Die Freiheit ist um die Ecke

Så kom den endelig. Den store bog, der favner Henning Christiansens (1932-2008) lange karriere og brede virke som musiker, komponist, happeningartist, performer, installations- billed- og lydkunstner, båndmaskinemanipulator og meget, meget mere. Bogens titel  ”Henning Christiansen. Komponist, Fluxist og uden for kategori” understreger bredden i livsværket – og antyder også den naturlige fortsættelse af ovennævnte opremsning af kunstnerroller: Nemlig livskunstner. 

Når jeg skriver endelig, så er det fordi bogen har været undervejs i mange år – faktisk lå den allerede i støbeskeen i forbindelse med Henning Christiansens store soloudstilling i Den Frie Udstillingsbygning i København i 2007. Og så skriver jeg det naturligvis, fordi det så sandelig var på høje tid med et autoritativt referenceværk om en af Danmarks væsentlige komponister og kunstnere i perioden efter 1960. 

Ganske vist udkom bogen ”Derestauration” i 2001 i forbindelse med Henning Christiansens og Ursula Reuter Christiansens udstilling på biennalen i Venedig. Men denne fokuserede primært på billedkunstneriske, installatoriske og performative sider af Christiansens senere produktion – og påtog sig ikke den store biografiske og livsfavnende opgave, som herværende nyudgivelse gør. 

Og hvorfor kommer den så først nu? Et bud kunne være, at det ganske simpelt har taget lang tid at samle, registrere og udvælge det enorme materiale, som Henning Christiansen efterlod ved sin død. Et andet bud kunne være, at Henning Christiansen som kunstner simpelthen favnede så bredt og tværæstetisk, at ingen tidligere har vovet forsøget med at sammenfatte livsværket. Det gør Karin Hindsbo, der er bogens redaktør, nu – og hun gør det godt! Heldigvis for hende kunne man sige, for Hindsbo skriver og redigerer bogen fra en position, der gør projektet svært at kritisere: Nemlig som hovedpersonen, Henning Christiansens, svigerdatter. Men denne personlige relation og førstehånds-adgang til hovedpersonen har hun forvaltet nænsomt og professionelt og på et højt fagligt niveau. 

Og heldigvis for mig selv kunne man også sige, idet Thorbjørn Reuter Christiansen, Hennings søn og far til Karins børn, har hjulpet mig i omfattende grad i mit eget arbejde med Henning Christiansen, hvor jeg har fået førstehånds adgang til hovepersonens arkiver med blandt andet breve og manuskripter i forbindelse med mit kandidatspeciale. Jeg er med andre ord ikke den upartiske anmelder, og jeg skal passe på med ikke at bide den hånd, der har fodret mit eget arbejde med uvurderligt kildemateriale. I hvert fald ikke alt for hårdt.  

En ordentlig moppedreng
Selve bogen er en ordentlig moppedreng i coffeetable format. Hardback. Smudsomslag. 574 sider på kraftigt papir. Omfattende farveillustrationer og samtlige tekster på både dansk og engelsk. Det eneste, der er sparet er bogmærkesnoren – men hvem behøver den, når læsningen i dén grad er spændende og billederne i den grad fængslende. Udstyret er med andre ord i top og sammen med omfanget af bogen signalerer det, at redaktionen bag forsøger at placere Henning Christiansen som en af de helt store i sin generation. Sådan opfattes han nok allerede i en snæver kreds (der blandt andet indbefatter undertegnede), mens han i bredere kredse nok mest er kendt for at have spillet på sin grønne violin til Bjørn Nørgaards hesteofring eller for at have været med til at smadre et klaver på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Og nåh ja, musikinteresserede vil naturligvis kende ham som komponisten bag det konkretistiske gennembrudsværk Perceptive Constructions, som med Poul Nielsens mellemkomst blev definerende for den såkaldte Ny enkelhed i dansk musik. Når Henning Christiansen ikke allerede nyder den brede anerkendelse hænger det, som bogens titel antyder, måske også sammen med livsværkets karakter. ”Uden for Kategori” er nemlig ikke bare rammende for personen, men i høj grad også for hans kunstneriske produktion, der aldrig lagde sig fast i en enkelt genre eller på en enkelt udtryksform, men til stadighed bevægede sig mellem forskellige medier og i vidt forskellige kunstneriske sammenhænge. Samtidig bestod en stor del af Henning Christiansens kunstneriske praksis af det han kaldte ”aktioner”, altså forskellige former for happenings og events, som Hr. og Fru. Danmark jo ikke kunne tage med hjem og hænge op på væggene, og som museerne først i de senere år er begyndt at behandle som noget man kan indsamle og bevare. Man kan altså sige at det processuelle i Christiansens virke både på det store og det lille plan til dels har stået i vejen for den brede anerkendelse – som han vel i øvrigt selv var fløjtende ligeglad med – mens han levede. 

