Det anbefales at lytte til ‘Organ Safari Lituanica #1’ under læsningen af denne artikel. Det er første komposition på albummet ‘Organ Safari Lituanica’, som Arturas Bumšteinas udgav i februar 2016. Komposition: Arturas Bumšteinas. Improvisation: Gailė Griciūtė. Optagelse: Paul Paulun.

Orgelsafari i Litauen
I slutningen af maj 2015 var jeg færdig med at planlægge ruten til min første orgelsafari i Litauen. Jeg havde sendt e-mails til cirka 100 sogne (katolske og protestantiske), der var i besiddelse af interessante pibeorgler, og jeg fik svar fra omkring 40 af disse, hvoraf jeg formåede at besøge 22 i løbet af juni måned.  

Men for at starte et andet sted: Formålet med mine efterhånden mange orgelsafarier har aldrig været at dokumentere pibeorgler på en videnskabelig endsige metodisk måde. Det har snarere været som en slags ferieeventyr, et eksperiment. Ganske enkelt at drage ud og opleve instrumenterne, deres arkitektur og akustiske kvaliteter, blandt andet ved hjælp af improvisationer på instrumenterne leveret af mine medrejsende organister, i dette tilfælde min litauiske landskvinde Gailė Griciūtė.

[Kortet] var næsten som et partitur, vi skulle til at gennemspille

Foruden Gailė havde jeg også inviteret en kunstnerven og radiodokumentarist fra Berlin, Paul Paulun, til at deltage i ekspeditionen, og vi forlod i starten af juni hovedstaden Vilnius i en lejet Chrysler PT Cruiser. Turen gik ad både mindre og større hyggelige veje gennem Litauens landskab, og det var en kærkommen chance for mig til endelig at opleve mit eget land. Før denne tur havde jeg kun besøgt en håndfuld byer og endnu færre landsbyer, og jeg havde altid rejst via de samme få hovedveje eller med tog. Nu havde vi et smukt prikket kort over Litauen, og ruten snoede sig fra den ene kant til den anden. Det var næsten som et partitur, vi skulle til at gennemspille. 

Vi besøgte følgende byer og landsbyer: Kaunas, Zapyškis, Išlaužas, Pakuonis, Griškabūdis, Kudirkos Naumiestis, Gižai, Kalvarija, Švenčionėliai, Linkmenys, Tauragnai, Leliūnai, Zarasai, Druskininkai, Krekenava, Ramygala, Dotnuva, Tytuvėnai, Vosiliškis, Varniai og Šiluva.

Orgelsafariens rute gennem Litauen.

Knappenålene var spredt vidt omkring på Litauen-kortet, men jeg var ganske overrasket over at opdage, at kun få sogne fra den såkaldte centrallitauiske region svarede på mine henvendelser. Dette område er hovedsageligt centreret omkring Vilnius, og i den første halvdel af det 20. århundrede blev regionen skiftevis annekteret af Rusland og Polen, hvilket efterlod området med den største etniske diversitet i hele Litauen. Det er interessant at sammenligne de litauiske kort fra før Anden Verdenskrig og så mine orgelsafariruter. 

Billedet herover viser de byer, vi besøgte, og den røde linje angiver grænsen mellem Litauen og det polsk annekterede område (1920-1939). På den måde er orglerne, kirkernes placeringer og Litauens historie tæt sammenvævede – ligesom det sikkert gælder i andre lande og regioner – og instrumentet og orgelmusikken er derfor en interessant vej at bevæge sig ad tilbage i tiden eller historien.  

På samme måde vil jeg gerne se et musikinstrument som et individ – helst ingen standardisering anvendt i repræsentationen!

Orglers specificitet 
De første dokumenterede orgler i Litauen er fra det 15. århundrede, men de fleste af de overlevende historiske instrumenter er fra det 19. og 20. århundrede. Under den sovjetiske besættelse, som varede gennem hele den anden halvdel af det 20. århundrede, led orgelinstrumentet stærke tab på grund af store forsømmelser på det kulturarvslige område. Dette kunne især mærkes i de mere provinsielle sogne. Samtidig blev kirker og katedraler i nogle af de større byer omdannet til museer, og orgelinstrumenterne blev derfor opbevaret her med henblik på koncertformål. Det var eksempelvis tilfældet med Vilnius’ katedral, der huser et utrolig stort orgel bygget af nogle af de tyske mestre.

Efter at have besøgt snesevis af kirker over hele Litauen kan jeg med overbevisning i stemmen sige, at ingen af orglerne (eller kirkerummenes akustik) lyder ens. Det har at gøre med, at pibeorglet er en delikat mekanisme, der kræver regelmæssig pleje og stemning, men kun få kirketjenere kan vie den slags opmærksomhed til instrumentet i deres tilsyn. Mange af de orgler, som vi stødte på på vores rejse, var derfor mere eller mindre forsømte, hvilket resulterede i, at de klingede forholdsvis falskt. Ikke at det var noget, som jeg havde noget imod. 

