På festivalen Malmø Chamber Music i fjor hørte jeg et stykke musik, som stadig ikke har sluppet taget i mig. Det var i Sankt Petri Kirke i Malmø, og fra orgellægten strømmede tonerne af Sofija Gubajdulinas sonate for orgel og slagtøj, Detto I (1978). Det forbløffede mig, hvor godt orgellyden smeltede sammen med lyden af xylofon, pauker og klokkespil, nærmest som om slagtøjet vækkede orglet til live. Et stort orgel er et dynamisk instrument, men der er alligevel noget akavet og abstrakt over måden, det udtrykker sig på. Nu virkede det derimod gennemstrømmet af blod. Pludselig føltes det utrygt at sidde der med ryggen mod orgellægten; tænk nu, hvis kæmpen deroppe fandt på at klatre ned til os på gulvet!

Det var chokerende at høre dette vågnende liv, men det var dog ikke første gang, jeg oplevede det, for af og til forvandles også et ensomt orgel fra maskine til levende krop. Dette måske tydeligst, når det spiller så kraftigt, at rytme, melodi og harmonik smelter sammen i et stort brøl. Andre gange er situationen mere kompleks. I en fuga kan det for eksempel forekomme, at orglet helt tørt præsenterer temaer og modtemaer, samtidig med at den kontrapunktiske væven som helhed danner en glitrende, ja nærmest hvirvlende sky, der stiger op gennem rørene og fylder hele rummet. Så er musikken både levende og død på samme tid.

Et stort orgel er et dynamisk instrument, men der er alligevel noget akavet og abstrakt over måden, det udtrykker sig på

For at komme tættere ind på livet af dette mærkelige instrument kontakter jeg to af Skånes unge orgelvirtuoser for at spørge, om jeg må besøge dem på deres arbejdspladser. De siger ja, og jeg starter med at besøge domkirken i Lund, min egen hjemby. Det er efterår, og en flok skrigende traner trækker i V-form ned over kirkens grå tag. Da jeg åbner kirkeporten, kan jeg høre toner af saxofon og orgel. Ved kororglet sidder domkirkens organist, Robert Bennesh. Da han og saxofonisten er færdige, kommer han hen til mig og fortæller, at der om nogle dage skal indvies en ny domprovst. Derfor må han snart tilbage og øve, men inden har han tid til en snak. Vi tager elevatoren op til et af kirkens to tårne, går gennem en smal gang og kommer ud på lægten. Her tårner det store orgelværk sig op. Jeg har set det mange gange før, men aldrig så tæt på. Orglet er todelt, så lyset strømmer ind i kirken fra lægtens store vindue. Langt borte og langt nede glimter det gyldne alter. Jeg beder Robert Bennesh fortælle, hvad det er for et orgel, vi står ved.

Neobarok på romantisk grund
RB: Dette er Sveriges største kirkeorgel. Det blev bygget af det danske firma Marcussen & Søn i årene 1932-34. Dette var en transitionsperiode inden for orgelbyggeriet. I slutningen af 1800-tallet og flere årtier ind i 1900-tallet havde man forsøgt at få orgler til at lyde som et symfoniorkester. Disse romantiske orgler blev større og større og fik nye stemmer med nye klange. Man gik væk fra den mekaniske måde at styre orglet på og udviklede metoder, der kunne overføre impulserne fra spillebordet ved hjælp af lufttryk og elektricitet. Men efterhånden tiltog misfornøjetheden med alt det nye. Inden for den tyske Orgelbewegung, som i Skandinavien blev til Orgelbevægelsen, var man imod, at de nye orgler var så store og skulle lyde som noget andet end netop et orgel. Man ville have de distinkte stemmer tilbage og genvinde muligheden for at påvirke tonen fysisk, som det mekaniske klaviatur tilbyder. Det nye ideal blev barokorglet og særligt den type orgel, som man mente, at Johann Sebastian Bach spillede på.