Noget for alle
Bogen er opbygget i fire dele. To store tekstkapitler, som er adskilt af et langt kapitel, der primært består af værkgengivelser og dokumentationsfotos. Gennem hele bogen krydres der med små essayistiske gendigtninger af nogle af de ’klassiske’ og stærkt anekdotiske begivenheder i Hennings liv. I tillæg hertil rummer bogen også et omfattende biografisk kapitel med oversigter over udstillinger, publikationsliste og fortegnelse over aktioner, opusliste, værkliste og bibliografi. Alene den samlede fremstilling og tilgængeliggørelse af dette store materiale sammen med de omfattende illustrationer gør bogen imponerende. Der er gengivelser af adskillige værker, partiturer og aktioner, der ikke tidligere har været offentligt tilgængeligt. Bogens artikler veksler på den ene side mellem ældre tekster skrevet af kunstneren selv og af kollegerne Hans-Jørgen Nielsen og Bjørn Nørgaard og på den anden side nyskrevne tekster, der beskriver og perspektiverer den lange karriere. 

Bogen rammer således ganske bredt. Christiansen-begynderen får gode artikler, der både informerer og præsenterer og endog medtager nogle af de sjoveste og mest sigende Christiansen-trivia, så som historien om hvordan han og Knudåge Riisager ’blev enige om’ at Christiansens tid på Konservatoriet var forbi, eller om hvordan hans barndoms kanariefugl døde på faderens 40 års fødselsdag. På den anden side kan Christiansen-aficionadoen opdage detaljer, få nye perspektiver eller se gengivelser af værker, der ikke tidligere har været offentligt tilgængelige, ligesom der også i artiklerne er adskillige friske vinkler på virket. 

Christiansen under en performance. Foto: Hinrich Sachs

Musikken
Første del af bogen handler om Henning Christiansens musikalske produktion. Foruden tekster af Christiansen selv og Hans-Jørgen Nielsen er de nyskrevne bidrag af Karin Hindsbo, Thomas Hvid Kromann, Allan de Waal og Diedrich Diedrichsen. Denne del af bogen er illustreret fortrinsvis med gengivelser af Henning Christiansens håndskrevne manuskripter og partiturer. Kapitlet tegner et godt og sammenhængende billede af Christiansens primært musikalske produktion i 1960’erne. Bogens redaktør Karin Hindsbo lægger ud med et skarpt turneret afsnit, der omhandler tre af de tidlige musikalske værker, 3 Beckett-sange , To play to-day, samt Perceptive Constructions – alle skrevet i 1963-1964. Hindsbos læsning af disse tre værker kombineres med uddrag fra personlige samtaler med komponisten om værkerne og med biografiske oplysninger om denne periode i Christiansens liv. Artiklen er vellykket og Hindsbo beskriver ganske fint det opbrud og de modsætninger, der er karakteristisk for tiden, som var præget både af den centraleuropæiske serielle musik og af de mere eksperimenterende elementer i Fluxus. Mest vellykket er det udsyn, hun har til andre diskurser end den specifikt musikalske, og den måde hvorpå hun sætter disse forholdsvis tidlige værker i relief i forhold til Christiansens senere produktion. At Vagn Holmboe bliver gjort til Christiansens klarinetlærer i stedet for kompositionslærer kan tilgives som en kunsthistorikers omgang med musikhistorien. Fra denne del af bogen vil jeg også særligt fremhæve Diedrich Diedrichsens fine artikel, der belyser de specifikt musikalske elementer ved Henning Christiansens livslange engagement med det fluxide og hvordan fluxus-elementer bliver helt gennemgående på den lange bane. Hvis der skal fremhæves mangler, må det være at produktionen fra før 1962 slet ikke er medtaget, samt at Allan de Waals artikel omhandler filmmusikken, som Christiansen primært skrev i 1970’erne, godt kunne have været suppleret med et lidt fyldigere billede af denne del af virket. 

