When a few thousand people clap their thick mittens in minus 30 degrees, it sounds like the softest techno. The arctic cold in Kirkenes, 400 km north of the Arctic Circle and a stone's throw from the border with Russia and Finland, steals all sounds. We are standing by an inland lake on the outskirts of the small northern Norwegian town and looking down on a makeshift stage out on the ice, where performers in white suits are building a kite. Local horn musicians play, and actors from Russia, Ukraine and Hungary slam poles into the floor and sing ritualistic chants.

Is this a prelude to something? Who are they calling to? Are they warning anyone? During the opening of the cultural festival Barents Spectacle (15th-18th February 2024) – the 20th edition – the ears are flared like the down jackets that everyone here in Kirkenes wears as protection against the harsh nature. 

The scratchy soundscapes – created by the composer and sound artist Mattia Bassi, Italian but living in Finland – are sent out onto the ice. It sounds like a mashup of many worlds at once. Musicians at all times and in all parts of the world have sent out signals so that some could seize them. The land on the other side of the frozen lake has once again become a hostile land. But a little boy in a massive thermal jacket smiles as a snowmobile drives out onto the ice with a white kite on a long string behind it, and the kite rises into the sky. 

Når et par tusinde mennesker klapper med deres tykke vanter i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno. Den arktiske kulde i Kirkenes, 400 km nord for Polarcirklen og et stenkast fra grænsen til Rusland og Finland, stjæler alle lyde. Vi står ved en indsø i udkanten af den lille nordnorske by og kigger ned på en interimistisk scene ude på isen, hvor performere i hvide dragter er ved at bygge en drage. Lokale hornmusikere spiller, og skuespillere fra Rusland, Ukraine og Ungarn slår stænger ned i gulvet og kommer med ritualistiske udråb.

Er dette et præludium til noget? Hvem kalder de på? Advarer de nogen? Under åbningen af kulturfestivalen Barents Spektakel (15.-18. februar 2024) – den 20. udgave – er ørerne udspilede som de dynejakker, alle her i Kirkenes bærer som et værn mod den hårde natur. 

De skrattende lydbilleder – skabt af komponisten og lydkunstneren Mattia Bassi, italiensk, men bosat i Finland – sendes ud på isen. Det lyder som et mashup af mange verdener på én gang. Musikere har til alle tider og i alle egne af verden sendt signaler ud, så nogle kunne gribe dem. Landet på den anden side af den frosne sø er igen blevet et fjendtligt land. Men en lille gut i en massiv termojakke smiler, da en snescooter kører ud på isen med en hvid drage i en lang snor bag sig, og dragen stiger mod himlen. 

Inspirere og videregive

At lade sig inspirere og arbejde videre på en lyd eller et musikalsk materiale, som nogen andre har formuleret, baseret på andres spil, tjener som udgangspunkt for en skabende praksis. At bygge videre på det, andre har gjort før, udgør portalen, hvorigennem hver af os træder ind i en tradition eller et netværk af musikalske traditioner.

Som mange andre begyndte jeg selv med coverversioner af mere eller mindre kendte sange, altså ved at efterligne. Det var sådan, jeg spillede mig ind i en musikalsk kultur og forbandt mig med dens mulige identiteter og udtryksformer. Når jeg nu lytter til optagelserne af de sange, vi lavede med rockbandet, og som jeg dengang oplevede som vores egne numre, kan jeg høre, at de tydeligt bærer præg af materialet fra de musikere, vi så op til. På den måde fortsætter videregivelsen af en eller flere musikalske traditioner, uafhængigt af genre og stilretning. Med et personligt musikalsk blik og sensibilitet er håbet måske at udvikle noget unikt i relation til de musikalske strømninger, man er forbundet med, og den tid, man lever i.

Da den 45-årige amerikanske operainstruktør Yuval Sharon for ti år siden foldede Hopscotch – et immersivt værk, hvor publikum blev kørt rundt i limousiner, mens brudstykker af en kollektivopera susede om ørerne på dem – ud i centrum af Los Angeles, trak det overskrifter i det klassiske musikliv.

New York Times begyndte at omtale Sharon som operaens »disrupter-in-residence«, og i sin fyldige reportage i The New Yorker skrev magasinets mangeårige kritiker Alex Ross, at der var tale om en af de mest komplekse satsninger, siden Wagner fik opført Nibelungens ring på fire dage i Bayreuth i 1876.

126 musikere og performere deltog, mens 24 limousiner fragtede publikum rundt på lige så mange forskellige ruter med hver sit ti minutter lange fragment af et episk kærlighedsdrama. Noget foregik inde i bilerne, hvor de medvirkende var helt tæt på, andet ude i byen, hvor virkelighed og fantasi blandedes sammen.

Ville man have det hele med, måtte man løse billet tre gange, men så må man også være vaklet forandret hjem efter at have set Hopscotch udspille sig på flodbredder, motorcykler, fjerne hustage og i en stor pavillon bygget til lejligheden, hvor alle limousiner og medvirkende afsluttede hver opførelse. For dette var ikke opera, som man var vant til at opleve opera; det var et kald til oprør.

På Færøerne er opera en nutidig kunstform og en intenst national en af slagsen – mere uadskilleligt forbundet med idéer om nationalitet end noget, der sker lige nu på La Scala. Det kan man utvetydigt skrive, når der kun er to færøske operaer at diskutere.

Den anden af dem er netop blevet født. Regin smiður ankom midt under den dybe sne i Klaksvík i de sidste dage af 2024. Dens forgænger, også komponeret af Sunleif Rasmussen, stammer fra 2006. Í Óðamangarður var en adaptering af en novelle af nationens store digter, William Heinesen. En kritiker udsendt til Nordatlanten for at anmelde den hele vejen fra The Times i London kaldte operaen for »et værk af hjemsøgelsesværdig originalitet og skønhed«. 

To årtier senere står musik side om side med strikvarer og vandfald-røgelsesholdere som en af Færøernes mest anerkendte handelsvarer. Eivørs stemme breder sig til film- og spil-soundtracks, og Rasmussens partiturer bliver spillet af BBC-orkestre. Også nyt – meget nyt – er Varpið, Færøernes svar på Reykjavíks Harpa: en hybrid af et prosceniumteater og en skotøjsæske-koncerthal, hvis metalboks-arkitektur læner sig i en vinkel over Klaksvíks hovedgade, som en satellit nedfaldet fra rummet.

On the Faroe Islands, opera is a contemporary art form and an intensely national one – more inextricably bound up in ideas of nationhood than anything happening right now at La scala. You can write that unequivocally, when there are only two Faroese operas to discuss. 

The second of them has just been born. Regin smiður arrived amid the deep snow of a Klaksvík Christmas in the final days of 2024. Its predecessor, also composed by Sunleif Rasmussen, dates from 2006. Í Óðamangarður adapted a story by the nation’s bard, William Heinesen. It was deemed »a work of haunting originality and beauty« by a critic dispatched to the North Atlantic review it, all the way from The Times in London.

Two decades later, music stands with knitwear and candle-smoke waterfalls as one of the Faroe Islands’s most recognized commodities. Eivør’s voice unfurls itself over film and gaming soundtracks and Rasmussen’s scores are broadcast by BBC orchestras. Also new – very new – is Varpið, the Faroese answer to Reykjavík’s Harpa: a hybrid of proscenium theatre and shoebox concert hall whose metal-box housing leers at an angle over Klaksvík’s main street, like part of a satellite fallen from space.