Vi tager elevatoren op til et af kirkens to tårne, går gennem en smal gang og kommer ud på lægten. Her tårner det store orgelværk sig op. Jeg har set det mange gange før, men aldrig så tæt på

I starten af 30’erne var orgelbevægelsen stadig ung, så selvom Josef Hedar, der var organist her på den tid, var meget interesseret i barokmusik og tydeligt påvirket af orgelbevægelsen, så byggede man ikke et udpræget neobarokt orgel. Derimod modificerede og udvidede man det romantiske orgel, som allerede fandtes i kirken. Man kan sige, at vi i dag har en neobarok orgelbevægelse med afsæt i den romantiske arv. Dette gør, at man temmelig godt kan spille barokmusik såvel som romantisk musik på det. Det kan også lade sig gøre at spille samtidsmusik på det, for når der skrives orgelmusik i dag, plejer komponisten at have et tæt samarbejde med den organist, som skal opføre stykket. Organisten demonstrerer instrumentet, og derefter kan komponisten bruge dets specielle egenskaber på en kreativ måde. 

Sakralt og profant
TL: Betragter du orglet som et sakralt instrument?

RB: Nej, ikke per definition, men mange gør det måske, fordi orgler helt enkelt ofte findes i sakrale rum. Der er dog mange undtagelser, for eksempel findes orgler også i ishockeyarenaer. Og i andre dele af verden er  den sakrale association mindre indlysende, fordi store orgler oftere forekommer i både rådhuse og koncerthuse. Det er ingen nyhed, at orgler benyttes i profane sammenhænge. Tværtimod. I oldtiden blev der for eksempel spillet på orgel under gladiatorkampene.

TL: En anden profan orgeltype er kinoorglet, der blev brugt i starten af det 20. århundrede. Synes du, at kirkeorglet her i domkirken på nogen måde bærer en profan arv med sig?

RB: Ja, det synes jeg, at det gør. I et orgel findes stemmer af meget forskellig karakter, som kan gestalte musik fra helt forskellige steder og kontekster. Inden for kirkemusikken er der en lang tradition for at benytte det profane og bearbejde det, så det passer ind i det sakrale rum. Specielt ved koncerter kan man spille musik uden nogen direkte sakral kobling. 

TL: Betragter du kirken som en koncertsal, når der er orgelkoncert?

RB: Nej, men jeg tror, at dele af publikum gør det. Det er et interessant møde, hvor organisten og lytteren kan opfatte situationen på forskellige måder. Vi, som arbejder her, forsøger at betragte ethvert arrangement som en gudstjeneste, og derfor overvejer jeg grundigt, hvilken musik jeg vælger. Jeg tror, at alle mennesker kan opleve åndelighed, og gennem musik i kirken kan du bygge broer mellem de forskellige overbevisninger om, hvad åndelighed er.

TL: I dag findes der også orgler i en del buddhistiske templer, er det ikke rigtigt?

RB: Jo, det er rigtigt, men når orglet i dag dukker op i nye sammenhænge, så tror jeg, at den bærer en del af den kristne arv med sig. Især i USA er hele det religiøse landskab blevet påvirket af kristendommen. Jeg tror, at enhver kan gøre orglet til sit eget instrument, men det er svært at fjerne alle associationerne til kristendommen.

TL: Der er meget alvor i orgeltraditionen, men da en af mine bekendte engang skulle spille orgeltransskriptioner af Wagner-ouverturer, udbrød han: »Jeg føler mig som et barn i en slikbutik!« Er du enig i, at der er noget ved orglet, som leder organister til leg?

Når jeg satte mig ved orglet og gav den alt, hvad remmer og tøj kunne holde, så fik jeg udløb for det, der fik andre teenagere til at male graffiti om natten! 

RB: Helt sikkert. Tænk bare på karruseller, der har små indbyggede orgler i sig. Og du kan sagtens indstille registrene på et kirkeorgel, så det lyder som en karrusel eller en lirekasse. I alle historiske perioder har organister fundet en humoristisk tone ved siden af alvoren. I lande som England og USA er der skrevet orgelmusik med underholdningskarakter. Selv spiller jeg gerne orgelværker af franskmanden Louis Lefébure-Wély, som inddragede operettestil i sin musik. Det er vigtigt med humor i kirken, for en gudstjeneste skal rumme alle dele af livet. 

