Gabber Modus Operandi. © Oktavian Adhiek Putra

Foot i fejemøget hos Alice 

Nostalgien ventede måske om hjørnet i Valby, men vi var ikke på museumsbesøg – snarere i det vestlige Chicago. RP Boo og Gabber Modus Operandi demonstrerede, at dans og beats er siamesiske tvillinger fra undergrunden.
Af
26. Maj 2022
  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Alice
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum

Lidt over halvvejs i koncerten med footwork-produceren RP Boo, skete dét jeg så inderligt havde håbet på. Den pult, som indtil videre havde befæstet Chicago-Dj’en, fik lov at passe sig selv, idet han trådte frem på scenen i Valby Kulturhus. Automatisk bevægede min ivrige krop sig nærmere scenekanten: Mon han viser nogle trin? 

Åh ja. I et spontant udbrud kastede RP Boo sine fuldbefarne 50-årige fødder rundt i luften. Det emmede af livsbekræftende eufori i de grundtrin, han selv har været med til at opdrage siden 90’erne. Både gennem dans og beats – de siamesiske tvillinger, der udgør footwork.

»I’m from Chicago«, overhørte jeg én fortælle RP Boo efter koncerten, »and this felt like home«. 

I et spontant udbrud kastede RP Boo sine fuldbefarne 50-årige fødder rundt i luften

Besynderligt nok mærkede jeg noget lignende, da RP Boo begyndte at danse. Med ét var jeg transporteret til en dansecirkel i en tom parkeringskælder i en ghetto i West Side Chicago. Eller til youtube, rettere, for det var lige så meget dér, genren havde adresse i starten af 10’erne. Den var blevet hyperlokal, og fandt i sin diaspora også vej til min computers skærm og blodsprængte højttalere. 

Da footwork-genren tog på youtube-ekskursion nåede de sparkende trykbølger også Indonesien. Her blev den blandt andet samlet op af duoen Gabber Modus Operandi – Dj Kasimyn og vokalist Ican Harem – der skruede yderligere op for højspændingen, så energien blev alarmerende ustabil. Nærmest radioaktiv. Det blev tindrende klart, da duoen gæstede selvsamme kulturhus i Valby ugen inden RP Boo. 

Udluftning eller ej, Gabber Modus Operandi skulle nok sørge for at hyperventilere sit publikum

Begge koncerter var på hver deres sprudlende måde et udtryk for, at footwork nu har fået et hjem i mange verdensdele. Omvendt er spillestedet Alice, der har arrangeret koncerterne, blevet hjemløse. 

RP Boo. © Wills Glasspiegel
RP Boo. © Wills Glasspiegel

Det skal gøre ondt, før det gør godt

Det er et defekt ventilationsanlæg, der er årsagen til, at jeg to fredage i træk skulle til Valby og ikke Nørrebro, hvor man ellers normalt hører Alice-koncerter. På grund af den manglende udluftning har svimmelhed til tider været en del af koncertoplevelsen på spillestedet i Nørre Allé. Derfor har Alice i over et år flyttet deres planlagte koncerter til andre venues i byen. I mellemtiden kæmper spillestedet en brav kamp for at holde sig i live midt i moradset af lange ekspeditionstider og manglende håndsrækninger fra kommunen og Statens Kunstfond.

Udluftning eller ej, Gabber Modus Operandi skulle nok sørge for at hyperventilere sit publikum. Vi havde frivilligt bevæget os ind i dragens hule og Kasimyn og Harem tøvede ikke med at iværksætte ofringsritualet.  

Dødsmetallen brændte i de to indoneseres særegne fremdriftsmusik

Inden vi fik set os om, var vi i gang med at blive torpederet af gabber-genrens vigtigste ingrediens: stortromme. Som spredehagl i midi-gitteret brød de lavfrekvente flyvespark igennem lydmuren – maltrakteret og tordenbuldrende. Tonsende elektroniske blast beats blev kværnet af overdrive og lød som et monster, der æder sinuskurver og spyer dem ud igen som knitrende flammebrøl. 

Dødsmetallen brændte i de to indoneseres særegne fremdriftsmusik. De fræsende stortrommer som delte lyden op mellem Meshuggah og Berghain blev suppleret af gamelan-samples eller synths-stabs, som forankrede hybridtrancen i en hypnotisk rave. I den skingre ende af frekvensspektret lød også forsanger Harems eksorcistiske skærebrændervokal. Det var som om, der boede en dæmon i de overjordiske skrig, der kom fra ham, imens han hvileløst dansede rundt i det elektriske bål på scenen. 

Udrensningen nåede sit højeste, da scenen blev badet i et rødt lys, og Dj Kasimyn førte den flimmerhøje puls ind i store rumklangsflader, så slagene næsten flatlinede på techno-kardiogrammet. Harem besteg dj-pulten og sendte knælende de mest skrækindjagende dommedagshyl ud i rummet. Var vi vitterligt endt i skærsilden? 

