Klokken er 17.20, og jeg stiger på toget mod Kyiv. Jeg ved endnu ikke, hvad der venter mig. To uger tidligere sagde jeg uden tøven ja til en invitation til et studiebesøg arrangeret af Mieroszewski-centret og Det Ukrainske Institut. Inden afrejse tjekkede jeg nyhederne: Kyiv regnes for relativt sikkert, men landet er i krig. Russiske styrker har angrebet regionerne Sumy og Kharkiv, og dag for dag rapporteres der om ødelæggelser og dræbte; antallet af angreb er næsten fordoblet i begyndelsen af april. Et stormfuldt møde mellem Trump og Zelensky i Det Hvide Hus har netop fundet sted. Det slår mig, at selv om jeg ved noget om krigen, har jeg ingen egentlig fornemmelse af, hvordan angrebene konkret udfolder sig. Kunne der ske noget med mig på toget? Sandsynligvis ikke – der har ikke været sådanne meldinger indtil videre. Men hvem ved …?

»Vanen er den ballast, der lænker hunden til sit eget opkast.«

Nej, det er ikke Marie Koldkjær Højlund, der har sagt det. Hun kender citatets ophavsmand, Samuel Beckett, der i 1930 udgav et essay om Marcel Prousts romanværk På sporet af den tabte tid, hvor han peger på vanens magt til at fastholde mennesker i ubehagelige mønstre. Højlund er lektor i sound studies og har dermed en bred akademisk referenceramme. Alligevel kender hun ikke det specifikke citat, da jeg (naturligvis lidt længere inde i vores samtale) forsigtigt bringer det på banen på den lille café på Jægergårdsgade i Aarhus, der ligesom mange andre morgener danner en ramme for Højlunds flyvske virke.

Prolog – Warszawa, september 2025

»Vi øver kun på bondegårde og hoteller,« siger Eivind Buene, da han lander i Warszawa. Som vanligt for dette band – Tværs – bliver Jakob Kullbergs hotelværelse forvandlet til øvelokale, denne gang med udsigt til Kulturpaladset i den polske hovedstad. Og efter koncerten i Opera Warszawska går 400 polske publikummere syngende ud i natten – melodien blev skrevet i en støvet vejkant et sted i Louisiana.

Tværs begyndte som en idé hos cellisten Jakob Kullberg. To år tidligere havde han lokket komponisterne Niels Rønsholdt og Eivind Buene, guitaristen Jakob Bangsø og den københavnske canadier Bradley Axmith med på et roadtrip gennem de amerikanske sydstater for at undersøge ét spørgsmål: Kunne de blive et band?

Andreo Michaelo Mielczarek (Seismograf):

Når I lytter tilbage – hvordan lød 2025 for jer?

Bastian Zimmermann (Positionen):

I år skete der et afgørende skift. Af indlysende grunde skiftede jeg endelig fra Spotify til Tidal – hvilket betød, at jeg efterlod mig årevis af gemte albums og playlister og måtte begynde fra nul. Det bragte et minde tilbage fra dengang, jeg var sytten eller atten, hvor et harddisk-crash slettede hele mit arkiv af rippede cd’er fra jazzklubben, hvor jeg plejede at spille. Et tab, der føltes både ødelæggende og mærkeligt befriende.

Der er noget forfriskende i at begynde forfra, men også noget smertefuldt. Måske er det derfor, jeg begyndte at købe vinyl igen – selektivt og bevidst – og genanskaffede albums, som har fulgt mig i årevis, ja endda årtier.

Årets første halvdel var præget af min egen festival. Jeg rejste næsten ikke, men fordybede mig i kunstnernes lydverdener på Musik Installationen Nürnberg.