Orglets superkræfter
TL: ‘Fuldt register’ er et begreb, som pirrer. Hvordan føles det at spille rigtig kraftigt på et stort orgel?

RB: Det er virkelig sjovt. Når orglet bliver gravitetisk og tager fat i ens indre ... Det var noget, som fascinerede mig allerede tidligt. Da jeg begyndte at spille orgel, var jeg en dygtig dreng, som var pligtopfyldende i skolen og ikke lavede ballade, men når jeg satte mig ved orglet og gav den alt, hvad remmer og tøj kunne holde, så fik jeg udløb for det, der fik andre teenagere til at male graffiti om natten! I dag har jeg udviklet en større følsomhed over for musikkens og liturgiens nuancer, men det føles stadig mægtigt, når jeg styrer hele orglets kraft med mine hænder og fødder.

En gang imellem giver jeg børn lov til at komme op og spille på orglet. Hvis jeg så indstiller en kraftig registrering og barnet tager en eller anden tilfældig akkord, plejer det at hoppe op af stolen og give mig et forbløffet blik. Jeg kan selv tydeligt huske den overvældende følelse. 

Musikmaskinen i totalkunstværket
TL: Når man lytter til et kirkeorgel, kan det forekomme som et englekor, et jordskælv eller måske fuglesang. Samtidig er orglet tydeligvis også en maskine. Føler du dig mest som musiker eller som maskinist, når du går til arbejdet?

RB: Helt sikkert mest som musiker! Men tvetydigheden, du taler om, findes i allerhøjeste grad. Da orglet er en maskine, er det sværere at forme musikken på det end på mange andre instrumenter. Det hele er jo så mekanisk. Man trykker en tangent ned, og så åbnes en ventil, der slipper luft ind i et rør. Mulighederne for at påvirke en bestemt tones anslag eller forløb er små eller ikkeeksisterende, så det er frem for alt registrering, rytme og artikulation, som vi organister arbejder med for at gøre musikken levende. Og her er mulighederne til gengæld mange.

Da orglet er en maskine, er det sværere at forme musikken på det end på mange andre instrumenter. Det hele er jo så mekanisk

TL: Jeg forestiller mig, at hvis en kirke er et totalkunstværk, som skal forme besøgerens verdensbillede, så er orgelmaskinen med alle sine illusionstricks et af de mest kraftfulde værktøjer i værket.

RB: Jeg ser gerne på vores gudstjenester som totalkunstværker. I liturgien findes alt, som man finder i operaen, men med den forskel, at de besøgende er tydeligere involveret her. Orglet hjælper med at sætte rammen og åbne dimensioner for forsamlingen. Når ordene er utilstrækkelige, kan orglet male det, der sker, og formidle glæde, sorg eller trøst. I liturgien improviserer organisten meget og må gå ud fra de tekster, som læses, og de salmer, som synges. Alt skal hænge sammen. At orglet er så effektivt et instrument til at akkompagnere salmesang, tror jeg har at gøre med, at piberne er som stemmer. Sammen danner forsamlingen og orglet et enormt kor, som synger Guds lov.

TL: Befinder du dig i en magtposition på orgelskamlen? 

RB: Ja, organisten har stor magt. Det sker også, at en præst og en organist kappes om, hvem der har ‘ret’. Så kan det blive uendelig lange improvisationer som intro til salmer, måske af en upassende karakter, og der kan forekomme prædikener, som ikke står i proportion til resten af liturgien. Derfor er det vigtigt, at der er et velfungerende samarbejde mellem præst og organist, så de kan skabe en helhed sammen. Her i domkirken vil vi gerne have, at gudstjenestens helhed er på plads, men vi lægger også stunder med stilhed ind for at give gudstjenestens besøgende tid til egen refleksion. En del af vores besøgende synes, det er godt. Andre synes, det er svært. De vil hellere ledes gennem hele gudstjenesten. 

