HVAD FEJRES PÅ KUNSTENS FØDSELSDAG?

Kunstens fødselsdag er den 17. januar. Det fejres i byer over hele verden og således også i Stockholm – i år for 8. gang. Fluxuskunsteren Robert Filliou fandt i 1963 på, at kunst måtte være opstået, da en tør svamp ved et tilfælde blev tabt i en spand vand. Sammenstødet mellem det konkrete - fødselsdagen- og det abstrakte - kunsten- er absurd, men også domesticerende alt efter hvordan man vælger at anskue det. Endnu et udslag af fluxuskunstens evne til appropriere velkendte systemer til kunstens område, for at skabe et nyt felt af muligheder som hiver kunsten ud af institutionernes snærende bånd og gør den håndterbar for alle. Det er på den ene side en måde at brande kunst og kunstner på i den evindelige konkurrence om de bedste idéer og på den anden side en god lejlighed til at holde en fest, for pokker da! 

I Stockholm fejredes kunstens 1000049. fødselsdag i år den 14. – fordi den 17. faldt på en ufestlig hverdag – under titlen ART'S BIRTHDAY PARTY. En slags gratis 1-dagsfestival med elektroniske koncerter ved et stort anlagt og knastfrit afviklet arrangement på Södra Teatern og nærliggende Kägelbanan i et samarbejde mellem Sveriges Radio, EBU (European Broadcasting Union) – som også står bag det internationale melodi grand prix - og det legendariske EMS (Elektronisk Musik Studion) hvis betydning for elektronisk kunstmusik ikke kan overvurderes. Et generøst overflødighedshorn med alle mulige dagsordner, som jeg ikke helt kunne greje eller begribe. Fillious idé, som måske i bund og grund er et muntert oplæg til fejring af at kunst eksisterer, er i denne sammenhæng spændt for EBU's internationale dagsorden om at knytte de mediebrugende borgere sammen ifølg forbundets ”public service values”. 

I hver af de deltagende byer arrangeres dagen af både kunstaktivister, radioentusiaster og pengetunge institutioner, der præsenterer alt fra lydkunstradio til kollektiv improvisation og performance. I Stockholm ligger det kuratoriske fokus efter eget udsagn på ”experimentell ljudkonst, performance, noise, electronica, techno, videokonst, konst-ig pop, art-ig rock och dj:s.” 

Under alle omstændigheder var det en temmelig populær festaften med et mere og mere festklædt og festende publikum efterhånden som kunsten forsvandt ind på dansegulvet til pumpende, hippe rytmer. Der var freaks, besynderligt hår, skingrende make-up, smarte night-clubbing kids, store briller, smarte skjorter og dybe udskæringer hos både mænd og kvinder. Og der er noget for stort set enhver smag og mundering – jeg fandt dog hverken noise eller rendyrket performance, men det kan jo skyldes programlægningen, der gjorde det umuligt at nå alle koncerterne 

Her følger således min vej gennem junglen – tilgiv mig. hvis jeg har blandet rundt i rækkefølgen. Det var en travl aften.

Where to start?
Det er sjældent, at de mest interessante ting sker på de store scener, så jeg lægger ud på Kägelbanan, som består af to venues med plads til et par hundrede hver. Her, som også i Södra Teatern, varer de fleste koncerter omkring 30 minutter og er tilrettelagt således, at man bare ikke kan nå at se alt.

Ikue Mori
Ikue Mori, som nogle kender fra no wave-bandet DNA, og andre fra hendes utallige improvisatoriske kollaborationer med folk som Fred Frith, John Zorn og hjemlige Lotte Anker, starter aftenen med et sirligt, pulserende og foruroligende dukkespil i lyd og billede. Det er dygtigt udført, men også underligt kantet, nærmest klodset. Hendes visuals består af bevægelige udklip af dukker, grotter og digitale teksturer. Mens lyden er præget af hurtige skift mellem lange søgende klange, og pludselige skift i volumen og lydkarakter, som giver det en opklippet karakter og en faretruende dybde. Pulserende perlerækker af organiske toner, som sender tankerne i retning af Pades klassiske værker, men som også indeholder en bevidst kunstig, porøs og nervøs energi. 

