Mandag den 2. september 1991, på min 21-års fødselsdag, startede jeg på Kunsthistorie ved Aarhus Universitet. Et skrivebord, en madras, tøj, bøger, anlæg og 3-400 kassettebånd med den vigtigste musik i mit liv dengang – Bach og Boulez, Stravinskij og Stockhausen – blev smidt ind i en fremlejet etværelses ældrebolig uden bad. Et brunt værelse med tilhørende lokum og køkken på Jyllands Allé.

Den lysegrå Macintosh-computer var en revolution.

Det var tider – men hvorfor nu starte her? Fem år før den periode, denne artikel handler om? Fordi den teknologiske udvikling, jeg dumpede ned i, fik betydning for fremtiden. På Kunsthistorie og siden Musikvidenskab, hvor jeg startede i 1994, kunne man stadigvæk aflevere opgaver i håndskreven form. Musikvidenskab havde et overspilningsrum, hvor man kunne overføre klenodierne fra instituttets musiksamling – fra lp’er og spolebånd – til kassettebånd.

Den lysegrå Macintosh-computer var en revolution. På den lille hær af dem, der snart stod på byens kollegieværelser, opstod en urskov af små uafhængige tidsskrifter og magasiner fra 1991: Ildfisken – tidsskrift for litteratur, udgivet af lyrikeren Carsten René Nielsen; Uden Titel – tidsskrift for kunsthistorie, med blandt andre bloggeren Michael Hammel som idémand, ligeledes fra 1991; og sidst, men ikke mindst, AUTograf med komponisten Bo Gunge samt de to studerende Mille Holmboe og Jakob Schmidt som bagmænd, fra 1992.

Den ny musiks hovedstad
Tiden var eklektisk og postmoderne. Om torsdagen kunne jeg gå i Musikhuset og høre Den Jyske Operas opsætning af Richard Wagners Parsifal, eller høre Århus Sinfonietta spille Arnold Schönbergs kammersymfoni, om lørdagen gå på Æsken og høre Nikolaj Bentzon Trio eller freejazz for endelig at slutte ugen af søndag med Ricky Lee Jones’ Pop Pop-album til tømmermændene.

Aarhus var i denne periode uden tvivl den ny musiks hovedstad i Danmark, og for mig var de musikalske højdepunkter i 1990erne Karl Aage Rasmussens NUMUS-festivaler. Det var her, jeg først og fremmest fik stillet min nysgerrighed over for den ny musiks koryfæer. Først og fremmest György Ligeti, Iannis Xenakis, Conlon Nancarrow og Morton Feldman.

Tiden var eklektisk og postmoderne.

Det var også i denne sammenhæng, jeg stødte på Bo Gunge, der spurgte, om jeg ville være redaktør på AUTograf. Det ville jeg gerne, og snart var jeg indlemmet i AUT. Først som redaktør, siden også som administrator og producent. Først med Gunge selv som formand, siden med komponisten Lasse Laursen.

Nye diskussionsformer og -fora udviklede sig. Debatindlæg i AUTograf – eller AUTografs ældre ærværdige storesøster, Dansk Musik Tidsskrift (DMT) – havde i begyndelsen af perioden en holdbarhed på et par måneder. Et indlæg fra komponist a – sendt som håndskrevet brev med posten til redaktionen – fik tidligst svar fra komponist b i næste nummer, to måneder senere. Det hele blev skrevet ind, eller sat op i spalter, trykt på papir og sendt – igen med posten – til læserne, som ventede spændt på et nyt blad og på at læse svaret.

En lille bunke programhæfter fra 1990'ernes AUT-koncerter. Foto: Hjarne Fessel.

AUTograf bliver til Seismograf
I 1997 fyldte komponisten Karl Aage Rasmussen 50 år. I den anledning indhentede Lasse Laursen og jeg hilsner til et festskrift fra en bred vifte komponister i Danmark, et festskrift, som blev rundsendt med DMT – noget, vi fejrede som en stor sejr for AUT. Per Nørgård ringede og dikterede sin hilsen i telefonen. Pelle Gudmundsen-Holmgreen sendte sin hilsen med posten, men ringede senere for lige at få den læst op, før den gik i trykken. Bare så der ikke kom alt for mange fejl og fjollerier med.