Stor, større, størst
Kirkeorglet i Lund Domkirke er stort, men i Sverige findes der større orgler, blandt andet i Stockholms stadshus og siden 2012 også i koncerthuset Studio Acusticum i Piteå. Men snart findes Skandinaviens største orgel i Sankt Petri Kirke i Malmø. Altså der, hvor jeg hørte Gubajdulinas Detto I. På kirkens egen hjemmeside læser jeg, at projektet hedder ‘Nye toner i Sankt Petri’, og at der bygges et nyt kororgel af Orgelbau Klais i Bonn. De orgler, som allerede findes i kirken, skal renoveres og kobles sammen med det nye værk. Jeg kan forstå, at digital teknik spiller en vigtig rolle i det hele. Det lyder moderne, men er samtidig et eksempel på et af kirkeorglets ældste egenskaber: at udvikle sig og tilpasse sig nye tider. I august 2018 lukker kirken på grund af installeringen, og i april 2019 er det tid til åbning.

Nogle dage efter min samtale med Robert Bennesh tager jeg til Malmø for at tale med Carl Adam Landström, organist i Sankt Petri Kirke. Han er projektleder for ‘Nye toner i Sankt Petri’, og det var også ham, der spillede Gubajdulinas Detto I sammen med perkussionisten Colin Currie. Som turnerende koncertorganist har Landström spillet på mange store orgler rundtom i verden. For nyligt spillede han på orglet i Elbphilharmonie i Hamborg, som ligeledes er bygget af Klais.

Et øjeblik tænker jeg på, om Sankt Petris mange millioner dyre kirkeorgel nogensinde vil nærme sig, hvad det slidte akkordeon udretter lige nu

Mens jeg venter på toget, hører jeg en mand spille akkordeon. Det er jo også et slags orgel, men ét, som ånder og kan skabe lige så levende fraseringer som en sanger. Det ved denne mand alt om, hvordan man gør, og mens det synger og danser fra bælgen, tænker jeg på, hvad Robert Bennesh sagde om de forhindringer, der møder en organist, som vil puste liv i musikken. Et øjeblik tænker jeg på, om Sankt Petris mange millioner dyre kirkeorgel nogensinde vil nærme sig, hvad det slidte akkordeon udretter lige nu.

Orgler fra seks århundreder
I den gulrøde murstenskirke Sankt Petri fører en spindeltrappe op til orglet. Side om side med det store kirkeorgel har Carl Adam Landström sit lille kontor. På vejen derhen stopper vi ved et fotografi, hvor en gammel mand med Nietzsche-overskæg kigger sig over skulderen og ser en noget yngre mand, som spiller orgel. Hvem er mændende på billedet?

CAL: Fotografiet er taget i 1959, da Carl Bengtsson, som var organist her, havde inviteret Albert Schweitzer. På billedet demonstrerer han sit nye kirkeorgel for gæsten. Bengtsson var barn af den nye saglighed (Neue Sachlichkeit, red.) og meget påvirket af orgelbevægelsen. Schweitzer var et af de helt store navne inden for den tidlige tyske Orgelbewegung, så det var et celebert besøg. Schweitzer besøgte også Malmø Museum, hvor han spillede på det såkaldte middelalderorgel, som er Sankt Petri Kirkes ældste instrument. Det siges at være  fra begyndelsen af det 16. århundrede. I 1799 blev det solgt til kirken i Genarp, og siden 1930’erne har det været placeret på Malmø Museum. Min drøm er at få det tilbage hertil, fordi det er fantastisk. Orglet er stemt i middeltone, og hvis man spiller musik fra 1500- og 1600-tallet på et sådant orgel, forstår man pludselig kompositionerne. Dissonanserne lyder skarpere, og en del konsonante akkorder bliver så fantastisk rene. Det ville være fint at få orglet tilbage hertil som et supplement til alt det nye og moderne, som vi snart får.

