunglevicius' (f. 1979) TWO REGIMES (en uropførelse) består af en ensformig musikalsk tekstur, modstillet hurtigt skiftende og varierede videoklip, som jeg opfatter som en undersøgelse af YouTube fænomenet og diverse internet-subkulturer. Stykket virkede i starten ret usammenhængende, men langsomt begyndte jeg at danne forbindelser mellem de diverse billeder, og oplevede til sidst at et 'granular'- eller meta-perspektiv formede sig. I Alexander Schuberts (f. 1979) Point Ones fra 2012, styrer dirigenten det elektroniske lydspor via bevægelsessensorer på armene. Konceptet ligger i denne udvidelse af dirigenten: Der skiftes mellem normale og overdrevne aktioner, og i nogle mere solistiske passager går dirigenten helt amok med de syntetiske lyde som reagerer meget nøjagtigt på hans vilde bevægelser. Daan Janssens robotagtig direktion resulterede i en særdeles energifyld og rå udgave af stykket.

Overkill?
Det sidste stykke på Nadars program, Generation Kill, er skrevet af ensemblemedlem Stefan Prins (f. 1979). Værket er for fire musikere, fire performere og live video. De fire musikere sidder på scenen bag transparente skærme, hvorpå der ind imellem projekteres videoindspilninger af dem selv, hvilket gør det umuligt for publikum at se dem gennem skærmen. Fra deres position på gulvet foran scenen, styrer de fire performere videoprojektionerne via Playstation kontrollerer. Et af stykkets koncepter er således en musikalsk afveksling mellem det 'virkelige' og det 'virtuelle', hvor man kommer i tvivl om hvorvidt det er de virkelige musikere man ser og hører, eller deres virtuelle 'doppelgängere'. Et andet koncept er den vestlige kulturs fascination og dyrkelse af vold: Midtvejs gennem det 30 minutters lange værk er der en stille pause i den temmelig brutale og støjende musik, hvor video i dårlig kvalitet i fugleperspektiv viser sorte skikkelser i et ørkenagtigt landskab, der flygter fra eksplosioner - tilsyneladende ægte billeder fra amerikanske droneangreb i Mellemøsten. En tung oplevelse der giver stof til eftertanke, Prins' kommentar på det militære underholdnings-kompleks, en teori om, blandt andet, den flydende grænse mellem virkelig og virtuel krig, slår hårdt.Foto: Ultimafestivalen/Henrik Beck

Judassituationer
Onsdag d. 11 bød på verdenspremieren af JudasEvangeliet med Transiteatret-Bergen og BIT20 Ensemble, på Scene 2 ved Den Norske Opera. Værket, af norske teaterinstruktør, dramatiker og musiker Tore Vagn Lid (f. 1973), er en opera eller et musikteaterstykke der tager udgangspunkt i et ældgammelt dokument fundet i Egypten i 1970’erne, det såkaldte Judasevangelium. Dokumentets indhold har selvfølgelig noget med Jesus og Judas at gøre, problemet er bare at halvdelen af tekstens originale blade for længst er forvitret, og derfor ved man ikke helt hvad historien handler om.

Denne uklare og ufuldstændige historie iscenesættes i Lids JudasEvangeliet. Dramaet skifter tit, og man har svært ved at følge med i handlingen. Hvem er hvem, og hvilken tid er der tale om? Tre af de vigtigste medvirkende er faktisk to unge piger og en ung dreng på cirka 10 år, der fungerer som en slags go-between mellem den virkelige verden uden for dramaet og det historiske drama, som udfolder sig på scenen. Børnene er med i historien, men mest som medier gennem hvilke de 'historiske figurer' kommunikerer med publikum. Børn kan jo ikke spille skuespil på samme måde som voksne, og der skabes derved et rum mellem drama og virkelighed. Dette forhold, den såkaldte  ’fjerde væg', er et vigtigt koncept der bliver undersøgt på forskellige måder i JudasEvangeliet, et komplekst værk med mange konceptuelle lag, der efterlod et betydeligt indtryk.

Hverdagens lyde i koncertsalen
Carola Bauckholts (f. 1954) musik var mig ukendt inden koncerten med det Oslo-baserede Cikada Ensemble i Akerhus Festning, et fornemt slot ved Oslo havn. I en koncert dedikeret til den tyske komponist præsenterede Cikada et program bestående af fem værker, hvoraf tre var uropførelser.

Ved et hurtigt blik på værktitlerne fornemmer man allerede, at Bauckholts musik bærer præg af den konkrete, virkelige verden. I stedet for beskrivelser af stykkerne som sådan bestod programnoten af definitioner af de simple titler, alle bestående af blot et eller to ord. For eksempel Lichtung: "En Lichtung (skovslette eller lysning) er et område uden træer midt i skoven. Lysninger spiller en vigtig rolle i promovering af biodiversitet i skovøkosystemer, via skabelse af yderligere strukturelle elementer og udbredelsesområder for fuld-sol-planter." Selve stykket, en strygekvartet fra 2011, er inspireret af ovenstående, og uanset om man havde læst noten eller ej,  blev der tydeligvis arbejdet med fugleagtige lyde og en eller anden form for narrativ bevægelse omkring en rigtig eller fiktiv skovslette. Musikken er simpel med en langsom og organisk udvikling og trods inspirationskilden nærmer det fokuserede udtryk sig aldrig naturalisme eller New Age.

