Mellem hud og støj i Berlin

Jennifer Walshe stod sjældent stille på scenen. Den irske komponist og performer speed-snakkede, sparkede ud efter trommeslageren og kæmpede med rummet som en prædikant fanget i sit eget feedback-loop. Hun gentog mantraet »We want eternity«, men rablede også om exorcisme og selvudslettelse. Keyboardisten fra Ensemble Nikel rullede en sovepose ud midt i det hele.

En kakofonisk sitcom i opløsning. Et skævt, lækkert skrattende Herzlich Willkommen til Berlin

Performancekoncerten Minor Characters – skabt af Walshe i samarbejde med Matthew Shlomowitz – fremstod som en kakofonisk sitcom i opløsning. Et skævt, lækkert skrattende Herzlich Willkommen til Berlin.

Melencolia – åbningsforestillingen på Berlin-festivalen MaerzMusik, skabt af Brigitta Muntendorf og Moritz Lobeck – greb samtiden an på en helt anden måde. Ensemble Modern og koret Apollo-Chors der Staatsoper Under den Linden førte os gennem japansk karaoke, østrigske folkemelodier, Second Life og den iranske ney-anbān-virtuos Saeid Shanbehzadeh, som dukkede op på en skærm som en eksotisk hallucination.

En kitschet collage, hvor Dürers humanistiske mørke kolliderede med TikToks flimrende overflader

Men forestillingens fragmenterede puls var frustrerende, som en koncertinstallation forklædt som scenekunst. Sådan fungerer følelser i den postdigitale tidsalder. Melankolien transcenderes ikke; den repeteres. Men Melencolia blev fanget i sin egen digitale melankoli – ude af stand til at give os andet end fragmenter, loops i en kitschet collage, hvor Dürers humanistiske mørke kolliderede med TikToks flimrende overflader.

I starten forstod jeg ikke, hvorfor vi fik tilbudt ørepropper til koncerten

Mellem maskinel støj og ritualistisk stilhed

Det var første gang, det New York-baserede ensemble Yarn/Wire gæstede MaerzMusik. Deres opførelse af Sarah Davachis Feedback Studies for Percussion (2022) for to klaverer og to slagtøjsmusikere foldede sig ud som et hemmeligt, meditativt ritual. Her overdrog de fire musikere nænsomt, næsten i slow motion, lyde til hinanden – som en sart, forunderlig stafet. Musikken fremstod repetitiv, men samtidig konstant foranderlig, altid på vej mod nye, uforudsigelige steder.

Bagefter, i Beirut-lydkunstneren Jad Atouis værk In Memory (2024), spillede harddiske hovedrollen. Når disse hukommelsesmaskiners små motorer satte i gang og accelererede, opstod en egenrådig wall of sound – en summende, knitrende kakofoni, som mindede om naboens støvsuger hørt gennem adskillige lydfiltre. Som små droner, der gassede op. Værket fik en mere industriel og metallisk ambience, da to af musikerne spillede på bækkener og føjede skærende, dirrende lag til lydlandskabet.

I starten forstod jeg ikke, hvorfor vi fik tilbudt ørepropper til koncerten med Mark Bardens limina og Ligia Lewis’ Sensation 1. I begyndelsen var lyden så lav, at den nærmest opløstes i rummet. Men pludselig brød støjen frem. Saxofon, synths og elektrisk guitar smeltede sammen til massive, metalliske klangflader, der slog luften i stykker og bølgede næsten taktilt gennem kroppen.

Lewis’ solo var en statuarisk koreografi, hvor gestik og stum sang forvandlede kroppen til en levende skulptur. Sammen udforskede Barden og Lewis grænselandet mellem lyd og krop, og i nogle momenter lykkedes de i deres tese: lyden føltes, som var den til at røre ved, og lydens kropslighed spejlede bevægelsens lydløshed. 