Billeder og aktioner
Bogens anden del består primært af reproduktioner af Christiansens visuelle produktion fra ca. 1980 til ca. 2007. Kapitlet viser billeder, musikalske grafikker og partiturer primært fra 1980’erne sammen med dokumentationsfotos fra udstillinger, aktioner og installationer primært fra 90’erne og 00’erne. Dette flotte billedkapitel mere end understreger de musikalske elementer, der er så gennemgående i hele Henning Christiansens produktion, at man aldrig er i tvivl om den nære forbindelse, der er mellem det visuelle og det auditive eller det rumlige og det tidslige hos Christiansen. Faktisk understreger dette kapitel en meget nær sammenhæng mellem den musikalsk interesserede Christiansen fra 1960’erne og den visuelt orienterede Christiansen fra 1980’erne og fremefter. Dermed underbygges de spor, der blev udlagt i bogens første del på fornemmeste vis ved at blive eksemplificeret gennem Christiansens egne værker. Også denne del af bogen er krydret med de små anekdotiske essays om centrale begivenheder i Hennings liv.

Kunst og politik
Bogens tredje kapitel perspektiverer Christiansens produktion i et bredere perspektiv. Den lægger ud med en artikel af Mikkel Bolt, der analyserer de socio-politiske aspekter ved Fluxus. Analysen, der også rummer masser af god baggrundsviden, kronologi og generel information om Fluxus, gør op med betragtninger, der ser Fluxus som noget revolutionært i en bredere kontekst end den kunstinstitutionelle. For Bolt er Fluxus kritisk-affirmativ over for kunstinstitutionen, hvis varekredsløb nok kritiseres af Fluxus men dog stadig opretholdes. 

Med fokus på det performative, happenings og aktioner understreger Sanne Kofod Olsen i det efterfølgende afsnit hvordan hybridformen er inhærent i Henning Christiansens virke både i 1960’erne og efterfølgende. Med dette som udgangspunkt konkluderes, at det tværæstetiske og unddragelsen af begrebsfæstede kategoriseringer måske netop er det mest definerende karakteristika ved Christiansen. 

Den nære relation til Tysklands måske mest legendariske efterkrigskunstner, Joseph Beuys behandles i en ældre artikel af Henning Christiansen selv, hvor han reflekterer over de fælles aktioner og deres betydningsindhold. Dette tema understreges også i Klaus Gronens artikel, der gør op med myten om, at Christiansen ofte blot optrådte som Beuys’ assistent og derimod sidestiller dem som ligeværdige i deres fælles aktioner. Gronen underbygger bl.a. sin argumentation med henvisninger til Henning Christiansens involvering i Fluxus. Dog har karakteristikken af Fluxus ikke helt den samme dybde som hos Mikkel Bolt, og avantardeklichéer om bl.a. integrationen af kunst og liv giver Gronens artikel et lidt bedaget præg på det teoretiske plan. Hensigten forbliver dog tydelig: At pointere Christiansens væsentlighed i samarbejdet med Beuys. At Henning Christiansen yderligere gennem store dele af karrieren også samarbejdede med Bjørn Nørgaard betones i artiklen TO PLAY TO DAY et tilbageblik på i morgen af Nørgård selv, oprindeligt udgivet i  Dansk Musiktidsskrift.