Vi syntes, københavnerscenen lød gammeldags, nærmest anno 1920.

Interviews blev optaget på diktafon og omhyggeligt transskriberet. Siden blev spørgsmål og svar, synspunkter og sværdslag udvekslet med redaktøren over e-mail. Vi opfandt mail-interviewet, hvor vi skrev spørgsmål og svar til hinanden i en fortløbende kæde.

AUTograf var i sine velmagtsdage oppe på 4-500 abonnenter – men langsomheden omkring det trykte medie føltes stadigt mere begrænsende, så i slutningen af det gamle årtusind gik AUTograf online. I 2005-06 fostrede bl.a. komponisterne Simon Steen-Andersen, Niels Rønsholdt og Jens Voigt-Lund – som nu udgjorde redaktionen af AUTograf – idéen om et nyt webbaseret fællesskab: Seismograf. Et sted på nettet, hvor information om selv de allermindste forandringer i musikken kunne formidles direkte, uden filter.

Guldalderens åbne ører og lukkede døre
Som tiden gik, stillede AUT sig i opposition til både københavnerscenen og Karl Aage Rasmussens enorme succes som festivalleder. Vi syntes, københavnerscenen lød gammeldags, nærmest anno 1920, og nok beundrede vi Karl Aage Rasmussens succes, men vi ønskede at skærpe og forny indholdet yderligere. AUTograf blev til Seismograf. NUMUS blev afløst af SPOR, og både tidsskrift og festival fik i processen en meget mere skarpskåren kunstnerisk profil.

Ikke kun måden, vi fik og formidlede viden på, ændrede sig radikalt. Det gjorde også, hvad vi orienterede os i forhold til. Det var ikke længere kun kompositionsmusikken. AUT arrangerede sammen med komponisten Wayne Siegel og DIEM (Dansk Institut for Elektronisk Musik ved Det Jyske Musikkonservatorium) koncertserien »Biograf for øret« – koncerter med elektroakustisk musik i en mørkelagt biografsal i biografen Øst for Paradis. Vi tænkte på tværs af genreskel, og kompositionsmusikkens koryfæer fik følgeskab af lydkunst, freejazz samt kunstnere som Björk, Tricky og Portishead. Lp’en blev i de år for alvor afløst af cd’en som den vigtigste musikkilde, og vi lystgræssede nysgerrigt i hinandens cd-samlinger efter nyt.

»Skrid! Det er en lukket fest.«

Socialiteten var paradoksal – på den ene side var vi åbne over for nye indtryk, på den anden side dyrkede vi eksklusiviteten. Jeg formulerede selv attituden i en anmeldelse som: »Skrid! Det er en lukket fest.« Den lukkede fest var dog på en eller anden måde international. Som da klarinettisten Harry Sparnaay i 1998 til en koncert kom til at introducere stykkerne på hollandsk – fordi, som han forklarede bagefter: »Det er jo fuldstændig ligesom hjemme i Amsterdam!«

Initiativer og tiltag kom og gik. Simon Steen-Andersen boltrede sig allerede tidligt i det konceptuelle og teknologiens muligheder. AUT rundsendte på et tidspunkt et link til en optagelse af en matrixprinter, der højt og skrattende udskrev et manifest om den ny musik. Slagtøjsspiller og AUT-formand 2005-11 Henrik Larsen startede AUT’s helt egen festival, CRUSH, som eksisterede fra 2004 til 2010. CRUSH blev de fleste år afviklet på Musikcaféen, hvor værker fra den amerikanske kunstnergruppe Bang on a Can mødtes med tyste poetiske klange af Axel Borup-Jørgensen.

Jeg fristes til at kalde tiden en guldalder. Vi var på hat med i morgen, og AUT var et frodigt miljø at udvikles og modnes i. Århus Sinfonietta, Ensemble 2000, saxofonisterne Claus Olesen og Kasper Hemmer Pihl, organisten Christian Præstholm, guitaristen Frederik Munk Larsen og førnævnte slagtøjsspiller Henrik Larsen dannede klangbund – næsten helt bogstaveligt – for såvel stjernerne Peter Bruun, Thomas Agerfeldt Olesen og Simon Steen-Andersen som de mere vildtvoksende syrehoveder som komponisten Kasper Jarnum.