Rumlig uendelighed

I december 2012 blev lydkunstner og komponist Lars Lundehave Hansen inviteret til at lydliggøre et foredrag om det ydre rum og universet til et arrangement på Byens Lys. Foredraget blev holdt af Prof. Henning Haack, der er lektor og kurator for meteoritsamlingen på Statens Naturhistoriske Museum. 

Det kom der værket Asteroid Collisions ud af, som nu også er udgivet som download.

Kompositionen Asteroid Collisions har dog ikke nogen direkte relation til rummet, fortæller Lars Lundehave Hansen fredag d. 4 oktober, hvor han fremførte værket live på spillestedet Mayhem. Lyduniverset består derimod af forvrængninger – hvis ophav forbliver skjult – som imiterer lyde fra rummet. Eller som Lars Lundehave Hansen skriver i sin tekst om udgivelsen: ”Et forsøg på at strække et fatalt øjeblik til vægtløs, refleksiv stasis.”

Forvrængninger i tiden
Manipulering af tid er et tilbagevende tema for Lars Lundehave Hansen, der i tidligere lydkunstværker har arbejdet med forvrængninger af lyd taget fra bl.a. tyrolermusik, undergrundsstationer og erotiske film.

På udgivelsen Asteroid Collisions sætter det ydre rum rammen for kompositionen, og forlænger et øjebliks flygtige sammenstød til et næsten 30 minutter langt værk. .

Poetisk mareridt
En enkel spinkel tone indleder Asteroid Collisions. Stødvise slag rammer som eksplosioner, mens en massiv brusen tiltager i kraft. Kortvarigt bliver lydene suget ind i en vakuumlignende tilstand, hvorefter de vender tilbage med intensiveret styrke, ledsaget af en monoton alarmagtig lyd.

At insistere på at fastholde momentet er drømmerisk, men i kombination med katastrofen, opstår på Asteroid Collisions en morbid fastfrysning af tiden, hvor et konstant foruroligende mørke ledsager et underfundigt let svævende lydunivers. Droneagtige toner optræder sammen med enerverende støj og porøse næsten melodiske klange, der hvirvler dig ind i et poetisk mareridt.

Ublu brusen
Lydbillederne strækker sig ud over tid og udvikler sig i transformerende repetitive mønstre. Rungen, skæren og knitren væver sig ind og ud af hinanden, som et uregerligt ekko. Lydene bevæger sig som fritsvævende elementer i et rum, hvis proportioner kontinuerligt udvider sig. Momentvis opstår fornemmelsen af at blive fastholdt i øjeblikket. Som når en dyb hvælvende rungen får samme omsluttende kraft som havets brusen. Eller en ujævn filen transformerer sig til en skinger sliben, der sætter sig i hastig rotation og gror ind i nakkehvirvlerne. Her fremstår lydens fysik stærk og uvarsom, som trækker den dig ublu hen ad asfalten. Indtagende og uhyggeligt på samme tid.

Vibrerende toner
Vekslende intensiveringer skaber afstande i lydene, som er de skiftevis tæt på og langt væk. En konstant foranderlig støjmasse ligger og ulmer støvet i baggrunden, mens en flimrende knitren placerer sig lige foran dig. Fornemmelsen af lydens fysiske påvirkning er især tydelig under koncerten på Mayhem. Her er det som om forvrængningerne i lydene, får en særlig omsluttende kraft. Lydene bevæger sig i rummet med en sværmerisk og diffus retningsbestemmelse, som har de en flygtig og utilregnelig karakter. De rå vægge på Mayhem giver gensvar mod de vibrerende toner. At vinden flere gange slår entredøren op under koncerten, virker koreograferet, og bidrager til den mystiske foruroligende stemning i lyduniverset på Asteroid Collisions.

Udfordret af katastrofen
Efter næsten 30 minutter i selskab med ambiente lydflader, opstår en trancelignende fornemmelse, som indtræder der en overgivelse til katastrofens uskånsomme stød.

Idéen om at manipulere momentet og strække dets tid er interessant. Momentvis lykkes det at fastholde et nærvær der kan måle sig med katastrofens intensitet. Enkelte steder oplever jeg dog, at min koncentration ophører og faren for at falde hen i et døsigt fravær bliver påtrængende.

Kollisionens unåde
På Asteroid Collisions famler lyde i kollisionens unåde. Her er der ingen, der griber dig. I stedet kan du svæve vægtløs indtil øjeblikkets stasis ophører efter 30 minutter, og den samme tone som i anslaget vender tilbage.

Når lydene ikke sygner hen som en døsig rumforstening, men derimod skaber en form for opvågning og fastholder et nærvær, kan momenter på udgivelsen opleves som en udvidelse af øjeblikket. Et tilstedevær der inviterer til at overskride egen tyngde og blive vægtløs i en rum-kollision, der føles som noget af en anden verden – uvant og dragende – som at sværme om sin egen endelighed i en rumlig uendelighed.