Hvad Henning Christiansen lavede i 1970’erne lader bogen stå forholdsvis ubesvaret. I opuslisten er der ganske mange kompositioner, filmmusik, radioopera og hvad der ligner bestillingsarbejder fra forskellige (mindre) ensembler. Dette er er forholdsvis ukommenteret i tekstafsnittene (bortset fra ovennævnte afsnit af Allan de Waal). Det biografiske kapitel afslører, at der ikke er mange visuelle værker, aktioner eller udstillinger i 1970’erne. Fra denne periode bringer bogen kun det lille digt ”Dansk Industri” fra 1977, der som sin politiske parole har, at industrien udnytter arbejderen og at industrien først kan være dansk, når den ejes af det danske folk. Denne redaktionelle disposition understøtter den gængse antagelse at Christiansen i 1970’erne fortrinsvis var politisk frem for kunstnerisk engageret, sådan som det også antydes i bogens forord. Men det kunne nu have været interessant at få belyst denne del af virket yderligere. 

Særligt i lyset af bogens sidste artikel, Carsten Juuls ”Fluxus’ kvadratur”. Her forbindes nemlig (blandt meget andet) Henning Christiansens stærke politiske engagement og hans involvering i Fluxus som to uadskillelige sider af samme sag – som en modstand mod repression, kunstnerisk såvel som socialt. 

Die Freiheit ist um die Ecke
Sådan lyder en af Christiansens mest kendte paroler. Og den passer egentlig ganske godt på det billede, som denne bog giver af ham: Evigt frihedssøgende, for hvis man allerede har fundet friheden, bliver den i bedste fald uinteressant og alt for nemt til det modsatte. Fra min primært musikhistoriske skrivebordsstol synes jeg, at dette perspektiv er sigende for bogens beundringsværdige bestræbelse på at beskrive karrierens mangefacetterede og strittende elementer under en samlet fællesnævner. Og bestræbelsen er ikke bare beundringsværdig, den lykkes også. 

Når det ser særligt godt ud netop med mine briller, er der to grunde. For det første er det fordi at Fluxus alt for ofte i musikhistorien behandles som en parentes – som en antikunst, der banede vejen for at man igen kunne skabe en ’rigtig’ kunst (musik). Denne myte gøres der op med i bogen, der både ser Fluxus i et bredere kunsthistorisk, politisk og frem for alt musikalsk perspektiv.

For det andet (og sammenhængende hermed) fordi netop denne vinkel bygger en bro hen over Henning Christiansens konkretistiske periode i midt 60’erne. Alt for ofte er det musikhistoriske fokus blevet rettet for skarpt mod Perceptive Constructions som hovedværket, hvilket har betydet at ikke bare Fluxus, men også hele den efterfølgende (og mere svært håndgribelige) produktion er blevet afskrevet som noget, der mere vedrører det kunsthistoriske end det specifikt musikhistoriske. Min pointe her er naturligvis, at den holdning som Christiansen viser i hele sin karriere – præget af fluxus – i allerhøjeste grad angår det musikalske, også når udtryksformen primært manifesterer sig i andre medier eller i mediernes blandinger. Bogens store fortjeneste er med andre ord, at den viser og understreger musikaliteten i hele livsværket og ikke kun i den del, som man i traditionelle termer betegner og beskriver som musikalsk. På den baggrund ser jeg også Henning Christiansen som en vigtig forgænger for de medieblandinger, som vor egen tids yngre komponistgenerationer anvender, hvad enten de er klar over slægtskabet eller ej.