Performerne på scenen fremstod som væsner i evig forvandling – halvt menneske, halvt amfibie

Vilde kamæleoner og seje flodheste

Et af højdepunkterne på årets MaerzMusik var Nguyễn + Transitorys forestilling Drifting to the Rhythms at the Southeast of Nowhere på Radialsystem, hvor sydøstasiatisk folkedans mødte elektronisk musik i et nonverbalt, bevægende ritual. Koreografien – udført af fem dansere – dannede en verden af sårbarhed, desorientering og gensidig tillid. På et touch-aktiveret interface på gulvet skabte danserne realtidskompositioner, der var et gribende møde mellem tradition og moderne eksperimenter. 

Flydende drømmeverdener kunne man også opleve i to værker i Sophiensæle. I Ute Wassermanns The Art of Camouflage opstod et grøntlysende, sitrende habitat, hvor stemmer smeltede sammen med resonanser fra akvarier, mini-højttalere og messingmegafoner. Performerne på scenen fremstod som væsner i evig forvandling – halvt menneske, halvt amfibie – mens grænsen mellem krop og omgivelser langsomt opløstes.

I et kamæleonisk, hallucinerende klanglandskab blev modsætninger som menneske/dyr og natur/teknologi opløst til fordel for et flydende fællesskab af gensidighed. Et ritual, der udfordrede vores forestilling om, hvad en krop og en stemme kan være.

Lydene var animalistiske og elektronisk forvrængede, som ekkoer af skjulte instinkter i nattens mørke

I The Urban Tale of a Hippo – skabt af komponist Panayiotis Kokoras, koreograf Andrius Katinas og scenograf Nanni Vapaavuori – førte ensemblet Synaesthesis os ind i en lys- og røgfyldt drømmeverden inspireret af Deleuze og Guattaris tanker om transformation og flydende tilstande.

Lydene var animalistiske og elektronisk forvrængede, som ekkoer af skjulte instinkter i nattens mørke, svævende mellem civilisation og urkraft. Publikum kunne frit bevæge sig rundt og blev som nysgerrige ånder i et koreograferet ritual snarere end en traditionel koncert – et mytologisk landskab, hvor alt var i spil og intet stod stille. Jeg ved ikke, hvor lang performancen varede, men den var ikke et minut for lang.

Begge værker i Sophiensæle kredsede om det posthumane: Hvordan kan vi forestille os en verden, hvor mennesket ikke længere er centrum, men kun én stemme i et større økologisk og teknologisk kor? Det var her, MaerzMusik viste sig fra sin mest dristige side. 

Huden er lige så vigtig som øret. Det forstod jeg i Salon of Touch

Huden som øre

Huden er lige så vigtig som øret. Det forstod jeg i Salon of Touch – et sanseligt laboratorium med værker af Aviva Endean (A Face Like Yours), Jeppe Ernst (Offertorium: Behandling B), Wojtek Blecharz (blacksnowfalls) og Kuba Krzewiński (Contre No. 1 og Listen with your skin). Jeg – og de andre i lokalet – lyttede med huden, lyttede nøgent, undersøgte mit ansigt, gned det med mine fingre – og opdagede, at ansigtet er et landskab af klang. Klange lyder anderledes hørt indefra.

Det første, publikum gjorde, da vi kom ind i det lyse lokale i Haus der Berliner Festspiele, var at få vasket vores hænder. Salon of Touch – kurateret af Aliénor Dauchez, Bastian Zimmermann og Kuba Krzewiński – føltes i det hele taget som et renselsesritual. 

»Vi kan ikke gå tilbage til skoven. Vi er på hele tiden. Selv i Schwarzwald er vi online«

Det var de sidste lyde, jeg hørte i Berlin. Radikalt anderledes end festivalens første dag, hvor kunstnerne bag værket Melencolia under en artist talk sagde: »Vi kan ikke gå tilbage til skoven. Vi er på hele tiden. Selv i Schwarzwald er vi online.« Måske var det først her, i Salon of Touch, med udsigt til et kirsebærtræ uden for vinduet i Haus der Berliner Festspiele, at vi rigtig kunne blive udfordret i vores forestillinger om, hvad det vil sige at være menneske i en fragmenteret, hyperforbundet tid. Her var ingen digitale loops, kun hudens mikroskopiske vibrationer. Og alt var godt. 

MaerzMusik, Berlin, 21. – 30. marts 2025