TL: Hvilket orgel havde I, da middelalderorglet var blevet solgt?

CAL: Der byggede man et nyt, større orgel med en klassicistisk facade, som vi stadig har i dag. Men selve orglet blev smidt ud i 1914. Efter det byggede man i stedet et meget stort romantisk orgel. Ved at anvende den nye elektropneumatiske styring kunne man placere to fjernværk i andre dele af kirken. Det var et storslået orgel, og det er mærkeligt at tænke på, at man allerede i 1951 mente, at det ikke længere var godt nok! Men det var jo der, at hele orgelbevægelsen kom – den, som var startet i Tyskland i 1920’erne og 30’erne – og Carl Bengtsson ville have et instrument i overensstemmelse med bevægelsens antiromantiske principper. Så i 1951 byggede Marcussen & Søn det så godt som mekaniske orgel, vi har i dag. Det er det orgel, Bengtsson demonstrerer på fotografiet. Heldigvis beholdt man mange af piberne fra 1914-orglet og ligeledes fjernværket. 

Hvis vi skal motivere ungdommen til at spille orgel, skal vi måske gøre noget mere end bare at bygge kopier af orgler fra tidligere epoker

TL: Det nuværende orgel er altså vokset frem under lang tid og står nu foran nye forandringer. Fortæl! 

CAL: Vores Marcussen-orgel er et rigtig godt instrument, så det vil vi ikke lave om på. Men det skal elektrificeres, så man kan spille på det fra et nyt spillebord nede i kirken. Derfra vil man også kunne spille på begge fjernværker og på det nye kororgel. Det bliver altså i alt fire orgler, som fungerer som et enkelt. Orgellydene vil komme fra alle retninger. Spillebordet får seks tangentrækker, og i stedet for de traditionelle registertræk vil vi have to touchscreens, hvor man kan lave helt nye former for indstillinger. På et almindeligt orgel kan man ændre tonens karakter ved at lægge tonerne en terts eller en kvint op eller én eller flere oktaver op eller ned. Man kommer til at kunne gøre det samme, men med et hvilket som helst interval for på den måde at skabe helt nye lyde. Der vil også findes forskellige specialeffekter, der opnås ved hjælp af digital teknik. Ej at forveksle med digitale lyde. Der kommer kun toner fra de rigtige rør. Det er meget vigtigt. 

TL: Hvor meget koster projektet?

CAL: 17 millioner. Kirkerådet sagde nej tre gange. Fjerde gang orkede de sikkert ikke længere! Der er også kommet donationer fra privatpersoner, og jeg har brugt meget tid på at gå rundt og forklare, hvorfor jeg synes, man skal satse på dette. Jeg har sagt, at vi kommer til at sætte Svenska kyrkan i Malmø på landkortet. Frem for alt er vi nødt til at få de unge mennesker til at interessere sig for orglet som instrumentet, for der er stor mangel på organister i dag. Hvis vi skal motivere ungdommen til at spille orgel, skal vi måske gøre noget mere end bare at bygge kopier af orgler fra tidligere epoker. I slutningen af det 19. århundrede var orglet den mest moderne maskine af alle, men så standsede udviklingen. Orgelbevægelsen ville vende tilbage til barokken. I dag har det romantiske orgel fået en ny status, men det er stadig mest stilkopier, der bygges, så i hundrede år er der egentlig ikke sket noget nyt.

Hvad vi gør i kirken, er at udøve kunst med et konfessionelt budskab, så jeg vil gerne væk fra adskillelsen mellem koncert og gudstjeneste

TL: Er jeres projekt en del af en ny trend inden for orgelbyggeri, eller er det en spydspids?

CAL: Det er en spydspids. Til en vis grad er orglet i Studio Acusticum i Piteå et forbillede, men der blev pengene brugt op, før alle planer var realiserede. Vi er heller ikke de første til at bruge touchscreen, men vi er først med at fuldføre det. Nu er jeg imidlertid blevet involveret i et projekt i Orgelpark-koncertsalen i Amsterdam, hvor de også vil bruge touchscreens, så jeg tror faktisk, at vores projekt har fået flere til at vove pelsen.

