Det over 2.000 år gamle orgel er et af den vestlige musiktraditions ældste instrumenter. Pibeorglet er for de fleste tæt forbundet med den kristne kirke, men har de seneste 200 år gradvist frigjort sig fra sit tunge religiøse åg. Den fascinerende blanding mellem et klaver og et blæseinstrument, og orglets evne til teoretisk set at kunne holde sine toner i en uendelighed, har vakt fornyet interesse. Især fra anden halvdel af det 20. århundrede og frem har man hørt orglet i nye, spændende sammenhænge, når dets mange muligheder er blevet udforsket af samtidens eksperimenterende komponister. Klang Festivals kunstneriske leder, Christian Winther Christensen, guider her til fem værker, som ifølge ham er essentielle for en moderne orgelkanon.

1. John Cage: Organ²/ASLSP (As Slow as Possible) (1987)
Som det første værk introducerer Christian Winther Christensen Seismografs læsere til John Cages berømte Organ²/ASLSP (As Slow as Possible). Værket er oprindeligt skrevet i en version for klaver (1985), som kan tage mellem 20 og 70 minutter at fremføre. I 1987 komponerede Cage værket for et orgel, hvis særlige anatomi gør en endnu langsommere fortolkning mulig. En nuværende fremførelse af værket foregår i den tidligere Skt. Burchardi Kirke i Halberstadt, Tyskland, hvor et automatisk orgel siden 2001 har udsendt en konstant meditativ summen. Organ²/ASLSP er programsat til at vare i 639 år (indtil år 2640). »Der ligger en absurditet i, at der aldrig er nogen, der kommer til at høre det fra ende til anden,« siger Christian Winther Christensen. Værket er åbent for offentligheden, men det fremføres så ekstremt langsomt, at nysgerrige besøgende og John Cage-fans må vente årevis på et klangskifte. Op mod 1.000 mennesker har flere gange været samlet i kirken for at overvære en enkelt pibe blive skiftet ud i det automatiske orgel. Den tyske konceptuelle komponist Johannes Kreidler har i nyere tid fortolket Cages stykke under titlen ASFSP (As Fast as Possible), som han første gang fremførte i 2013.  

John Cage: ‘Organ²/ASLSP (As Slow as Possible)’ – eksempel på klangskifte i 2010.

2. György Ligeti: Volumina (1961-62/66), Harmonies (1967) og Coulée (1969)
Christian Winther Christensen fremhæver også den ungarske komponist György Ligeti som en anden helt central figur inden for ny orgelmusik. Ligeti komponerede i løbet af sit virke fire værker for orgel, som alle blev betydningsfulde i både sam- og eftertiden. Værkerne Volumina, Harmonies og Coulée blev i 1960’erne startskuddet til en hel bølge af ny musik for orgel. Som diametral modsætning til Cages tunge og langsomme Organ²/ASLSP udfordrer værket Coulée i stedet grænserne for, hvor hurtigt organisten kan spille. Værket består af en kæde af ottendedele, som er så hurtige, at tonerne ikke længere kan skelnes fra hinanden. I stedet synes de at smelte sammen i et kontinuum, hvori der tegner sig en langsom harmonisk progression. Derfor efterlades lytteren, trods værkets hastige tempo, med fornemmelsen af noget stillestående og let pulserende. 

György Ligeti: ‘Coulée’.

Hvor Ligetis Coulée udfordrer begrebet om tempo, vender værket Volumina op og ned på idéen om et musikalsk værk som et forløb over tid. Parametre som melodi, harmonik og rytme, der normalt benyttes til at strukturere musikværker, erstattes i Volumina af idéen om en gennemgående tonefarve som det eneste strukturelle element. Værket giver lytteren oplevelsen af et lydrum frem for et musikalsk forløb.

György Ligeti: ‘Volumina’.

3. Peter Ablinger: Organ and World Receiver (1999)
En helt anden måde at nyfortolke orgelmusikken på oplever man i østrigske Peter Ablingers konceptuelle værk Organ and World Receiver. Ablinger er oprindeligt uddannet grafiker og har selv givet udtryk for, at det visuelle aspekt har fulgt ham i hans kompositoriske arbejde. Han er især kendt for sine lydinstallationer og elektroakustiske værker, men har også skrevet musik for orgel. »Jeg har valgt det her værk, fordi tilgangen er interessant. Her er konceptet vigtigere end selve musikken,« fortæller Christian Winther Christensen om Organ and World Receiver. Stykket er skrevet til orgel og en lille FM-modtager, som indstilles mellem to stationer, så den opfanger støj ‘fra æteren’. Christian Winther Christensen anbefaler i denne sammenhæng komponister som svenske Johan Svensson og østrigske Klaus Lang, som også har skrevet konceptuelle værker for orgel.

Peter Ablinger: ‘Organ and World Receiver’. 

4. Per Nørgård: Canon (1971)
Per Nørgård har gennem sit lange komponistvirke skrevet musik for stort set alle instrumenter, dog altid med en særlig forkærlighed for klaveret. Men også orglet har han haft et tæt forhold til, fortæller Christian Winther Christensen. Canon for orgel er et af Per Nørgårds mest rendyrkede værker, hvor han arbejder med uendelighedsrækken. Værket består af syv dele, eller ‘cykler’, som alle er præget af uendelighedsrække-princippet og Nørgårds komplekse rytmiske arbejde med gyldne snit. Canon er for nylig udgivet på Dacapo Records, hvor organisten Jens E. Christensen har indspillet værket. Christian Winther Christensen nævner desuden Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Bent Sørensen, Jexper Holmen, Niels Rosing-Schow og Nicolai Worsaae, som i nyere tid alle har skrevet værker for orglet. Desuden bør nævnes Hans Abrahamsen ‘på syre’ i Mit grønne underlag (1970) for horn og orgel.

5. Wolfgang Mitterer: Stop playing (2010)
Mens mange komponister har holdt sig til at skrive enkelte værker for orgel, er den moderne østrigske komponist Wolfgang Mitterer selv organist og kendt for at komponere orgelmusik. »Han er vigtig at nævne i denne sammenhæng, for en seriøs tilgang til orglet som Mitterers er sjælden. Mange af dem, der komponerer specifikt for orgel, laver mest brugsorgelmusik,« fortæller Christian Winther Christensen. Mitterer har været aktiv siden midten af 1970’erne og kan skrive utallige orgelkompositioner på sin værkliste. Ligesom blandt andre John Cage og Peter Ablinger har han beskæftiget sig med elektroakustisk musik, og værket Stop playing er et af hans solostykker for orgel og elektronik. Christian Winther Christensen anbefaler i denne sammenhæng også den unge danske organist Morten Ladehoff, som komponerer for orgel. Andre udenlandske komponister, som også selv spiller orgel, er for eksempel italienske Francesco Filidei og førnævnte Klaus Lang.