Noget der især fængede mig ved Bauckholts musik var hendes brug af samplede reallyde. Ofte langt ind i et stykke hørtes pludselig en konkret lyd. Det var som om man blev revet ud af sit sæde og sendt ind i 'den virkelige verden', og denne afveksling mellem det konkrete og det abstrakte var særdeles spændende. For eksempel, cirka halvvejs gennem det sidste stykke Sog (tysk for sugning), fra 2013, begyndte pianisten at spille på strengene og trækassen med en elektrisk tandbørste. Efter noget tid hørtes pludselig, over anlægget, lyden af en person der børstede tænder med en sådan tandbørste. Da tandpastaen blev spyttet ud i vaskekummen, ændredes den samlede musikalske tekstur, og lytteren blev igen ført tilbage ind i en mere abstrakt musikalsk verden.

Rejser i rum og resonans med elektronmusikkens digter
Af alle de store legendariske outsiders på Ultima programmet var der kun én nulevende: Alvin Lucier (f. 1931). "Elektronmusikkens digter" (som han engang blev kaldt af endnu en ikonisk amerikansk outsider, komponisten Pauline Oliveros) var til alles glæde tilstede under festivalen, hvor to forskellige koncerter samt en installation af ham kunne opleves.

Digter-etiketten er meget passende. Det smukke ved Luciers virke er den måde han, i sine minimalistiske og stemningsfulde værker, beskriver naturlige fænomener eller processer musikalsk, så lytteren får en meget konkret og forståelig oplevelse af diverse akustiske fænomener. Som for eksempel i værket Silver Streetcar for the Orchestra (1988), fremført her på Ultima af den norske slagtøjsspiller Håkon Stene.

I Fragerborg Kirke opstod de mest fantastiske klange på grund af triangelens interaktion med sit eget ekko og kirkerummets resonans.

Værket er skrevet for triangel, intet andet, og det musikalske materiale består af lige 16 dels slag, gentaget i 19 minutter. Mere minimalistisk fås det næppe. Det interessante er dog performerens forskellige måder at dæmpe trianglen på: Ved at bruge flere forskellige grader af tryk, og ved at placere hånden forskellige steder på triangelen, ændres den måde lyden opfører sig i rummet, hvor meget og hvorledes den reflekteres af væggene. I Fragerborg Kirke opstod de mest fantastiske klange på grund af triangelens interaktion med sit eget ekko og kirkerummets resonans. Til tider kunne man slet ikke høre Stenes slag på trianglen - i stedet fyldtes ens ører med en meget syntetisk og kompleks pulserende lyd som syntes at strømme fra kirken selv. Magisk!

Burlesk og grotesk
Min sidste aften i det norske tilbragte jeg i Oslos fantastisk flotte Opera, i selskab med Györgi Ligeti (1923 - 2006), hvis eneste opera Le Grand Macabre, var på programmet.

Mod slutningen af operaen køres ballerne til hver deres side, og et diskotek inde i kvindens kæmpe bagdel kommer til syne, komplet med diskokugle og stroboskoplys.

Det spanske instruktørkollektiv La Fura del Baus' opsætning er løssluppen - scenografien er bygget op omkring en kæmpe kvindekrop, på hvilken skuespillerne kravler rundt. Video og 'projection-mapping' teknologi gør kvindekroppen levende: Hendes øjne bevæger sig (og blinker endda), og i løbet af historien bliver hun til et skelet, eller en gammel dame. Der bliver også brugt mekanik: Kvindens hoved kan drejes 360 grader, og på visse tidspunkter synger folk fra hendes øjenhuller, eller firer sig ned mod scenen fra hendes mund. På andre tidspunkter i stykket fjernes hendes brystvorter og der kravles ind i brysterne. Op til flere gange drejer hele kroppen sig rundt, således, at man ser kvindens bare røv, som er på størrelse med et mindre hus. Åbningen i denne ende bliver også brugt scenisk, og flere gange forsvinder folk mellem ballerne på den stakkels dame. Mod slutningen af operaen køres ballerne til hver deres side, og et diskotek inde i kvindens kæmpe bagdel kommer til syne, komplet med diskokugle og stroboskoplys.

Handlingen i Le Grand Macabre er også absurd og fræk, og med apokalypsetemaet minder operaen en lille smule om Lars von Triers film Melancholia fra 2011. Musikken er mindre interessant. Sangen er tit overdrevet operatisk - næsten for meget. Men dette er måske pointen: Ifølge historiebøgerne er Le Grand Macabre en slags modsvar til Mauricio Kagels (1931 - 2008) 'anti-opera' Staatstheater (1960/1970), og ud fra dette kan Ligetis opera forstås som en postmodernistisk pastiche på både opera- og antioperagenren.

En dejlig grotesk afslutning på en rigtig god festival!

I sidste ende var det den storslåede og vanvittig opsætning der reddede oplevelsen for mig. En dejlig grotesk afslutning på en rigtig god festival!