I et rum fyldt med festforventning og preparty-energi, var det svært at finde frem til denne rette indre kanal at modtage på. Jeg fik minder om dengang, da technoen blev intelligent i 90’erne. 

Dagen efter fik jeg chancen for at opleve samme musik og visuals på EMS - som også stod bag hendes tilstedeværelse på Art’s Birthday - og dér, i et mørkt rum og et roligt siddende publikum, kom det mere til sin ret og de ustandselige bevægelser og detaljer i Moris musik trådte tydeligt frem. 

Rolf Enström
Straks da Moris show slutter, bevæger man sig ned i den anden ende af huset for at se næste act. Her er helt mørkt, ingen visuals. Kun fascinerende, glidende gitre af lyd fylder rummet. Flere tilskuere nu. Det er svært at komme til at se. Det lykkes mig efterhånden at nå frem til scenen, hvor den svenske elektroniske komponist Rolf Enström sidder placeret mellem to Mac med hænderne udstrakt over en magisk glaskugle og fremkalder universets lyde som en anden magus. 

Music for Orb hedder projektet i følge hans hjemmeside.  Koncerten består af store uforudsigelige glasklare klange. Det er stort anlagt, dybt dragende og ville have været en perfekt lydside til Kubricks rumfilm 2001. Jeg har ingen anelse om hvordan den magiske glaskugle kunne skabe så fantastiske lyde – om det var det lyssensorer eller magnetisme? Men det var fremragende.

Halvkokt i Folie
Straks derefter spiller Halvkokt i Folie en ganske forfærdelig koncert. Eller det vil sige musikken er i hvert fald helt usædvanligt ringe. Er dette en intern svensk joke, som jeg bare ikke fatter? Det er cheap musik som fra en eller anden syg Bar i Balkanområdet. 7 halvgamle, halvskaldede mænd står i en lige linie med pokerfjæset på og trakterer alt fra kazoo og trompet til mac og trombone og forvandler rummet til en tåbelig revy for ishockeyfædre. Det er muligt at dette i virkeligheden er et parodisk anti-show – jeg så dog ingen der grinede. Halvkokt i Folie er efter sigende kendt for bizarre optrin i 80'erne, men denne koncert overbeviser ikke en tilrejsende dansker på nogen måde.  De indfødte jeg taler med efter koncerten var også en smule overraskede og skuffede over dagens show og fortæller mig om  HiFs performances med dinosaurer, gladiatorer og tæsk af kattekillinger back in the day. Måske er det denne udfordrende fortid, der er  årsagen til at de inkluderes i programmet denne aften. 

Quiltland
Jeg bevæger mig op ad trappen, gennem den stikkende kolde vind og over i Södra Teaterns klassiske rum. Min plan er at se Hans Appelqvist, som jeg har hørt mange meget mærkelige ting om. Til eksempel synger han på hjemmelavet kinesisk foran tegnefilm med nuttede pandaer og den slags. Men der er lange køer på alle etager, og det er helt udelukket at komme ind. En populær herre. Jeg falder i snak med andre, der spørger om jeg var til Roll The Dice, fordi det var helt fantastisk-- Damn! Man går glip af noget hele tiden, så det kan ikke betale sig, at stå der og socialisere. Jeg må vente til Marina Rosenfeld spiller, før jeg kan se den store sal og skynder mig tilbage til Kägelbanan for at se Frida-Li Lövgrens Quiltland, som er en slags småsymfonisk og slæbende natklubskrautrock med en trommeslager og hende selv på synths og samples. Quiltlands kombination af monotone akustiske og elektroniske instrumenter lægger sig i sikker forlængelse af 70'erplader medTangerine Dreamog Klaus Schulze. Der er en sikkerhed i projektet, som både virker indtagende stenet og popmelodiøst. 

Kriget
I den anden ende af Kägelbanan  starter det hypede band Kriget, som på skrift ser ud til at være alletiders full frontal lobotomy - ”højteknologisk dommedagsmusik” og det er, hvad vi har brug for lige nu. Kriget er i stedet højoktan acid/technofusionsrock med en muskuløs, dygtigtspillende trommeslager, elektrisk forvrænget oldschool rocksaxofon og et sikkert sceneshow. Kriget ender ikke i det hvide felt af støj og kaos som deres navn ellers kunne lægge op til, men de har publikum med sig. 

