Falsk varebetegnelse

Jeg havde glædet mig til denne koncert.

Ifølge det trykte program gik den ud på, at den danske percussion-ekvilibrist Lisbeth Diers nedsmeltede et ton is, og koncerten var præsenteret som »midlertidig arkitektur, hvor musikken følger isens transformation i en fryd for øjne og ører«.

Desuden skulle det være med elektronik, trompet (Gunnar Halle, red.), kontrabas (Ida Bach Jensen, red.) og noget, der i programmet hed visuals. Der var også trykt et billede af Diers, der spillede på en isskulptur omgivet af ophængte blokke af is, alt sammen belyst i farver, der fik sceneriet til at ligne noget fra helvedes forgård.

Jeg havde ventet noget ret vildt og i hvert fald nogle usædvanlige lyde. Og jeg havde taget varmt tøj på, da jeg regnede med, at den smeltende is ville gøre det temmelig koldt.

En lummer skuffelse

Desværre blev det en aften, hvor skuffelserne stod i kø.

Da jeg ankom, viste det sig at foregå i et lille, kedeligt auditorium, hvor der var overfyldt, lummert og lugtede af fordærvet fisk. De annoncerede »visuals« kunne desværre ikke afvikles, da den, der skulle lave dem, var forsinket. Ellers ville de tilsyneladende have bestået af projektioner på et lærred bag scenen.

Der var en lillebitte isskulptur, der blev spillet på i ét nummer. Den var hul og lød som noget harmløst afrikansk håndslagtøj

Musikken var også lummer. Den var en gang intetsigende, ulideligt pæn new age-hyggejazz: små, himmelblåt tonale melodier spillet på blødt klingende trompet. Lidt kontrabas, der vekslede mellem pizzicato-akkompagnement og lidt strøgne flageolettoner. Noget blidt trommesæt, percussion og laptop med blandt andet et lille, sødt pludrende stemmeloop.

Musikken var formet som ‘numre’, små forløb af typisk fem minutters varighed, og det hele foregik i en – fra musikernes side – afslappet atmosfære, hvor de medvirkende blev præsenteret lidt hen ad vejen, og der blev hyggesnakket til publikum.

... og hvor blev isen af?

Man kiggede forgæves efter de 1.000 kg is. Der var en lillebitte isskulptur, der blev spillet på i ét nummer. Den var hul og lød som noget harmløst afrikansk håndslagtøj.

Efter fire-fem ‘numre’ rejste Diers sig og annoncerede, at de nu ville spille yderligere to ‘numre’. Herefter skulle vi alle sammen bevæge os udenfor, sagde hun, for at se nogle isskulpturer nedsmelte. Hun underholdt os derefter med en skæg, lille beretning om sit besvær med at finde fryserumsplads til at opbevare alle isskulpturerne.

En senere optræden med Lisbeth Diers på udu ved Copenhagen Jazz Festival 2015. © Napondesign

Hun indviede os også i en refleksion over det eksistentielle ved at se isskulpturer smelte. Det var sådan noget med livet og døden og altings forgængelighed.

Efter de to sidste ‘numre’ forlod vi endelig den lumre fiskelugt og gik ud til isskulpturerne. De var da meget pæne, som de stod der i vinteraftenen oplyst af fakler. Men hun spillede ikke på dem; i hvert fald ikke mens jeg var der. De stod bare og smeltede.

Snyd!

Så jeg må protestere:

I programmet stod der, at koncerten gik ud på, at Diers nedsmeltede et ton is. Det stod, som om hun ville gøre det, og at musikken ville følge isens transformation. Ordet ‘nedsmelte’ henviser i almindelig tale til en større katastrofe, der kan ske i en atomreaktor.

På billedet af den spillende Diers i programmet var isblokkene omkring hende ophængt på samme måde, som man normalt ophænger slagtøj.

For det andet var der aldeles ikke plads til at være afslappet blandt publikum

Man kunne med andre ord med en vis rimelighed forvente en ret dramatisk, usædvanlig og spektakulær performance-lignende forestilling. Og man kunne med lige så stor rimelighed forvente, at hun ville spille på isskulpturerne, mens de smeltede.

I stedet fik man en helt almindelig koncert med musik, som jeg selv med min bedste vilje ikke kan få mig selv til at kalde interessant. Og det er snyd!

Ikke engang hyggeligt

Jeg har været til mange gode koncerter, hvor den hyggelige, afslappede facon, jeg omtaler ovenfor, har fungeret perfekt. Det har typisk været koncerter, hvor man har kunnet sidde ved caféborde og drikke sig en kop kaffe eller en flaskefuld øl. Dette kan fint danne en perfekt ramme for interessant musik.

Men for det første var der som sagt ikke lagt op til en hyggekoncert i programmet. Og for det andet var der aldeles ikke plads til at være afslappet blandt publikum.

Vi sad på stive stole, hvis ellers man kunne få en, der var nemlig mangel på dem. Indeklimaet var elendigt, og det skyldtes ikke engang stearinlys. Der var nemlig mørklagt i publikumsområdet. Og da jeg begyndte at sidde og hviske lidt med min sidemand på bageste række, blev vi øjeblikkelig bedt om at være stille, da det »gik lige ind i mikrofonen«.

Så nemt er det altså ikke

Isskulpturerne havde som sagt ingen tilknytning til musikken. Musikken fulgte ikke isens transformation, sådan som der stod i programmet, at den ville gøre. Den havde ikke noget dramatisk, fremadskridende forløb, men bestod som sagt af afsluttede ‘numre’, der lige så godt kunne have være spillet i en anden rækkefølge.

Hvis der skal være mulighed for at gøre erfaringer på eksistentielt niveau om altings forgængelighed blot ved at være vidne til noget så almindeligt som is, der smelter, kræver det, at processen indgår i én eller anden sammenhæng. Det kan fx være, ved at den bliver dramatiseret og iscenesat på en uventet måde eller bliver integreret i et musikalsk forløb, sådan som programmet faktisk havde lovet.

Musikken fulgte ikke isens transformation, sådan som der stod i programmet, at den ville gøre. Den havde ikke noget dramatisk, fremadskridende forløb

Her var det bare nogle skulpturer, der smeltede uden anden iscenesættelse end lidt fakkellys. Det var sikkert ret dramatisk for Lisbeth Diers, der på forhånd havde et personligt forhold til dem, men næppe for nogen andre.

For mig var aftenens mest rystende oplevelse, at der var lukket på shawarmabaren, da jeg skuffet og skrupsulten var på vej hjem. Og selv det har ingen eksistentielle dimensioner.

Opdateret 13. februar 2021 med ny korrektur og nyt layout.