Hvor ellers skulle Bára Gísladóttir lade sit nye orkesterværk DÆGRIN få urpremiere end i luksuslineren af et musikhus, Harpa – naturligvis under Dark Music Days, midt i þorri, årets mørkeste fase i den gamle nordiske kalender, hvor den fjerde vintermåned begynder en fredag mellem 19. og 26. januar? Næppe noget sted.

Gísladóttir er rundet af dette lands basalt, blæst og vinterlys, og selv om hun i dag har base i København, er hun for mange blevet selve lyden af Island. Selvfølgelig var mørket massivt i hendes nye værk – dybe, vibrerende understrømme – men der var flere nye ting: Islands Symfoniorkester rullede et mere rummeligt, panoramisk klangfelt ud end i hendes tidligere, mere komprimerede værker. Hvinende violiner trak skarpe streger gennem orkestermassen, mens små forskydninger langsomt underminerede enhver fornemmelse af stabilitet. Værket antog karakter af et indestængt hvæs: én lang, næsten immobil tone blev fastholdt som et spændt åndedrag, og omkring den opstod et mylder af raslen, friktion og mikroskopiske strygerbevægelser. Og hør, var der ikke lysstrejf her og der? Jo, der var. Men alligevel en perfekt start på Dark Music Days.

I Country lader Niels Rønsholdt to stemmer mødes i et akustisk kammermusikalsk rum. Den ene er Jakob Kullbergs – genkendelig, kropslig, ru. Den anden er hans, men ikke helt: en manipuleret, filtreret og forskudt stemme, der svæver gennem værket som et fremmed ekko. I et ellers organisk univers af cello, kammerorkester og sang fremstår denne stemme som noget løsrevet, næsten hjemløst. Den lyder, men den har ingen synlig krop.

Hvad vil det sige at høre en stemme uden et menneske? Og hvad gør det ved vores oplevelse af nærvær, troværdighed og identitet, når den samme sanger både er til stede og fraværende i sin egen musik?

Endnu et år, endnu en helt ny, fuldskalaopera henlagt til Bergen. Jo, Norges tidligere hovedstad rummer på sine bedste dage en særlig magi, men i de 666 sider af Karl Ove Knausgårds Morgenstjernen når tingene et helt nyt niveau. En præst forretter begravelsen af en mand, der har været død i en uge, selv om han dagen forinden sad på samme fly som hende. En omsorgsarbejder for psykiatriske patienter bevæger sig ind i skoven ved siden af sin klinik, hvor hun møder en stor fugl med reptilskæl og et menneskeligt ansigt. Mest markant bliver alle ni fortællere i Knausgårds roman opmærksomme på et enormt nyt himmellegeme på himlen. Alt dette synes at give dem adgang til de frygtelige sandheder, der æder sig ind på deres privatliv, og får dem til at spørge sig selv, hvorfor de overhovedet eksisterer.

Når man kalder sin festival Sacrum Profanum, lægger man op til yderligheder. Krakóws internationale festival for ny musik, grundlagt i 2003, indfriede da også løftet fra første færd med en programmatisk spændvidde, der strakte sig fra Cat Roberts’ elektroniske strukturer med næsten organiske bevægelser til Mariam Rezaeis industrielle scratch, frembragt på hendes stærkt percussive pladespillere.

Festivalens mest markante greb fandt imidlertid sted langt fra koncertsalene. Det schweiziske Alponom-ensemble opførte Stephen O’Malleys You Origin fire gange: to gange ved solopgang og to gange ved solnedgang. Først stod musikerne placeret i fem par på et bjerg uden for byen. Trafikkens fjerne brusen gled ind mellem tonerne, mens alpehornene byggede dybe, cykliske resonanser. Forbipasserende hundeluftere – og deres dyr – standsede op og lyttede.

Længe har det været sådan, at vi bedømte vitaliteten i det danske komponistmiljø på, om det formåede at præsentere det nyeste af det nye. Jeg har stået i samtale med koncertarrangører, som har grinet overbærende, hvis jeg har omtalt en ung komponist ved at henvise til et af hans værker med tre-fire år på bagen: »Det er en evighed siden,« har de sagt, »sådan skriver han slet ikke mere, nu er det meget bedre, det synes han jo også selv!« Og så blikket, der siger: Du er en dinosaur, makker. Den kæphøjhed har jeg egentlig godt kunnet lide.

Men den seneste tid er der sket noget. Hos genreorganisationen Art Music Denmark har man lanceret projektet »GENSTART«, der skal hjælpe kunstnere med at få genopført værker, der ikke længere er helt nye. Og rundtomkring ser man dette gengangeri i fuldt flor: Da den ellers fremsynede SPOR Festival fejrede 20-års jubilæum sidste år, skete det blandt andet med værker af Simon Løffler, Sandra Boss og Ea Borre, som allerede havde været opført på festivalen før. Hvorfor købe nyt, når man kan genbruge?

Klokken er 17.20, og jeg stiger på toget mod Kyiv. Jeg ved endnu ikke, hvad der venter mig. To uger tidligere sagde jeg uden tøven ja til en invitation til et studiebesøg arrangeret af Mieroszewski-centret og Det Ukrainske Institut. Inden afrejse tjekkede jeg nyhederne: Kyiv regnes for relativt sikkert, men landet er i krig. Russiske styrker har angrebet regionerne Sumy og Kharkiv, og dag for dag rapporteres der om ødelæggelser og dræbte; antallet af angreb er næsten fordoblet i begyndelsen af april. Et stormfuldt møde mellem Trump og Zelensky i Det Hvide Hus har netop fundet sted. Det slår mig, at selv om jeg ved noget om krigen, har jeg ingen egentlig fornemmelse af, hvordan angrebene konkret udfolder sig. Kunne der ske noget med mig på toget? Sandsynligvis ikke – der har ikke været sådanne meldinger indtil videre. Men hvem ved …?

»Vanen er den ballast, der lænker hunden til sit eget opkast.«

Nej, det er ikke Marie Koldkjær Højlund, der har sagt det. Hun kender citatets ophavsmand, Samuel Beckett, der i 1930 udgav et essay om Marcel Prousts romanværk På sporet af den tabte tid, hvor han peger på vanens magt til at fastholde mennesker i ubehagelige mønstre. Højlund er lektor i sound studies og har dermed en bred akademisk referenceramme. Alligevel kender hun ikke det specifikke citat, da jeg (naturligvis lidt længere inde i vores samtale) forsigtigt bringer det på banen på den lille café på Jægergårdsgade i Aarhus, der ligesom mange andre morgener danner en ramme for Højlunds flyvske virke.