Marina Rosenfeld
I Södra Teatern er den amerikanske lydkunster Marina Rosenfeld gået på scenen i den helt store sal. Alene på scenen fremfører hun roligt tunge bastoner, der sniger sig prøvende ud under balkonerne i det gamle klassisk smukke rum. Koncerten består af lydoptagelser fra hendes installationer kombineret med diverse vinyler, hvis herkomst jeg ikke kan spotte. Rosenfeld som mest begår sig i lydinstallationer og konceptuelle lydactions slipper ret godt afsted med at tage den med ro og fokusere på hvordan lyden forplanter sig i rummet. Korte loops, pladeknas, slæbende lydcollager med et let ekkoficeret psykedelisk skær. Nye verdener påbegyndes, men også mindelser om dengang elektronisk musik var reelt eksperimenterende i forsøget på at finde sit sprog. Det er hypnotiserende.

Lur
Tilbage på Kägelbanan fremfører Lur fra Malmø et superfjollet totalteater af håndspillet powertechnoshow spillet på hvad der ligner skøre hjemmelavede legetøjsinstrumenter og ironisk udklædning fra det ydre rum. Jeg fanger ikke idéen, men med et højt og ukueligt humør får de hurtigt et solidt tag i publikum . Og det ér jo en fest vi er til, bevares!

Lust for Youth og Love Cult
På en lille scene i Södra er festen oppe i højt gear med Göteborg-outfittet Lust for Youth bestående af Hannes Norrvide fra Utmarken, assisteret af en for mig ukendt pige og af Loke Rahbek kendt fra Posh Isolation. Lust for Youth er en slags liderlig tvekønnet lofisynthpop med en dyster og primitiv energi, som publikum ikke helt er klar til endnu. Det påvirker dog ikke trioen som ufortrødent danser sig gennem et tight sæt. De efterfølges af den russiske duo Love Cult, som bevæger sig i et indadvendt territorium af psykedelika påvirket af aftenens langsomste beat. Deres musik er stort set uden udvikling og på den måde et ret interessant blik ind i, hvad der ligner en let dopet teenagervirkelighed. Men det er muligvis noget, jeg bilder mig ind.

Family Underground
Efter en del venten træder den Københavnske duo Family Underground frem i mørket. De har gennem de sidste 5-6 år været i stand til at transformere sig ud i nye og ukendte områder af den elektroniske drone og er altid værd at se. De spiller et sæt, der efterhånden som det udvikler sig – og de tager sig altid vældig god tid – manifesterer sig som en ret unik kombination af tung og langsom elektronisk puls og sloppy narkorock med distortet vokal. En slags Silver Apples i slow motion? Det har en improviseret og eksperimentel fornemmelse, som kan virke henkastet, men altid skabes med en sikker og til tider lidt for tålmodig hånd. Family Underground er et virkelig usædvanligt og i danske medier ganske overset band, som i øjeblikket bevæger sig gennem interessante elektriske og elektroniske zoner. 

Aftenen synker langsomt ned i dansegulvets house-rytmer og jeg bevæger mig gennem de propfyldte fødselsdagsfejrende lokaler ud i kulden mod hotellet. På vejen hjem spekulerer jeg på, hvorfor Art’s Birthday Party ikke fejres i Danmark og på om det mon burde indføres  som en måde at føje kompositionsmusik, performance, elektroakustisk musik, sound poetry og elektronisk musik sammen med natklubben? Den årlige Wundergrund festival er vel egentlig det, der ligger tættest på, men det er sjældent helt så løssluppent. Så jeg spørger: hvorfor fejres kunstens fødselsdag ikke i Danmark? 

I Stockholms fejredes dagen af et særdeles stort og blandet publikum med højt humør og enkelte virkelig interessante koncerter.  Det er ikke den værste tolkning af public service begrebet jeg har overværet. Dog må jeg sige – og det skyldes måske, at jeg ikke er natklubmenneske -  at jeg savnede mere kant, flere knubs, mere udforskning og mere eventyrlyst i programmet. Alt efter hvilket kunstbegreb man stiller op som betingelse, så skal en rigtig fødselsdagsfest vel helst byde på både tårer, blod, benspænd og afsindige omfavnelser.