Den hellige dans 
TL: Der er ofte noget abstrakt over den musik, der kommer fra et orgel. Derfor var det så specielt, da du og Colin Currie spillede Gubajdulinas Detto I tidligere på efteråret. Det føltes, som om orglet blev vakt til live og nærmest var ved at træde ned i kirken. Nu tages det skridt jo i helt bogstavelig forstand med det nye kororgel, og ved at det hele skal styres fra et spillebord nede på gulvet. Vil dit publikum og menigheden oftere end før møde et orgel, der ser ud til at være i live? 

CAL: Det tror jeg absolut. I gudstjenesterne vil organisten blive mere delagtig i det, der sker foran alteret; det, jeg plejer at tænke på som ‘den hellige dans’. Forudsætningerne for et tæt samspil i liturgien bliver bedre. Til indvielsen skal en ny perkussionist og jeg fremføre Gubajdulinas stykke igen, og så vil vi være fuldt synlige for publikum. Måske forsvinder noget af mystikken, men på den anden side kan vi så også formidle musikken gennem måden, vi bevæger os på. Det er en vigtig del af artisteriet.

TL: Betragter du ‘Nye toner i Sankt Petri’ som et frem for alt liturgisk eller kunstnerisk projekt?

CAL: Et kunstnerisk projekt, uden tvivl. Jeg vil jo arbejde for orglet som et koncertinstrument og ikke bare som et salmeinstrument, men for mig er den hellige dans også kunst. Jeg er selv troende og kan godt lide mystikken i en rig liturgi. Jeg kan godt lide, når ting ikke kan forklares. Hvad vi gør i kirken, er at udøve kunst med et konfessionelt budskab, så jeg vil gerne væk fra adskillelsen mellem koncert og gudstjeneste. På samme måde som jeg gerne vil væk fra orgelverdenens strenge epoketænkning. I vores nye instrument vil orgelidealer fra forskellige tidsepoker mødes.

TL: Hvad er det, som lokker ved sådan et kæmpeorgel?

CAL: Ja, på den ene side er det jo sådan, at der sker noget med os orgelnørder, når det lyder rigtig kraftigt. Det kommer til at kunne lyde svimlende højt her. For eksempel får vi spanske trompetpiber, som ligner dem, man havde i Notre-Dame i 60’ernes Paris. De skal stikke vandret ud fra muren højt oppe under taget. Det bliver slagkraftigt! Men hovedsageligt leder jeg efter muligheder for at lave nye klange. Jeg forestiller mig, at det her instrument bliver lidt som Bachs musik: Hver gang man spiller et stykke af ham, finder man noget nyt. Egentlig burde jeg ikke skrive nogen brugsanvisninger til orglet, men i stedet give hver og en, som spiller, mulighed for at gøre sine egne opdagelser. Det skal være en legende dans i det hellige rum.

TL: Hvad håber du på, at komponister som skriver til det nye orgel, vil tænke på? 

Der kan blive en ny orgelbevægelse, bare anderledes end den gamle

CAL: Alle de muligheder, som instrumentet tilbyder. I dag synes mange komponister, at orglet er et alt for begrænset instrument at skrive for. Derfor ser jeg gerne, at vores orgel skal inspirere dem til at skabe orgelmusik med lyde, som ingen tidligere har hørt, og som kommer fra alle retninger i kirkens rum. Fordi organisten sidder og spiller nede på kirkegulvet, vil det også være nemmere at lave tværkunstneriske samarbejder. Selv vil jeg gerne improvisere med dansere. Derudover håber jeg, at denne type orgler vil blive bygget flere steder. Der kan blive en ny orgelbevægelse, bare anderledes end den gamle. 

TL: Tror du, at det bliver let for de komponister, der hører om orglet, at forstå, hvilke muligheder der findes?