Det var sadistisk tilfredsstillende at blive grillet af Gabber Modus Operandis komplekse lyd. Undervejs havde der næsten ingen åndehuller været, så derfor kom det som en stor overraskelse, da vi hen mod slutningen blev dirigeret ned at sidde, imens lyset skiftede til et blåligt skær. Et bjældesample gik i rotation med en bekymringsfri arpeggiator. Forpustede sad vi stilfærdigt og hørte musikken ånde ud. Guddommeligt. 

Var vi vitterligt endt i skærsilden? 

Bevæg de former

Man kan bestemt ikke tale om footwork på fuldtid hos Gabber Modus Operandi, der ellers nævner afdøde Dj Rashad – den helt tunge trendsætter fra miljøet i Chicago – som én af deres store inspirationskilder. Hertil stikker musikken i for mange retninger. Det er i forholdet til rytmiske spindelvæv, at Harem og Kasimyn samler footworken op og viser de tætte paralleller til metal og gamelan, der ellers virker som meget fjerne slægtninge. 

Den indonesiske grupper Gabber Modus Operandi. © Oktavian Adhiek Putra
Den indonesiske gruppe Gabber Modus Operandi. © Oktavian Adhiek Putra

Underdelinger og samples – groft sagt er det vel dét, footwork handler om. Skoleeksemplet er tracket »Streamidity« fra RP Boos første album. En labyrintisk konstruktion af hurtige hats, samplede shout-outs, trioler i bassen og et shufflet strygersample, der flår lidt i beatets findelte kolonner. 

Footwork-dansen har på samme måde en trimmet og veldisciplineret opbygning. Pensum i Chicago-ghettoens danseskole hedder basics og inkluderer blandt andet de jonglerende dripples eller de mere sprællemandsagtige erks. Kunsten består i at variere mellem grundtrinene i det hæsblæsende tempo og skabe sine egne unikke combos

Den samme form for tetris er på spil i både musik og dans. Byggeklodserne er ret kantede, men kan sammensættes, så man i farten taber fornemmelsen af formerne. Det er en arkitektur, der både favner bevægelse og lyd, men samtidig sætter rammen for et socialt rum: dansecirklen. 

Dommedagsfløjte og »Funkytown«

Derfor blev jeg ellevild, da RP Boo begyndte at danse: intet som færden af autenticitet kan få én på dupperne. Aromaen af ‘Teklife’, som footwork-livsstilen bliver kaldt af mange dem fra Chicago, der praktiserer den. ’Ghetto teknitians’, der både danser og producerer beats som eksempelvis Dj Spinn, Traxman og Dj Manny.

Det var umuligt ikke at blive smerteligt kropsbevidst efter den korte opvisning. Ingen af os i det lemfældigt spjættende publikum kunne matche den stamina, der var i RP Boos bevægelser. Men det skulle vi heller ikke. Vi var til koncert, ikke i en dansecirkel. Det var Teklife on display. 

Koncerterne blev også en påmindelse om den vigtige rolle, Alice spiller på den danske musikscene

Det vidste RP Boo udmærket godt. I hvert fald var hans Dj-set betydeligt mere udadvendt end ventet. Mere underholdende. Det kom nok klarest til udtryk i den dommerfløjte, han blæste i som en anden Dj Alligator, når publikum skulle op i gear.

Bevares, den superstramme og ortodokse slags footwork fik masser af plads. Især den saftige »Haters Increase the Heat!« blev tidligt i koncerten et bevis på, hvor utrolig lidt, der skal til. »It’s getting hot, it’s getting hotter«, lød trackets primære vokalsample nøgent i starten, inden panoreringslegen satte ind, og underdelingsbrikkerne fandt sammen i puslespillet. 

Men jeg måtte knibe mig armen, da 80’er-hittet »Funkytown« pludselig turede ud af højttalerne i footwork-forklædning. Endnu mere, da Silk Sonics talk-of-the-town »Leave the Door Open« fra 2021 blev skruet op i tempo og tildelt nogle opkvikkende claps

Sprællevende opdatering

Var det billige tricks eller tiltrængt massage til et udtryk, der godt kan virke ret hårdnakket og indspist? Jeg kunne ikke rigtig bestemme mig. Det virkede i hvert fald malplaceret. 

På en måde er det også kontrært at placere footwork på en scene. Koncertmusik er det jo egentlig ikke. Alligevel var RP Boo og hans aldrende – men stadig akrobatiske – rytmer en sprællevende oplevelse. Vi var ikke på museumsbesøg, selvom nostalgien hele tiden ventede om hjørnet. 

De to fredage på Valby Kulturhus med Gabber Modus Operandi og RP Boo var en forrygende statusopdatering på, hvad der er sket med footwork, og hvor den er havnet i de sidste 10 år. Koncerterne blev også en påmindelse om den vigtige rolle, Alice spiller på den danske musikscene. Som ingen andre i landet formår de at gribe undergrundens impulser og bide mærke i dens globale forgreninger. Det skal vi værne om.