Tværtimod er det et interessant aspekt at opholde sig ved. For når jeg talte med kirketjenerne eller kordegnene over telefon, understregede de ofte, at orglerne ikke var i perfekt stand, og jeg havde i mange tilfælde store vanskeligheder ved at forklare dem, at det præcis var dette, vi søgte. At optage instrumenterne under de naturlige forhold, som de befandt sig i. Hvad end de var beskadigede eller beboet af svaler (så længe det er muligt at spille på dem uden at gøre yderligere skade på dem, naturligvis). 

Jeg anskuer denne optagestrategi lidt som at interviewe en person. Jeg har ikke i sinde at rette eller forberede personen for meget, men ønsker at bevare de karakteristiske og individuelle egenskaber i deres personlighed så meget som muligt. Jeg betragter det som et vellykket interview, hvis et bredt spektrum af den enkelte persons træk er blevet repræsenteret. På samme måde vil jeg gerne se et musikinstrument som et individ – helst ingen standardisering anvendt i repræsentationen! 

Udgivelsen ‘Stories from Arturas Bumšteinas and His Organ Safari’, optaget i Orgelpark, Amsterdam, 2010. © Arturas Bumšteinas

Mine yndlingsorgler var derfor dem, der ikke havde været stemt i et stykke tid, men som samtidig ikke var forfaldne i en grad, hvor eksempelvis flagermus havde bygget reder i piberne. Min organist Gailė medbragte – ud over sit improvisatoriske talent – en bog med J.S. Bachs koraler, som hun spillede efter i henhold til mine instruktioner. Og her nærmer vi os noget, der omhandler min musikalske metode. Hver optagelsessession begyndte med, at vi spillede Bachs koraler, hvor jeg lyttede til orglet fra forskellige steder i kirkerummet, afprøvede forskellige registre og undersøgte orglernes specifikke klanglige potentialer. Ud fra de individuelle træk ved hvert instrument begyndte jeg at udvikle idéer til, i hvilken retning Bachs musik skulle stemmes. Jeg kunne eksempelvis bede Gailė om at spille en enkelt stemme ekstremt langsomt og tilføje en anden stemme i en anden manual, men at spille den på en usammenhængende, fragmenteret måde og derved skabe to parallelle bevægelser. 

Et værk på tværs af orgler fra hele Litauen

Måske bad jeg hende om kun at spille lange akkorder adskilt af stilheder for at høre kirkerummets naturlige efterklang. Ud fra efterklangens resonerende frekvenser valgte Gailė de resonanstoner, der inspirerede hende til at spille sin egen melodi, som hun udviklede som en slags additiv variation. De samme ting blev spillet ved forskellige hastigheder og i forskellige registre for at finde de mest usædvanlige, behagelige (eller ubehagelige) akustiske resultater. Senere redigerede jeg de mange optagelser ved at vælge mine yndlingsfragmenter og bruge dem i en endelig komposition. Et værk på tværs af orgler fra hele Litauen. Hvis du har valgt at følge instruktionen i begyndelsen af denne artikel, så er det dette værk, du lytter til nu. 

Præstens magt
Et andet aspekt af turen var de mange forskellige præster, der lod os optage orglerne i deres sogne, og som for det meste var ‘darlings’ – entusiastiske, intelligente og åbne over for vores lidt mærkværdige projekt. Jeg havde på forhånd en fordom om, at litauiske præster var ultrakonservative og mistænkelige over for alt, hvad der ikke er regelret, og som truer med at gribe ind i det hellige kirkerum. Og selvfølgelig stødte vi på sådanne, men de fleste af præsterne var blandt de mest intelligente mennesker, jeg har mødt. Med uddannelser fra Italien eller Amerika var de flersprogede, velinformerede, belæste og i det hele taget dejlige samarbejdspartnere og meget gæstfrie.

De mest interessante møder var, når præsterne spillede deres egen musik for os og fortalte historier om byens kirkehistorie med sådan en smittende lidenskab og kærlighed, som gav os mere energi til at fortsætte vores arbejde. Et eksempel på et sådant møde:

‘Stories from Arturas Bumšteinas and His Organ Safari’ opført i Orgelpark som en del af Holland Festival i 2010. Her dog ikke baseret specifikt på optagelser fra Litauen. 

Impulser
Jeg tog ikke ud på orgelsafari, fordi jeg var interesseret i orgler. Det var snarere omvendt – jeg blev interesseret i orgler på grund af orgelsafarien. Det er en tilgang, som jeg tidligere har brugt i andre projekter. 

I 2013 opholdt jeg mig i en uge på Ethnologisches Museum i Berlin. Her brugte jeg tiden på at afprøve deres samling af gamelaninstrumenter, men på forhånd vidste jeg faktisk ikke særlig meget om den indonesiske gamelanmusik. Det var først, efter at jeg begyndte at arbejde med instrumenterne, at jeg fik interesse for at gå dybere ind i at studere deres historie, musikvidenskabelige kontekst og praktisk-musikalske aspekter. 