CAL: Nej, derfor må andre organister og jeg selv vise, hvad orglet er i stand til. For mit eget vedkommende har jeg en vigtig opgave som improvisationsmusiker, og jeg ser i høj grad vores nye instrument som et improvisationsinstrument. Det er improvisationen, som ligger mig nærmest. 

Orglets vilje til liv
Kirkeorgler er mekaniske genstande, som en gang imellem opfører sig som organismer. Det er min oplevelse efter at have besøgt de to kirker. Orgler vokser, de forandrer sig, og de vil gribe fat i organister og tilhørere med de midler, som er mest effektive i en given tid. Af og til har denne stræben gjort, at orgler er blevet enorme. I øjeblikket befinder vi os i en sådan fase. Og orglerne vokser ikke blot. De kommer også nærmere på deres publikum.

I Elbphilharmonie har man placeret piberne tæt på tilhørerbænkene, og i Sankt Petri Kirke forvandles hele kirkerummet til ét enormt orgel med organist og publikum placeret midt i det hele. Alle forhindringer for orglets ekspansion og for nærkontakt mellem instrument og lytter skal fjernes. På samme måde som de bekostelige koncerthuse, der er blevet bygget mange steder de seneste år, kan satsninger på ekstravagante orgler opfattes som en modbevægelse i en digitaliseret tid. En indsats for det permanente. For det, som man ikke kan tage med sig på mobilen og høre i et par høretelefoner. Det, som gør, at mennesker bliver nødt til at mødes og lytte sammen som et fællesskab. Men udviklingen er også drevet af det digitale. Ikke kun fordi orglet i Malmø kommer til at benytte sig af digital teknologi, men i høj grad fordi konstruktionerne af de nye orgler og de nye koncerthuse drives fremad af de digitale medier, hvor lyd og farver er klarere og skarpere end i den virkelige verden. Der ligger noget næsten desperat i jagten efter en stadig større følelse af nærvær.

Et orgels indre kerne er fyldt af mekanik og mystik. Luftstrømmen suser svagt, og det knager i træet. Trapper leder hid og did, tilsyneladende uden endemål

Man kan spekulere på, hvad man kommer til at tænke om DR Koncerthuset, Malmö Live og Elbphilharmonie om hundrede år; og om orgler som det, der snart står færdigt i Sankt Petri Kirke. Vil man tænke, at de var starten på en ny frugtbar epoke? Eller vil man betragte dem som skræmmende mindesmærker, der symboliserer en mangel på moderation i vores tid? Det forekommer ikke usandsynligt, at der inden for et århundrede vil opstå en ny reaktion på linje med orgelbevægelsen fra det 20. århundrede. En nygammel strenghed mod tidens realiteter.

Orglet er både koncentration og ekspansion. En skarpsindighed, som kun vil fortælle det mest væsentlige, og som påskønner instrumentets stramme toner og barske register. Ligeledes en direkte modsat vilje til at overskride enhver grænse med flere piber og nye opfindelser. Den tilhører, som bliver ramt af orgelmusik, smittes let af en lignende vilje. Først vil man op på lægten, derefter trænge sig ind bag orgelfacaden i et forsøg på at afsløre instrumentets hemmeligheder. Heldigvis plejer der at være en lille dør, man kan komme ind ad.

Et orgels indre kerne er fyldt af mekanik og mystik. Luftstrømmen suser svagt, og det knager i træet. Trapper leder hid og did, tilsyneladende uden endemål. Det er som et hus tegnet af M.C. Escher. Men da jeg træder ind i Sankt Petri Kirkes orgel, er det noget helt andet, jeg studser over, for oven på den store luftkasse ligger nogle døde og helt indtørrede svaler. Carl Adam Landström fortæller, at gammel overtro siger, at man gør klogt i at lade dem ligge. Jeg tillader mig at tro, at de små kroppe skælver, når den mekaniske lunge trækker vejret ind og lydstormen passerer gennem orglet. At vingerne stivner og næbene klinger blandt de rige overtoner.

Artiklen er oversat fra svensk af Katrine Amsler.