Alsted & Kristensen: Dhyaana

Hvordan kom samarbejdet mellem jer i stand og hvad er motivationen bag skabelsen af en installation?

Birgitte K.: Mit første møde med Birgitte Alsted var gennem en af hendes digitale kompositioner, som en fælles kollega en dag spillede for mig. Originaliteten i værket slog mig og et flow af billeder begyndte at køre for mit indre øje. Hver gang jeg hørte værket, kom der nye billeder. Således inspireret var det en stor glæde, da jeg endelig mødte Birgitte A. Og da hun ud over at være en god kunstner også var et fornøjeligt væsen, forelagde jeg hende en idé, der var groet frem i mit hoved – eller hvor sådan noget nu gror – efter at have hørt hendes særegne lyde; Jeg forslog, at skabe et rum til ét at hendes lydværker. Jeg arbejder med installationskunst og tanken om at udforme et rum var derfor ikke fjern. Men dette ville blive en helt anden og meget mere intuitiv form for proces, end jeg er vant til.
Birgitte A. var umiddelbart begejstret for idéen, og da der kort efter viste sig en mulighed for at lave et værk til et meget råt rum – et flisebelagt gæringsrum med enorme kedler på det nedlagte Ceresbryggeri i Århus – gik jeg igang. Inspireret af en netop afsluttet rejse i Grønland skabte jeg en blid eng af kæruld, som stod i kontrast både til ”Sorgsang”s voldsomt ekspressive udtryk og rummets kolde, blanke hårdhed. Arbejdet med Birgitte A.s værk ”Sorgsang” er forløberen til værket ”Dhyaana”, som vi præsenterer på SPOR festivalen.

»Med hjælp fra Mars, Månen og en diskokugle, har jeg skabt et rum, som bevæger sig sammen med lyden«

Kan I fortælle om processen omkring værkets tilblivelse?

Birgitte A.: En højst spændende (og lang) proces, som for mig bestod af 3 hoveddele: Første del var kompositionen til en video, der viser indiske kvinders proces med at lave rangoli-dekorationer. Anden del var kompositionen af et selvstændigt værk - og tredje og seneste del, var min inspiration fra Birgitte Kristensen. Alt er foregået i DIEM-studiet i Århus. 
Min fremgangsmåde har som tidligere været en art langsom "fortællende improvisation", hvor det hver gang skal sige "bingo", før jeg kan gå videre. Jeg søger hele tiden tilbage og ændrer på det foregående, efterhånden som værket skrider frem, idet det "nye" kan siges at ændre på oplevelsen af det gamle. Udfordringen er altså at have en samtidig følelse af tid og helhed, og det stiller spørgsmålstegn ved tidsbegrebet. Den ufattelige, mystiske erfaring, at tid ikke eksisterer, har jeg endnu til gode, men det spiller dog en stor rolle for mine spekulationer om "livet, døden og kærligheden" - og dermed for den musik, jeg vil skabe. Og når jeg siger "vil skabe", er det hele tiden noget, jeg undervejs afsøger, mere end noget, jeg beslutter på forhånd. Hellere lytte efter hvad dét vil, frem for hvad jeg tror, jeg vil. 
Konkret har en stor del af min proces med dette værk været at se og arbejde med, hvor stor enkelhed jeg kunne nå frem til, samtidig med at den komplekse udtrykskraft fra det meget righoldige materiale blev bevaret. Dvs. at jeg hele tiden trak fra, og lyttede efter, om værket havde godt af det, - og det havde det ofte i forbløffende grad. En for mig fornyende erfaring og arbejdsmetode. Det kan have noget at gøre med det sted, jeg står i livet. Jeg har stadig en stor appetit på det, men fra at samle - i videste betydning - nærmer jeg mig nu grænsen til at forlade - og den følelse af befrielse det kan give. Det er jo så ikke alt, jeg forlader på én gang, og nyt kommer stadig til. Men det at lytte til mine dybeste ønsker bliver jo i stigende grad aktuelt for mig. I resten af min tid - der har vi begrebet igen - må jeg prøve at prioritere til det virkelige. Hvor meget har man ikke givet efter for fristelsen til at flygte fra det?

Birgitte K.: Jeg besøgte Birgitte A. ad flere omgange på DIEM-studiet, hvor jeg lyttede og hengav mig til de billeder, som til stadighed kom myldrende. Jeg forsøgte at sætte ord på dem, selv om de fleste var ret abstrakte. Birgitte A. var dumdristig nok til at lade mine hallucinationer indgå i sit videre arbejde med lyden. Således gik tingene sin skæve gang: Birgitte hev og sled i sine lyde, - jeg lyttede og så syner. Lysten til at forsøge at give dem form og prøve kræfter med en helt ny og mere legende proces voksede til det uimodståelige. 
Normalt arbejder jeg ud fra et koncept, hvor jeg kan bruge op til tre år på research og idéudvikling. I samarbejdet med Birgitte A. kunne jeg i stedet plukke de rent intuitive billeder, som udsprang af lyden og eksperimentere med at give dem form. Idéen var, at jeg skulle gå i rummet, hvor værket skulle vises, og bygge op og bygge om – på samme måde som Birgitte arbejder med lyden – bare med fysiske materialer. Imens skulle jeg gå og lytte til lyden og sådan set 'bare' gøre, hvad den bad mig om. Det skulle være en leg, med en befriende lethed og umiddelbarhed, og jeg havde en fornemmelse af, at det frie flow ville føre noget særligt godt med sig.
Omstændighederne ville det så lidt anderledes, som de ofte vil, og installationen måtte opbygges i hovedet og på tegnebrættet. Dog stadig ud fra et konkret rum, nemlig loftet på Kvindemuseet. I skrivende stund har vi alle således resultatet til gode. 

Hvilke parametre eller greb har du, Birgitte Kristensen, anvendt for at skabe det visuelle rum om lyden?

Birgitte K.: Jeg har primært lyttet og kigget på de billeder lydene har bragt frem på nethinden. Derefter er jeg gået i gang med at samle materiale, kigge på det og organisere det - alt sammen med lyden i ørerne. Først samlede jeg en masse ting og sager, som jeg organiserede efter farveskalaen, det blev meget sært og rodet. Så ændrede Birgitte A. på lyden, og efter flere løkker og blindgyder endte jeg på Stenomuseet i deres samling af lysende drejende globusser. Her var der noget, der trak mellem lyd og syn, som to magneter, der vil hinanden. 
Jeg fik lov at låne et udvalg af globerne, som jeg tog med mig hjem, hvorefter jeg optog en rejse fra Calcutta i Indien på Google Maps. Sammen med lyden opstod en frodig fornemmelse af mangfoldighed og universalitet. Samtidig opstod der også politiske og historiske aspekter, idet Google Maps også afspejler magtens fordeling på vores klode. Således, svævende over vandene og især landene, blev lyden til reminisenser af dét, som foregik dernede: Folks gøren og laden, deres arbejde, snakken, grin og barnegråd. Begivenheder, der var ude af syne fra fem kilometers højde, men som blev nærværende gennem lyden. Jeg viste Birgitte A. filmene og hun påstod, at hun blev rørt, så helt galt kunne det ikke være. Jeg klippede billedmaterialet i lydens bevægelseshastighed og med hjælp fra Mars, Månen og en diskokugle, har jeg skabt et rum, som bevæger sig sammen med lyden,- ud og ind mellem det genkendelige og det abstrakte, fra det helt nære til det svimlende uendelige.