Et andet eksempel på denne metode var mit besøg i den polske by Gwizdaly (‘at fløjte’ på polsk), hvor jeg tog hen for at optage lyd på udstillingerne på deres fløjtemuseum. Jeg tror ikke, jeg var specielt opmærksom på fløjter, før jeg besøgte Gwizdały, men nu har jeg i snart årevis produceret mine egne lerfløjter, og jeg anvender dem som en integreret del af mit instrumentarium i mit kompositoriske arbejde. 

Jeg tog ikke ud på orgelsafari, fordi jeg var interesseret i orgler. Det var snarere omvendt – jeg blev interesseret i orgler på grund af orgelsafarien

Det samme gælder således min interesse for orgler – impulsen kom ikke indefra, men er blevet fremkaldt af den ydre kontekst og nogle særlige (for det meste tilfældige) situationer. Det vigtigste for mig i den sammenhæng er altid at være åben for de kreative impulser, der befinder sig uden for en selv. At give disse impulser plads til at bebo mig og så vurdere, om jeg skal nære dem og dyrke dem. Det er jo altid et spørgsmål.  

Orgel, radio og nye kontekster
Min safari rundt i Litauens kirker i 2015 blev realiseret på bestilling fra Australian Broadcasting Corporation og deres Soundproof Series. Fra mit perspektiv er det et interessant sammentræf, fordi jeg rent faktisk tror, at orgler og radio har en del til fælles. Begge har historisk set været anvendt som propagandaredskaber, og begge har enorme kunstneriske potentialer, der rækker ud over deres umiddelbare anvendelse.

På den anden side er de også hinandens diametrale modsætninger. Orglets lyd rammesættes af kirkens omsluttende mure, som faktisk er en grundlæggende betingelse for, at lyden af orgel opleves, som den gør. Radiobølger har på en helt anden måde større frihed til at bevæge sig gennem vægge og ud i mange forskellige rum. 

Fra de optagelser, jeg indsamlede under min safari, komponerede jeg i alt fem radioprogrammer ved navn Organ Archipelago. Projektet var på den måde også et forsøg på at hjælpe orglets lyde ud af deres indespærring, så der kunne opstå en række nye møder med nye mennesker, nye akustikker og nye kontekster. Da jeg færdiggjorde den samlede komposition på baggrund af mine mange orgeloptagelser, distribuerede jeg dem til fem forskellige musikere verden over (Polen, Sydafrika, Tyrkiet, Japan og USA) og bad dem om at bringe lydene udenfor i det fri. De skulle for første gang ud i den åbne natur og spille solo. 

De underlige, usandsynlige kombinationer, de ikke-stereotype møder mellem forskellige kulturer, det er det, jeg helst vil opnå med mine mange orgeloptagelser

For mig var dette det mest interessante aspekt af den endelige version af mit orgelprojekt. Arkivet er ikke noget i sig selv, men det opnår potentiale i kraft af den måde, det bringes i spil på i forskelligartede kulturelle/geografiske sammenhænge. De underlige, usandsynlige kombinationer, de ikke-stereotype møder mellem forskellige kulturer, det er det, jeg helst vil opnå med mine mange orgeloptagelser.

Afslutningen
I forbindelse med vores ekspedition rundt i Litauen er der en sidste historie, som jeg gerne vil fortælle. På en af vores helt almindelige safaridage kørte vi i vores røde Chrysler PT Cruiser, og da vi kom gennem Kaunas (den næststørste by i Litauen) på en ringvej, havde en hensynsløs bil skiftet vejbane foran os og stoppede så pludseligt, at det ikke lykkedes mig at hamre foden på bremsepedalen i tide, hvilket resulterede i en bilulykke. 

Den optageansvarlige Paul Paulun fløj lige igennem forruden og landede på betonvejen! Organisten Gailė brugte heldigvis sikkerhedssele, men formåede ikke at holde fast i sin rygsæk, som hun holdt på knæene, så den blev revet itu, og alle Bachs koraler eksploderede som en papirbombe. Siderne dalede langsomt ned omkring os. Paul råbte ude fra vejen: »Jeg har det godt, jeg har det fint!« Mens han stadig lå på jorden, sad Gailė fuldstændig stille. Jeg gik ud blot for at indse, at bilen, der forårsagede ulykken, allerede var væk. Ingen vidner, ingen kameraer. Vores lydudstyr led ingen skade, Paul brækkede sin arm, Bachs koraler blev helt sammenblandet, og jeg var nødt til at betale erstatning til biludlejningsfirmaet, big time!

Denne ubehagelige begivenhed satte en stopper for vores safari, så det lykkedes os ikke at besøge alle de kirker, vi havde håbet på. Næste orgelsafari, med samme hold, fandt sted i 2016 i delstaten Sachsen langs den tysk-tjekkiske grænse. Men mere herom en anden gang.