For få år siden kastede jeg mig selv ud i eventyret med at lære at spille kirkeorgel. I samtaler med venner omkring dette projekt har jeg tænkt over, hvordan orglet er et instrument, som på én gang fremstår ekstremt niche-agtigt og utroligt almindeligt. For mange er det omgærdet med en vis mystisk aura, og dog blæses der luft igennem piberne søndag efter søndag i alle hjørner af landet, og orgelmusikken holder et væld af musikere beskæftigede. Orglet befinder sig på en paradoksal tærskel mellem det esoteriske og det demokratiske. 

Det er en paradoksal tærskel, som Organ Sound Art Festival formår at bringe i spil, hvilket festivalen nu i 10 år har gjort i rammerne af Koncertkirken på Nørrebro i København. På samme måde som orgler – i hvert fald de store af dem – er integrerede i det rum, de spiller i, som en slags arkitektur i arkitekturen, så synes Organ Sound Art Festival at være tænkt ind i netop Koncertkirkens rum. 

MINU Festival for Expanded Music er i de senere år blevet en fast bestanddel af Københavns kalender. Under kuratorisk ledelse og organisering af Mikkel Schou, Dylan Richards og Roberto Beseler Maxwell har festivalen konsekvent præsenteret programmer med musikalske opførelser, der udfordrer kunstformernes grænser. Værkerne stiller ofte spørgsmål til publikum – ikke kun om, hvad kunst kan, men også om de betingelser i verden, som denne musik udspringer af.

Årets MINU virkede strammere kurateret end tidligere udgaver. På en velkommen måde syntes den også mere frigjort fra den åbne frustration over institutionskritik, som tidligere har været et dominerende tema. I stedet for at være noget, kunstnerne var tvunget til at reagere imod, var problemerne ved institutionaliseret kunstproduktion blevet festivalens udgangspunkt – en slags indsats, som værkerne kunne udforske mulige »hvad så nu?«-scenarier ud fra.

Det burde sige sig selv: Ja, kvinder komponerer opera. Fantastisk opera. Og det har de gjort igennem hele kunstartens 400 år lange historie. Skulle det alligevel komme bag på nogen, skyldes det formentlig, at ældre opera komponeret af kvinder stort set aldrig bliver opført herhjemme. 

Bladrer man i Dansk Komponistforenings nylige Repertoirestatistik for sæsonerne 22/23 og 23/24 er der særligt ét diagram, der skriger til himlen: kønsfordelingen i opera komponeret før 1994. Her fremgår det, at mikroskopiske 0,3% af den samlede operaproduktion på 982 timer og 12 minutter er med en kvinde som komponist. Lidt over tre timers spilletid kunne det blive til – cirka det samme som en halv Wagner-premiere. 

t should be obvious: Yes, women compose opera. Fantastic opera. And they have done so throughout the entire 400-year history of the art form. If this still surprises anyone, it is likely because older opera composed by women is almost never performed in this country.

Leafing through the Danish Composers’ Society’s recent Repertoire Statistics for the 22/23 and 23/24 seasons, one chart in particular leaps off the page: the gender distribution in opera composed before 1994. It shows that a microscopic 0.3% of the total opera output – 982 hours and 12 minutes – was composed by a woman. Just over three hours of music in total – about the same as half a Wagner premiere.

Aldrig har jeg før befundet mig så yderligt på Refshaleøen, når jeg altså ikke har været på Copenhell: Jeg er nærmest helt ude ved den nordlige ende af den, da jeg en smule tøvende går rundt om nogle tilforladelige bygninger for at finde det øvelokale, som den taiwansk-danske slagtøjsspiller og komponist Ying-Hsueh Chen har sat mig stævne i. Heldigvis regner det ikke, selvom himlen er meget grå, og heldigvis er det ikke rigtigt koldt endnu, selvom der er små stænk af kulde i novemberluften. 

I netop samme øjeblik som min telefon pludselig synes, den skal udsende en alarmlyd, bliver jeg råbt an fra et nærliggende hus. Med sine store briller, stor hue og en forventningsfuld attitude kommer Chen mig i møde. Vi har mødtes en enkelt gang før, men det ligger otte-ni år tilbage, og vi når aldrig at tale om det, fordi så meget andet tager over.